Hvis du også er alvorligt bange for at kaste op næste gang, nogen siger aske, vulkanudbrud, flyveforbud eller Eyjafjallajökull (det sidste måske knap så sandsynligt med mindre du støder på en vaskeægte islænding), så er der hjælp at hente hos Maren.
Jeg kunne ikke være mere enig…
Kun 1½ år siden og alligevel havde jeg fuldstændig glemt det, fortrængt det, tænkt det var en pigeting, men oh no – it’s back. Drama queen-fasen.
Så Halfdan piver, klynker eller skriger, når han:
Det bliver alligevel til noget piveri i løbet af en dag.
Selvom han har en søster og blevet tvunget og truet igennem 700 far, mor og børn-lege, har han på egen hånd fundet ud af, at det sjoveste (altså ud over guitaren) er at hoppe ud foran sin familie med sit sværd og råbe: HA-HAA! Nu skyder jeg jer!
Eller banke den lille tiger med den store tiger, mens han med grum stemme råber: Og nu spiser jeg dig! Bump – og så er du død.
Ok, så siger vi, at de lærer legene af hinanden, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det lige er drengene, der synes det er sjovt at slås (og slå ihjel) eller hvorfor de synes våben og Spiderman er federe end Hello Kitty og dukkehuse?
Det samme gælder den gode gamle tissemand. Ligger den der penis-forelskelse virkelig i generne eller er det bare, fordi drengene kan se, hvad de har med at gøre? Og hvorfor er det mere ok, at de allerede når de er helt små ligger og hiver i den lille regnorm end når pigerne i samme alder forsøger at finde ud af, hvad der foregår nede i tisseregionen?
Halfdan er ikke bare stolt af sin tissemand, han har også (som de fleste mænd) totalt overvurderet, hvad sådan en relativt lille fyr kan bruges til. Da jeg tog bleen af ham på puslebordet forleden, sagde han: Bang! Nu skyder jeg dig med min tissemand. Nu er du død!
Sørme om ikke jeg lige var heldig at vinde en dejlig kogebog (til samlingen) ovre hos Milles mad, så nu er det tid til at kaste sukkeret overbord (skal bare lige være færdige med de lakridser, jeg købte i kiosken efter frokost, men det plejer heldigvis at gå ret hurtigt) og generobre taljen (hahahahahahaaaa).
Som sagt god stime jeg er inde i, selvom lotto-gevinsten gik til en håndværker (clearly not me). Men hey, mange bække små giver måske ikke 35 mio. i banken, men til gengæld løbende glæde, som sikkert også er nemmere at håndtere.
Jeg har fået en mail, som kommer til at sætte nye standarder for, hvordan jeg forventer folk henvender sig til mig – også selvom du ikke har 2.500 dollars at dele ud af.
Med venlig søster i Kristus
Kære i Kristus,
denne e-mail, som du gør maj den gode Gud velsigne dig i Jesu navn
Vi hilser Dem på vegne af vor Herre Jesus Kristus, vor Herre, at jeg er fru Lilian Morgan Republik Kuwait, hvor jeg var sammen med Mr. Steven Morgan, som arbejdede med Kuwait ambassade i Elfenbenskysten i ni år, før han døde i 12 / 01/2009 . Vi blev gift i elleve år uden et barn. Han døde efter kort tids sygdom, der varede kun fire dage. Før sin død var vi begge født på ny kristen. Siden hans død besluttede jeg ikke at gifte sig igen eller ikke får et barn uden for mit hjem, over for hvilket Bibelen er.
Da min afdøde mand var i live, han deponerede beløb på 2,5 00 $ millioner dollars af statens tiltrådte en bank i Abidjan Cote d’Ivoire Vestafrika. I øjeblikket disse penge stadig befinder sig i banken. For nylig, min læge fortalte mig ikke til at tage de næste otte måneder som følge af kræft problem.
Enhver, der generer mig mest, er min køresyge. Vide min tilstand besluttede jeg at donere denne fond til en velgørende organisation, der vil bruge disse penge den måde jeg vil mandar vedlagt. Jeg ønsker en organisation, der bruger denne fond til børnehjem, skoler, kirker, enker, at udbrede Guds ord og stræber efter at Guds hus er vedligeholdt. Bibelen gjort os til at forstå, at “salig er den hånd, der giver.”
Jeg tog denne beslutning, fordi jeg ikke har nogen børn, der vil arve dette penge, og min mand familie er ikke kristne, og jeg ønsker ikke min mand bestræbelser på at blive brugt af folk, der ikke tror på gud.
Jeg ønsker ikke en situation, hvor disse penge vil blive brugt i en djævelsk måde. Det er derfor, jeg tager denne beslutning. Jeg er ikke bange for døden derfor ved jeg, hvor jeg går. Jeg ved, at jeg vil være i brystet af Herren. Den Exodus 14 v 14 siger, at “hr. kampen min sag, og jeg vil gennemføre min fred.”
Jeg behøver ikke nogen telefonisk kommunikation i denne forbindelse på grund af mit helbred dermed tilstedeværelsen af min mands familie omkring mig altid. Jeg ville ikke have dem til at vide om denne udvikling. Med Gud så alt er muligt. Så snart du modtager dit svar, jeg vil give dig kontakt banken i Abidjan Cote d’Ivoire Vestafrika.
Vi offentliggør også et brev, at du forsøger den nuværende modtageren af denne fond fra Justitsministeriet, Cote d’Ivoire. Jeg ønsker dig og kirken altid rogaran for mig, fordi Herren er min hyrde. Min lykke er, at jeg levede et liv værd en kristen.
Hvem ønsker at tjene Herren skal tjene ham i ånd og sandhed. Vær altid bede sammen med alle dine liv. Du kan kontakte e-mail ovenfor, skal enhver forsinkelse i Deres svar vil give mig hjemmesiden på sourcing anden kirke for dette samme formål. Sørg for at handle i overensstemmelse hermed som angivet nedenfor.
De vente med at modtage dit svar hurtigst.
Fortsæt i Herren velsignet.
Med venlig søster i Kristus,
Søster Lilian Morgan
Om tusind år når børnene står og smører madpakker til deres små poder og undrer sig over, hvor weekenden blev af, vil jeg lave mig en kop te og kaste mig veltilfreds i sofaen efter en laaaang dag i haven.
For hver søndag vil jeg gå rundt med min solhat med bred skygge og klippe lidt i roserne, luge ukrudt og plukke årets første anemoner under æbletræet.
Og hvis jeg taber målet af syne undervejs, kan jeg jo slå op i min nye havebog (sponsoreret af vildnis og gammel cykel), for det er i sandhed en bog med mange fantastiske billeder (jeg er lidt for doven til at læse plantebeskrivelser med tips til pleje og gødning).
Tror faktisk også jeg vil spise et kæmpe stykke kage der i sofaen, når nu tidens tand alligevel har sat sine spor på både mig og haven. Bare for at fejre de endeløse søndage forpligtelser af nogen art.
Lyserøde piger og lyseblå drenge, jeg kan ikke tage det. Det provokerer i den grad min indre indre (og ydre) feminist, at børn skal vokse i kønsstereotype miljøer. Jeg er med på, at reaktion avler modreaktion, men hvordan er det gået til, at vi efter 70’ernes ligemageri har kastet alle vores forestillinger om, hvad drenge og piger er, kan og gør i grams?
Jeg håber – og beder til – at Hello Kitty-hysteriet og alt hvad der følger af lyserødt tyl og glitter bare er hvad det ligner: Looks.
At vi husker at lære de seje Spidermen-drenge og de pyntede prinsessepiger, at de kan og må meget mere end det, de traditionelle roller giver dem lov til.
Jeg kunne selvfølgelig have valgt den samme model som det svenske par, der holdt deres barns køn hemmeligt for at give det mulighed for at vokse op uden andres forventninger til, hvad en pige eller en dreng er.
