Det er tirsdag – need I say more? Fejrer dagen med Armadillo, latte grande og venindesladder. Et godt gammelkendt koncept, man aldrig går fejl af. Goddamn, de tirsdage er guld. Kommer måske til at savne dem en lillebitte smule i autocamperen. Bare lidt. Måske.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: meningsfuldt
Derfor er SATC 2 ikke så ringe endda
Jeg nåede lige at være med på den der sure SATC 2-vogn, der harcelerede over, hvor langt ude det er at lave en film, der ikke har andet formål end at fremvise fede sko, voluminøse kjoler og vilde gadgets – helt ærligt magen til tomhjernet bling-bling, og er kvinder virkelig ikke klogere end det, og hvorfor skal det være så overfladisk bare fordi det er en film om veninder… Men så læste jeg Annegrethe Rasmussens kommentar i Information. Vi bringer et uddrag:
Jeg kan ikke komme på en eneste anmeldelse af den nys udkomne storfilm, Iron Man f.eks., der handler om, at der da vist ikke lige er nogen almindelige mænd, der kan leve op til Jernmanden. Eller at det hele nok bare handler om at producenterne skal tjene nogle penge på mænds barnagtige fantasier om at være mesterspioner eller actionhelte. Et hurtigt vue henover anmeldelserne af Iron Man viser stående klapsalver over hele linjen over, hvor teknisk flot producenten er lykkedes med at fremelske et »gennemført superhelte-univers«, som det hedder.
Se, det satte lige min automatpilot i et nyt gear… Go read Sexism and the City
Sovetrolde
På en måde ville jeg ønske, at mine børn sov altid. Det er ligesom nemmere at elske dem, når de ligger helt stille, og jeg kan få lov til at være moren, der lægger dynen over dem. Putter dem. Kysser dem. Uden de gør modstand overhovedet.
Og jeg får lyst til at lægge mig op i sengen sammen med dem. Til at omfavne dem til de forsvinder og bliver en del af mig. Til at græde en lille smule, fordi jeg af en eller anden grund bliver så pissesentimental af sovende børn. Men jeg får faktisk også lyst til at vække dem. Fordi de alligevel er sjovest, når de er vågne.
En gang for længe siden talte jeg altid lygtepæle. Hvis jeg kunne nå tre lygtepæle på cykel, inden jeg blev overhalet af en bil, vil alverdens lykke tilflyde mig. Samme tvangstanke har jeg haft med Langebro. Og antallet af trapper i opgangen inden hoveddøren smækkede. Nu er jeg nødt til at kysse mine børn og putte dem på præcis samme måde hver eneste aften, inden jeg går i seng, for ellers…
Jeg har prøvet at lade være, men så ender jeg alligevel med at gå ind og køre mit OCD-lignende ritual af på dem. Bare for en sikkerheds skyld. Sådan er det sgu nok bare at være mor. Man er ligesom nødt til at gøre, hvad det kræver for at få de små sovetrolde i mål.
At se sig selv i et spejl
Jeg har fået den her tegning af Miss Carla. Det er en tegning af mig. Prikkerne er bolde – allesammen. Jeg er egentlig glad for, at jeg smiler, imens jeg holder boldene i luften, og for at jeg ikke taber flere bolde i hendes univers, for det kan godt føles lidt anderledes i mit…
Den bedste bog
Faldt lige over bogen over alle bøger – og med fare for at overdrive, fordi jeg læste den, mens jeg residerede på et meget lille kollegieværelse i det nordlige London, mens jeg skrev speciale, vil jeg bare sige, at den altså har fået så mange priser, at det giver mening at sige, at jeg lægger mig i slipstrømmen af andres begejstring.
Du får lige et lille resume: Da den jødiske videnskabsmand David Strom og den sorte sangerinde Delia Daley i 1939 gifter sig, er det nærmest en forbrydelse i de racistiske USA. Deres børn vokser op i en verden af had og diskrimination, og de to ældste flygter ind i musikken, mens den yngste slutter sig til Black Power-bevægelsen.
Og hvis det ikke lyder af meget, vil jeg bare sige, at det er den mest rørende bog, jeg har læst næst efter Den uendelige historie (der hvor hesten drukner), og at jeg tudede mere end en gang undervejs.
På dansk hedder den Sange i tid og rum, og jeg synes du skulle læse den. Med det samme. Faktisk. Også selvom det danske omslag ikke er så smukt som det engelske. Læs alligevel. Nu.
Alle elsker Selma
Sig lige det en gang til: Vi elsker Selma for det gør vi virkelig – de største fans er de to små trolde, som skriger af fryd, når hun viser sig i døren. Selma er vores barnepige, ja det er da lige før jeg er fristet til at kalde hende vores storesøster, og muligvis den bedste beslutning, vi har taget i vores forældreliv.
Siden Carla var et halvt år, har Selma taget lidt af den dårlige samvittighed over lange dage for små børn i vuggestue, vogtet afkommet, mens vi tog hinanden i hånden og legede kæreste nogle timer, og bedst af alt været den mest pålidelige alarmcentral, der kan rykke ud med meget kort varsel, når den store sorte hverdagsgryde for alvor brænder på.
Børnene elsker hende, fordi hun er den sødeste i hele verden, fordi hun ikke er rigtig voksen, og fordi de bare må børste og børste hendes lange mørke hår i en uendelighed. Og vi elsker hende, fordi hun er så sej og går igennem enhver forældres worst nightmare – ulvetimen – og giver dem aftensmad og putter dem uden det mindste antræk til panik.
Lige om lidt bliver hun lidt mere voksen med studenterhue og alting, og for at være helt ærlig så synes jeg egentlig bare, at hun skal blive hængende i vores lille provinshul, for jeg tror ikke rigtig vi kan undvære hende. Og hun kan jo ikke bare sådan forlade os, vel?
Set fra sofaen
Jeg er alene, helt alene hjemme, og jeg insisterede på, at børnene ryddede op, inden de tog af sted. Kun med det ene formål, at jeg kunne vinke farvel og derefter kaste mit korpus i sofaen resten af dagen uden at få øje på et eneste stykke legetøj. Synes det der alenetid går allerbedst, hvis man kan bilde sig selv ind at man slet ikke har børn, og det her er sådan mit liv ville være, hvis jeg ikke havde reproduceret mig selv; stille og uendeligt med masser af kager og varm te. Jeg har så ingen kager, så nu spiser jeg børnenes is i stedet.
Men hvorfor er der ikke andet i tv end grønlandske nyheder, Høvdingebold (?!?!) og dyreprogrammer, som jeg afskyr uanset om det er BBC eller en eller anden kendt komiker, der river os rundt i junglen eller zoo – kun perifere dokumentarprogrammer om 2. verdenskrig på DR2 er værre. Hvor faen er reality-tv når man har brug for det?
Årets gave til konfirmanden
This book is a call to question rather than to please. To provoke, to challenge, to dare, to satisfy your own imagination and appetite. To know yourself truly. To take responsibility for who you are, to engage. This book is a call to listen to the voice inside you that might want something different, that hears, that knows, the way only you can hear and know. It’s a call to your original girl self, to your emotional creature self, to move at your speed, to walk with your step, to wear your color. It is an invitation to heed your instinct to resist war, or draw snakes, or to speak to the stars.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kendte en pige, der skulle konfirmeres i år for så ville jeg uden at blinke forære hende den fantastiske bog I am an emotional creature. Den er skrevet af Eve Ensler (mor til Vagina-monologerne) og bør blive for 10’ernes unge kvinder, hvad Kvinde, kend din krop var for kvinder i 70’erne.
Tak til Maren for overhovedet at gøre mig opmærksom på det her gudeskrift, som er både sjovt, provokerende, beskæmmende, tankevækkende og helt og aldeles nødvendigt. Og respekt til Eve Ensler, der giver feminisme nyt liv. Jeg er fan.
God-goddamn-morgen
Der var engang, hvor jeg stod op kl. 7 for at møde på arbejdet kl. 8. Nu møder jeg på arbejdet kl. 7, altså jeg er jo oppe alligevel. Ligesom. Til gengæld skinner solen, og Baresso serverer tidlig morgenkaffe, så jeg kan næste bilde mig selv ind, at det er helt normalt.
Slap af med de gaver
Er vi ikke bare i udgangspunktet enige om, at det er for vildt, hvor mange gaver børn får, når de har fødselsdag? Helt ærligt, børnene er jo ligeglade. Og hvor mange af os har ikke oplevet, at børnene flår papiret af alle gaverne og derefter giver sig til at lege med gavebåndet eller spørger, hvornår vi skal have kage.
Endnu værre ville det være, hvis alle familier blev bedt om at redegøre for, hvor meget af den samlede legetøjspark, børnene rent faktisk leger med? Hvis de nu kun have de to, ok så siger vi fire ting, som er deres favoritter, ville vi også slippe for hver dag at skulle rydde op (hos leger vi at børnene hjælper – HAHAHAHA!) efter en mindre atomkrig.
I dag rundede Miss Carla så fire år, og allerede i lørdags fik hun flere gaver, end hun kunne overskue. Så guderne må vide, hvorfor vi (eller det var måske i virkeligheden mest mig) mente, at det var strengt nødvendigt at give hende
- et par rulleskøjter inkl. beskyttelsespakken (uundgåeligt),
- en prinsesseudklædningskjole (som hun tror er et reelt stykke tøj – nemesis) inkl. guldsko købt i sidste øjeblik,
- underbukser og -bluse (det mangler hun virkelig),
- og ja, så var der selvfølgelig også en gave (lydbog med Vitello-bøgerne, som om det barn nogensinde har kunne sidde endsige tie stille i mere end 15 sekunder ad gangen) fra lillebror.
Jeg gjorde det virkelig i den bedste mening…
Og nu 12 timer senere er vi allerede mange erfaringer rigere fx at det er dumt at forære et par inline-rulleskøjter til en 4-årig, fordi hun nu hele tiden plager sine forældre om hjælp til at komme ud at prøve gaven. Eller at det er vildt irriterende, at hun ikke har værdiget den meget fine undertrøje, jeg nøje havde udvalgt, et blik. Eller at Halfdan er blevet meget, meget glad for guldskoene. Han fik i øvrigt også en lille gave. Jeg synes ikke han skulle snydes, ligesom…
Kun sandheden 