Selvom man er syg og falder hen i feberdøs, sker der nok ikke noget ved at følge de klassiske råd om solcreme og skygge mellem frokost og tre. I hvert fald kan det godt være lidt svært at forklare, hvorfor man kommer tilbage på arbejdet og er helt rød i skalden.
Jeg lover jeg var syg, men det ser sgu ærlig talt mere ud, som jeg har været på en weekendtur til Costa del Sol
Den spareplan tog sgu hårdere på mig end jeg havde troet. Eller også var det bare en ganske almindelig influenza, der ramte mig samme dag, som spareplanen blev offentliggjort. Nu alligevel et sært sammentræf, hvis du spørger mig.
I går stod jeg over for udfordringen at være syg og enlig mor på samme tid. Jeg tumlede ud af sengen 10 minutter i fire og forsøgte at få mit hår lagt bare en smule ned, kastede lidt vand i hovedet for at sløre den værste febersved på overlæben og forsøgte mig faktisk også med lidt mascara.
Men det blev sådan set ødelagt ligeså snart jeg trådte ind i institutionen, og Miss Carla råbte ud over hele legepladsen: “Se, min mor har nattøj på, fordi hun er syg.”
Fordelen ved at være syg er, at man får nogle utroligt eksemplariske børn. Muligvis er der en sammenhæng mellem deres velvilje og min imødekommenhed over for stort set alle forslag. “Må vi ses fjernsyn?” “Må jeg få et stykke knækbrød mere?” “Jeg kan ikke spise mit rugbrød, må jeg få koldskål i stedet?” Ja. Ja. Ja. Måske man bare skulle lægge alle principperne på hylden og få en sjovere hverdag.
Jeg formåede også at bage muffins til Carlas udflugt i dag. Der er ingen grænser for, hvor langt man kan komme på vand og hovedpinepiller.
Så blev klokken endelig, endelig halv otte, og jeg svingende mig endda op til både historie og godnatsang, men ingen træer vokser ind i himlen, og særligt ikke når de er børn. Så nu kan I jo så selv gætte om de to trolde ville sove, og hvor længe der gik før de faldt til ro…
Tak for din henvendelse. Jeg er desværre gået ned med skam. Over mit land. Jeg er så træt af at træde på dem, der allerede ligger ned. Verdens fattige. Indvandrerne. De arbejdsløse. De svage familier. Og så træt af skattelettelser. Og pisk. Og selvtilfredshed. Hvis der er nogen, der har opløftende nyheder, er I velkomne til at sende dem. Men måske orker jeg ikke at svare.
Du ved jo godt det kommer. Og du ved, du ikke kan snige dig uden om for dit barn har krav på sandheden. Altså i en eller anden form end den med storken, for det er måske alligevel patetisk nok. Men jeg tror bare, jeg havde regnet med der ville gå nogle år endnu. På en måde. Så jeg kunne nå at forberede mig lidt.
Eller faktisk har jeg forberedt mig, for Maise Njors nyklassiker står faktisk allerede hjemme i reolen. Til de større børn. Men nu blev jeg så i stedet spurgt af en dreng på 2½, som udover græsslåmaskiner også har en fetich for babyer og deres ophold i maven.
– Mor, hvordan kommer babyen ind i maven?
– [uforberedt pjatte-latter] Det vil jeg gerne fortælle dig om en anden dag.
– Men hvorfor vil du ikke fortælle mig det nu?
Pas. Fordi jeg er en kylling. Fordi jeg ikke lige synes historien med tissemanden og tissekonen er den rigtige. Lige nu. Selvom drengen selvfølgelig er helt fantastisk vild med at hive i og skyde os med sit lille appendiks. Eller måske er historien snarere, at jeg ikke lige orker, at mit barn skal genfortælle den historie i vuggestuen. Og det ved jeg, at han gør, for han er særdeles meddelsom.
Så jeg besluttede mig for at låne en bog. For at få støtte. Og hjælp. Og ord. Men det bliver alligevel lidt for storken kommer-agtigt at læse om mus, der får børn (?!) og lidt for business-like at kaste sig over en billedbog, som forlaget har valgt at beskrive således: Om mandens og kvindens udvikling, kønsorganer, kønsceller, samlejet, svangerskabet, fødslen og forældrene efter fødslen. Stregtegninger med en kort ledsagende tekst.
Er der ikke nogen, der skriver en ny bog om at lave børn til små børn. 2½ år. Jeg skal bare bruge den imorgen.
Jeg noterer mig, at i 1976
– havde børnehaven åbent fra 7-19.
– var børnene i svømmehallen om mandagen.
– sagde far farvel uden for institutionen, og drengen gik rask af sted til børnehave uden langstrakte kramme-knuse-vinke-vi-ses-pivpiv-mor-elsker-dig-endnu-højere-piv-piv-seancer.
Her er en dreng, der slår græs, og det har han sådan set gjort i et år nu. Det startede sidste sommer til fætterens fødselsdag, hvor han glemte at spise både boller og lagkage, fordi han slog græs. Frem og tilbage en hel dag.
Siden fik han sin egen plastikmaskine, og han var seriøst ved at dø i vinter, da det var muligt at få luftet maskinen. Nu er det blevet forår, næsten sommer, og så bliver der slået græs igen. Fra morgen til aften.
Igår, da vi kom sent hjem, skulle han lige ud og have sit fix inden han gik i seng, og i dag stod han klar ved døren halv otte.
Glem alt om Briotog og Duploklodser og økologisk legetøj, der udfordrer motorikken på alle de rigtige måder. Det her barn er bare ude efter at gå frem og tilbage i haven som en anden straffefange på gårdtur.
Da jeg første gang så på den faldefærdige rønne, som siden blev vores hus i provinsen, faldt jeg nærmest i svime over, at ikke bare huset var fedt, men også at det lå lige ved vandet OG med direkte adgang til naturen.
Nå, men her er et godt råd. Ligesom indbygget ovn godt kan dække over et gammelt komfur, der står på køkkenbordet, som det var i det her hus, er en natursti ikke nødvendigvis en anbefaling fra Danmarks Naturfredningsforening. Så her straffen for at lade sig forblænde af det umiddelbare indtryk i stedet for at gå tyve meter ned af stien og se sig om…
Det er så sådan, man efterfølgende opdager, at man er nær nabo til både et rensningsanlæg, Kommunekemi og et industriområde under udvidelse. I det mindste skinner solen…
4 års undersøgelse igår med et helt igennem gennemsnitligt barn, der både kan se med begge øjne og hoppe først på det ene og så på det andet ben. Det er mig en gåde, hvorfor de ikke ved samme lejlighed tjekker barnets hørelse, så vi en gang for alle kunne slå fast: Jo barnet kan godt høre. Hun ignorerer dig bare.
Læge: Og er der ellers noget, vi skal tale om?
Mig: Nej, jeg synes det går meget godt. Der er også kommet lidt mere ro på temperamentet.
[indsæt her lyd af picup, der trækkes hen over en lp]
For I kan selvfølgelig godt regne ud, at den kække bemærkning fra moren fik Mr. Murphy ud af hullerne.
Så en halv time senere flegnede barnet skråt midt i gågaden, så jeg måtte slæbe af sted med hende i armen, mens jeg hvislede verdens værste trusler. Og mens mit barn blev trukket hen ad gågadens royale belægning (lagt i anledningen af Dronningens besøg sidste år), råbte hun: Nej, jeg ville ikke med. Overhovedet omstændigheder! Faktisk ret svær ordkombination. Særligt hvis man er et stykke over det røde felt.
4 dage tog det før jeg havde brugt rub og stub på overskudskontoen. Der er ikke noget som et par timers klynkende, pivende, jamrende mo-ar kombineret med børn, som åbenbart har mistet hørelsen overnight, der kan give overtræk på kontoen.
Nogle gange undrer jeg mig over, hvordan de kan suge al energi ud af en på bare tre timer. Så handler det bare om at finde den korteste bog og den hurtigste godnatsang, selvom det selvfølgelig ikke er det samme som at de lægger sig til at sove. Langt fra. Og det er meget, meget dumt for så ender det som i aften.
“HOLD OP MED AT RÅBE. JEG BLIR VANVITTIG AF AL DET RÅBERI. JEG GIDER IKKE HØRE PÅ DET MERE.”
Tror vist også jeg kom til at smække med døren. Men altså det virker. For nu sover de. Uden det mindste larm. Nu skal jeg bare lige af med den dårlige samvittighed for rigtig at kunne nyde roen.
Læs den bog. Se den film. Hør det musik. Åh, anbefalinger af alt det kultur, vi allesammen burde berige vores liv med – og jeg holder mig for så vidt heller ikke tilbage. Både fordi jeg gerne vil give jer en god oplevelse, men måske lige så meget fordi mine anbefalinger viser at jeg er med på beatet. Se lige, hvad jeg kan…
Nå, men hvis vi virkelig ville hjælpe hinanden, altså sådan en slags travl mor til travl mor-hjælpende hånd burde vi jo i stedet anbefale hinanden alle de bøger og film, som man ikke behøver at spilde sit liv på. Fordi det er kedeligt. Ligegyldigt. Røvsygt.
Tænk, hvor meget tid vi kunne spare, hvis vi ikke sad i biografen og så The Men Who Stare At Goats, som var ret så dilletantisk, eller hvis jeg ikke havde spildt en aften på Betty Nansen Teatret for at se Moskva, som mest af alt var en roman med levende mennesker, eller hvis jeg ikke havde læst Pippa Lees mange liv. Jeg siger jer at anti-anbefalinger kunne vise sig at have en effektiveringsgevinst for forældre på linie med regeringen og oppositionens udspil til besparelser – til sammen.
Så here goes: LAD VÆRE MED at læse Jette A. Kaarsbøls seneste bog Min næstes hus. Også selvom du elskede Den lukkede bog. Det gjorde jeg. Altså læste Min næstes hus, fordi jeg elskede Den lukkede bog. Og jeg fortrød.
Desværre er den nye bog er så triviel, at jeg havde givet op længe, længe før, hvis altså ikke det var fordi jeg sad spærret inde i en bus i en endeløs kø på de tyske motorveje (kombinationen gjorde mig ikke ligefrem mindre sur).
Historien er: Succesfuld mand fra byen tager ud på landet for at begrave sin far, som han selvfølgelig har haft et anstrengt forhold til. I landsbyen møder han andre værdier og en kvinde, der nok kan vende hele hans liv og alle hans overbevisninger på hovedet. Jeg skimmede de sidste 100 sider bare for at få slutningen med, og de får allesammen hinanden i numsen og bliver glade hver for sig eller sammen. Så ved du det.
Følg endelig trop, hvis du ligger inde med god advarsel…
Kun sandheden 