Tag Archives: held i uheld

Det, du ikke skal dele med din kæreste

For noget tid siden begik jeg en af de største brølere, man overhovedet kan begå i sit parforhold; jeg kom til at lade som om min kæreste var min veninde. Eller et kort øjeblik troede jeg, at vi var tunet ind på samme frekvens.

Det startede egentlig meget godt, da vi sad i bilen på vej til familiefest. Ungerne havde for en gangs skyld overgivet sig og sad og hang med tunge, sovende hoveder på bagsædet, og vi gik så i gang med yndlingssport no. 1, som virkelig skaber sammenhørighed; gloriepudsning.

Det er der, hvor vi sidder og bekræfter hinanden i, at vi sgu da klarer det der med børn ret godt, og så meget har det da ikke påvirket vores forhold, og vi er da også ret gode til at deles om opgaverne – særligt når man ser, hvordan andre klarer det. For den slags piedestal-dyrkelse virker ligesom bedst, hvis man kan enes om at hænge de andre til tørre imens.

Grebet af den gode stemning blev jeg selvfølgelig overmodig, så jeg kastede mig (hovedkuls, indrømmer jeg nu) ud i en formulering a la:

“Det er alligevel ret vildt, at når jeg ser rundt på de kvinder, jeg kender, der har fået børn, så er det præcis de samme problemer, de har derhjemme.”

“Som hvad?!”

“Nahmen, altså mere sådan du ved i forhold, hvem der gør hvad, eller altså vel noget med, hvem der sådan, ahem, egentlig har ansvaret eller jeg mener, det lyder som om det tit, er kvinden, der har overblikket og så følger deres mænd bare lige som med.”

Den, der mærkelige tavshed, der bredte sig i bilen, føltes slet ikke symbiotisk længere, snarere eksplosiv. Og det var alt, alt for sent at trække i land…

“Hvad mener du?!”

Og nu jeg alligevel var sprunget i uden ilt, kunne jeg lige så godt drukne mig selv fuldstændig.

“Ahem, jeg mener, eller jeg ved ikke, det er måske bare helt naturligt. Du ved, man er jo presset, når man har småbørn. Altså det er jo heller ikke fordi vi har haft det så fedt hele tiden eller…”

“Jeg forstår overhovedet ikke, hvor du vil hen? Jeg har ikke haft nogen problemer med dig, sidder du så og taler med dine veninder om, at du synes vi har haft det svært uden at tale med mig om det?!”

“Nej, det er jo ikke fordi vi lige har talt om os. Jeg sagde bare, at de andre havde nogen oplevelser. Eller. Altså. Mere generelt. Ikke lige om os. Eller. Tror jeg.”

Det blev en meget lang køretur og en lidt kølig familiefest, når man lige har sådan en hvad-har-du-sagt-til-dine-veninder-om-mig-sag hængende mellem sig.

Jeg er helt med på , at det var et aldeles malplaceret forsøg på at forklare, hvad det er kvinder taler om – nogle gange. Ikke hele tiden. Bestemt ikke. Og slet ikke jeg. Jeg ved ikke, hvorfor det var nødvendigt, for jeg er egentlig også helst fri for et referat af samtalerne fra seks timer på golfbanen. Men måske er det, der sker, når man har været sammen i tusind år – at man lige skal huske at være fortrolige kærester først og fremmest.

med emneordet , , ,

I give up

Der er steder i den her verden, hvor jeg nægter at komme. Legoland. Lalandia. Og Lidl. Tysk supermarked på invasion i provinsen. Et blå/gult discounthelvede, der har hylderne fyldt med syntetisk yoghurt og pumpede pølser af den værste slags. Seriøst. Det er ikke noget for mig.

Jeg er jo økomum. Wannabe måske, men alligvel. Altså socialt ansvarlig, økologisk bevidst. Og fordi jeg er et kategorisk menneske, har jeg ikke svært ved at holde mig væk. Jeg har slet ikke brug for at blive sat i bås med H2O-badesandaler.

Nu er der bare lige den udfordring, at Lidl ligger på min daglige rute mellem stationen og hjem. Så indimellem har jeg da lige været forbi efter en liter mælk – de har faktisk en økologisk. Og det er da også hændt, at jeg har købt bananer (økologiske forstås), når nu jeg alligevel var der. Måske er der også røget en enkel bakke (økologiske) æg i kurven. For en måned siden opdagede jeg, at økologisk (tysk) mel kan fås til næsten halv pris hos de blå/gule. Og i dag kunne jeg med gru konstatere, at de har opgraderet deres grøntafdeling med helt urimeligt mange økologiske varer.

Men den største mavepuster fik jeg på vej op til kassen. For lige der midt på gulvet stod selve gudedrikken fra Sydafrika, og som jeg aldrig har set andre steder end i moderlandet. Rækker og atter rækker af læskende æbledrik med brus. Og nu tænker du sikkert, at jeg bare taler om en æblemost med brus. But oh no, det er vildere end det. Det er boblende sol, sommerbrise og Sydafrika på flaske. Den har faktisk også en søster, som er lavet på druer, men den kan man da heldigvis ikke få i Lidl. Så har jeg da stadig noget at brokke mig over. Heldigvis.

med emneordet , , ,

En mor for en moster

“Vil du være min moster? Min mor er nemlig død for længe siden. Hun blev mindst 100 år.”

Temaet er ikke nyt, altså det at Miss Carla forsøger at slippe af med sin mor. Men det er nyt, at jeg får lov til at være moster. Og jeg tror nok, det er en form for en opgradering af min status.

med emneordet , , , ,

I will do anything for love

Mit ældste barn er sådan en lille stædig størrelse, der aldrig har været interesseret i at sidde helt tæt og kramme sin mor.

Hun er egentlig mere interesseret i: 1) hvornår hun ikke har nogen mor mere, og 2) hvornår hun kan flytte hjemmefra.

Det sir sig selv, at hun heller ikke er et barn, der kaster om sig med kærlighedserklæringer. Måske har jeg en gang hørt det barn tage ordet elsker i sin mund i sammenhæng med sin mor. Måske. Indtil i dag altså.

For jeg tror, jeg har fundet nøglen. Eller den har jeg vist haft noget tid, men først i dag gik det op for mig, hvordan jeg kan udnytte barnets kærlighed til mad til at få kærlighedserklæringerne til at sidde lidt løsere.

For efter hun i dag havde konsumeret først en Pizza Quattro Formaggi og derefter en vaffel med chokoladeis og stracciatella fra Paradis, kiggede hun på mig med et flødemættet blik og sagde uden det mindste forbehold: Jeg elsker dig, mor.

Om 10 år kan du se mig som moren og Miss Carla som datteren i en dansk udgave af dokumentaren Teenager på et halvt ton. For hvis det er pizza og is, der skal til for at få det barn til at kaste om sig med kærlighedserklæringer, så er det det vi gør. I hvert fald indtil videre…

med emneordet , , ,

Rekonvalescent #2

Selvom man er syg og falder hen i feberdøs, sker der nok ikke noget ved at følge de klassiske råd om solcreme og skygge mellem frokost og tre. I hvert fald kan det godt være lidt svært at forklare, hvorfor man kommer tilbage på arbejdet og er helt rød i skalden.

Jeg lover jeg var syg, men det ser sgu ærlig talt mere ud, som jeg har været på en weekendtur til Costa del Sol

med emneordet , ,

Spørgsmålet du ved må komme

Du ved jo godt det kommer. Og du ved, du ikke kan snige dig uden om for dit barn har krav på sandheden. Altså i en eller anden form end den med storken, for det er måske alligevel patetisk nok. Men jeg tror bare, jeg havde regnet med der ville gå nogle år endnu. På en måde. Så jeg kunne nå at forberede mig lidt.

Eller faktisk har jeg forberedt mig, for Maise Njors nyklassiker står faktisk allerede hjemme i reolen. Til de større børn. Men nu blev jeg så i stedet spurgt af en dreng på 2½, som udover græsslåmaskiner også har en fetich for babyer og deres ophold i maven.

– Mor, hvordan kommer babyen ind i maven?

– [uforberedt pjatte-latter] Det vil jeg gerne fortælle dig om en anden dag.

– Men hvorfor vil du ikke fortælle mig det nu?

Pas. Fordi jeg er en kylling. Fordi jeg ikke lige synes historien med tissemanden og tissekonen er den rigtige. Lige nu. Selvom drengen selvfølgelig er helt fantastisk vild med at hive i og skyde os med sit lille appendiks. Eller måske er historien snarere, at jeg ikke lige orker, at mit barn skal genfortælle den historie i vuggestuen. Og det ved jeg, at han gør, for han er særdeles meddelsom.

Så jeg besluttede mig for at låne en bog. For at få støtte. Og hjælp. Og ord. Men det bliver alligevel lidt for storken kommer-agtigt at læse om mus, der får børn (?!) og lidt for business-like at kaste sig over en billedbog, som forlaget har valgt at beskrive således: Om mandens og kvindens udvikling, kønsorganer, kønsceller, samlejet, svangerskabet, fødslen og forældrene efter fødslen. Stregtegninger med en kort ledsagende tekst.

Er der ikke nogen, der skriver en ny bog om at lave børn til små børn. 2½ år. Jeg skal bare bruge den imorgen.

med emneordet , , ,

Natur på den forarbejdede måde

Da jeg første gang så på den faldefærdige rønne, som siden blev vores hus i provinsen, faldt jeg nærmest i svime over, at ikke bare huset var fedt, men også at det lå lige ved vandet OG med direkte adgang til naturen.

Nå, men her er et godt råd. Ligesom indbygget ovn godt kan dække over et gammelt komfur, der står på køkkenbordet, som det var i det her hus, er en natursti ikke nødvendigvis en anbefaling fra Danmarks Naturfredningsforening. Så her straffen for at lade sig forblænde af det umiddelbare indtryk i stedet for at gå tyve meter ned af stien og se sig om…

Det er så sådan, man efterfølgende opdager, at man er nær nabo til både et rensningsanlæg, Kommunekemi og et industriområde under udvidelse. I det mindste skinner solen…

med emneordet , , ,

Overhovedet omstændigheder

4 års undersøgelse igår med et helt igennem gennemsnitligt barn, der både kan se med begge øjne og hoppe først på det ene og så på det andet ben. Det er mig en gåde, hvorfor de ikke ved samme lejlighed tjekker barnets hørelse, så vi en gang for alle kunne slå fast: Jo barnet kan godt høre. Hun ignorerer dig bare.

Læge: Og er der ellers noget, vi skal tale om?

Mig: Nej, jeg synes det går meget godt. Der er også kommet lidt mere ro på temperamentet.

[indsæt her lyd af picup, der trækkes hen over en lp]

For I kan selvfølgelig godt regne ud, at den kække bemærkning fra moren fik Mr. Murphy ud af hullerne.

Så en halv time senere flegnede barnet skråt midt i gågaden, så jeg måtte slæbe af sted med hende i armen, mens jeg hvislede verdens værste trusler. Og mens mit barn blev trukket hen ad gågadens royale belægning (lagt i anledningen af Dronningens besøg sidste år), råbte hun: Nej, jeg ville ikke med. Overhovedet omstændigheder! Faktisk ret svær ordkombination. Særligt hvis man er et stykke over det røde felt.

med emneordet , , ,

Stramt program

Ok, her kommer en svaghed (udviklingspotentiale, hvis man er med på den vogn): Jeg er ude i sidste øjeblik med alt for mange ting. Og hver gang jeg mærker den onde deadline ånde mig i nakken, lover jeg mig selv, at det bliver sidste gang. Fra nu af vil jeg være en af dem, der får tingene fra hånden, når de kommer ind… HAHAHA!

I dag er deadline-dag. Inden i morgen skal jeg lave et interview og skrive en artikel, skrive to lektørudtalelser til film og lave et oplæg til et strategisk møde mandag. Og det burde jo være lige til at gå til, hvis altså ikke også jeg liiige havde en kaffeaftale med en veninde og skulle være mor til to hele dagen.

Se, det er dårlig planlægning! Men problemet er, at alting altid flasker sig på en eller anden måde. Og så kan man godt blive lidt doven – også med at få lavet om på dårlige vaner…

med emneordet ,

A not so pleasant surprise

Efter en uge med fødselsdagsfri og derefter pasning af opkastende barn er det er en hvis befrielse over at kunne se frem til sådan en helt igennem standard uge, hvor begge børn er i institution om dagen, mens far og mor er på arbejde. Hver ting til sin tid og ingen grund til at blive frustreret over, at alt det man burde nå, som man øjensynligt ikke kan nå…

Ja, altså indtil jeg afleverede børnene i morges og så den lille fine seddel på Halfdans skab i vuggestuen

Husk, at vuggestuen er lukket fredag den 7. maj på grund af pædagogisk dag

Så her er ugens perfekte give-away: To standardbørn, nydelig indpakket i lilla og velour, med relativt gode samarbejdsevner, imponerende talegaver og et misundelsesværdigt energiniveau. Leveres fragtfrit med returporto. Anyone?

med emneordet , , ,