I stedet forsøger jeg med en mere moderat model og insisterer på at give begge børn dukker og togbaner. Men allerede sidste år da Miss Carla startede i børnehaven, begyndte mit projekt at skride for hun har ikke andet i hovedet end lyserødt tingeltangel.
I dag måtte jeg så kapitulere endeligt for i det fine (lyserøde) gavepapir lå Hello Kitty-sengetøj, prinsessekjoler og glitrende, glimtende barbiedukker, og barnet hyperventilerede af glæde og begejstring. Heldigvis var det fætteren, der havde været med til at vælge kjolen, som derfor blev, ja blå selvfølgelig.
Nu har jeg siddet med min lille fedtede hånd og skrevet røde navne på små sedler. Rode, rode, rode rundt. Lukke øjnene og trækkke, trække, trække et navn op af sofaen. Mine damer og herrer, vinderen af verdens bedste højlandskaffe direkte importeret fra Kenya er: LINE
Hvis du sender mig din adresse, er det kaffe på vej til dig på mandag: suzettefrovin@mail.dk
Og så skal jeg lige bage 50 boller, lave to lagkager og bage en brunsviger (hører sig til på disse breddegrader), inden det første af flere fødselsdagsbrag i anledning af at det er fire år siden jeg blev mor for første gang… eller nåhr nej, der er vist ingen gaver for svie og smerte, men til gengæld barbie-dukker og udklædningskjoler en masse til the atomic kid.
Schy! Nu skal du ikke stikke mig den der plade med, at det er så dejligt at være blevet ældre. Man hviler mere i sig selv og higer ikke så meget efter andres anerkendelse eller drømmer om at være noget særligt som i ovre i den der kreative skole, hvor man udfolder sit talent til fulde.
Klart, der er da nogle dage (særligt dem med harakiri-agtige kærestesorger og weltschmerz), jeg ikke drømmer mig tilbage til. Men hold kæft, hvor er jeg blevet doven med alderen. Doven med drømmene, mener jeg. For kalenderen er sådan set fuld nok.
Der kommer ligesom et tidspunkt, hvor man kapitulerer og nærmest kun har hånlig latter til overs for de der teenagedrømme om tage livtag med scenekunsten eller kaste sig ud i noget digter-agtigt bohemelivsstil. Helt ærligt! Mig? Tror nok lige det er godt, jeg i stedet fik børn, hus ved vandet og et fast job. For det andet… det fører jo ikke rigtig til noget, vel?
Men det værste er ikke, at jeg tabte drømmene. Det værste er, at jeg er blevet kynisk af have hænderne fulde af børneopsparinger, pensionsinvesteringer, forsikringspapirer, garantibeviser og feriesedler til børnehaven. Kynisk på andres – de unges – vegne.
Og det er ikke bare trist, det er sgu også temmelig patetisk. For i virkeligheden ville jeg ønske, jeg havde noget tilbage af det der who-gives-a-shit. Så ville jeg nemlig gøre, som den teenagepige, jeg så hos boghandleren i dag: “Hej. Jeg leder efter en helt bestemt notesbog. Da jeg var 14 besluttede mig for at skrive ti notesbøger med mine tekster. Nu mangler jeg bare en. Det er fordi jeg kunstner.”
Og spørg mig om jeg har savnet dig alle de lange, mørke vinteraftenener, hvor gryderne stod og simrede på komfuret. Men nu står barometeret på forår, og så er det tid til at kaste alle forbehold overbords for nu skal der serveres koldskål.
Spædet op med havregryn kan det vist godt gå an som aftensmad fra nu af og de næste mange måneder, altså ikke hver dag selvfølgelig – bare sådan et par gange om ugen.
Den første liter blev budt velkommen med friske jordbær – det kommer nok ikke til at ske igen. Ligesom jeg heller ikke kommer til at stå og rode med kærnemælk, æg og what not. Koldskål handler ikke om gør det selv, men om gør det nemt.
Mig? Nej, jeg skal ikke nyde noget. Jeg blev stopfodret med det stads hele min barndom og synes ikke det har noget som helst med aftensmad at gøre…
Kun sandheden 