Alle burde være fan af Joan Didion. Jeg er. Hendes bog Et år med magisk tænkning er fantastisk. Og nu har jeg bestilt hendes essaysamling Slouching Towards Bethlehem fra 1968, hvor blandt andet disse fine ord er at finde:
[T]he point of my keeping a notebook has never been, nor is it now, to have an accurate factual record of what I have been doing or thinking. That would be a different impulse entirely, an instinct for reality which I sometimes envy but do not possess.
Nu bliver det virkelig vildt. Byen er på den anden ende. Vi kan kun glæde os over, at den gamle mail virker lidt endnu.
P.S. Cadeau alligevel til journalisten for at kunne fylde hele fire spalter. Det er trods alt en kreativ udfordring, der kræver sin mand.
Fuld af beundring bøjer jeg mig i sandet. Sarah Kay er fantastisk. Fuld af ord. Magiske og mageløse ord.
Nogen burde invitere Sarah Kay og hendes Project Voice til Danmark
Kl. er 19.20, and it goes like this:
Miss C (mens hun leder efter en bog til godnatlæsning): Der er nogen, der knalder oppe i skolen.
Mig: Hvad betyder at knalde?
Miss C: At man kysser med tissemanden og tissekonen!
Mig: Har de tøj på?
Miss C (med det der hvad-snakker-du-om-blik): Ja, selvfølgelig.
Mig: Er de kærester, de to der knalder?
Miss C (nu med virkelig overbærende blik): Nej, man kan da sagtens knalde uden at være kærester.
P.S. I efterårsferien læste vi en bog fra skolebiblioteket. Den handlede om mænd, der har dårlig sæd, og derfor må låne sæd fra en anden mand for at få børn. Og om lesbiske, som gerne vil have børn sammen, men jo ikke selv har noget sæd, og som derfor også må låne af en anden mand. Der var også et par, hvor lægerne var nødt til at tage sæden fra manden og skyde det op i kvinden, fordi sædcellerne ikke selv kunne finde vej. Det hele foregik på et babyslot.
Så alt i alt føler jeg egentlig vi er kommet meget godt fra start med seksualundervisningen, selvom det måske var et par år før forventet.
P.P.S Hvad skal de børn egentlig lave i 7. klasse?
Dem, der siger, at børnene ikke lærer noget i folkeskolen lyver. Miss Carla har været i gang i seks uger, og i morges tegnede hun en jordklode med kontinenter og blåt hav. Og en ked af det-stjerne, der var blevet drillet af en lidt hoverende stjerne.
Forleden spurgte hun mig, om jeg ville have en kinesisk forlomme (huh?), og hun vil aldrig med hjem, når jeg henter hende i SFO’en, hvor hun laver hønsestrik, tæsker Kalaha eller spiller Ost (huh?) med de store fra 2. og 3. klasse.
I børnehaven spiste hun 6-8 halve rugbrødsmadder. Nu spiser hun to halve – på en god dag. Der er simpelthen ikke tid til at interessere sig for madpakker. Hun folder bøger og æsker og konvolutter i stakkevis og lægger tal sammen og forsøger at få bogstaverne til at matche alle de nye og gamle ord, hun har inde i hovedet.
I morges viste hun mig et stykke papir. Kan du se, hvad der står, spurgte hun. Jeg kiggede på ordene: SNEMN. Blank – eller det er jo fordi jeg gik i skole, mens et ord var noget fra retskrivningsordbogen og ikke noget man selv fandt på. Men da hun fortalte mig, at der stod snemand, kunne jeg alligevel godt følge hende. SNEMN -> snemand. Soleklart.
Muligvis er det bare, fordi jeg er hendes mor, at jeg er nem at begejstre, og mit hjerte svulmer hvergang hun erobrer nyt land. Men altså seks uger, ikke? Så mange nye input. Det fortsætter ikke i samme tempo, vel?
Der er dage, som bare forsvinder mellem hænderne på en. Mandage fx. Og netop sådan en dag er i dag. Jeg burde virkelig skrive en artikel mere, inden jeg går i seng, bare sådan for at få ro i sjælen og for at føle, at jeg faktisk har nået noget. Men så på den anden side. På netop dage som i dag var det måske på sin plads med en liste over, hvad der rent faktisk er foregået i de 15 timer, jeg nu har været vågen. Så here goes:
Egentlig, ikke? Jeg skal ikke have nogen pris eller skulderklap, for jeg gætter på din dag ligner min. I store træk. Fuck, det der hverdagsliv er en crazy karrusel.
