Jeg skulle Stevns. Og jeg ville gerne vide, hvad sådan en tur koster, fordi det tager 2 timer og 45 minutter med tog og bus og tog og kun 1½ time med bil.
DSB giver mig dette, når jeg klikker på Se pris for denne rejse:
Og så videre til:
Tak. Jeg er nu forvirret på et højere plan.
Det er et af de eneste billeder, jeg har af min ældste ven. Ham, jeg lærte at kende henover hækken midt i 1970’erne. Han lever stadig. I bedste velgående, var jeg lige ved at sige. Altså bortset fra, at han gerne vil sige farvel, hvis altså det var noget han selv bestemte.
Billedet er noget helt særligt, fordi det som sagt er et af de eneste der findes af os to sammen, og fordi det symboliserer alt det jeg husker fra min barndoms venskab med ham: Sommer. Køreture rundt til de sydvestfynske seværdigheder (og det er flere end du tror). Skove. Is. Og impulsive kaffebesøg (med citronsodavand til mig) hos nogle af hans mange venner i sære små landsbyer, jeg ikke vidste eksisterede.
Men det der i virkeligheden gør billedet til noget helt, helt specielt er at det også minder mig om, at det venskab ville have haft meget svære kår i dag. Fordi det ville være uhørt at en 8-årig pige tog på sommerferie hos en 70-årig mand, som ingen relation havde til hendes familie udover at være en gammel nabo. Og det ville være vanskeligt at tro, at dagene bare gik med at snakke og spille kort og køre lange ture i bil, og at de nød det begge to. Mindst lige så utænkeligt ville det være, at han gav hende store fødselsdagsgaver og en konfirmationskjole, fordi hendes forældre ikke havde råd.
Alt det lugter af noget, der i dag ville være forbundet med så mange tabuer at det næsten ikke er til at bære. Folk ville se skævt til ham og hendes forældre. Og ryste på hovedet. For hvorfor skulle en gammel mand, der bor alene, dog have interesse i at tage et barn til sig og behandle det som sin egen familie. Jeg kan sagtens se det, og det gør mig faktisk lidt ked af det. For uden ham havde jeg ikke været den, jeg er i dag, og jeg havde ikke oplevet hvor betydningsfuldt et venskab på tværs af generationer (og uden de forventninger familier kan have til hinanden) kan være.
Jeg ved du sidder derude og tænker: Aih, hvorfor viser hun os ikke nogle gamle billeder. Sjovt. For det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig at gøre i denne uge. Vi starter med et udklip fra avisen. Dengang var jeg 16. Og kontrabassist. Elsk billedteksten og glæd dig over, at der kun er 7 måneder til 8. marts.
I fredags fik jeg den danske oversættelse af bogen, der har vippet Harry Potter af 1. pladsen, som verdens hurtigst sælgende paperback. Og lad mig starte med at slå to ting fast:
1. Jeg læser, fordi jeg elsker gode historier, OG fordi jeg er en sucker for dygtige forfattere, der udfordrer sprogets grænser.
2. Jeg lider af en genetisk defekt, som betyder, at jeg går helt kold på bestsellere og blockbustere. Patetisk egentlig, men det er en af grundene til, at jeg aldrig fik læst Pigen, der leger med ilden eller røg med på chick lit-bølgen.
Her kommer så undtagelsen, fredagens gave, årets talk of town, Fifty Shades of Grey… 1. bind er på 534 sider, og jeg slugte det hele på to dage, og det vel at mærke i en weekend, hvor jeg var alenemor og til fødselsdag det meste af søndagen. Det var sådan lidt svært at give slip på.
Og vi kan godt starte med kritikken, for den bog kommer ved gud ikke til at kandidere til hverken Pulitzerprisen eller Man Booker Prize. Det er ikke et litterært mesterværk. Overhovedet. (Hvilket er en del af forklaringen på, hvordan det er muligt at læse 500 sider på en weekend.)
I starten var jeg da også forbeholden og irriteret over, hvor banalt sproget faktisk er… og jeg prøvede at finde grunde til, at jeg ikke skulle læse bogen færdig. Prøvede at le hånligt af de detaljerede sexscener og den hverdagsagtige monolog (og her taler vi ikke Helle Helle). Af forudsigeligheden. Og de mange oh my god-udbryd, der er markeret med kursiv gennem hele bogen.
Alligevel blev jeg hængende og læste lige en side mere og en til og så en mere.
Måske fordi den minder mig om filmen 9½ uge, og det var alligevel en temmelig stor film, dengang i slutningen af 1980’erne. Måske fordi den minder mig om historierne i Mit livs novelle, som jeg åd råt i de tidlige teenageår. Eller måske fordi det bare er en god historie med usædvanlig meget sex – faktisk har de sex mindst to gange i hvert kapitel, og det er alligevel temmelig fascinerende. Og fordi der alligevel er nogle overraskelser undervejs. Og fordi jeg til sidst (omkring side 400) besluttede mig for, at der jo heller ikke nogen grund til at intellektualisere alting. Fifty Shades of Grey er bare god underholdning, ligesom Pretty Woman – bare med meget mere sex, meget mere.
Og nu, hvor jeg er færdig, har jeg kun et kritikpunkt tilbage; nemlig at jeg kun har fået 1. bind af triologien, og det slutter selvfølgelig med at den kvindelige hovedperson skrider fra den mandlige hovedperson, selvom de begge to helst vil være sammen, men han er alt for kompliceret og hun er meget forvirret, og vi ved de finder sammen igen i bind 2, but of course, og at det nødvendigvis må blive et meget hedt gensyn. Så nu er jeg nødt til at væbne mig med tålmodighed, mens jeg venter på, at posten kommer med de to sidste bøger…
1. bind af Fifty Shades of Grey (og dermed årets veninde/værtindegave) udkommer på dansk den 31. august 2012 på Forlaget Pretty Ink
»Kære Martin, vi henstiller til, at du ikke render rundt i din have kun iført underbukser, da vi, og specielt vores børn, synes, det er ret ulækkert.
Med venlig hilsen, Dine Naboer.«
Åh ja, vi er blevet så bange for de nøgne kroppe, at vi ikke engang må gå rundt i vores egne haver uden tøj på, for hvis naboen kigger ud af vinduet og ser os og føler sig krænket, så er det vores ansvar, at de synes det ser ulækkert ud, selvom det bare er… en krop.
Vi går linen ud og forbyder drenge over seks år at være i kvindernes omklædningsrum i svømmehallen for, vi kan ikke lide at de kigger på os. Vi har seksualiseret alt der er nøgent og bilder os ind at selv børn kigger på os ikke som mennesker, men som seksuelle væsener.
Mens vi peger fingre af Paradis Hotel og anklager netop reality-tv for at skabe et forkvaklet og unuanceret billede af, hvordan piger og drenge ser ud i virkeligheden, så forhindrer vi dem i at stå i badet i svømmehallen og se, at der findes store og små tissemænd, lette og tunge bryster, tynde og tykke maver og ranke og skæve kroppe – og oh ve, kroppe med hår.
Informations Karen Syberg har skrevet en rigtig fin artikel om en bonert nation, der ser krænkelser alle vegne. Læs den og gør så dit barn en tjeneste og gå i svømmehallen bagefter
Hvis du siger sommerferie. Så siger jeg bøger. Mange og masser af bøger. Hvert år bilder jeg mig selv ind, at det er her jeg henter det fortabte, velvidende at strandferie med to børn (og mange venner og deres børn) sætter temmelig store begrænsninger for, hvor mange ord jeg kan nå at læse. Her er et bud på en realistisk bunke.
Passage to India: E.M. Forester
Næste bog i min bogklub. Vi har lige læst Elskeren af Marguerite Duras (fantastisk) og fortsætter i samme genre med endnu en historie fra kolonitiden og forholdet mellem kolonimagt og de koloniserede. Klassiker. Verdenslitteratur. Good stuff.
A Visit From The Goon Squat af Jennifer Egan
Det er en fantastisk bog, ved jeg allerede nu. Ikke bare fordi den er blevet skamrost af anmelderne, men også fordi jeg har læst de første 100 sider, og den er virkelig genialt godt skrevet. Den handler om en vennekreds og på tværs af tid og med skiftende fortællere får vi deres historier om at være unge sammen og blive gamle alene og ses igen og skuffes.
Hateship, Friendship, Courtship, Loveship, Marriage af Alice Munro
Noveller (that we like for summer holiday with kids) om at være mor og kvinde og elsker og fuld af drømme om, hvordan livet også kunne være. Kan du genkende følelsen? Jeg byttede bogen for et par yogabukser.
Bossy Pants af Tina Fey
Fra anmeldelsen i New York Times: “Bossypants” isn’t a memoir. It’s a spiky blend of humor, introspection, critical thinking and Nora Ephron-isms for a new generation.” Og det er sådan set bare derfor den bog er en must read.
Og hvis du ikke ved hvem Nora Ephron er… Hun er selve moderen til When Harry Met Sally og derudover en meget klog kvinde, som blandt andet har sagt: “Above all, whatever you do, be the heroine of your life, not the victim.” Og således god sommer!
Hvor mange kvinder omkring de 40 har du mødt, som siger, at de aldrig har haft bedre? Som endelig har fundet fred med sig selv? Som er gennemstrømmet af en mærkelig form for indre ro? Som ikke længere stræber og higer efter at være en anden end lige præcis den, de er lige nu, lige her?
Hånden op. En del, ikke? Eller måske er det bare mig, der har fået den opfattelse, at livet bliver så meget lettere omkring de 40, fordi man får en ordentlig røvfuld selvaccept i fødselsdagsgave.
Nå, men jeg venter stadig. På den indre ro. Her to år før jeg åbenbart overgår til en form for buddhistisk zentilstand.
Fuck, jeg gad godt at være 20 igen. 20 uden på, og 38 indeni. For så ville jeg vide, at den fine krop, jeg netop havde trukket gennem 6 måneders vodka- og falaffelophold i en kibbutz i det sydlige Israel, var på toppen af sin karriere.
Jeg ville kunne se mig selv i spejlet og værdsætte, hvad jeg så, for jeg ville vide, at om 18 år, søster lystig, så er virkeligheden en anden. Udover kroppens almindelige forfald vil du have to fødsler på samvittigheden, som forstærker det tyngdekraften allerede arbejder på.
Havde du forventet at få din gamle krop igen, spurgte min læge efter jeg havde født nummer 1. Og nu du spørger, så ja, det var faktisk lige præcis, hvad jeg havde regnet med. Det grinede vi meget af, lægen og jeg, der 8 uger efter fødslen, og jeg grinede højest, fordi jeg var helt sikker på, at jeg (selvfølgelig) ville være lige netop den undtagelse fra reglen, som vi alle drømmer om. Der tog jeg fejl. I stedet blev jeg gravid igen. Fik grå hår i min ellers trofaste blonde hårpragt. Rander under øjnene. Karsprængninger på benene. Slap hud på maven. Og plads til en knyttet hånd i bhen.
Glæden ved det venter jeg stadig på. Og der er dem, der siger det er medierne (igen) og billedmanipulationens skyld. Det er det måske. Givetvis. Men det er måske også bare en begyndende dødsangst. Selve anerkendelse af at skaderne er uoprettelige, og at forfaldet kun bliver større. Uanset om vi bader i hørfrøolie og løber 100 marathonløb.
Måske kalder vi det bare selvaccept for at trøste os selv og hinanden. Og måske er det, vi mærker omkring de 40 ikke indre ro, men derimod en stille resignation over livets gang, som skaber et sidste øjeblik af panik, der får os til at danse og le som om imorgen ikke fandtes. Og måske er det, alle omkring de 40 hylder. Den sidste dans.
Nå, men så den anden dag var vi ude at cykle, børnene og jeg. En helt almindelig sommer-søndagstur i solskin og bare tær. (Aih ok, det er nogle uger siden så. Dengang det faktisk var sommer.)
Muligvis var Halfdan i gang med en længere udredning om, hvorfor Hulk er så meget stærkere end alle de andre superhelte. Muligvis var vi bare i gang med at behandle en forespørgsel på is senere på dagen. (For bare at nævne de to samtaler, der kører mest i ring hjemme hos os pt.)
I hvert fald blev vi pludselig afbrudt af storesøsteren, der havde fået øje på hvad man vel i provinsen ville kalde en form for grafitti. Store blå bogstaver på en grå væg.
– Hvad står der, spurgte hun.
– Lige på pikken, svarede jeg.
Det var en af den slags situationer, hvor man bliver taget på sengen. Så at sige.
– Hvad betyder pik, spurgte den uskyldsrene.
– Det er bare et bandeord for tissemand, svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. Værre er det jo heller ikke. Egentlig. Vel?
Forleden havde mine børn så denne samtale:
H: Hvad sagde du? Leder du efter din pik?
C: Du må ikke sige pik. Pik er et bandeord?
H: Jeg sagde ikke pik. Jeg sagde klik. Mik. Hik. Flik.
C: Du sagde pik, og det er altså meget, meget grimt at sige pik.
H: Jamen, jeg mente slet ikke pik. Jeg ved godt pik er et bandeord.
C: Jeg siger til mor, at du siger pik.
H: Car-la. Jeg sagde ikke pik. Det gjorde jeg ikke.
C: Moar, Halfdan siger pik.
Jeg har prøvet at finde på en passende afslutning, men der er jo ikke så meget mere at sige andet end, at vi ikke havde været her, hvis ikke de drenge havde været så poetiske med deres spraydåser. Så tak. Eller undskyld. Eller noget.
P.S. Og nu vi er ved emnet, vil jeg anbefale dig at se det forrygende penis-indslag i Aftenshowet. Du skal 31.15 minutter ind i programmet (måske er det faktisk Rasmus Botoft, der er inde i barnebarnet. Man har jo lov til at håbe.)
Jeg har været ude at køre med tog. Igen. Til Nykøbing F, som den automatiske dame siger i toget.
Og der er stille derude. Helt stille. Som i en science fiction-film, hvor jorden er gået under, og der kun er et menneske tilbage. Og det var så mig. Bag kameraet. De andre… spist af zombier, måske.
P.S. Hvis nu du bor derude, så giv lige lyd.
Kun sandheden 