Jeg gik i skole på en af de landsbyskoler, som vi alle sammen hylder og begræder, når de lukker, fordi verden på en måde er blevet for lille til skoler med syv klassetrin og 100 elever.
Men altså i min klasse var vi 14 elever, 7 drenge og 7 piger, og med kun enkelte udskiftninger undervejs. Det var en god klasse. Vi legede alle sammen med hinanden. På kryds og tværs. Drenge og piger. Sådan talte de voksne om os. Og sådan oplevede vi det selv – fordi de voksne sagde, at det var sådan det var.
Vi havde alle sammen en far og en mor, og ingen af dem gik vist nogensinde fra hinanden. De flestes mødre var hjemme, når vi kom fra skole. Og vi havde bil, og et hus at bo i.
Alle fik en uddannelse. Alle fik et job, og nogen blev selvstændige. Den lille by, vi boede i havde en bager, en slagter, et posthus, en trikotageforretning (dagens quizspørgsmål?), en benzinstation, en brugs, en købmand, en bank og flere frisører. Der var selvfølgelig også smedeværksted, automekanikere, tømrer, elektrikere og landmænd en masse. Sådan var det i 1980’erne, før landsbylivet gik af lave. Lutter idyl og trygt som ind i helvede.
I klassen havde jeg særligt to gode veninder. Vi skiftedes til at være bedsteveninder. Og det er faktisk noget af det, jeg husker bedst fra skolen. At den del var helt igennem gnidningsløs, og selvom vi var bedsteveninder, så legede vi selvfølgelig også med de andre piger.
For nogle uger siden mødtes vi igen. De fleste har jeg ikke set siden dengang – og det er jo så – gulp! – 20 år siden. Folk lignede sig selv, og så alligevel ikke. For vi var alle sammen vokset og blevet os selv, og det synes jeg klædte os godt. Og vi snakkede selvfølgelig om dengang. Om alt det, vi kunne huske, og det overraskede mig, hvor mange versioner der findes af de samme erindringer. Fx da min gamle bedsteveninde om aftenen, da vi lå i hendes gamle værelse og skulle sove, sagde: Selvfølgelig var det ikke svært for dig, når vi roterede på venindepladserne, for det var jo dig, der bestemte.
Og sådan går det til, at den idylliske barndom viser sig at være mest rosenrød for den, der sidder i instruktørstolen og udnævner helte og skurke. Men også at den, der sidder i stolen, ikke nødvendigvis ved, at hun er den – eller at hun gør livet surt for de andre undervejs. Egentlig er jeg glad for, at jeg fik den revision med i min barndomsfortælling for det er jo trods alt ikke en uvæsentlig detalje.
Kun sandheden 