Category Archives: Mig sagde hunden

30. august 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Panik før lukketid

ARGH! Hvordan er det gået til at der kun er 20 dage tilbage af det her endeløse eventyr? Ok, jeg ved godt, du tænker, at 20 dage jo svarer til en gennemsnitlig dansk sommerferie, men det her orlovsnoget vokser altså godt nok lige lovligt meget på mig – for nu at bruge et godt dansk udtryk?!

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal overleve:

  • Hverdagen
  • Efteråret
  • Trummerummen
  • Tidsnøden
  • Det helt almindelige grå

Fortsæt selv listen i en uendelighed…

Så her kommer en advarsel: Jeg kommer til at spamme jer med en jævn strøm af billeder, anekdoter og ligegyldigheder fra den her tur de næste mange måneder efter jeg er kommet hjem – bare for at holde en lille smule fast i det, der var. Og jeg må på forhånd advare alle mod at stille spørgsmål om turen, for den mest uskyldige henvendelse vil uden tvivl resultere i 1½ times foredrag om det rejsende orlovslivs lyksaligheder.

Men det allerværste er, at jeg allerede nu ved, at hverdagen sætter sig på en hurtigere end man tror. At vi alt for hurtigt kommer hjem. At vi alt for hurtigt bliver suget ind i koordineringshelvede. At vi alt for hurtigt bliver rullet ind i praktikaliteter. Og snart sidder jeg igen og skriver lister over mit hverdagsliv for at holde styr på alle ligegyldighederne. Og ja, jeg tager måske nok sorgerne på forskud. Men det er sgu ærlig talt næsten ikke til at bære.

med emneordet ,
22. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,
20. august 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Og nu til noget helt andet… men også meget vigtigt

Hvis man skal tage supermarkedernes hylder for pålydende, så må kroaterne spise virkelig mange lagkager med virkelig meget pynt. Jeg er ikke sådan en superkagemester som hende her. Jeg er mere til dogmemodellen, som går ud på at tømme rationen af gammel marmelade i det ene lag,  peppe op med friske (frosne) bær i lag to og så sløre det hele med flødeskum blandet med makroner – og nutella hvis det går virkelig højt.

Til sidste familiefødselsdag gik min kærestes mormor så langt som til at sige, at mine lagkager bliver bedre for hver fødselsdag. En form for en kompliment, tror jeg.

Nå, men eftersom det er mit lod altid at slå større brød op end jeg kan have i ovnen, så blev jeg selvfølgelig grebet af de kroatiske kagehylder og har i dag indkøbt 300 superfine muffinsforme i alskens farver.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge min kroatiske souvenir til, som ved nærmere eftertanke faktisk er forbavsende små. Men hey, det er vel det er med souvenirs. At ikke rigtig kan bruges til noget. Med mindre selvfølgelig jeg kaster mig en eller anden form for pyntesyg konfekt-mani.

P.S. Jeg har lige besvaret et spørgeskema og har for sidste gang i mit liv sat kryds i kategorien 30-35 år. Skræmmende nok selv med 300 muffinsforme som back-up.

med emneordet , , ,
13. august 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Savner/savner ikke

Der er selvfølgelig de åbenlyse glæder ved sådan en tre måneders camping-spree med fødderne i vand og solbrillerne fastmonteret i ansigtet (har allerede slidt et par op og var jo derfor tvunget ud i indkøb af nye – det går naturligvis under “Uforudsete udgifter” i budgettet).

Men så er det jo godt, at jeg er sådan et menneske, der aldrig bliver helt tilfreds – prøver virkelig at arbejde med min lykke-attitude, mindfullness og alt det der, men derfor savner jeg nu alligevel:

  • en eftermiddag med veninderne.
  • en kande te af den virkelig gode slags.
  • biografen.
  • nyhederne.
  • en fast forbindelse til den virtuelle verden (jeg er åbenbart ikke så cool, som alle jer, der lige holdt en måneds pause med det der online-noget).
  • en oppustelig og pålidelig babysitter.

Og jeg har sådan set ikke brug for at blive mindet om, hvad jeg kommer til at savne, når jeg er hjemme igen. For der er selvfølgelig ikke ret meget, der kan konkurrere med evigt solskin, brune fødder og vandmeloner.

Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at længes tilbage til

  • den røde knap på campingtoilettet, som alt for tydeligt viser, at spanden er fuld (og jeg har endda kun tømt spanden én gang, men for hver gang min kæreste træder til med stort mandsmod føler jeg ligesom, at det mere og mere bliver min tur, og jeg kaster næsten op ved tanken.
  • at trave hen over en campingplads med kurs mod toiletterne med mascara ned ad kinderne og natkrøllet hår (så er man så alligevel så forfængelig).
  • at se andre mennesker, jeg ikke kender, i alle mulige kompromitterende camping-situationer.
  • at dykke ned i min toilettaske i håb om at møde min negleklipper uden at skulle tømme hele indholdet ud på gulvet.
  • at lave akrobatiske øvelser med hysteriske børn på banegårde, campingpladser, strande, restauranter og du-fortsætter-selv-listen, mens jeg taler med overdrevent dæmpet og tålmodig stemme, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at skride fra det hele.
med emneordet , , ,
13. august 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Off

”Hvad med dig? Hvordan har DU det?” spurgte en veninde i en længere sms-strøm, hvor jeg fortalte om vejret og børnene og friheden. Jeg svarede, at jeg faktisk trivedes forbavsende godt, selvom der ikke er mange alene-stunder på sådan en tur.

Men forleden ramte jeg muren. Opsparet udslip af sur energi. Det var ikke fordi børnene var mere udfordrende end ellers. Eller fordi min kæreste var specielt irriterende. Eller fordi campingpladsen var ved at koge over af mennesker og larm og varme (åbenbart den ekstra bonus, man får ved at gå fra to til fire stjerner på campingbarometeret). Det var bare fordi det hele var for meget. For meget konflikthåndtering. For mange afbrudte samtaler, tanker og handlinger. Og alt, alt for meget campingsafari.

Sådan en af de dage, hvor det måske bare er bedst for alle, hvis man låser sig inde på toilettet og sidder og skumler der nogle timer (hvis altså man er hurtig nok til at låse døren, før børnene står foran en og råber, at de også skal akut tisse). Jeg forsøgte at mindske udbruddet med en badetur, og hvis jeg lå på ryggen med ørerne under vand, kunne jeg næsten ikke høre mit barn kalde på mig inde fra bredden.

Og selvfølgelig var det lige præcis den dag min tur til at samle overskud til en putteseance, der kun er blevet længere og længere, siden vi tog af sted. Dyb indånding. Og så lige en tur mere med Medister-minister Fister, Åge Emmanuel Ordklog og Min mormors gebis. Putte-putte. Mere vand. Flad mor-stemme: ”Nu skal I virkelig lægge jer til at sove.” Og som et lyn fra en klar himmel: Total ro efter fem minutter. Godt jeg havde gemt den der ungarnske rosévin til et særligt øjeblik. Skål!

med emneordet , , ,
11. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden, Orlov

Stjerneskud

Der er ikke ret meget, der slår følelsen af lykke, når man ligger på ryggen og kigger op i en natmørk stjernehimmel, mens bølgerne slår ind mod stranden.

Lige der og med et stjerneskud at gå i seng på følte jeg mig som det heldigste menneske.

med emneordet , , ,
7. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden, Orlov

Og så til vejret…

Hvad fanden sker der med skybrud på skybrud og 15 graders varme? Hvad bliver der af sol, sol og sol og 30 grader plus?

Jeg er med på, at jeg måske var lige lovlig optimistisk, da jeg i marts lå i sneen og forestillede mig tre måneders endeløse sommerdage.

Men jeg har altså hverken gummistøvler eller regntøj med, og mine yogalækre bukser (i familien kendt som klovnebukserne) var faktisk tænkt som natbukser – ikke en beklædningsgenstand, der skulle flashes på de europæiske rastepladser. Særligt fordi jeg ikke ligefrem i mig selv signalerer smidig solhilsen.

