Kun sandheden

Da Miss Carla var to år, styrtede hun på sin lille træ-motorcykel, som ikke er en motorcykel, men af en eller anden grund er endt med at blive kaldt en motorcykel. Det var vist noget med, at hun ligesom var kravlet op på den og så væltede den, og hun faldt med hovedet eller faktisk rettere tænderne først.

Det var i den periode, hvor hun havde en sut fastmonteret i ansigtet, så hun måtte lige have et dunk i ryggen for at få den tilbage på plads igen. Eller det viste sig jo så at hun overhovedet ikke kunne have en sut i munden i dagene efter, fordi hun nærmest havde slået fortænderne op i ganen. Så vi børstede forsigtigt og rensede med klorhexidin efter foreskrifter fra tandlægen OG vi meldte det til forsikringen. Og det er en ret stor ting i et hus, hvor familiens næsten tre-årige lige har fået sin 15 måneders vaccination mod et-eller-andet.

Nå, men tænderne kom tilbage på plads, og den store spænding om skadens omfang udløses jo først, når barnet får næste omgang tænder.

I børnehaven holder de øje med Miss Carla, fordi de synes hun tit er ved at løbe ind i ting. Men min teori er snarere, at fordi det barn ALTID er i løb OG holder øje med alt, hvad der sker på hendes vej, så kan det vel næsten ikke undgås, at hun indimellem strejfer en dør eller tackler et bordben.

I dag kom hun løbende fra stuen ud i haven med en sådan fart, at hun snublede over dørtrinnet og slog sin ene tå til blods. Og mens faren så er ved at puste og trøste, kommer hun i tanke om, at hun skal tisse og styrter af sted mod toilettet, snubler over et nyt dørtrin og flyver bogstavelig talt på hovedet ind i toilettet med kæmpe overlæbe og styrtblødende tænder til følge.

Nu ved jeg så ikke helt om vi skal igennem hele turen med tandlæge og forsikring igen. Der er vel grænser (og paragraffer) for, hvor mange gange den samme skade tæller.