Fuck, mand. Jeg er lige trådt ud af TEDxCopenhagens magiske univers og min hjerne er ved at eksplodere. Det. Var. Vildt. Otte timer fulde af talks om alt fra skolesystemer, der kvæler børns nysgerrighed og lyst til at lære til Higgs Partikel. Fra spiselige byer til den syriske borgerkrig. Der var også akrobater og en opsang til dårlig mad og dårlige manerer. Et forfriskende blik på Christianias selvstændiggørelse og et rørende indlæg fra en spejder, der lige hævede spejderbevægelsens berettigelse op over bålniveau. Svært at forklare, ik? Men altså… hvis du er ny TED Talk-verdenen, kan du starte her (og derefter lade dig fortabe i en uendelighed):
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Category Archives: SOmeone to love
Elsker mine børn, når
1. Vi er på besøg hos nogen og de rejser sig fra bordet og siger: Tusind tak for mad. Det smagte simpelthen så dejligt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan spise resten. Yes, for sådan er vi nemlig hjemme hos os. Høflige og lutter roser til kokken, der har haft besværet med maden – hvis bare det ikke er noget med ris.
2. De opgiver at falde i søvn i dobbeltsengen og beder om at komme ind i deres egne senge for at sove. Så får jeg lige 180 X 180 for mig selv uden at være den onde mor, der nægtede dem adgang til min trygge favn, når deres far er ude at rejse.
3. De kommer hjem fra weekend og konsekvent kalder mig farmor. Så ved man, at de har haft det godt der, hvor de har været.
Flere ting man skal huske at nyde ved sine børn
1. At de aldrig sætter deres lys under en skæppe, og derfor med stor overbevisning siger ting som: For jeg ER jo Superman!
2. At de aldrig spilder tiden, og derfor springer ud af sengen og starter dagen med et: Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg skal lave, hvis jeg er den eneste der er vågen!
3. At de er detaljerorienterede og gode til at sætte ord på observationer som: Hans far er jo ikke så høj. Han er mest tyk.
4. At de er gode til at huske og ikke for fine til at stille spørgsmål som: Nå, men er det her så den fødselsdagsgave I skylder mig?
5. At de er gode til at læse andre og ikke har en øvre grænse for, hvor meget candyfloss man kan kaste ud over en afskedsseance, og derfor siger ting som: Jeg-elsker- dig-mor-du-er-den-sødeste-mor-der-findes-og-jeg-elsker-dig-så-meget-og-synes-du-er-meget-smuk-og-den-dejligste-jeg-kender-farvel-smukke-søde-mor.
Et yndigt øjeblik
Tid for det årlige Luciaoptog i børnehaven (i år kun for pigerne til stor ærgelse for drengene, der faktisk også synes det er ret sejt at gå med lys gennem mørket). Men altså de øver og øver og øver. Og glæder sig til den hvide kjole og til at synge for forældrene. Jeg når altid at blive at blive ret så begejstret ved tanken om de små trolde, der med yndige barnestemmer bærer lyset frem. Men hvert år sker det samme: I løbet af 8 minutter har de sunget sig igennem to stuer i vuggestuen og fem stuer i børnehaven, mens forældrene – og det er så mig – løber febrilsk bagved og foran og ud og ind imellem dem for at forevige det yndige øjeblik. Kun for at stå tilbage med dette:
Bagefter bliver børnene som regel temmelig forvirrede over forældre, der tilsyneladende og helt usædvanligt har god tid til at blive hængende – altså indtil de pludselig rejser sig og går. Den afsked er altid den sværeste og knap så sødmefyldt og engleagtig.
Hiphip Hurra
Fødselaren fylder 103. Hans ex-vinduespudser kom med sherry og friskbagte småkager. Hun er lige fyldt 80. Bevares.
– Ka du li sherryen, spurgte hun.
– Nej, sagde fødselaren uden yderligere forklaring. Det må man godt når man er i gang med sit 2. århundrede.
Man må også godt være ret så træt efter halvanden times kaffeslabarads. Og man må også gerne brokke sig over at livet er for langt. Det er alligevel lidt svært at holde en skåltale over alle de dejlige år der venter forude. Selvom det ikke kan udelukkes at vi sidder der igen næste år.
Fødselaren er helst fri. Han er nået dertil, hvor verden begynder at gentage sig selv og det er eftersigende temmelig trivielt. Og så er det vist også noget af en overvindelse at overgive sig til andres omsorg når man har klaret sig gennem verdenskrige, depression og oliekrise uden at skylde nogen noget.
103 år…
Hun vokser ud af mig
I morges redte hun selv sit hår og lavede en hestehale. Sådan en pæn en, der er redt sammen med børste og sirligt samlet med en elastik. Hun strøg selv det lidt for lange pandehår væk fra øjnene og satte det fast med et spænde. Og hendes tøj matchede – ikke meget gipsy tilbage i det barn.
Nu er hun en af de store i børnehaven. En af de ældste. Dem, der taber tænder, og som ikke længere har basun-englekinder.
Jeg forstår fandme godt, hvorfor forældre tuder, når børnene starter i skole. For der mister vi dem jo sådan rigtigt første gang. Der holder de op med at blive passet på dagen lang. Der udfordrer jungleloven civilisationen, og der bliver de rigtige små mennesker, der skal præstere i virkeligheden. Ikke flere perleplader og mudderkager som lovligt tidsfordriv.
Jeg har et år og 390 madpakker endnu. Til at kramme et barn, der alligevel aldrig har været et krammebarn. Til at give slip og øve mig i at vinke farvel sådan rigtigt. Aih ok, ikke rigtigt, vel? For det er jo først når hun pakker sin rygsæk og rejser til Indien og ryger sig skæv og roder rundt med australske surfertyper og sover på interimistiske hoteller, at jeg for alvor siger farvel. (Og så skal du høre mig pive.)
Men altså inden vi når så langt, så er der lige noget alfabet og nogle tabeller, der skal læres (foruden alt det andet). Og sammenlignet med rejsen til Indien er det alligevel til at tage og føle på. I første omgang får hun vel brug for nogle til at øve 9-tabellen med – selvom jeg indrømmer, at jeg måske ikke er det mest oplagte valg til lige præcis den opgave.
Jeg er ikke holdt op
OK. Rimelig mørkt billede af sovende barn i sidste indlæg. Beklager. Altså at du på den måde gik glip af min engel.
Apropos søvn. Det ka godt være de var lang tid om at falde i søvn i storkollektivet men hold kæft hvor de sov begge to når de så gjorde det. Nu vågner de om natten og ska ha noget at drikke, tisse og trøstes. Er det mon en tanke værd at de i under den spanske ferie delte seng med deres forældre…
Og apropos børn. Så har de været noget frustreret over stilheden, vejret og maden siden vi kom hjem. På en måde ligesom de voksne. For her flyder ingen dameblade, serveres hverken kolde gintonics eller rislende hvidvin og her er der kun to til at vaske tøj og rydde op og lave mad. For slet ikke at tale om selskabet. Der er sgu temmelig stille i ligusterkvarteret efter sådan en uge.
Lige nu er der faktisk bomstille. For resten af familien er ude og rundt omkring så her er bare kaffe, fuglesang og motorvejens susen. Også en form for provinsromantik som føles rart. Trods alt.
Magic moment
En uges ferie af de gode og solrige slutter lige om lidt, og i aften lagde børnene sig til at sove for første gang uden en timelang modstandskamp. Alt ånder ro. Sidste nat med kliken…
Stordriftsfordele
Ude fra lyder det måske som et temmelig kaotisk koncept. Det gør det egentlig også indefra. Andet er vel næsten ikke muligt når man samler 11 små børn på et sted og det sted ikke er institution med uddannet personale eller en engelsk kostskole i 30’erne (oh,tænk hvis det var…)
Til gengæld er der en pool og normeringen langt bedre end i institutionen, for hele det her sindssyge menagerie er gamle venner (du ved, dem der kender dig bedst og ved alt det, du ikke har lyst til at dine nye venner skal vide om dig) og deres unger samlet i et grande casa på den spanske solkyst i en hel uge. Genial ferie, nu du spørger.
Stordriftsfordelene er til at få øje på: Madlavning på skift. Oprydning på skift. Leg på skift. Solbadning på skift. Og voksensamtaler (lidt rusten der, men vi er ved at komme i træning), kold hvidvin og snak som i gamle dage når (de fleste af) børnene sover tungt i deres senge.
Det er en vitamindsprøjtning af de helt store. Og bagefter er der stille. Både på den gode og på den lidt vemodige måde. For man kan godt blive temmelig afhængig af at være så meget sammen med alle dem, man kan lide.
Midsommertalen
Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.
(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.
Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.
Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.
Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).
Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)
Kun sandheden 