Et yndigt øjeblik

Tid for det årlige Luciaoptog i børnehaven (i år kun for pigerne til stor ærgelse for drengene, der faktisk også synes det er ret sejt at gå med lys gennem mørket). Men altså de øver og øver og øver. Og glæder sig til den hvide kjole og til at synge for forældrene. Jeg når altid at blive at blive ret så begejstret ved tanken om de små trolde, der med yndige barnestemmer bærer lyset frem. Men hvert år sker det samme: I løbet af 8 minutter har de sunget sig igennem to stuer i vuggestuen og fem stuer i børnehaven, mens forældrene – og det er så mig – løber febrilsk bagved og foran og ud og ind imellem dem for at forevige det yndige øjeblik. Kun for at stå tilbage med dette:

Bagefter bliver børnene som regel temmelig forvirrede over forældre, der tilsyneladende og helt usædvanligt har god tid til at blive hængende – altså indtil de pludselig rejser sig og går. Den afsked er altid den sværeste og knap så sødmefyldt og engleagtig.

Reklamer
med emneordet ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: