Det er tirsdag – need I say more? Fejrer dagen med Armadillo, latte grande og venindesladder. Et godt gammelkendt koncept, man aldrig går fejl af. Goddamn, de tirsdage er guld. Kommer måske til at savne dem en lillebitte smule i autocamperen. Bare lidt. Måske.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Category Archives: Mig sagde hunden
Berlin, Berlin
Lige om lidt skal jeg til Berlin igen – og glæder mig så vildt til at cykle rundt med børnene bag på cyklen og lege storbyfamilie på den overskudsagtige økomåde, som kun berlinerne magter… I fem dage skal vi sidde og hænge i byens parker og spise is og drikke kaffe, mens børnene leger sig selv til en god nats søvn.
Nåh ja, jeg har måske også liige en event eller to i ærmet, men det er altså Henriette Harris’ skyld.
Hun har nemlig skrevet den mest fantastiske guidebog til Berlin, som får mig til at overveje, om vi skulle bruge hele orloven i den tyske hovedstad…
Probably not, men det var sgu en meget god tanke i dag på terrassen.
En plads i solen
Hvis du går på Google Earth lige nu og zommer ind på en by i provinsen, kan du se mig. Det er mig, der sidder i havestolen og forsøger at lære min krop at solbade igen. Mig, der mest af alt ligner en russisk prinsesse (ok, aldrende dronning) med mit kridhvide korpus. For det er fem år siden, min krop og jeg sidst lå på stranden. Ikke var ved stranden, men lå på stranden.
Heldigvis lavede jeg ikke så meget andet i sommeren 2005 end at mødes med veninder på Islands Brygge. Så lå vi der og lå en hel sommer fra morgen til aften. Måske rejste vi os og gik ned og badede lidt. Måske gik vi over gaden og købte en is. Eller i Fakta efter slik og kolde sodavand. Men det var vist også det.
Siden har jeg ikke haft lejlighed til at kaste mit korpus på et fugtigt håndklæde og vågne med savl i den ene mundvig efter at være faldet i søvn i solen. For med børn har man jo lige som i det mindste en forpligtelse til at holde øje med at de ikke drukner, og det meste af tiden står man så i øvrigt i vand til knæene og samler sten op fra bunden. Og lige i den situation, mor-situationen, har jeg så ikke lige følt mig så bikini-agtig.
Så i eftermiddag har jeg så forsøgt at overtale min krop til at tage nænsomt imod solen vel vidende, at det er en udfordring med et maveskind, der stort set ikke har set solen i et halvt årti. Vi starter stille op i haven for måske – måske – bliver der tid til solbadning, når orloven bringer os ud i Europa, og så er det godt at være forberedt.
I will do anything for love
Mit ældste barn er sådan en lille stædig størrelse, der aldrig har været interesseret i at sidde helt tæt og kramme sin mor.
Hun er egentlig mere interesseret i: 1) hvornår hun ikke har nogen mor mere, og 2) hvornår hun kan flytte hjemmefra.
Det sir sig selv, at hun heller ikke er et barn, der kaster om sig med kærlighedserklæringer. Måske har jeg en gang hørt det barn tage ordet elsker i sin mund i sammenhæng med sin mor. Måske. Indtil i dag altså.
For jeg tror, jeg har fundet nøglen. Eller den har jeg vist haft noget tid, men først i dag gik det op for mig, hvordan jeg kan udnytte barnets kærlighed til mad til at få kærlighedserklæringerne til at sidde lidt løsere.
For efter hun i dag havde konsumeret først en Pizza Quattro Formaggi og derefter en vaffel med chokoladeis og stracciatella fra Paradis, kiggede hun på mig med et flødemættet blik og sagde uden det mindste forbehold: Jeg elsker dig, mor.
Om 10 år kan du se mig som moren og Miss Carla som datteren i en dansk udgave af dokumentaren Teenager på et halvt ton. For hvis det er pizza og is, der skal til for at få det barn til at kaste om sig med kærlighedserklæringer, så er det det vi gør. I hvert fald indtil videre…
Sovetrolde
På en måde ville jeg ønske, at mine børn sov altid. Det er ligesom nemmere at elske dem, når de ligger helt stille, og jeg kan få lov til at være moren, der lægger dynen over dem. Putter dem. Kysser dem. Uden de gør modstand overhovedet.
Og jeg får lyst til at lægge mig op i sengen sammen med dem. Til at omfavne dem til de forsvinder og bliver en del af mig. Til at græde en lille smule, fordi jeg af en eller anden grund bliver så pissesentimental af sovende børn. Men jeg får faktisk også lyst til at vække dem. Fordi de alligevel er sjovest, når de er vågne.
En gang for længe siden talte jeg altid lygtepæle. Hvis jeg kunne nå tre lygtepæle på cykel, inden jeg blev overhalet af en bil, vil alverdens lykke tilflyde mig. Samme tvangstanke har jeg haft med Langebro. Og antallet af trapper i opgangen inden hoveddøren smækkede. Nu er jeg nødt til at kysse mine børn og putte dem på præcis samme måde hver eneste aften, inden jeg går i seng, for ellers…
Jeg har prøvet at lade være, men så ender jeg alligevel med at gå ind og køre mit OCD-lignende ritual af på dem. Bare for en sikkerheds skyld. Sådan er det sgu nok bare at være mor. Man er ligesom nødt til at gøre, hvad det kræver for at få de små sovetrolde i mål.
Jeg har slet ikke fået sagt tak…
Nå, men det kan da godt være, jeg aldrig har været (i nærheden af at være) nomineret til en Cavling, men nu har jeg fået en blogaward af Marianne, og det er jo også en form for anerkendelse. Rigtig god anerkendelse faktisk. Fra en trofast læser. Som er glad for at læse med her. Jeg er også glad for at læse med der. Og mere end glad for, at du er glad for at være her, Marianne. Og rigtig glad for at få sat pris på mine ord. Seems like everybody’s happy then…
Reglerne for awarden er:
- Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har fået den.
- Tak og link til den du har fået den af
- Link til 7 andre og skab derved lidt glæde ved det
- Fortæl 7 ting om dig selv
Lad os starte med seven wonders fra mine unge dage:
- Jeg spillede kontrabas i fem år og havde musik på højt niveau i gymnasiet – HAHAHA
- og gik et år uden sko, altså som i bare tæer hver dag, hver fest fra marts til november for at vinde et væddemål, og indsatsen blev belønnet (altså jeg kan ikke huske, hvad jeg vandt, kun at jeg vandt)
- og gik ikke i cowboybukser, fordi jeg synes det var vildt imperialistisk
- og skrev “KRÆFT” på alle fødevarer med skadelige e-numre sammen med min veninde hjemme i hendes forældres køkken
- og smed nøglerne til min første lejlighed i København væk på en bytur natten før jeg skulle flytte, så hele familien sad derhjemme med traileren pakket en hel søndag. Lidt tungere stemning end almindelige tømmermænd
- og mistede mit visakort på en bytur natten før jeg skulle rejse seks måneder til Afrika
- og havde en seddel liggende i min dagbog med en beskrivelse af, hvad der skulle ske til min begravelse når jeg tynget af kærestesorger og almindelig weltschmerz ville være nødt til at forlade denne verden.. Noget med en solgul kiste og et Michael Strunge-digt. Selvfølgelig.
Og hvis jeg skal sende dig videre ud i verden herfra og sige tak for god underholdning og tankevækkende tekst, går min hilsen ud til:
De tankevækkende
- En dukkes fortælling, rørende blog fra det virkelige liv skrevet af en ung kvinde, der er uhelbredeligt syg
- Mezmerized, food for thoughts fra en kvinde, der har måtte tage sit liv op til revision
Den gode underholdning (som også kan være tankevækkende)
- Indeniudenfor, masser af gode tanker om at være mor og kvinde i den rækkefølge og omvendt
- Fuhrman for dig, hverdag lige på kornet og fuld af den gode humor
- Anarkistens (ægte) Kogebog, en madelsker på speed – det er altså ret sjovt, hvis du også er bare den mindste smule glad for mad
- Door Sixteen, lidt New York fra dig til mig, særligt hvis du også er lidt en sucker for eye candy
- Jonas Breum – ganz neu for mig, men jeg blev revet med af det her indlæg og håber, der kommer mere af samme skuffe
Fed flashback
I fredags var jeg til konference. I kreativ ideudvikling. En rigtig sjov metode, hvor man leger sig igennem det meste og glemmer, at man er i gang med at løse en opgave. Og endnu sjovere, fordi der ikke er nogen, der sidder og kloger sig med alle deres fede ideer. Alle har fokus på den samme opgave i stedet for hinanden, så farvel præstationsangst. Tak.
I en af legene skiftes man til at give hinanden gaver. Man lader, som om man har noget i hænderne, og så giver man det til sin makker som gave, men uden at sige andet end værsgo. Ens makker tager imod gaven og siger højt det første, der falder en ind a la “tusind tak, den sejlbåd er jeg glad for”. For mange af os kan det faktisk være lidt af en overvindelse at turde sige vores umiddelbare ideer højt, og det træner øvelsen.
