Category Archives: Mig sagde hunden

28. oktober 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Det der er tilbage…

Nu gælder det virkelig om at holde fast i resterne. For jeg har allerede kolde tær og deadlines, der puster mig nakken. Og en cykel, der skal hentes hos cykelsmeden, og en pakke på posthuset og en liste med alle dem, jeg burde ringe til og skrive til og ses med. Og jeg har også et par børn, der skal svømning, og som har legeaftaler i weekenden. Og det er 1000 år siden nogen har gjort rent, og der mangler aftensmad og morgenmad og mælk. Og der er nogen, der har fødselsdag, og skorstenen skal fejes. Og postkassen skal i jorden og vasketøjet er begyndt at kravle ud af skabet.

Tre dage tog det. Før hverdagen fandt mig. Og selvom det er meget populært at elske lige netop den, så bliver vi nok aldrig helt så gode venner, som man måske kunne ønske sig. Nogen, der gir en flybillet til drømmeland?

image

med emneordet , , ,
27. oktober 2011
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Tre skridt og spytklat

Jeg er i gang med verdens længste tilløb. Tilbage til hverdagen. Indtil videre har det taget to dage, og jeg er der ikke helt endnu. Og allerhelst pakkede jeg hele menageriet ned i min taske og tog tilbage til lufthavnen og ud i verden.

Efter traveller’s high kommer low, ikke? Det giver ligesom sig selv. Og jeg har aldrig været god til at komme hjem, for livet er både enkelt og intenst, når man rejser. Det får jeg aldrig for meget af. Aldrig, tror jeg. Derfor er det en underlig ambivalent følelse at savne dem derhjemme uden overhovedet at savne det derhjemme.

Og stakkels danske provinsliv, der skal hamle op med det her:

Du er velkommen til at stemme i med Nu falmer skoven trindt om land, men det hjælper ikke, for uanset hvor smukt efteråret tager sig ud, og hvor meget solen anstrenger sig for at kaste lidt varme af sig, så er jeg bare mere til falds for himmelstrøg, der dufter tungt af sol og støv og friskkogt ris.

Så sådan sad jeg på mit havnekontor i dag og forsøgte at komme på omgangshøjde med mit almindelige arbejde, hvor der skal skrives artikler om helt almindelige (og i danske øjne vigtige) sager til almindelige mennesker som dig og mig. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige have spist den sidste malariapille og børstet det sidste støv af sandalerne. Så bliver der plads til hverdagen igen. Og det er både godt og lidt vemodigt.

med emneordet , , , ,
26. oktober 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Traveler’s high

Thailand og mig, vi har det lidt sådan her lige nu

med emneordet , , ,
11. oktober 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Hvor blev min ordbog af?

Jeg forestillede mig et visitkort på døren til min havnekontor. I guld. Og broderi. Totalt respekt dér.

image

… hvis altså bare jeg kunne stave til det jeg laver. DOPE!

med emneordet ,
29. september 2011
2 kommentarer
Anbefalinger, Gaver, Mig sagde hunden

Jamen er det ikke…

Se, hvad jeg fandt i lommen på en gammel cowboyjakke, som jeg har overbevist mig selv om, er topsmart. Igen. Blå Sorbits. Jamen, det er jo verdens bedste tyggegummi fra dengang V6 var for tandlæger og Stimorol noget fra 80’erne.

image

En dag var den pludselig væk Sorbitsen. Jeg forstod aldrig hvor den blev af og har ikke spist tyggegummi siden. I protest.

Der er tre stykker tilbage. Mindst holdbar til 170507. Oh, I miss you…
(Den brune var ellers også god.)

med emneordet ,
27. september 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Opsamling

1) Poul hed han, ham der hentede den døde plæneklipper. Han havde en magen til derhjemme, som også var død. Så han håbede, at hvis han tog det bedste fra dem hver, kunne det blive til en, der virker igen. Egentlig smart nok. Og temmelig ecofriendly – hvis altså ikke lige han havde kørt 130 km med trailer for at hente maskineriet.

2) Status på suppekuren er, at jeg holdt i 5 dage (ok, 4½) og med usædvanlig stor selvdisciplin befriede mit korpus for 3 kg (ok, 2,6 kg). 5 dage uden sukker og koffein, og min krop kunne godt lide det, men igår kom den til at spise en plade chokolade til frokost, så nu er vi på en måde tilbage til status quo. Opskriften er her, hvis du selv vil prøve.

3) Vi har besluttet os for at bruge 25.000+ på nye tagrender (med 15 års garanti), en undervognbehandling og vinterudstyr til børnene. Se, det som en praktisk oplysning, hvis du overvejer at investere i en kernefamilie.

4) Det blev ikke til islandsk nordlys i september, fordi det er hverdag hele tiden, og feriepauser ikke kommer af sig selv, men er noget der kræver benhård planlægning og prioritering.

5) I går lagde mit ældste barn alt vasketøjet på tørrestativet sirligt sammen. Det ser pænere ud end når jeg gør det. På torsdag fylder mit yngste barn fire, så nu er vi vel ved at være klar til en 3’er (det var for sjov, mor).

 

med emneordet , , , ,
19. september 2011
2 kommentarer
Chancen, Mig sagde hunden

Nogen, der gir en burger?

Egentlig skulle jeg juble over regeringsskiftet og at Danmark har fået sin første kvindelige statsminister. Men altså jeg er på kålkur, dag 2. Så mit liv er ca. sådan, at

  • jeg glæder mig over at det bare er fire og ikke 20 kilo slik, kage og chokolade, jeg forsøger at vinke farvel til.
  • jeg er blevet narret til at tro, at det fede ved den her lynkur, er at man ikke er sulten. Wrong.
  • jeg virkelig godt kunne drikke en kop kaffe, spise et kæmpestort stykke chokolade og en pizza, nu du spør.
  • jeg nægter at bukke under efter bare 48 timer. Det må sgu da være muligt at undertrykke sin begejstring for mad en uges tid.
Og siden det står på side 1 i psykologihåndbogen, at det, du forsøger at undertrykke, kommer til at fylde allermest i dit liv, er jeg ude af stand til at skrive noget som helst der ikke handler om mad, før vi når fredag. Med mindre altså du vil have en opskrift på en grøntsagssuppe.
med emneordet , ,
9. september 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Det er synd for de syge

Nåhr lille febervarme barn, der ligger og brænder i sin seng… Nåhr, nåhr, nåhr.

(Efter flere timers maksimal og uafbrudt klynken [slash] højlydt gråd er jeg nu i gang med at mønstre et overskud af hidtil usete formater.Pretending. As if. Og jeg ved ikke, om det lykkedes. Så er du advaret. Der er nemlig det med lige netop det her barn, at han ikke kan sidde, ikke kan stå, ikke kan ligge, ikke kan spise, ikke kan drikke, ikke kan sove, når han er syg. Til gengæld kan han jamre. Så det gør han. Og nu prøver jeg at tage mig sammen til at gå i seng, for jeg ved det er blir en lang halvvågen nat. Men min seng er våd, fordi han nåede at lave et af de der mirakuløse jeg-tisser-lige-gennem-bleen-omme-på-ryggen-selvom-det-teknisk-set-er-umuligt). Og jeg skal i øvrigt også hænge vasketøj op, inden jeg siger godnat. Ingen af delene trækker helt vildt. Så jeg ligger lige og ser lidt mere dårlig film, inden jeg rejser mig. God bedring til de syge – og deres mødre.)

med emneordet , ,
9. august 2011
1 kommentar
As if, Farmorbørn, Mig sagde hunden

Skæld mindre ud – easypeasy

Som sagt. Jeg stillede op til sådan en frisk lille test i Vores Børn Junior, hvor jeg over en uge skulle tale anerkendende til mine børn og ikke skælde ud. For lige at lægge lidt ekstra pres på mig selv, valgte jeg en uge, hvor jeg var alene med børnene…

Det gik faktisk bedre end forventet. Der var faktisk dage, hvor jeg næsten ikke hævede stemmen og alligevel fik min vilje. Jeg har for længst glemt hvordan, men altså det står jo alt sammen i bladet i denne måned. Selvfølgelig er det allerede lykkedes mig at smide det væk – eller rettere det overlevede ikke en sommerferie i Spanien. Åbenbart. Billederne har jeg til gengæld endnu. Pænt køkken (ikke vores). Glade børn (mine). Lykkelig mor (mig). Det er jo sådan det ser ud i de fleste familier på en helt almindelig tirsdag, hvis bare vi taler pænt til hinanden, ikke?

