Tag Archives: børn

En form for dårlig samvittighed

Dejlig jul, gode gaver, masser af veltilberedt svin og søde mennesker (som ikke var tilberedte, men bare var). Og hyggelig nytårsaften, som var præcis så kaotisk som sådan en aften er, når man både skal høre nytårstale, servere mad for syv børn mellem 0 og fire år, indtage fire retter mad, putte børn, høre rådhusklokkerne ringe og kysse sin kæreste alt imens man forsøger at blive en lille smule tipsy og fortrænge nattens fremskredne tidspunkt.

Desværre har det ikke været Miss Carlas jul. Efter et giga sammenbrud på en rasteplads mellem København og hjem, faldt det mig ind, at hun slet ikke har fået den ferie, hun havde brug for. For allerede inden jul var et tydeligt, at hun havde brug for ro og for at være sammen med os, hendes far og mor og lillebror. Ikke mere end det.

Og selvom hun hygger sig, når vi er ude, er det lige præcis i perioder som disse så tydeligt for os, der kender hende allerbedst, at der også er en grad af overlevelse i hendes sociale begejstring. Den store gåde er (ikke længere) hendes sammenbrud, som nok er blevet færre, men bestemt ikke mindre dramatiske. Gåden er derimod, hvorfor vi, hendes forældre, er så dårlige til at se, hvor det bærer hen. Hvorfor vi hver gang bilder os ind, at lige præcis det sammenbrud hun havde juleaften eller 1. juledag eller nytårsaften eller i går ved sengetid eller nu i dag på en rasteplads var en enlig svale. Når nu sammenhængen er så tydelig. Alt for mange indtryk. Alt for mange mennesker. Alt for meget uregelmæssighed.

Stakkels lille sensitive pige, som aldrig fik den ferie hun måske havde allermest brug for – og i morgen begynder hverdagen igen. Det er jo lige til at få dårlig samvittighed af.

I det mindste glæder jeg mig over, at højtiderne er fejret i familie og venners selskab. De er søde og forstående og kræver knap så mange forklaringer, når ens datter råber fra badeværelset: Slip mig, du kvæler min tissekone!

med emneordet , , ,

Om at sige farvel – og at elske

I dag har været den smukkeste frostklare dag med knitrende rimfrost på træerne. En usædvanligt stille dag. En dag på kanten af det nye år, og en dag, hvor en rigtig god ven tog afsked med sin mor, der kun lige lærte sit lille nye barnebarn at kende, før hun forlod alle dem, der elskede hende.

Jeg kendte ikke hans mor særlig godt, men jeg holder af ham, der mistede – og derfor sad jeg i kirken for at vise min medfølelse. Og jeg holdt ekstra godt fast i min kæreste for det er sådan en dag, man bliver mindet om, hvor sårbart livet er.  Det er så banalt det med kærligheden, men det gælder jo i bund og grund om at elske, mens man kan. For livet er flygtigt og det enestående ved kærligheden får hverdagen alt for let gjort kål på.

Det er sådan en dag, hvor man forstår, at når man mister, flytter sorgen ind. Nogle dage føles tabet måske ikke helt så tydeligt, men bunden på den lille kasse med savn truer hele tiden med at falde ud. Sorgen bliver ens nye ven, som man er nødt til at tage imod med åbne arme, hvis livet stadig skal give mening.

Det er sådan en dag, hvor man kysser sine børn en ekstra gang, og føler sig meget privilligeret over at være elsket og at have nogen at elske.

med emneordet , , , ,

Når jeg får en baby

Af en eller anden grund har det ligesom udviklet sig til det ultimative trumfkort hjemme hos os. Det med at true med en baby. Og det er (for en gangs skyld) ikke de voksne, der truer børnene. Men derimod børnene, der truer de voksne.

Som nu fx Halfdan, der efter at have imiteret hund i det meste af 1½ år, oplever et personligt gennembrud, der seriøst må kunne bruges til en afhandling om projektioner. Det er nemlig gået op for ham, at han ikke er en hund, fordi han er en hund, men fordi han ønsker sig en hund.

