Tag Archives: anbefaling

The long kiss goodnight

Sidder på en cafe i Nürnberg. Det er aften. Sent. Børnene har lige spist turens sidste is. Jeg har lige drukket rejsens sidste kaffe. Om en time kører toget os hjem. Vi er trætte, men ikke mætte. Og jeg siger til mig selv, at i det mindste er det bedre at tage hjem, mens vi stadig har lyst til mere. Inden det frie liv blev en vane. Men jeg håber vi holder, hvad vi har lovet hinanden: At gøre det igen. At tage af sted. At lade som om der ikke findes noget plejer derhjemme.

Og i morgen bager jeg æblekage (og pakker ud og vasker tøj og falder ind i de gammelkendte rammer) for at fejre, at vi er hjemme – og at vi kom af sted.

See you on the other side.

med emneordet , , , , , , ,

L er for labre Ljubljana

Jeg elsker Berlin. Som i den helt store, forblændede kærlighed, hvor det kan være svært at se, hvorfor alle andre ikke skulle føle ligesom jeg. Hjertebanken og hede drømme om, at Berlin og jeg er skabt for hinanden. At vi engang flytter sammen. Og som i jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne møde nogen, der var bedre.

Det var så før Ljubljana. Og nu er jeg splittet. Berlin er stadig god, men det er måske fordi vi kender hinanden allerede. Men Ljubljana… det er smukhed og fed stemning, hyggelige gader og stræder og et totalt buzzing kulturliv med gallerier, udstillinger og initiativer, der går lige i hjertet på en event-sucker som mig. Se nu fx det lille arrangement foran et galleri, hvor mit barn kunne sætte sig ned og lave sin egen lille bog en fredag formiddag.

Og en lille udstilling, som en del af byens litteraturfestival, hvor en gruppe designstuderende, var blevet bedt om at illustrere blandt andre Alice i Eventyrland og en ABC. Smukt. Spektakulært. Lækkert. Og sjovt.

I is for eating ice cream

N is for taking a nap

U is for urinating

PG er for på gensyn!

med emneordet , , , , , , ,

Alle, der elsker Italien rækker hånden op

Ok, jeg har været rimelig oppe at køre over Slovenien. Superfedt land, og endnu federe hvis man oven i købet er sådan en outdoursy type, der ikke kan få nok af vandreture, mountainbiking og kajak-ning (?!). Det er jeg ikke, altså specielt udendørsagtig, for så havde jeg næppe frosset så meget, da temperaturen kom på den forkerte side af 15 grader, og regnen hang tungt i luften. Men jeg var ret let at begejstre, da vi kørte forbi hundredvis af marathonløbende slovenere i en af nationalparkerne i bjergene. Superseje folk. Og venlige. Og god stil. Og sirlige. Og lækker mad.

Vi har allerede en liste over sights, vi har til gode til næste sommerferie, eller når vi bliver gamle, eller jeg for faen begynder at løbe længere end til bageren.

Nå, men så kom vi til Italien. Og hvad er det lige, der er med Italien? Hvorfor er det land så let at elske? Vi kørte gennem det nordøstlige Italien for at komme til alle danskeres favoritspot, den gode gamle Lago di Garda, og jeg skal love for, at det ikke var en specielt romantisk rute med mindre altså man er på Outlet-shopping spree eller er i gang med en Ph.D. om den industrielle udvikling i Norditalien.

For det er jo ikke fordi der ikke er genvordigheder nok. Fx kan du ikke nødvendigvis betale med Visakort i de store supermarkeder – og hvis du kan skal du både vise pas, kørekort og fødselsattest først. Deres engelsk er heller ikke ligefrem prangende, og de holder sig bestemt ikke tilbage for at svare på italiensk, og så må man selv ligge og rode med resten. Og trafikken og skilteskovene er i sig til at få hjertestop over.

Men! De kaster sig over en ens børn med begejstrede skrig, mens de råber ”An-gel, an­-gel”, og man tænker, at de børn virkelig ligner engle. De laver kaffe, som kaffen var tænkt fra tidernes morgen – og en latte machiatto er altid en latte machiatto – aldrig bare en kop kaffe med mælk. De laver is så selv en is-skeptiker som jeg må kapitulere. Deres supermarkeder flyder med små lækre artiskokker, kæmpestore figner og søde tomater, risottoris, pesto, tapenader, oliven, mozarella, lufttørret skinke, frisk fisk, chokolader, biscotti, gnocchi, panaforte, the lot.

Det er sgu da svært ikke at elske. Med mindre  – selvfølgelig – du har et virkelig asketisk forhold til mad. Det har jeg prøvet, men det er ikke lige mig…

med emneordet , , , , ,

Hvor faen er Arla henne?


Ja, det er helt rigtigt. Det er mig på billedet (i min nye 100% akryl-sweater, som holder ok på varmen). Og ja, jeg er i gang med at tanke. En liter mælk. Ved en slovensk Mælkomat. Frisk mælk lige fra tanken. For en euro. Det er sgu da smart.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan vi kan leve i et land, hvor mælk er Skipper Skræks svar på spinat uden at have Mælkomater spredt ud over det ganske land. 24-7-service. Det var da det mindste. Helt ærligt.

med emneordet , , , , , ,

Til gravide og andre svagelige

Hvis du nu er kæmpegravid, men alligevel ikke mere end at det kan blive til en sidste rejse af den slags, du kommer til at have våde drømme om, når du er blevet mor, så skulle du måske overveje Bratislava i Slovakiet.

Supersmuk by, der ikke er overrendt af turister, dejlig mad, god shopping – og så slipper du endda for at stå i kø med andre end dem, der har det ligesom dig.

med emneordet , , ,

Forbudt for børn

Der har været temmelig meget krig på programmet i dag. Først tog vi en båd ind til Dubrovnik, og langs kysten lå sønderskudte og bombede spøgelseshoteller som monumenter fra en krig, der sluttede for 15 år siden. Parkeringspladserne var fulde af biler og strandene fulde af luftmadrasser og parasoller og mennesker, som lignede gæster på de hoteller, der ikke længere er. Et meget mærkeligt syn.

Efter to timer i Dubrovnik var vi nået halvt ned gennem den 300 meget lange hovedgade i den gamle bydel, da vi første gang talte om at tage hjem igen. Og det var ikke, fordi byen var plastret til med turister, men fordi børnene også lige havde deres egne lille krig kørende. Halfdans krig hedder jeg-er-næsten-tre-år-og-jeg-kan-ikke-gå-to-sammenhængende-meter-på-mine-egne-ben-og-jeg-vil-i-øvrigt-ha-min-sut-NU. Rimelig belastende, selvom man prøver at fortælle sig selv, at det bare er en fase. Carlas krig er den gode gamle, som åbenbart fungerer bedst med publikum og god akustik. Det endte med, at tjener kom og stak hende et bolsje. Formentlig ikke for min eller hendes skyld, men fordi hendes krig ødelagde hans frokost-restaurant-forretning.

Og så tog jeg en pause. Gik på museum. På superseje War Photo Limited, som både huser en permanent udstilling af fotografier fra krigen i Jugoslavien, og som lige nu viser udstillingen Tribal Regions med fotos af den spanske Associated Press fotograf Emilio Morenatti. Virkelig flotte, maleriske billeder fra det nordlige Pakistan og Afghanistan. Jeg købte også en bog med fotografier fra en tidligere udstilling om børnesoldater. Bare for at pine mig selv med lidt grufulde historier fra den virkelige verden med et æstetisk twist. Får lige lyst til at anbefale A Long Way Gone, som er en erindringsfortælling skrevet af en tidligere børnesoldat i Sierra Leone. Det er en barsk historie, men god at blive klog af.

Og nu vi er ved anbefalinger og Pakistan, så synes jeg, du skulle tage at give nogle kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.

Uddrag fra Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: “Titusinder af landsbyer står under vand, og FN vurderer, at omkring 6 mio. mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve. 20 mio. menneskers liv er direkte påvirket af oversvømmelserne. Katastrofens omfang vurderes til at være værre end tsunamien og jordskælvene i Pakistan i 2005 og Haiti i 2010 tilsammen.”

Selvom det selvfølgelig er virkelig irriterende, at din kælder står under vand, og august regner væk, så kan vi næsten ikke være andet bekendt, vel?

med emneordet , , , , , ,

Kan du ikke finde mig?

Det er fordi jeg har gemt mig bag mine nye solbriller under et oliventræ, hvor jeg spiser friske figner og læser den mest fantastiske bog af ham, der skrev Virgin Suicides, hvis du har set den film (ellers gå straks af sted til videobutikken – eller hva det hedder nu om dage).

Nå, men den her bog hedder Middlesex, og jeg er allerede så begejstret, at jeg ville ønske, at den ikke havde stået ulæst på min reol så længe.

Det er derfor jeg gemmer mig – for at få lov til at læse. Bare sådan 200 sider i streg.

HA HA HA!

med emneordet , , , ,

Sight-seeing

Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.

Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!

Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO.  Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).

Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.

Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:

Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.

Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.

med emneordet , , , , , ,

Off

”Hvad med dig? Hvordan har DU det?” spurgte en veninde i en længere sms-strøm, hvor jeg fortalte om vejret og børnene og friheden. Jeg svarede, at jeg faktisk trivedes forbavsende godt, selvom der ikke er mange alene-stunder på sådan en tur.

Men forleden ramte jeg muren. Opsparet udslip af sur energi. Det var ikke fordi børnene var mere udfordrende end ellers. Eller fordi min kæreste var specielt irriterende. Eller fordi campingpladsen var ved at koge over af mennesker og larm og varme (åbenbart den ekstra bonus, man får ved at gå fra to til fire stjerner på campingbarometeret). Det var bare fordi det hele var for meget. For meget konflikthåndtering. For mange afbrudte samtaler, tanker og handlinger. Og alt, alt for meget campingsafari.

Sådan en af de dage, hvor det måske bare er bedst for alle, hvis man låser sig inde på toilettet og sidder og skumler der nogle timer (hvis altså man er hurtig nok til at låse døren, før børnene står foran en og råber, at de også skal akut tisse). Jeg forsøgte at mindske udbruddet med en badetur, og hvis jeg lå på ryggen med ørerne under vand, kunne jeg næsten ikke høre mit barn kalde på mig inde fra bredden.

Og selvfølgelig var det lige præcis den dag min tur til at samle overskud til en putteseance, der kun er blevet længere og længere, siden vi tog af sted. Dyb indånding. Og så lige en tur mere med Medister-minister Fister, Åge Emmanuel Ordklog og Min mormors gebis. Putte-putte. Mere vand. Flad mor-stemme: ”Nu skal I virkelig lægge jer til at sove.” Og som et lyn fra en klar himmel: Total ro efter fem minutter. Godt jeg havde gemt den der ungarnske rosévin til et særligt øjeblik. Skål!

med emneordet , , ,

Stjerneskud

Der er ikke ret meget, der slår følelsen af lykke, når man ligger på ryggen og kigger op i en natmørk stjernehimmel, mens bølgerne slår ind mod stranden.

Lige der og med et stjerneskud at gå i seng på følte jeg mig som det heldigste menneske.

med emneordet , , ,