Blind passager

Gad vide, hvad det siger om spændingskurven i mit liv, når jeg to gange dagligt forsøger at undgå at vise billet, når konduktøren kommer gennem toget?

Jeg får næsten hjertebanken, når jeg hører sætningen: “Nye rejsende?”  Ren suspense, for nu vil det vise om de kan huske, hvem der allerede har fremvist gyldige rejsedokumenter…

Eftersom jeg tager toget frem og tilbage på arbejde hver dag, har jeg allerede et ret pålideligt statistisk belæg for at hævde, at de ikke har den fjerneste ide om, hvem der er nytilkomne. Men altså en gang i mellem sker det faktisk, at konduktøren bliver stående ved min plads og venter på, at jeg finder mit slidte og altid gyldige månedskort frem.

Living life on the edge…

med emneordet ,

Giv mig den nu tilbage

Helt ærligt der var en gang, hvor man ikke en gang havde en mobiltelefon. Hvor man kunne forsvinde fra verden i tre uger, fordi man var gået på druk i Malawi og havde andet at gøre end at bevæge sit dovne legeme forbi posthuset for at foretage et opkald (collect call, selvfølgelig) til sine forældre, der var ved at kaste op af angst over, om man var blevet slugt af det sorte kontinent.

Faktisk havde det været ret så smart med en mobiltelefon dengang, for så havde vi kunne sende en beroligende sms samtidig med at vi drak kolde Carlsberg brygget på Malawi-majs og spillede kort med det det halve af den australske og engelske ungdom. På den anden side var der altså også noget ret befriende ved bare at kunne forsvinde, indtil vi var klar til at blive fundet igen.

I juleferien afleverede jeg min bærbare på arbejdet for gud bedre det om jeg skal betale Multimedieskat for at lave mit arbejde, og i øvrigt har vi allerede to computere, hvoraf den enes batteri godt nok er så dårligt at det er en joke at den går under betegnelsen bærbar, og den anden har en løs forbindelse, så man hele tiden skal skrue op og ned for lysstyrken på skærmen for at kunne se billedet. Men altså det er stadig to computere, en til min kæreste og en til mig og nok til at vi kan skændes om, hvem der skal have den store skærm (og det dårlige batteri) og hvem der skal have den lille (og konstant svigtende) skærm.

Og sådan går livet så dejligt i den lille familie, indtil hin aften hvor vi i al mindelighed beslutter os for at bytte apparater og så siger min kæreste: Aih, nu er der ikke mere strøm på. Og så griner vi af hvor dårligt det batteri er (åh, hvad der dog ikke kan more et gammelt ægtepar). Og så rejser jeg mig for at tænde for kontakten. Og så hævder min kæreste at der stadig ingenting sker, og nu er der kun 9 min. strøm tilbage (3 min. in real time). Og så river vi nærmest det hele fra hinanden uden noget sker. Og minutterne går uden der findes en løsning, inden den dør for aldrig mere at vågne op.

Men heldigvis har vi stadig en der virker, og så kan vi jo bare deles og skiftes for hvem gider bruger tusindvis af kroner på en ny computer, når vi kan bruge dem på at holde ferie i Kroatien. Men gu kan vi ej, for når jeg vil tjekke mails, vil han se golf, og det er pisseirriterende, og når han vil se golf, vil jeg gerne skrive et blogindlæg, og det er vildt latterligt. Så nu må børnene tage til takke med 1-stjernede campingpladser i Kroatien for ellers ender det med vi aldrig kommer af sted som en stor familie. So much for low key…

med emneordet , , , , , ,

Soduku for ord-fantaster

Bedst som det lykkedes mig at ignorere foråret, blev jeg fanget af det her link, og nu kan jeg ikke komme væk igen (tak, Ulf – tror jeg nok?!). Enjoy (og glem alt om at udfylde Excelark).

med emneordet ,

Jeg kan ikke høre dig

Jeg arbejder hjemme, altså som i arbejder, mens jeg sender lange blikke ud i haven, hvor solen skinner og alt er et inferno af forår. Der lugter af nyslået græs, fuglene synger, og det føles faktisk en lille smule lunt.

Så man skal formentlig ikke være professor i arbejdsmoral for at forudse, hvor Excel-ark og tusindvis af små fedtede noter befinder sig på listen over mest attraktive gøremål mandag eftermiddag kl. 15.

Prøver at dulme abstinenserne med India Arie (sikker vinder hver gang), mens jeg laver en kande te mere og taster og taster, så klokken snart bliver fire… Tik. Tik. Tik.

med emneordet , , ,

A not so pleasant surprise

Efter en uge med fødselsdagsfri og derefter pasning af opkastende barn er det er en hvis befrielse over at kunne se frem til sådan en helt igennem standard uge, hvor begge børn er i institution om dagen, mens far og mor er på arbejde. Hver ting til sin tid og ingen grund til at blive frustreret over, at alt det man burde nå, som man øjensynligt ikke kan nå…

Ja, altså indtil jeg afleverede børnene i morges og så den lille fine seddel på Halfdans skab i vuggestuen

Husk, at vuggestuen er lukket fredag den 7. maj på grund af pædagogisk dag

Så her er ugens perfekte give-away: To standardbørn, nydelig indpakket i lilla og velour, med relativt gode samarbejdsevner, imponerende talegaver og et misundelsesværdigt energiniveau. Leveres fragtfrit med returporto. Anyone?

med emneordet , , ,

Bare læreren ser mig

Fredag aften var jeg til møde sammen med 40 andre voksne mennesker, som alle er veluddannede, og de fleste enten meget tæt på eller et stykke over pensionsalderen. Ingen af os får penge for at sidde til møde fredag aften – vi gør det allesammen fordi vi synes det der med verdens fattigste både er vigtigt og interessant.

En gang om året starter vi med middag, hvilket i de senere år har gjort møderne særligt udfordrende for mig, fordi jeg bliver så tipsy af det glas vin, jeg drikker under maden, at jeg bruger den første time af mødet på at blive ædru. Temmelig patetisk – og også ret trist for den, der drømmer om at drikke drinks (dvs. mere end en) på Kastanien Alle i Berlin om føje tid…

Som sagt er der ingen ussel mammon involveret – det gir vi til de fattige, selvfølgelig (eller latte og sandaler). I stedet får vi lov til at sidde og kloge os på dette og hint – og jeg mener virkelig kloge os, lige så meget som jeg mener dette og hint eftersom der både er dem, der trækker de tunge teoretiske skyts op ad tasken, dem der godt kan lide at høre sig selv snakke (mig blandt andet), og dem, der med største ildhu kaster sig over tegnsætning og sætningskonstruktioner i hver eneste tekst, der bliver lagt foran dem.

Da tågerne langsomt lettede i mit hoved i fredags, gik det op for mig, at mens vi sidder og snakker og snakker, så glorierne næsten skygger for udsynet, har vi allesammen faktisk kun en ting i hovedet; nemlig os selv. For hver gang en af os blev færdige med at tale, skete der præcis det samme: Det selvtilfredse smil og så det slet skjulte håb om, at nogen vil anerkende vores guldkorn.

Så der sad vi 40 voksne mennesker og ventede på at få ros af læreren, præcis som i skolen – også selvom vi godt vidste, at der slet ikke var en lærer. Og så undrer man sig over, hvorfor ens børn hele tiden råber: Se mig!

med emneordet

Man ved, man er mor…

  • når man skal ringe til nogen og finder kontaktpersoner som P:-)tptl og T52atkt5mdmwnwm i sin telefon.
  • når man finder to tigere i sin taske.
  • når man har brugt sin handske til at tørre næse på sit barn og en uge senere undrer sig over, hvorfor handsken er helt klistret sammen, når man prøver at tage den på.
med emneordet

Jeg kaster op

I nat kaldte Halfdan på mig, rimelig insisterende. Normalt plejer det at være sutten, der er blevet væk, og derfor er jeg ret omhyggelig med at placere en hel horde af sutter i sengen, så han (eller undtagelsesvis jeg) ikke kan undgå at støde på en.

Efterhånden kan jeg gå fra min seng og ind til børneværelset uden tænde lyset, åbne øjnene eller træde på de gulvbrædder, der knirker. Og i nat var ingen undtagelse, så jeg kørte resolut hånden rundt i sengen for at finde sutten. En anden gang tænder jeg måske alligevel lyset og åbner øjnene for så havde jeg undgået at rodet hånden rundt i drengens opkast, inden jeg fandt sutten.

Jeg ved ikke. Jeg har nogle ret vidde grænser efter at have betalt det meste af mit forbrug i studietiden med plejehjemsvagter. Altså når man først har tørret 100-vis af gamle mennesker i røven og derefter taget hånd om to blebørn, hvoraf den ene ikke ligefrem kan siges at have problemer med fordøjelsen, skal der altså ret meget til at tage appetitten fra mig.

Og ja, han ser da fredelig ud, når han sover, men alene tanken om, at han når som helst kan vågne op og levere den næste pakke, giver mig så meget kvalme, at jeg ikke kan finde ud af om jeg selv er ved at blive syg eller bare er hysterisk.

med emneordet , , ,

Fødselsdags- og fridagseufori

I et anfald af begejstring over fødselsdagsglade børn, der spontant krammer hinanden, og jeg-har-fri-og-fortrænger-at-madpakkerne-venter-forude fandt jeg den store krea-kasse frem. Og eftersom jeg køber et par diy-accessories om ugen, men har problemer med talenter og tålmodighed, særligt når det involverer BÅDE mig og mine børn, er der virkelig tale om en rimelig velassorteret filial af Pandoro.

Jeg havde set de fineste dream catchers ovre hos Minimega og se det er overskudsmor efter min smag, for der er plads til et par skæve vinkler, dovne sakse og lette løsninger. Så vi kastede os ud i det…

Jeg kom vist til at skælde ud et par gange undervejs, men det er sgu da også fordi børn skal pille i alting og trække i tråde, der endnu ikke er fæstnet.

Bagefter fortalte jeg, at det fine ved dream catchers er, at de tager de onde drømme, hvilket selvfølgelig straks fik den spørgelystne fødselar til at undre sig. For hvor lægger drømmefangeren de onde drømme hen? Ehm, man kan jo ikke så godt svare, at den holder fast på dem, for så ender de jo med at have et helt horror-drømmebibliotek hængende over deres senge. Så det blev et af de der sludre-vrøvle-se-hvor-fin-den-er-blevet-svar.

Og så snakker vi ikke mere om det. Hvornår lærer de unger at være taknemmelige for deres forældres uventede overskud i stedet for at pille koncepterne fra hinanden.

med emneordet , ,

Slap af med de gaver

Er vi ikke bare i udgangspunktet enige om, at det er for vildt, hvor mange gaver børn får, når de har fødselsdag? Helt ærligt, børnene er jo ligeglade. Og hvor mange af os har ikke oplevet, at børnene flår papiret af alle gaverne og derefter giver sig til at lege med gavebåndet eller spørger, hvornår vi skal have kage.

Endnu værre ville det være, hvis alle familier blev bedt om at redegøre for, hvor meget af den samlede legetøjspark, børnene rent faktisk leger med? Hvis de nu kun have de to, ok så siger vi fire ting, som er deres favoritter, ville vi også slippe for hver dag at skulle rydde op (hos leger vi at børnene hjælper – HAHAHAHA!) efter en mindre atomkrig.

I dag rundede Miss Carla så fire år, og allerede i lørdags fik hun flere gaver, end hun kunne overskue. Så guderne må vide, hvorfor vi (eller det var måske i virkeligheden mest mig) mente, at det var strengt nødvendigt at give hende

  • et par rulleskøjter inkl. beskyttelsespakken (uundgåeligt),
  • en prinsesseudklædningskjole (som hun tror er et reelt stykke tøj – nemesis) inkl. guldsko købt i sidste øjeblik,
  • underbukser og -bluse (det mangler hun virkelig),
  • og ja, så var der selvfølgelig også en gave (lydbog med Vitello-bøgerne, som om det barn nogensinde har kunne sidde endsige tie stille i mere end 15 sekunder ad gangen) fra lillebror.

Jeg gjorde det virkelig i den bedste mening…

Og nu 12 timer senere er vi allerede mange erfaringer rigere fx at det er dumt at forære et par inline-rulleskøjter til en 4-årig, fordi hun nu hele tiden plager sine forældre om hjælp til at komme ud at prøve gaven. Eller at det er vildt irriterende, at hun ikke har værdiget den meget fine undertrøje, jeg nøje havde udvalgt, et blik. Eller at Halfdan er blevet meget, meget glad for guldskoene. Han fik i øvrigt også en lille gave. Jeg synes ikke han skulle snydes, ligesom…

med emneordet , , , , ,