Nå, men den opgave har jeg engang brugt i en workshop med 20 mennesker, jeg ikke kendte. Det var en del af indledningen til workshoppen, bare lige for at løse op for stemningen, inden vi skulle i gang.
Da jeg skulle forklare opgaven for deltagerne, bad jeg en af deltagerne om at være min makker, så jeg kunne vise øvelsen for holdet. Hun var – skal vi sige – en stor kvinde, altså sådan ret voluminøs. Og da jeg beder hende give mig en gave, breder hun sine arme ud og rækker mig en ret lang gave, og så er det jeg uden den mindste betænkningstid siger: “Tusind tak, et kæmpestort strygejern!”
Jeg tænker, at man med fordel godt kan have tænkt nogle standardsvar til sin undervisning, så man undgår 1) at udstille sine mest umiddelbare tanker, 2) at skulle håndtere den pinlige tavshed efterfølgende, og 3) at bruge resten af seancen på at overveje, om man skal sige undskylde for sine beskidte tanker, eller om det bare gør alting endnu værre, fordi den stakkels kvinde slet ikke har opfattet, at jeg åbenbart har tænkt, at der skulle et meget stort strygejern til at stryge den skjorte.
Facebook gone wrong
Efter sigende kan man ikke være sikker på, hvad Facebook bruger ens personlige oplysninger til. Efter sigende. For de bruger dem i hvert fald ikke til at sælge videre til deres annoncører. Og hvis de gør, så er det måske annoncørerne, der ikke helt forstår at ramme målgruppen.
Altså muligvis kunne jeg få glæde af sådan en tyrolerdragt, når vi kommer til Nürnberg og Østrig, men det med tigeren er simpelthen den største joke. Sorry. Men jeg er ikke dyreven. Som i slet ikke. Og det er ikke mine forældres skyld, for vi har både haft fisk og fugle og skildpadde og kanin og kat og hund, og jeg har været en hestepige ligesom allerede andre 8-årige, der vokser op uden for lands lov og ret.
Jeg har forlængst indstillet mig på, at børnene kommer til at rejse jorden rundt og gøre sindssyge ting som at kaste sig 140 meter ud fra en bro med et reb om fødderne, og at de kommer til at drikke sig alt for fulde (i bedste fald) og falder om på en øde strand i Caribien og vågner op næste morgen og undrer sig over, hvor deres ting er blevet af. Jeg skal nok forsøge at være tålmodig – og når de kommer hjem med jordens kedeligste kæreste, skal jeg nok love at være sød, men når det kommer til dyr, er jeg ubarmhjertig. Jeg drømmer ikke om at have en kanin i baghaven, som jeg ender med at skifte hø hos, jeg skal ikke have en kattebakke i bryggerset, som jeg kommer til at træde i, og jeg skal slet, slet ikke have en hund, der skal luftes, men alligevel skider i haven, og som skal slikke mig i hovedet til godmorgen. SLET IKKE.
Du kan godt bilde mig ind, at det er sundt for børn at vokse op med dyr. Men så må de lufte hund for en gammel dame i kvarteret, gøre rent hos dyrlægen eller begynde at gå til ridning.
Jeg bliver hverken katte-, hunde- eller tigerven. Sorry. Spildte kræfter. Også selvom en clairvoyant en gang sagde til mig, at hun kunne se, at jeg var enormt søgende, og at hun fik nogle impulser med dyr, og at hun fik den oplevelse, at jeg ville blive lykkelig som dyrepasser. Jeg ved ikke, hvad hun var i kontakt med – men det var i fald ikke mig.
Rekonvalescent #2
Selvom man er syg og falder hen i feberdøs, sker der nok ikke noget ved at følge de klassiske råd om solcreme og skygge mellem frokost og tre. I hvert fald kan det godt være lidt svært at forklare, hvorfor man kommer tilbage på arbejdet og er helt rød i skalden.
Jeg lover jeg var syg, men det ser sgu ærlig talt mere ud, som jeg har været på en weekendtur til Costa del Sol
Autoreply
Tak for din henvendelse. Jeg er desværre gået ned med skam. Over mit land. Jeg er så træt af at træde på dem, der allerede ligger ned. Verdens fattige. Indvandrerne. De arbejdsløse. De svage familier. Og så træt af skattelettelser. Og pisk. Og selvtilfredshed. Hvis der er nogen, der har opløftende nyheder, er I velkomne til at sende dem. Men måske orker jeg ikke at svare.
Kun sandheden 