8. marts. 100 år. Fødselsdag for kvinders rettigheder and what’s new. Ja, der er jo dem, der hævder, at vi lige så godt kan lægge dagen i graven for nu er der ikke noget at kæmpe for mere. Wrong, sir jeg bare. WRONG WRONG WRONG.
Jeg er træt, træt, træt af at høre, at problemet er
– at kvinder ikke gider karrieren.
– at al den snak om karriere undertrykker de kvinder, der har valgt en anden vej.
– at mulighederne er der, men at kvinderne ikke gør brug af dem.
Men værst af alt er det at vi individualiserer problemerne, når der er så mange åbenlyse strukturelle barrierer for at skabe ligestilling mellem kønnene.
100 år er gået, og nu forsøger vi at bilde hinanden ind at det da faktisk går meget godt. Vi har stemmeret. Vi er kommet ind på arbejdsmarkedet. Alle muligheder er åbne, hvis bare vi vil.
Men helt ærligt er det jo beskæmmende, at det har taget os 100 år at nå hertil – og ikke mindst at vi stiller os tilfredse med, at vi både kan pege på Stine Bosse og Lisbeth Knudsen som kvindelige chefer, og at vi alle sammen kender i hvert fald en mand, som har taget helt op til fire måneders barsel, og at vi på den baggrund samstemmende siger, at mænd tager en større og større andel af barslen.Men hey, i snit holder mænd i følge Danmarks Statistik 3,8 ugers barsel, og det tal ligger – uanset hvad vi kan fremdrive af enkelteksempler – fast og har gjort det i årevis. Det samme gælder kvindelige topchefer – mændene sidder stadig på mere end 90 procent af de poster, og heller ikke det tal ændrer sig med lynets hast.
Så derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor der er så meget modvilje mod at
– øremærke halvdelen af barslen til mænd.
Kvinder har jo ikke ret til at være på barsel et år, og hvis vi mener, at mænd har lige ret til at være sammen med deres børn, må vi også give dem mulighed for at få del i barselen. Idag er erfaringen at mænd kun tager en forlænget ferie, når barnet kommer til verden, fordi de oftest tjener mest, fordi det ikke er velanset i mange brancher, og fordi “han ikke så godt kan være væk i flere måneder med det job, han har?!” Det sidste argument er jo kun holdbart, fordi manden er mand, for hvis nu det havde været en kvinde, ville der være fundet en løsning, uanset hvor besværligt det havde været.
– at vi ikke indfører kvoter for kvinder på topposter og i bestyrelser, som man har gjort i Norge og Sverige – bare som forsøg.
Helt ærligt, hvor længe vil vi vente på at forandringerne sker af sig selv? Vil jeg vælges til et job, fordi jeg er kvinde? Ja, det vil jeg gerne, rigtig gerne faktisk. For det første er masser af mænd jo netop blevet valgt til deres jobs på grund af deres køn (kronprins-fænomenet) igennem tiden, uden de tilsyneladende har haft de store kvaler med det. For det andet fordi jeg tror på der er masser af talentfulde kvinder derude, som vi bliver nødt til at gøre plads til for at få det fulde udbytte af den samlede talentmasse. Jeg synes simpelthen det er patroniserende at antage at vi vil se en storm af ukvalificerede kvinder indtage toplederposter og bestyrelser, bare fordi vi sætter mål for ligestillingen.
Er det lykkelige liv så en toppost, er modspørgsmålet? Næ, alle må vælge deres vej uanset om man drømmer om at komme til tops eller om at være sammen med sine familie. For mig handler det om, at alle uanset køn har lige adgang og lige ret, og jeg har ikke noget problem med, at vi regulerer os til ligestilling. For når jeg kigger bagud, kan jeg ikke se, at der er andre måder at gøre op med det, Hanne-Vibeke Holst kalder, de patriakalske strukturer, vi alle sammen, mænd og kvinder, ligger under for.
En af de seje gamle feminister Hanne Dam sagde så rigtigt (og selverkendende) i et interview i Information i weekenden, at en af de store fejl hendes generation af feminister begik var at kaste sig ind på arbejdsmarkedet på mændenes præmisser – i stedet for at udfordre de eksisterende strukturer. For måske kunne man også tænke sig, at hvis man i højere grad indrettede arbejdsmarkedet efter livsfaser end efter køn, at der ville blive bedre plads til både mænd og kvinder både på jobbet og derhjemme.
Mit mål er ikke at kvinder skal til magten alle steder, men at adgangen til magten er lige for begge køn, uanset om det gælder stolene i mødelokalerne eller indkøb af flyverdragt til ungerne. Det betyder, at både mænd og kvinder er nødt til at give køb på magten både ude og hjemme, hvis vi mener ligestillingen alvorligt. Og enhver kan se, at det ikke kommer til at ske med det søde – så derfor er jeg en varm fortaler for at vi med politisk regulering tvinger os selv og hinanden til at kaste os ud i kampen for ligestilling på ny.
Kun sandheden 