Så skinner solen endelig. Og vi har været ude at cykle, for der er så dejligt ude på landet. Også selvom det støver.
Og Miss Carla måtte have hagebeskytter på for ikke at slå knæene mod hagen, hver gang hun træder i pedalerne. Hun skal virkelig have en ny cykel. Så nu starter det. Ny sæson, nye indkøb. Cykel, cykelhjelm, regntøj, gummistøvler, sandaler – just to name a few. Og nå ja, så ønsker hun sig selvfølge en Nitendo, for sådan en kan man jo ikke leve uden, når man er næsten fem år. Vel?
Jeg kan bare mærke, at jeg får lyst til at flytte i halmhus med lokum i haven og mellemvarmt vand i bruseren. Et sted, hvor man går i gummistøvler, hullede bukser og en gammel fleece. Hvor det at rede sit hår er en næsten unødvendig gestus over for de andre. Et sted, hvor børnene er så trætte af at have luget hele dagen mellem pastinakker og grønkål, at deres små tykke fingre slet ikke kan holde fast om andet end deres gamle slidte bamse, som de krammer inden de falder i søvn. Et sted, hvor man ikke kan plage om boller i Føtex eller hvine over Hello Kitty-klodser og Buzz Lightyear-kostumer. Et sted, hvor penge ikke findes, og hvor kærlighed og hårdt arbejde er det eneste, der tæller.
For det er sgu da for langt ude, at ens barn skal have ny cykel og elektronisk tidsfordriv for flere tusinde kroner. Bare fordi solen skinner, og man snart bliver fem år. Og fordi man har råd. Det er også langt ude.
Jeg har kun en bekymring med halmhuset, kærligheden og det hårde arbejde – for det betyder vel også at jeg må vinke farvel til min smartphone, som jeg på overraskende kort tid er kommet til at elske virkelig højt. Er der nogen, der vil minde mig om, hvorfor det nu er så vigtigt, at de voksne går foran med et godt eksempel?
P.S. Er også i tvivl om man kan lave en hæderlig latte på kornkaffe og soyamælk?
Kun sandheden 