Tag Archives: familie

26. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Kun sandheden for børn

Den her tur med børn er ligesom at ligge i ske med sin bedste veninde seks måneder i Afrika: Man kommer til at kende hinanden ret godt, også selvom man troede alle hemmeligheder lå for en dag.

Og der er egenskaber ved børnene som virkelig slår en. Som at Carla ikke skyr nogen midler for at lave nye venskaber med børn, hun ikke kan tale med. Eller at det mindste stikord får Halfdan til at flyve af sted på sine fantasiskyer med Spiderman, tigre og løver og Molly. Og at Carla sætter sig til at lære noget nyt, når hun keder sig, så hun nu kan de fleste af flagene på campingguiden. Eller at Halfdan virkelig har en stor fremtid som konfliktmægler foran sig – uanset hvad han bliver præsenteret for, er hans svar: Ja, det var lige hvad jeg kunne tænke mig (altså hvis der ikke lige er tale om at gå en strækning på mere end 100 meter uden at blive båret eller at blive nægtet sin sutti).

Men observationer går (selvfølgelig – det burde jeg vel have sagt mig selv) også den anden vej. Jeg har stadig tilgode at komme op med svar på:

– Hvorfor fortæller du altid far, hvad jeg har gjort?

– Hvorfor fortæller I altid hinanden, hvad de andre har sagt?

Indrømmet, det lyder som en kedelig vane nu, hvor det blir sagt højt. Så jeg forsøge lige at holde lidt igen med referaterne…

med emneordet , , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
17. juli 2010
5 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Velbekomme!

Hele familien er ved at dø af sult, og i øvrigt regner det, så vi skal også hjem og have vasketøjet ind. Altså, det ka godt være vi er sluppet for madpakkerne, men jeg skulle hilse og sige, at tøjet stadig ikke vasker sig selv – og jeg mener hilse, for ligesom derhjemme er det ikke min kernekompetence. Den lille ekstra bonus ved livet i en camper er i øvrigt, at hverken det, man skylder ud i toilettet eller i vasken, forsvinder af sig selv, så der er en lille frisk opgave for de modige – indtil videre heller ikke der jeg har trukket det store læs. Til gengæld laver jeg altså mad, ik?

Eller det gjorde jeg i hvert fald i dag. Til en hundesulten familie. Dækkede bord med lynets hast. Fik familien samlet om bordet, og så begyndte kaos at brede sig. En ka ikke li pestoen. En æder al sin skinke og insisterer på at få mere. En vil have noget at drikke. En vil ikke ha mere. En kravler ned under bordet. En tegner pestomønstre på vinduet. Og så langt om længe lykkedes det mig at få mad på min tallerken. Men da jeg begynder at spise ser det sådan ud:

med emneordet , , , ,
8. juli 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Orlov

5 grunde til at elske Berlin

Cafeer, der forstår deres målgruppe – kæmpe legeplads, friskpresset juice, varm kaffe og helt og aldeles laid back stemning. Tror nok lige det er en god start på dagen.

Legetøjsbutikker, som ikke tager sig selv alt for seriøst. Jo, jo, der var da en hylde fuld af dejlig og aldeles politisk korrekt legetøj, men altså også en væg med lidt blandet udstyr til børn og øh… voksne?!

Grøn er den nye sort, og Berlin er fuld af træer, parker og blomster og blomster og blomster på den mindste trappeafsat, på stilladser, på fortove, på den lidt autonome, tilfælde måde som er så langt fra de danske kommunale parkanlæg med polerede blomsterbede i alle regnbuens farver.

Og glade Berlin, hvor selv grafittien pynter og har et formål. Supertrash, supercool, superfroh.

Sovende børn, varm te, stearinlys og VM-semifinalefest uden for (og ja, hvor ser det hyggeligt ud… men du kan selvfølgelig heller ikke se, at det tog børnene det meste af 1½ time at falde i søvn, og jeg skældte ud mere end en gang undervejs…)

We ♥ Berlin

med emneordet , , ,
17. juni 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

En dag tilbage

Om 18 timer går jeg ud af døren på arbejdet og kommer først tilbage, når alle begynder at glæde sig til efterårsferien. Når man kommer på den anden side af vågne nætter, amning og babygråd føles det egentlig ret priviligeret at kunne holde en hel sommer fri med sine familie – og endda med lidt barselsgoder (cool cash) i tasken.

Så kom bare med sommeren, for de næste 14 dage skal jeg kun lave én ting; nemlig ikke at gå på arbejde, og når jeg er færdig med det, tager vi toget syd på til landet, hvor madpakkerne ikke findes. Der skal vi sidde med fødderne i alle Centraleuropas små søer, og om aftenen, når børnene sover veltilfredse i deres køjer, skal vi sidde i olielampens skær og læse alle de bøger, vi ikke har tid til hverdag.

Lyder det paradisk? Det blir det helt sikkert også – hvis altså bare der ikke blir for mange morgener som i morges, hvor über-a barnet vågnede 04.43 og kastede sig utålmodigt rundt i min seng en times tid, inden hun slog flik-flak af hysteri en times tid. Sådan nogle morgener kommer jeg nok til at savne mit arbejde og børnehaven en lille smule.

med emneordet , , , , , , , ,
12. juni 2010
4 kommentarer
Mig sagde hunden

De kloge mødre

Da jeg var højgravid, var jeg til fødselsdag med en masse kvinder, der allerede havde børn. Og da jeg gik derfra var jeg sikker på, at jeg ville dø under fødslen eller at mit barn som minimum ville blive født med en eller anden form for deformitet, hvis jeg da overhovedet kunne føde det lille væsen.

Alle som en havde en lille skrækhistorie om verdens værste fødsel i ærmet. Det var ikke nødvendigvis deres egne fødsler, de berettede fra, men så kendte de da heldigvis en veninde eller en kusines veninde, hvis barn var kommet til verden under rædselsvækkende omstændigheder.

Jeg ved ikke, hvorfor kvinder har så stort et behov for at overdænge gravide med alle deres ulideligt kloge ord og endeløse erfaringer om dette og hint udi i babyverdenen.

I dag hørte jeg en mor sige, at det bare er fordi vi er ved at koge over med alle vores mor-oplevelser, at vi slet ikke kan holde os tilbage, når vi ser en sagesløs gravid – hendes pointe om, at vi faktisk ikke fortæller for hendes skyld, men for vores egen skyld, er måske ikke så skæv. For endelig er der noget, jeg ved noget om – og du kan ikke sige mig imod, for så svarer jeg bare, at det var sådan vi oplevede det i min familie. Og personlige oplevelser kan ingen jo sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil være en af de der gruopvækkende kvinder. I stedet sker der nu det, at hver gang jeg møder en gravid harcelerer jeg over, hvorfor alle skal fortælle om verdens værste fødsel. Og så har jeg taget mig selv i at camouflere min bedrevidenhed som sammenhørighed, hvilket betyder, at jeg pludselig hører mig selv stille spørgsmål som: “Hvordan har du det med at gå derhjemme?” Hvorefter jeg straks går i gang med at fortælle om min oplevelse af at være på barsel.

Det er åbenbart umuligt at holde kæft, når man er blevet mor.

med emneordet , ,
6. juni 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Berlin, Berlin

Lige om lidt skal jeg til Berlin igen – og glæder mig så vildt til at cykle rundt med børnene bag på cyklen og lege storbyfamilie på den overskudsagtige økomåde, som kun berlinerne magter… I fem dage skal vi sidde og hænge i byens parker og spise is og drikke kaffe, mens børnene leger sig selv til en god nats søvn.

Nåh ja, jeg har måske også liige en event eller to i ærmet, men det er altså Henriette Harris’ skyld.

Hun har nemlig skrevet den mest fantastiske guidebog til Berlin, som får mig til at overveje, om vi skulle bruge hele orloven i den tyske hovedstad…

Probably not, men det var sgu en meget god tanke i dag på terrassen.

med emneordet , , , , , ,
24. maj 2010
3 kommentarer
Farmorbørn

Dengang Alfons var barn…

Jeg noterer mig, at i 1976

– havde børnehaven åbent fra 7-19.

– var børnene i svømmehallen om mandagen.

– sagde far farvel uden for institutionen, og drengen gik rask af sted til børnehave uden langstrakte kramme-knuse-vinke-vi-ses-pivpiv-mor-elsker-dig-endnu-højere-piv-piv-seancer.

med emneordet ,
19. maj 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Sandheden

Et liv med lister

Tænk engang, min mor er sådan et menneske, der ikke kan køre i Brugsen efter en liter mælk uden at skrive en seddel først. Når vi skulle have gæster derhjemme, skrev hun minutiøse lister med alle de opgaver, der skulle løses før gæsterne kom: “Stryge skjorte”, “lave dessert”, “ordne vask i badeværelset”…

Kæmpe komisk. Syntes jeg. Men dengang var jeg så også 15 og ikke 35, selvom det selvfølgelig godt kunne være svært både at skrive dansk stil og være forelsket i ham fra parallelklassen. Samtidig.

Nu står hovmod til gengæld for fald, for hver gang jeg har et ledigt øjeblik laver jeg lige en liste. Det fede ved lister er, at det giver orden i et lidt kaotisk og meget uforudsigeligt liv med børn.

Når jeg har skrevet det hele ned, så behøver jeg ikke huske på alle de vigtige sager mere. Hvis jeg nu var zen-mor ville jeg sikkert sige at jeg så kunne være mere tilstede i nuet, men det ville nok være en tilsnigelse.

Mit problem er nemlig – i modsætning til min mor – at jeg aldrig kan finde sedlerne igen, så derfor går jeg hele tiden rundt med fornemmelsen af, at der er noget, jeg har glemt. Desværre viser al erfaring indtil videre, at jeg har ret. For der er som regel noget, jeg har glemt, men det blir jo rent Sisyfos-arbejde at liste sig ud af den udfordring.

med emneordet ,
18. maj 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden

Har I fået styr på orloven?

Hvis jeg havde en FAQ i mit liv, så ville spørgsmålet, om hvorvidt vi har fået planlagt vores orlov (præcis en måned fra nu…)  stå øverst. Mit svar ville være:

Ja, altså bortset fra, at vi mangler

  • At betale sidste rate til autocamperen
  • At finde ud af hvornår vi skal betale sidste rate til autocamperen (det er ikke usandsynligt at vi har misset en dato… hope not)
  • Rejseforsikring
  • Nye pas til børnene
  • At få taget billeder til nye pas til børnene
  • At booke overnatning i Nürnberg
  • At booke cykeltrailer i Berlin
  • At få bare et minimum af overblik over overnatningsmuligheder i Østrig, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Kroatien, Italien og det der ligger derimellen
  • At hyre en havemand til at slå græsset, mens vi er væk, bare for ikke at signalere alt for meget vi-er-ikke-hjemme-så-tag-hvad-du-vil-ha
  • At bestille et Mastercard

Ahr, det burde jo ikke tage mange timer at få på plads, tænker du. Enig. Men det kræver så ligesom, at man har nogle timer, som ikke er fyldt ud med arbejde, tøjvask, madlavning, oprydning, de der goddamn madpakker (igen) og forsøg på bare et minimum af afretning og tilpasning af børn.

Jeg er helt sikker på, at det er en meget klog beslutning, at børnene lige tar en uge mere i institution, når vores orlov starter. Om ikke andet fordi vi skal bruge de første par dage på vågne efter den havefest, der indvier orloven. Og så er der selvfølgelig også selve pakningen. Egentlig burde vi vel også have en form for førstehjælpskasse med…

med emneordet ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →