Nå, så er den gal med de højere magter igen. Jeg vil nødig lyde som om jeg føler mig forfulgt, men altså indimellem kan jeg jo godt få den tanke, at jeg er ved at blive indlemmet i et eller andet religiøst foretagende – ad bagvejen, vel at mærke.
Januar er jo i sig selv en prøvelse. Januar og den uopslidelige vintervirus er også en af de særlige udfordringer, som vi alle skal slæbes igennem i årets første måned. Tilsyneladende. Når man så lige topper bælgragende mørke, sygdom og snotnæser med en af de særligt udfordrende måneder med husets datter, så er jeg ved at være der, hvor det ikke gør noget at foråret bare giver os det første praj om at der er nye tider på vej.
I dag var min debut som direktør – og sikke en dag. Jeg har sweettalket en kilde, skrevet en artikel færdig, lavet aftaler til nye, holdt møde om en kommende opgave, fået blomster, købt en ny telefon, åbnet en driftskonto og talt med den ene af mine kommende kontorfæller. Og hvis jeg skal sige det selv, så synes jeg det er ret godt gået på en dag, hvor jeg også havde glæde af Miss Carla, som jo selvfølgelig (thank you, Mr. Murphy) har fået skoldkopper. Altså bare for at understrege, at man virkelig er sin egen herre – og talt på spanden – når man vender det etablerede arbejdsmarked ryggen. Men kom bare an – der skal sgu mere end en uges sygdom til at slå mig ud (altså jeg ved godt, Halfdan følger efter, men hey, det er jo først i næste uge, og det der selvstændige liv handler jo også om at leve lidt i nuet. Ikke?).
Kun sandheden 