Selvfølgelig glæder jeg mig da over, at jeg ikke skal slå telt op i regnvejr, mens familien venter i bilen. Og at jeg ikke har en stor våd hund, der skal sove i min fodende. Og at jeg har tre måneder og ikke tre ugers ferie, så der er lidt flere sommerdage at samle sammen af. Og det var da også ret sjovt at tage alt tøjet af børnene og lade dem løbe gennem regnen, da det piskede ned i går – og vi grinede selvfølgelig, da Halfdan forpustet og triumferende bagefter sagde til sin søster: ”Så du lige, hvordan min tissemand svingede rundt i regnvejret?” Åh, den evige penisfascination, selv når der kun er et par cm at prale af.

I dag lander vi på den kroatiske ø Krk (respekt for et sprog, der opererer med stednavne uden vokaler), og så vil jeg godt se noget steady solskin, mens jeg nedsænker mit korpus i Adriaterhavet og henslænger de lune aftener med en bog og et glas af den rosevin, der har ligget på køl siden Ungarn. Sol, sagde jeg. Bare en 6-8 uger i streg. Det var det hele.

med emneordet , , ,
26. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Kun sandheden for børn

Den her tur med børn er ligesom at ligge i ske med sin bedste veninde seks måneder i Afrika: Man kommer til at kende hinanden ret godt, også selvom man troede alle hemmeligheder lå for en dag.

Og der er egenskaber ved børnene som virkelig slår en. Som at Carla ikke skyr nogen midler for at lave nye venskaber med børn, hun ikke kan tale med. Eller at det mindste stikord får Halfdan til at flyve af sted på sine fantasiskyer med Spiderman, tigre og løver og Molly. Og at Carla sætter sig til at lære noget nyt, når hun keder sig, så hun nu kan de fleste af flagene på campingguiden. Eller at Halfdan virkelig har en stor fremtid som konfliktmægler foran sig – uanset hvad han bliver præsenteret for, er hans svar: Ja, det var lige hvad jeg kunne tænke mig (altså hvis der ikke lige er tale om at gå en strækning på mere end 100 meter uden at blive båret eller at blive nægtet sin sutti).

Men observationer går (selvfølgelig – det burde jeg vel have sagt mig selv) også den anden vej. Jeg har stadig tilgode at komme op med svar på:

– Hvorfor fortæller du altid far, hvad jeg har gjort?

– Hvorfor fortæller I altid hinanden, hvad de andre har sagt?

Indrømmet, det lyder som en kedelig vane nu, hvor det blir sagt højt. Så jeg forsøge lige at holde lidt igen med referaterne…

med emneordet , , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
5. juli 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Himmelvendt

Bortset fra jeg er den eneste, der ikke har pakket – endsige har overblik over, hvad jeg burde pakke, så er vi vist på vej…

Jeg overspringshandler så lige lidt med te, mails og chokolade, inden jeg skal tage så vigtige beslutninger som, hvorvidt jeg skal have tre eller fire kjoler med eller om jeg får brug for både akvarelfarver og tegnekridt, når jeg nu går helt i kreaspagat på den tur..

Tre måneder – altså jeg har sgu ikke været af sted så længe hjemmefra siden jeg blev student og det var altså dengang grunge-musikken blev opfundet. Nu elsker de unge igen skovmandsskjorter, Dr Martens og Kurt Cobain, og så ved man ligesom at alderen ikke længere er på ens side.

Faktisk er rygsækken også fra dengang, og jeg er virkelig glad for den – ikke mindst fordi vi har oplevet så meget sammen. OG selvom jeg ved præcist, hvor patetisk det er med forældre, der holder stædigt fast i minderne fra dengang.

Og så er der dem, der mener – og siger – at det måske heller ikke ligefrem lå i kortene dengang i grunge-tiden, at jeg skulle turnere på de europæiske campingpladser i en camper. Helt ærligt, hvor Hanne og Bent-agtigt har man lov til at være?

Men i bedste voksenstil har jeg kastet alle principper i grams og glæder mig som ind i himlen til at skifte de danske sommernætter ud med tyrolersol og kroatiske klipper. Forklædt i Birkenstock-sandaler, som jo i virkeligheden bare er en H2O-badetøffel in disguise. Who gives a fuck. See you on the other side.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →