Himlen trækker sig væk fra mig
med diffuse juninatlys.
Selvlysende streger fra
ende til den anden.
Er du der? Kan du se skoven?
Kan du høre tomheden? Nej,
først kommer længsel.
Lyset flimrer. Sitrer. Og nu
raslen fra ny-udsprungne blade.
Hører du? Lige nedenunder
skærsommernats drøm.
Jeg er det træ
der læner sig op ad evigheden.
Som en mørk skygge
mod orange og blå.