Det er en penibel sag, på en måde. Den der med hertugindens bare bryster. For på den ene side er alle os, der aldrig kunne finde på at kigge eller, oh ve, købe Se&Hør, vel helt enige om, at fotograferne skal holde deres telelinser langt væk fra folks ferier. Det gælder både Christianes og hertugindens.
På den anden side er der vel den helt store forskel, at Christiane selv har betalt sin ferie, mens dem, der køber sladderbladene, faktisk har været med til at betale hertugindens eller en anden af hendes europæiske prinsessesøstres ferier.
Giver det os ret til at fotografere prinsessebryster og sende dem på verdensturné? Det gør det nok ikke, hvis altså vi dybest set tror på, at alle har ret til at blive behandlet med respekt. Men omvendt er det jo også fristende at spørge om de kongelige, som trods alt lever på folkets økonomiske nåde, har en særlig ret til privatliv? Opstanden kunne jo give indtryk af, at det er særligt slemt, når brysterne er royale? Men formentlig har heller ikke Christiane Schaumburg-Müller eller Demi Moore drømt om at få foreviget deres ferie-attributter af en særlig nosy fotograf?
Og når vi så er færdige med at kløjs i vores (dobbelt)moralske kvababbelser, så kunne der måske også være en der hviskede, helt stille, at det jo bare er bryster. To styk. Så gennemsnitlige, at ingen ville have gættet at de var født med særlige privilegier, hvis ikke nogen havde fortalt os, at de tilhører den kommende dronning af England. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik, da jeg sneg mig til at kigge på forsiden af Se & Hør i kiosken i morges.
Fuck, mand. Jeg er lige trådt ud af TEDxCopenhagens magiske univers og min hjerne er ved at eksplodere. Det. Var. Vildt. Otte timer fulde af talks om alt fra skolesystemer, der kvæler børns nysgerrighed og lyst til at lære til Higgs Partikel. Fra spiselige byer til den syriske borgerkrig. Der var også akrobater og en opsang til dårlig mad og dårlige manerer. Et forfriskende blik på Christianias selvstændiggørelse og et rørende indlæg fra en spejder, der lige hævede spejderbevægelsens berettigelse op over bålniveau. Svært at forklare, ik? Men altså… hvis du er ny TED Talk-verdenen, kan du starte her (og derefter lade dig fortabe i en uendelighed):
For ikke længe siden ville jeg ønske, at jeg havde elsket mit unge jeg noget mere, mens jeg faktisk var ung. Det var så indtil jeg genså billederne fra dengang.
Nu ved jeg fx hvorfor jeg ikke har været korthåret siden. Og hvorfor jeg aldrig bliver det igen. Det er heller ikke svært at gætte, hvor de 10 kg, jeg tog på i det første år efter gymnasiet, satte sig.
Jeg havde også glemt, hvor svært det er at lykkedes med at gå fra full blown gymnasie-hippie til wanna-be pæn pige. Men jeg gjorde forsøget. Skal jeg love for. Stadig med kort hår.
På den anden side. Det var sgu ret så hårdt med alt det Michael Strunge (bemærk fan-fotokopi på væggen). Og hjemmerullede smøger (bemærk rød Bali Shag). Og ulykkelig kærlighed (bemærk Michael Strunge, smøger og øl). Åbenbart. Her er et billede, hvor jeg forsøger at smile. På trods af alt.
Du ved det godt. Modebranchen er i fuld gang med at lave et barn på os. Igen. Denne vinter hedder barnet Karry, barnets søster hedder Bordeaux. Og man behøver vel ikke være ekspert i teints (som det hed dengang Karry og Bordeaux sidst var inde i varmen) for at vide, at ingen af farverne gør sig godt på vinterblege danskere. Måske de unge (altså dem der er født i 90’erne og frem) skal have lov til at gøre sig deres egne erfaringer. Men dig og dig og dig, ja lige netop jer, der er født på den forkerte side af 1980, I ved det godt. Du kommer til at fortryde det, hvis du falder for Karry og Bordeaux igen. Dokumentation herunder i en kort og en lang version – begge fotos giver i øvrigt anledning til et andet godt styling tip: Hårprodukter og en god frisør gør underværker.
Kun sandheden 