Tak for den forvandling og al respekt til fotografen Iben Bølling Kaufmann.

med emneordet , , , , ,
5. august 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Den jeg var engang – og tror jeg stadig er

Det kan egentlig siges ret kort: Jeg har aldrig været tæt på at være talentfuld inden for nogen sportsgren overhovedet. Jeg har gået til jazzballet to gange og spillet håndbold en måned. Bolde er slet, slet ikke mig!

Da jeg flyttede til Kbh, meldte jeg mig ind et motionscenter men det vat temmelig demotiverende altid at stå i den modsatte ende af lokalet når aerobicserierne var mere end tre forskellige bevægelser lange. Kropslig koordinering er så heller ikke lige mig.

Så en dag begyndte jeg at gå til yoga. Det er ikke så upbeat. Mere mig – også selvom jeg er så stiv i benene at jeg aldrig har været i stand til at få overkroppen til at mødes med underkroppen og så helt ubesværet give mine ben en omvendt krammer. Har en gang hørt at det med korte sener er en medfødt genetisk defekt. God trøst.

Nå, men i yogaperioden synes jeg selv at jeg var ret tæt på at ligne Madonna. Også fordi jeg tabte mig en del samtidig. Det var ikke motionens skyld, men derimod min kærestes. Da han flyttede til England for at læse, holdt vi nemlig op med at spise nachos, der må være chipsens forsøg på at klæde sig ud som en kartoffel, med ost og guacomole til aftensmad. Det pyntede på os begge.

Da det gik allerbedst var der desideret en der sagde til mig at nu måtte jeg ikke blive tyndere. Det er ikke sket siden.

Jeg begyndte også at løbe lidt. Dengang kunne man løbe rundt om volden på Christianshavn uden at møde andet end sovende alkoholikere og unge, der havde købt hemmelig hash på Christania og nu forsøgte at finde at sted hvor de kunne ryge i smug.

De sidste tre måneder jeg skrev speciale, boede jeg i London. Og hold nu godt fast – der stod jeg op hver morgen, som i hver eneste dag i 90 dage, og lavede en times yoga. Tre gang om ugen løb jeg en time på løbebånd. SLAP AF! Jeg må have lignet en million selvom jeg ikke husker det sådan.

Jeg har ikke lavet yoga siden. Åh jo, altså bortset fra en søndag i foråret hvor en veninde overtalte mig til at være med til en 6 timers seance. Hvordan er det nu med gamle cirkusheste? Yogalæren var ikke imponeret. Hun spurgte kun om jeg sad meget ved computeren siden mine skuldre sidder tættere på mine bryster end på skulderbladene som burde være deres bedste venner? Og jeg var ikke i nærheden af at kunne løfte min egen vægt i armene. Goodbye Madonna.

Da jeg fik mit første job, begyndte jeg at løbe i Sparta. Løbe. Løbe. Løbe. Den faste rute lød på 14 km + træning + hyggeløb med kollegaerne. På en god uge løb jeg 5 gange om ugen OG cyklede på arbejde. 16 km hver dag. Jeg havde så god samvittighed at jeg kunne have solgt aktier af mit overskud. Skønt at stå op søndag morgen og løbe halvanden time før morgenmaden. Eller at trække i tøjet onsdag aften ved 9-tiden og løbe mens solen gik ned. Åh jeg elskede det og delte selvfølgelig gerne ud af min begejstring til alle.

Da jeg toppede, løb jeg en halvmarathon på under to timer. Superfed oplevelse – og jeg var ikke engang smadret bagefter. Det var i 2005. Siden har jeg forsøgt på alle mulige måder at blive venner med mine løbesko. Jeg er mere end stolt hvis jeg kan løbe 5 km en gang om ugen.

Jeg tror stadig jeg er løber selvom enhver idiot kan se at mit tøj er 10 år gammelt. Skoene er til gengæld nye og dyre for hvad man ikke har i rygrad, må man købe sig til i udstyr. Jeg er sikker på jeg kunne løbe 10 km men jeg gider ikke. Åh hvor jeg ikke gider. Jeg slæber mig rundt – går også lidt fordi det er så synd for mig og fordi jeg sveder og fordi jeg hellere ville lave noget andet. Og bagefter har jeg det ikke spor dejligt. Jeg sveder i flere timer og tænker bare på hvor meget chokolade jeg har optjent på den meget meget lange tur, jeg var ude på. Mig og Madonna, vi er ligesom temmelig færdige med hinanden… See you in heaven.

med emneordet
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →