Der er ikke ret meget, der slår følelsen af lykke, når man ligger på ryggen og kigger op i en natmørk stjernehimmel, mens bølgerne slår ind mod stranden.
Lige der og med et stjerneskud at gå i seng på følte jeg mig som det heldigste menneske.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: drømme
Og så til vejret…
Hvad fanden sker der med skybrud på skybrud og 15 graders varme? Hvad bliver der af sol, sol og sol og 30 grader plus?
Jeg er med på, at jeg måske var lige lovlig optimistisk, da jeg i marts lå i sneen og forestillede mig tre måneders endeløse sommerdage.
Men jeg har altså hverken gummistøvler eller regntøj med, og mine yogalækre bukser (i familien kendt som klovnebukserne) var faktisk tænkt som natbukser – ikke en beklædningsgenstand, der skulle flashes på de europæiske rastepladser. Særligt fordi jeg ikke ligefrem i mig selv signalerer smidig solhilsen.
Selvfølgelig glæder jeg mig da over, at jeg ikke skal slå telt op i regnvejr, mens familien venter i bilen. Og at jeg ikke har en stor våd hund, der skal sove i min fodende. Og at jeg har tre måneder og ikke tre ugers ferie, så der er lidt flere sommerdage at samle sammen af. Og det var da også ret sjovt at tage alt tøjet af børnene og lade dem løbe gennem regnen, da det piskede ned i går – og vi grinede selvfølgelig, da Halfdan forpustet og triumferende bagefter sagde til sin søster: ”Så du lige, hvordan min tissemand svingede rundt i regnvejret?” Åh, den evige penisfascination, selv når der kun er et par cm at prale af.
I dag lander vi på den kroatiske ø Krk (respekt for et sprog, der opererer med stednavne uden vokaler), og så vil jeg godt se noget steady solskin, mens jeg nedsænker mit korpus i Adriaterhavet og henslænger de lune aftener med en bog og et glas af den rosevin, der har ligget på køl siden Ungarn. Sol, sagde jeg. Bare en 6-8 uger i streg. Det var det hele.
Keep on dreaming
Egentlig ville jeg brokke mig lidt over, at indbegrebet af den her tur er, at jeg stort set ikke har nogen privatsfære tilbage. Det kommer der af hele tiden at blive hjemsøgt af børn og så blive forladt igen – helst når jeg sidder på et toilet på en restaurant, og det barn, der gik med for tisse, åbner døren på vid gab, mens jeg sidder stadig sidder på toilettet og efterlader mig der med fri udsigt til restaurantens gæster og buskerne nede om hælene.
Så blev jeg afbrudt af et hysterisk barn i et badeland og fik aldrig publiceret guldkornene. Men derfor skal I jo ikke snydes, så her er lidt daggammelt galde:
Der var en gang, hvor jeg tænkte, at det måtte være en udfordring at sidde på en øde ø sammen med 20 mennesker, man ikke kender, og så lege Robinson Crusoe, men det var så før jeg fik børn – og helt sikkert før jeg tog på tur med to små børn i en autocamper.
Jamen, det er da virkelig flot, at du har løbet nøgen rundt og været vildt sulten på en eller anden sygdomsbefængt ø et sted ud for en kyst i selskab med TV3’s kamerahold, læger og psykologer.
Men jeg når sgu heller ikke at barbere ben, fordi der altid er et barn, der gerne vil med i bad (og så er der selvfølgelig altid et andet, der aldrig vil med, og som hader at få hovedet under vand), og vi har allesammen været skambidte af myg, og ungerne er rådne med jævne mellemrum – ret jævne faktisk. Men her er hverken psykologer til at diagnosticere grænsesøgende børn og forældre, der giver sig af med nyttesløs trussel-pædagogik eller et ø-råd, hvor jeg har mulighed for at stemme den mest irriterende ud.
I stedet foregår det nogenlunde som da vi var på fiskerestaurant forleden. Fint sted, men vi var ikke nervøse, for i Slovenien er børn velkomne alle steder, står der i guidebøger. Så vi sætter os. Halfdan går i gang med at spise bordpynten, og brødkurven med 10 (ti!) stykker brød er tom, næsten før tjeneren har sat den på bordet. Det går også temmelig hurtigt med at få tømt juicen, men det lykkes at få bestilt mad – altså på den der måde, hvor man skynder sig at bestille det første, man før øje på i menukortet.
Så kommer ventetiden… damage control… endelig kom maden. Vi skærer mad ud, skubber stole ind, forsøger at få barnet til at spise bare hver anden bid med gaffel, og før vi ved af det, er børnene færdige med at spise.
Jeg tror nok, jeg fik noget blæksprutte med parmaskinke, og restauranten lå efter sigende meget smukt ned til en flod, og solnedgangen var vist også ok. Tror nok vi var to voksne, men vi nåede ikke rigtig at få talt sammen. Udover det sædvanlige: “Rækker du mig lige vandet?” “Vil du gå med på toilettet med hende?” “Vil du samle hans gaffel op?”
Og det er nok den korteste forklaring på, hvorfor pizza ude eller pasta/pesto-retter hjemme er så populære – eller hvorfor vi bruger dage på kanten (på alle måder på kanten) i et badeland i stedet for at forsøge at drømme os væk i et prisvindende wellness center på den anden side af gaden. I det mindste har vi gemt brochuren til en gang om 100 år.
En dag tilbage
Om 18 timer går jeg ud af døren på arbejdet og kommer først tilbage, når alle begynder at glæde sig til efterårsferien. Når man kommer på den anden side af vågne nætter, amning og babygråd føles det egentlig ret priviligeret at kunne holde en hel sommer fri med sine familie – og endda med lidt barselsgoder (cool cash) i tasken.
Så kom bare med sommeren, for de næste 14 dage skal jeg kun lave én ting; nemlig ikke at gå på arbejde, og når jeg er færdig med det, tager vi toget syd på til landet, hvor madpakkerne ikke findes. Der skal vi sidde med fødderne i alle Centraleuropas små søer, og om aftenen, når børnene sover veltilfredse i deres køjer, skal vi sidde i olielampens skær og læse alle de bøger, vi ikke har tid til hverdag.
Lyder det paradisk? Det blir det helt sikkert også – hvis altså bare der ikke blir for mange morgener som i morges, hvor über-a barnet vågnede 04.43 og kastede sig utålmodigt rundt i min seng en times tid, inden hun slog flik-flak af hysteri en times tid. Sådan nogle morgener kommer jeg nok til at savne mit arbejde og børnehaven en lille smule.
Supersøndag
En af de søndage, der går over i historien. Sov længe. God stemning i hjemmet. Af sted til hyggelig kaffeslabarads med min gamle fødselsforberedelsesgruppe sammen med Carla. Købe ind på vejen hjem. Hjem til sød mand og dreng. Glade børn. Af sted igen til super grill-kaos-arrangement hos familie, der er mere børneramt end os. Lige en søndag efter min smag.
Men den, der har nydt det allermest er lille Carla, som er mere tynget af den sociale arv end hun aner. For allerede fra morgenstunden var hun i strålende humør, hvilket alene skyldtes udsigten til en dag med masser af arrangementer på programmet. Det barn elsker at være gæst og have gæster. Jo flere, jo bedre.
Kun en enkelt krise i dag; nemlig da barnet undrede sig over, hvorfor vi mon nu på den ugentlige storindkøbstur havde købt så mange flasker vin, og jeg fortalte hende, at vi skulle holde fest i weekenden. Hun smilede fra øre til øre ved tanken om alle de dejlige mennesker, der så invaderer vores hjem – altså indtil jeg fortalte hende at det er en strictly voksenfest, og hun skal holde fest med sin farmor. Det fik selvfølgelig Miss Social til at bryde grædende sammen: “Jeg vil også have der skal være mange mennesker hos farmor.”
Måske jeg skulle genoplive den gamle drøm om et kæmpe kollektiv. Anyone?
Havedrømme #2
Siden havedrømme – sammen med av min pik og skønhedsidealer – er et af de søgeord, som oftest dukker op på bloggen, tænker jeg, at det er på sin plads at give folket, hvad folket tilsyneladende vil have.
Så nu har jeg brugt det meste af aftenen på at lave en collage, og jeg indrømmer at en pik-collage havde været en større overraskelse, men det må blive en anden gang. Så indtil videre må I tage til takke med en stak billeder fra den lille plet på jorden, jeg elsker allermest.
Havedrømme – værsgo!
Berlin, Berlin
Lige om lidt skal jeg til Berlin igen – og glæder mig så vildt til at cykle rundt med børnene bag på cyklen og lege storbyfamilie på den overskudsagtige økomåde, som kun berlinerne magter… I fem dage skal vi sidde og hænge i byens parker og spise is og drikke kaffe, mens børnene leger sig selv til en god nats søvn.
Nåh ja, jeg har måske også liige en event eller to i ærmet, men det er altså Henriette Harris’ skyld.
Hun har nemlig skrevet den mest fantastiske guidebog til Berlin, som får mig til at overveje, om vi skulle bruge hele orloven i den tyske hovedstad…
Probably not, men det var sgu en meget god tanke i dag på terrassen.
En plads i solen
Hvis du går på Google Earth lige nu og zommer ind på en by i provinsen, kan du se mig. Det er mig, der sidder i havestolen og forsøger at lære min krop at solbade igen. Mig, der mest af alt ligner en russisk prinsesse (ok, aldrende dronning) med mit kridhvide korpus. For det er fem år siden, min krop og jeg sidst lå på stranden. Ikke var ved stranden, men lå på stranden.
Heldigvis lavede jeg ikke så meget andet i sommeren 2005 end at mødes med veninder på Islands Brygge. Så lå vi der og lå en hel sommer fra morgen til aften. Måske rejste vi os og gik ned og badede lidt. Måske gik vi over gaden og købte en is. Eller i Fakta efter slik og kolde sodavand. Men det var vist også det.
Siden har jeg ikke haft lejlighed til at kaste mit korpus på et fugtigt håndklæde og vågne med savl i den ene mundvig efter at være faldet i søvn i solen. For med børn har man jo lige som i det mindste en forpligtelse til at holde øje med at de ikke drukner, og det meste af tiden står man så i øvrigt i vand til knæene og samler sten op fra bunden. Og lige i den situation, mor-situationen, har jeg så ikke lige følt mig så bikini-agtig.
Så i eftermiddag har jeg så forsøgt at overtale min krop til at tage nænsomt imod solen vel vidende, at det er en udfordring med et maveskind, der stort set ikke har set solen i et halvt årti. Vi starter stille op i haven for måske – måske – bliver der tid til solbadning, når orloven bringer os ud i Europa, og så er det godt at være forberedt.
En mor for en moster
“Vil du være min moster? Min mor er nemlig død for længe siden. Hun blev mindst 100 år.”
Temaet er ikke nyt, altså det at Miss Carla forsøger at slippe af med sin mor. Men det er nyt, at jeg får lov til at være moster. Og jeg tror nok, det er en form for en opgradering af min status.
Tidsrøver
Altså hvis der er nogen, der ligger inde med nogle ekstra timer, de ikke skal bruge til noget, så vil jeg gerne købe dem. Det behøver bare at være noget, der svarer til en uge, for så tror jeg sådan set jeg ville være rimelig up to date med min kalender og den hær af små fedtede huskesedler, der vælter ud af den, hver gang jeg åbner den.
Jeg har lige læst en bog om stress, så jeg kan berolige jer med at det ikke er på den måde… For jeg har hverken forhøjet blodtryk eller svært ved at falde i søvn (som om?!?!) – og det der med at jeg kommer til at kalde min kæreste for Halfdan og Halfdan for Casper, det har vist ikke noget med stress at gøre, men bare en lille ekstra gave man får med i mor-pakken, som åbenbart betyder at man fra den ene dag til den anden ikke kan kende det ene familiemedlem fra den andet. I det mindste har vi ikke en hund eller en kanin, som man også skal holde styr på.
Det er mere noget med, at der lige er et par film, jeg godt kunne tænke mig at se i biografen, et par bøger, der ligger derhjemme og tigger om at blive læst, et par veninder, jeg godt kunne trænge til at drikke kaffe med (hvis altså de kan genkende mit nummer når jeg ringer) og et par sjove projekter og 100.000 ideer (apropos) oppe i mit hoved, som jeg godt gad at have tid til at realisere.
Hør hende lige, brokkehoved. På en dag, hvor børnene bliver hentet af og skal overnatte hos deres bedsteforældre (ja, ja, jeg ved at også det begynder at ligne et mønster, men vi forsøger så vidt muligt at have dem hjemme et par dage om ugen. Så vidt muligt), og hvor jeg er på vej til spændende møde i Kbh – med lyntoget fra Odense – og har tid til at læse i toget. Det var bare, fordi jeg lige fik øje på en anden note i min kalender, som jeg også godt gad at have tid til…
Kun sandheden 