Jeg er næsten i mål med julegaverne. Har skrevet et meget fint GoogleDoc, hvor jeg har matchet gavemodtagere og ønskesedler. Nu mangler jeg egentlig bare, at jeg kan sende mit GoogleDoc videre til GoogleGifts, som finder gaverne, pakker ind og sender dem hjem til mig. Jeg lever indtil videre i god tro.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: Udfordring
Flyvefærdig
Englevinger. Jeg ønsker mig sæt englevinger. Sådan nogle hvide, brede, bløde vinger, der kan flyve gennem ild og vand og drømme. Englevinger. Ikke andet. Det kan godt være dem fra Søstrene Greene. Hvis det er. Tak!
Nissehyggehængning
Der er en dogmatisk frikirkepræst i Nordjylland, der har hængt en nisse på sin kirke. Altså ikke en levende nisse, vel? Men en udstoppet nisse. Han har set sig sur på de små utysker, fordi de gør grin ad Jesus. Eller peger fingre af ham. Eller fjerner fokus fra fødselaren med al deres jammerlige hygge og pudseløjerlige nissestreger, gør de, de små dæmoner.
Og ved du hvad? Jeg gir ham sgu ret! Altså jeg kan ikke lige hidse mig helt så meget op over det med Jesus. Faktisk, hvis jeg skulle vælge, ville min valg måske alligevel trods alt falde ud til nissens fordel, for der er sgu ikke meget spræl i ham Guds Søn, den enbårne. Men dæmoner, det er de uden tvivl, nisserne. Eller måske snarere dem, der har fundet på nisserne, og som lige ville toppe deres gode ide med at gøre nisserne til nogle værre drillepinde. Tak for den, siger jeg efter i denne uge at have haft besøg af BÅDE børnehavenisse 1 OG børnehavenisse 2. Så skal man pludselig BÅDE smøre en spændende madpakke OG overgå de andre forældres nissepåhit.
No. 1 havde heldigvis ingen dagbog med hjem, men der var alligevel rigelige forventninger om alle de drillerier, han kunne finde på, så kl. 11 om aftenen lagde jeg børnenes tøj i ovnen, hang kræmmerhus op over deres seng og hældte ris i deres støvler. Og nej, hvor de grinede, for det var vel nok en værre nisse, ham Rumle.
Om eftermiddagen fandt jeg gudhjælpemig en ny nisse ved det andets barns garderobeskab, og morgenens oplevelser kombineret med massiv erfaringsudveksling i institutionen skabte mildest talt helt vanvittige forventninger til, hvad mon den gode Kandis nu ville finde på. Heldigvis havde jeg ekspederet første omgang nissedrillerier, så i ligestillingens navn tog børnenes far sig af 2. omgang.
Og når man står og dypper børnenes tandbørster i marmelade og binder alle sko i huset sammen, så glæder man sig da i over, at der i det mindste ikke kommer flere uanmeldte besøg i december. Og over at der er et helt år til vi igen skal i gang med at lave nisseløjer ved nattetide. Og over at man ikke i et øjebliks vildfarelse har sat yderligere børn i verden.
*************
Jeg har ondt i halsen. Men det er ikke det værste. Heller ikke, at jeg hoster og hoster. Det værste er derimod, at jeg har mistet stemmen. Er I klar over, hvor svært det er at være mor en hel søndag, når man hvisker?
Alene det at få børnene til at være stille nok til at de kan høre, at jeg rent faktisk forsøger at få dem til at holde op med at hoppe i sofaen eller stikke sværd i øjnene på hinanden eller spise alle pebernødderne (så der ikke er nogen til mig nu, hvor jeg holder sofapause, mens resten af familien er i svømmehallen)…
Nogen, der har erfaringer med at mime godnathistorier?
En mere til børnefamilierne
Opslag i børnehaven:
26/11: Hjææælp!
Vi har meget sygdom blandt personalet i dag.P.S. Mange børn har feber og opkast.
26/11: Og vi har også flere med skoldkopper.
Og så kan man jo passende bruge weekenden på at krydse fingre og udarbejde et kriseberedskab til næste uge. Jeg elsker vinter, våde flyverdragter og feberhede kinder… lige det jeg drømte om, inden jeg fik børn!
Kvindelige forfattere, der rykker
Randi spørger: Er på jagt efter en kvindelig forfatter, som kan overbevise en kær mandlig ven om at kvinder også rykker på litteraturfronten… ved han er vild med Erlend Loe og Henry Miller, hvis det kan hjælpe. Har du nogle forslag?
God anledning til at jeg kan få lov til at kloge mig lidt på bøger, og eftersom jeg er sådan, der altid har svært ved at huske, hvad jeg har læst, nærmest dagen efter jeg har lagt bogen fra mig, kræver det jo også lidt hjernevirksomhed. I sig selv en udfordring. Men altså lige den der kobling mand – Loe – kvindelig pendant var egentlig ikke så svær, så here goes…
Kære Randi,
Her er en bog, der er mindst lige så vanvittig og (tragi)komisk som Erlend Loes bøger; nemlig En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk. Seriøst, det hedder den. Og den er skrevet af Marina Lewycka. En vanvittig og ret morsom bog om en ukrainsk indvandrerfamilie i England, som har et mildest talt svært forhold til hinanden – og relationerne bliver ikke mindre komplicerede, da den aldrende far gifter sig med en noget yngre og temmelig blond ukrainsk kvinde hvis hensigter ikke er helt så uskyldsrene. En ret underholdende tour-de-force i vanvid.
Jeg har en særlig forkærlighed for bøger om indvandrere og kulturmøder, så den den anden bog, som jeg også tror vil kunne overbevise en skeptisk mand om kvindelige forfatteres værd, er den danske forfatter Lone Aburas’ Føtexsøen, som vist i øvrigt er ved at blive filmatiseret. Den handler om en ung dansk-egyptisk kvinde, der fordriver tiden bag et kasseapparat i Føtex, mens hun tager tilløb til at gøre det, hun virkelig gerne vil. Samtidig fortæller bogen ret underholdende om den egyptiske far, der forsøger at finde rundt i de to kulturer, som han er en del af.
Og nu vi er ved indvandre-historierne, indiske Zadie Smith fortæller altså også historier, hvor der er gang i gaden og masser af god humor. Hvide tænder synes jeg er den bedste.
Tjek også afrikaneren Chimamanda Ngozi Adichie. Hun skriver gudegodt, og både En halv gul sol og Det du har om halsen (hvis du tør udfordre en mand eller nogen overhovedet med noveller) er verdensklasse litteratur, som selv en mand bør elske.
Håber du kan bruge tippene – og at de bliver vel modtaget i den anden ende…
Knus Suzette
P.S. Byd endelig ind, hvis der er nogen af jer andre, der har gode bud på bøger, som kan overbevise mænd (eller bare en mand) om, at kvindelige forfattere rykker.
P.P.S. Hey, måske er det den nye service på bloggen? Bogkassen? Andre, der har brug for at overbevise nogen om noget, der har med bøger at gøre?
Er der nogen, der har set mig…
Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.
I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?
Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?
Vinterstress – lidt metadon til dig, der også går glip af Bogforum
Min kollega har været på sådan et gude-agtigt seminar, hvor forlag og anmeldere præsenterer den kommende sæsons bedste bøger, og vi kan konkludere, at jeg også i år har alt for lidt tid til alt det gode (fordi jeg bruger tiden på noget andet godt).
Jeg er ved at læse Vidunderbarn af Roy Jacobsen, som er guddommeligt godt skrevet. Er ikke nået så langt, og biblioteket er begyndt at rykke – og det ved vi jo godt koster, så måske det bedre kan betale sig at skrive den på juleønskelisten. Lige under Vidunderbarn ligger Sara Stridsbergs Darling River (jeg forguder den kvinde), Morten Ramslands Sumobrødre (jeg elskede, elskede Hundehoved) og Suzanne Brøggers seneste bog (der er ikke mange intellektuelle og bevidst dekadente tilbage i DK – og hun skriver fantastisk)
Nå, men så kom han altså tilbage, min kollega, med et helt hæfte fuld af alle de bedste bøger, som vi kan glæde os til. Jeg har allerede bestilt Nikolaj Zeuthens Verdensmestre, som måske ikke er verdens bedste bog, men som pirker lidt til alt det hverdagsliv, vi hælder ud over hinanden og bloglandet. Og så er der i øvrigt endnu mere nyt fra Suzanne Brøgger, og jeg føler mig også kaldet til at kaste mig over mammutværket fra Norge Knausgårds Min kamp, som har fået litteraturpriser og begejstrede anmeldelser hele raden rundt.
Og nu har jeg lige læst en artikel om tidens trodsige tøser, de nye og unge (hvordan kan man være født i 1988 og så allerede have en forfatterkarriere, forstår du det?) kvindelige forfattere, som kommer til at provokere os i de kommende år. Forstår du, hvad jeg mener. Altså hvordan skal man nogensinde nå at læse alle de bøger, som verden bliver begavet med? I det mindste kan jeg glæde mig over at gå glip af Bogforum og dermed også at leve i uvidenhed om fristelsens fulde omfang.
Hm, beklager, hvis det på trods af alle andre hensigter alligevel blev lidt nørdet… og knudret…
Jeg sku aldrig ha købt den krop
Nå, men så faldt jeg i 90’er-gryden. Jeg har købt en body. Altså en af de der gymnastikdragter, som så i det i nye årtusinde fås som business-smart skjortemodel eller som en full size blonde. Jeg valgte den sidste, fordi den egentlig skal bruges til en fest – og fordi der ikke meget blå-hvid Nordea-dame over mig.
I dag har jeg så været debuterende bodydame. Gud bedre det! Det er sgu ikke blevet nemmere at knappe det lort 20 år down the line – og så er jeg ikke en gang fuld. Endnu. Seriøst, jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme igennem en festlig 40 års fødselsdag på badehotel i det monstrum. Og gad vide om jeg cyklede mindre den gang i 90’erne? For de der knapper…
Farvel zen
Er det ikke næsten snyd at skulle lave zen over sin weekend, når nu begrebet weekend nærmest er zen i sig selv? Eller er blevet zen. For når jeg tænker mig om, var der sgu ikke meget zen over vores weekender for et år siden, hvor alle dage startede senest kl. 5. Hold kæft, hvor er der meget weekend at tage af, når man er oppe fra 04.38, og hvor er det mørkt, og hvor lærer man at elske al børnetv uanset kvalitet, bare det får børnene til at være stille, og hvor er man træt, og hvor har jeg tit glædet mig til det blev mandag igen. Not so zen.
Men nu er det zen – eller måske så zen, som det kan blive. For i går synes jeg faktisk var en ret god dag, selvom jeg stadig ikke fatter, hvorfor børnene skal råbe hele tiden. Men da Casper så kom hjem efter en god dag på golfbanen (en over på de første ni og par på bag-ni. Nå, så kom ikke sig at jeg ikke hører, hvad du siger), så sagde han, at jeg (?!) råbte meget af børnene. Ahr, ved du hvad? Kan det virkelig passe? Mig? Tålmodighedens gudinde? Så undskyld for det da! Men hvis jeg bliver bedre til at tale lavere, så har de unger eddermame også bare at kopiere mig. Pronto.
Og ellers er der bare at glæde sig over:
– en genial gulerodskage, som smagte mere af smør, chokolade og nødder end af grøntsager.
– at børnene har fattet, at når man kommer sent i seng, har man pligt til at sove længere (ikke længe, træerne gror jo ikke ind i himlen) om morgenen.
– at vi nu er en suttefri familie, hvilket betyder at Halfdan forhåbentlig snart holder op med at ligne Gitte fra Carsten og Gitte.
Og så tror jeg lige jeg holder en pause med al den positive attitude. Det er fanme ikke nemt at komme til at brokke sig, når man hele tiden skal vende det sure med det søde.
Kun sandheden 