Dejlig jul, gode gaver, masser af veltilberedt svin og søde mennesker (som ikke var tilberedte, men bare var). Og hyggelig nytårsaften, som var præcis så kaotisk som sådan en aften er, når man både skal høre nytårstale, servere mad for syv børn mellem 0 og fire år, indtage fire retter mad, putte børn, høre rådhusklokkerne ringe og kysse sin kæreste alt imens man forsøger at blive en lille smule tipsy og fortrænge nattens fremskredne tidspunkt.
Desværre har det ikke været Miss Carlas jul. Efter et giga sammenbrud på en rasteplads mellem København og hjem, faldt det mig ind, at hun slet ikke har fået den ferie, hun havde brug for. For allerede inden jul var et tydeligt, at hun havde brug for ro og for at være sammen med os, hendes far og mor og lillebror. Ikke mere end det.
Og selvom hun hygger sig, når vi er ude, er det lige præcis i perioder som disse så tydeligt for os, der kender hende allerbedst, at der også er en grad af overlevelse i hendes sociale begejstring. Den store gåde er (ikke længere) hendes sammenbrud, som nok er blevet færre, men bestemt ikke mindre dramatiske. Gåden er derimod, hvorfor vi, hendes forældre, er så dårlige til at se, hvor det bærer hen. Hvorfor vi hver gang bilder os ind, at lige præcis det sammenbrud hun havde juleaften eller 1. juledag eller nytårsaften eller i går ved sengetid eller nu i dag på en rasteplads var en enlig svale. Når nu sammenhængen er så tydelig. Alt for mange indtryk. Alt for mange mennesker. Alt for meget uregelmæssighed.
Stakkels lille sensitive pige, som aldrig fik den ferie hun måske havde allermest brug for – og i morgen begynder hverdagen igen. Det er jo lige til at få dårlig samvittighed af.
I det mindste glæder jeg mig over, at højtiderne er fejret i familie og venners selskab. De er søde og forstående og kræver knap så mange forklaringer, når ens datter råber fra badeværelset: Slip mig, du kvæler min tissekone!
Kun sandheden 