Så nu terroriserer han sin meget lidt dyreinteresserede mor med daglige bud på, hvor meget han ønsker sig en hund. Ustandselige spørgsmål til, hvornår han kan få en hund. Gentagne krav om at vi straks kører ud og køber en hund. Og endeløse løfter om at hunden nok skal lære at bruge toilettet (fordi jeg forsøgte at skræmme ham med alle de hundelorte haven ville blive fuld af). Men lige meget hjælper det, og i morges trak han så baby-kortet: Når jeg bliver en far, skal jeg have en baby, og så skal den ha en hund at lege med! Hm!

med emneordet , ,

Ok, nu sænker julefreden sig

Undskyld. Det passer sig slet ikke at blive så sur lige op til jul. Vel? Og jeg forstår jo godt, at vi er nødt til at tale om vejret. Det er jo ikke bare fordi det er koldt. Det er fordi vi er danskere. Vi er ligesom prædisponeret for at lade os rive med af temperaturer og (manglende) nedbør og vind og alt derimellem. Min salige morfar noterede hver eneste dag i sin røde Mayland-kalender dagens temperatur, nedbør, sol eller sky-forhold. Året rundt. Så vi er lovlig undskyldt. Det er noget med arv og miljø – og måske generne. I virkeligheden.

Måske blev jeg bare smittet af min ualmindeligt vrede datter, der i bedste Bertel Haarder-stil skælder og smælder og tramper og kommanderer fra morgen til aften. Tror hun trænger til juleferie. Ligesom sine forældre og lillebror. Og bare rolig, jeg ved godt at tanken om ferie ikke altid er det samme som at det bliver hyggeligt. Men gaverne kan måske afværge de værste konflikter – i starten i hvert fald. Siden kommer jo abstinenserne. Så er der noget nyt harcelere over, og sådan kører livet (og bloggen) så fint i ring. Halleluja!

Jeg tror sgu, jeg tar et glas portvin.

med emneordet , , , , ,

Og det vil jeg selvfølgelig gerne beklage

Og hvordan får en småbørnsmor så tid til at sidde og skrive blogindlæg kl. lidt i aftensmad og madpakker? Mens det ene barn er i bad, og det andet piver sig ud af den urimelige opgave det er selv at finde et par rene underbukser?

Ak ja, meget kan lade sig gøre, når begge forældre ved et tilfælde (eller en fejl?) er hjemme på samme tid. Ikke ligefrem en model, vi normalt dyrker alt for meget her på matriklen, men det er sgu egentlig helt hyggeligt – og gir faktisk ligefrem sådan en lidt kernefamilie-agtigt følelse. Som klart kan anbefales. Bare et tip fra en forældre til en anden…

med emneordet , , ,

Fingrene væk fra Garmann

I min bogreol står måske verdens flotteste billedbog. En gang i mellem tager jeg den ned og kigger i den. Når børnene sover. For jeg vil ikke have deres små fedtede leverpostej-fingre til at sætte aftryk i bogen. Jeg har kun Garmanns Sommer, men jeg ville ønske jeg havde alle bøgerne om Garmann, for det er altså stor, stor kunst for børn og voksne med et barnligt brist.

Tante Ruth er den næste, der vågner: "Hvad er du bange for?" spørger Garmann. "For den lange vinter," svarer tante Ruth. "Alle gamle damer er bange for vinteren."

Tanterne skal rejse. De har al tid at tabe, men ingenting at miste. De tre gamle damer fylder taskerne med syltetøjsglas og blomster og ugeblade og siger, at sommeren var flot i år.

Garmann er med på legen og klatrer op til Johanne. "Tror du vi kan se Gud deroppe?" siger hun. "Måske, hvis vi er tålmodige," svarer Garmann og lader som om han skruer på et teleskop.

Den nat svæver Garmann og Johanne højt oppe over øen, helt derude hvor tyngdekraften knap nok kan mærkes.

 

med emneordet , , , , ,

Mandagsnedslag

Virkeligheden. Hvaffor en vil du se? Denne her:

Nåhr, hvor er de søde. Se, den lille Carla, der tegner et spøgelse på sin elskede lillebrors hånd. Åhr, hvor de hygger sådan en mandag eftermiddag.

Eller vil du hellere se denne her virkelighed:

http://www.flickr.com/photos/boston_public_library/4901555337/

Moren, der glæder sig til at hente sine børn. Børnene, der bogstavelig talt flipper ud i børnehaven, så moren må gå hjem med det ene barn, som slår og river i hår, sætte det i en klapvogn og gå tilbage til det andet barn, der skriger: Jeg går aldrig med dig hjem!

Og som skriger endnu højere, da de kommer hjem, og moren siger, at de ikke kan se julekalender (som en patetisk tak for den lille optræden i børnehaven). Og som skændes som ind i helvede den næste time. Eller ikke skændes, men bare kører den subtile stil med et lille skub eller et stilfærdigt: Du kommer aldrig til at læse i den her bog og Jeg vil aldrig tegne på dig igen for du er den dummeste jeg kender. Og som brokker sig over aftensmaden og den mad, moren smører til deres madpakker, og over at de ikke må få (flere) kager. Men som i det mindste har selvindsigt nok til til sidst at sige: Jeg vil gerne i seng, for jeg er rimelig rådden.

Sgu da heldigt for fremtiden, at man aldrig har tid til at tage billeder, når børnene leger den sjove Rasmus Modsat-leg. Selvom sådan et Rådden Mandag-fotoalbum uden tvivl ville være det sikreste præventionsmiddel. Overhovedet.

med emneordet , , , ,

Nissehyggehængning

Der er en dogmatisk frikirkepræst i Nordjylland, der har hængt en nisse på sin kirke. Altså ikke en levende nisse, vel? Men en udstoppet nisse. Han har set sig sur på de små utysker, fordi de gør grin ad Jesus. Eller peger fingre af ham. Eller fjerner fokus fra fødselaren med al deres jammerlige hygge og pudseløjerlige nissestreger, gør de, de små dæmoner.

Og ved du hvad? Jeg gir ham sgu ret! Altså jeg kan ikke lige hidse mig helt så meget op over det med Jesus. Faktisk, hvis jeg skulle vælge, ville min valg måske alligevel trods alt falde ud til nissens fordel, for der er sgu ikke meget spræl i ham Guds Søn, den enbårne. Men dæmoner, det er de uden tvivl, nisserne. Eller måske snarere dem, der har fundet på nisserne, og som lige ville toppe deres gode ide med at gøre nisserne til nogle værre drillepinde. Tak for den, siger jeg efter i denne uge at have haft besøg af BÅDE børnehavenisse 1 OG børnehavenisse 2. Så skal man pludselig BÅDE smøre en spændende madpakke OG overgå de andre forældres nissepåhit.

No. 1 havde heldigvis ingen dagbog med hjem, men der var alligevel rigelige forventninger om alle de drillerier, han kunne finde på, så kl. 11 om aftenen lagde jeg børnenes tøj i ovnen, hang kræmmerhus op over deres seng og hældte ris i deres støvler. Og nej, hvor de grinede, for det var vel nok en værre nisse, ham Rumle.

Om eftermiddagen fandt jeg gudhjælpemig en ny nisse ved det andets barns garderobeskab, og morgenens oplevelser kombineret med massiv erfaringsudveksling i institutionen skabte mildest talt helt vanvittige forventninger til, hvad mon den gode Kandis nu ville finde på. Heldigvis havde jeg ekspederet første omgang nissedrillerier, så i ligestillingens navn tog børnenes far sig af 2. omgang.

Og når man står og dypper børnenes tandbørster i marmelade og binder alle sko i huset sammen, så glæder man sig da i over, at der i det mindste ikke kommer flere uanmeldte besøg i december. Og over at der er et helt år til vi igen skal i gang med at lave nisseløjer ved nattetide. Og over at man ikke i et øjebliks vildfarelse har sat yderligere børn i verden.

med emneordet , , ,

Et godt tip til mere goodwill

Tænk, hvis ens børn forstod, hvor meget goodwill de opbygger med det her:

Tænk, hvis de vidste, hvor meget sjovere en mor, jeg ville være, hvis de altid sov hurtigere og længere.

med emneordet , , ,

Så sank jeg så dybt

Åh, den søde juletid med adventsgaver og chokoladekalender. Altså ikke til mig, vel? Det løb er ligesom kørt, når man får børn – ligesom julegaverne. En gang for ikke så længe siden lå jeg ellers lunt i svinget. Masser af gaver. Men den energi er nu kanaliseret over i børnene. Fordi de fortjener det? HAHAHA!

Efter en lidt skinger start på eftermiddagen, hvor Halfdan fik smørskålen ned over foden og blev paralyseret af sin egen smerte, lykkedes det at skabe god stemning, lave aftensmad og i fællesskab se det første afsnit af Sving i Julet, som Miss Carla kalder den. Ren harmoni og lykke. Lige indtil de skulle sove. Selvfølgelig. Så startede den sædvanlige strøm af krav: Jeg vil have min ridder. Jeg vil have en bamse. Jeg vil også have en bamse, for jeg har kun en og han har to. Jeg er tørstig. Jeg kan ikke sove, når det er mørkt. Jeg kan ikke sove, når der er lys. Jeg vil have en bog. Jeg kan ikke finde min bamse. Min ridder er væk. Jeg kan ikke sove…

Men så er det jo godt, det er jul, for det gav mig jo et helt nyt kort på hånden, og jeg iler straks med en anbefaling. Vær ikke for stolt. Synk gerne så dybt som mig. Metoden er afprøvet – og det virker. Prøv det selv derhjemme: Hvis jeg hører et ord mere fra jeres værelse, spiser jeg chokoladen i jeres kalender i morgen. Fuldstændig ro. Øjeblikkeligt!

med emneordet , ,