1. At fallos endnu ikke har besudlet deres små hoveder.
2. At Afrika godt kan se sådan ud, så længe AnCOLA er med på kortet.
3. At de tror at alt der glimter kan spises. Også tamponer.
4. At de ikke tror, der er nogen, der har opdaget at de spiser af kagedejen
5. At de tror de gemmer sig når de sidder med ryggen til
Bunken med bøger, jeg SKAL/VIL læse NU, vokser og vokser og vokser. For der er jo ikke timer nok, vel?
I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.
Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…
Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).
Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.
Da jeg var lille, seks år, måske, havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Så bange var jeg for den krokodille, der lå og gemte sig under min seng og kun ventede på, at jeg ville lukke øjnene, så den kunne kaste sig over mig.
Selvfølgelig vidste jeg godt den ikke fandtes. Selvfølgelig gjorde jeg det. For om dagen, når lyset beroligede mig, havde jeg jo kigget under sengen og set, at der ingen krokodille var.
Men i mørket virkede det ikke, for jeg kunne høre den trække vejret under sengen. Når jeg holdt vejret, holdt den også vejret. Som om den troede, at jeg så ikke vidste den var der. Som om den var en hemmelighed, jeg ikke kendte til.
Senere, da jeg blev lidt ældre, var det med hjertet helt oppe i halsen, at jeg cyklede ned gennem alleen ved kirsebærplantagen. Helt overbevist om, at der inde bag træerne stod en mand og bare ventede på, at jeg cyklede forbi. Hvis jeg ikke tog benene på nakken og kom gennem den mørke allé i en helvedes fart, ville han springe ud på vejen og råbe bøh. BØØØØØHHHH! Så jeg stod op i pedalerne og gav den helvede på min lille røde cykel. Ned gennem alleen. Mens dynamolygten hvinende forsøgte at følge hjulets paniske omdrejninger.
Der var også et tidspunkt, midt i 80’erne, hvor jeg tegnede atombombeskyer om og om igen. For lige om lidt gik jorden under. Lige om lidt ville alt ligge øde og ingen af os ville findes mere. Jeg tegnede som regel et hjerte eller en fredsdue over atombomben. Som et reelt forsøg på at tage luften ud af Den kolde krig.
Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at cykle om kap med trafikken. Det var den samme hjertebankende fornemmelse, som jeg kendte fra kirsebæralleen. Fuld fart i pedalerne frem mod den næste lygtepæl. Som regel var mit mål tre lygtepæle – og nogle gange toppen af Langebro – inden jeg blev indhentet af bilerne, der holdt for rødt i krydset længere ned af H.C. Andersens Boulevard. Og hvis jeg nåede det, ville alt blive godt. Og jeg mener virkelig ALT.
Nu er jeg begyndt at sætte min lid til stjernehimlen. Et stjerneskud er mere værd end alverdens lygtepæle. Og derfor har jeg aldrig følt mig så rolig, som den nat i oktober, hvor stjernerne villigt kastede sig fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Hele verden lå for mine fødder den nat. Alt var muligt. Men det var en stakket frist. For nu er det november. Mørket lægger beslag på dagene. Skyerne hænger lavt. Og stjernerne holder sig i ro. Nu gælder det om at holde på varmen. Og lade op. Og vente. På foråret. Lyse tider. Og forbrødring.
Om natten lytter jeg til mine børns åndedræt. Det holder både krokodiller og bøhmænd for døren. Og det holder hjertet i ro, mens jeg venter på stjernernes barmhjertige spring over himlen.
Nå, men jeg går ud fra, det er ved at være tid til at bestille tid hos frisøren til min søn, når jeg i løbet af samme uge bliver spurgt om begge piger er mine børn – og når barnet i et forsøg på at spise morgenmad uden at få hår i munden beder om at få en hårbøjle på ligesom sin søster.
Nu gælder det virkelig om at holde fast i resterne. For jeg har allerede kolde tær og deadlines, der puster mig nakken. Og en cykel, der skal hentes hos cykelsmeden, og en pakke på posthuset og en liste med alle dem, jeg burde ringe til og skrive til og ses med. Og jeg har også et par børn, der skal svømning, og som har legeaftaler i weekenden. Og det er 1000 år siden nogen har gjort rent, og der mangler aftensmad og morgenmad og mælk. Og der er nogen, der har fødselsdag, og skorstenen skal fejes. Og postkassen skal i jorden og vasketøjet er begyndt at kravle ud af skabet.
Tre dage tog det. Før hverdagen fandt mig. Og selvom det er meget populært at elske lige netop den, så bliver vi nok aldrig helt så gode venner, som man måske kunne ønske sig. Nogen, der gir en flybillet til drømmeland?
Jeg forestillede mig et visitkort på døren til min havnekontor. I guld. Og broderi. Totalt respekt dér.
… hvis altså bare jeg kunne stave til det jeg laver. DOPE!
Nå men det var så det. I går læste jeg en deprimerende artikel i Alt for damerne (hvem faen bruger også 30 kr på et DAME-blad?!?). Den handlede om kroppens endeløse forfald efter de 35. Om naturens gang. Og om hvordan jeg måske stadig kan nå at redde stumperne med kokosolie i håret, masser af grønt og knibeøvelser.
Bagefter sad jeg og stenede over gamle tv-klip på YouTube fra dengang Anne, Sanne og Lis var Shit og Chanel, Thomas og Søs var nygifte og Steffen Brandt var en bønnestage med glat hud og lidt for stort adamsæble. De var så UNGE og alting var jomfrueligt. Ikke så meget slap hud der.
Og nu har jeg lige fået svar på en mail, jeg har sendt til en 20-årig. Der står kun et ord i hans mail: DOPE! Udråbstegnet er også hans. Og jeg forstår ingenting. Jeg gætter på det betyder noget i retning af: Jeg har læst din mail. Er enig i det du skriver. Og glæder mig. Men jeg ved det ikke. Det er sådan noget der sker på 17 år. Udover grånende hår, slappe muskler og løs hud.
Er det nogen der gir en vermouth eller en stesolid?
(Og du vover at trøste mig med at jeg holder mig godt eller den vej skal vi alle. *fingrene i ørerne og endeløs lalalalalalalalalalalalalalala*)
First thing’s first. Den nye regering – lad os lige elske dem lidt, inden de skal i gang med det sure arbejde.
Modigt valg af
Og lidt synd for Nicolai Wammen, for alle os, der så Borgen i går, ved nok, at en tillidspost inden for det der Europa-noget ikke ligefrem er en kompliment i sig selv. EU-formandskab eller ej. Og nej, det nytter heller ikke noget, at du prøver at trøste os med den gode gamle sandhed om, at det meste af DK-lovgivning er påvirket af, hvis ikke en direkte konsekvens af, hvad der foregår i EU. Vi vil ikke tro på det.
Det er sgu en stor dag, og det jeg til gengæld gerne vil tro på, er at vi går mod lysere tider. At Danmark bliver for alle igen. Og at Johanne og co holder hele holdet i ørerne, så det ikke bare blir en radikal fest.
Derhjemme tog mit ældste barn mig i hånden i morges efter jeg havde reddet hende ud af en våd seng og givet hende et bad. Kom, sagde hun. Da vi sad i sofaen, gav hun mig et kram og sagde: Jeg elsker dig og far rigtig højt. Også når jeg bliver gal. For det meste er jeg jo slet ikke gal på jer, men på noget helt andet. Jeg elsker jer bare.
Jeg sagde jo det bliver en stor dag, thi verden er fuld af kærlighed og nye muligheder.
Kun sandheden 