Tag Archives: advarsel

4. december 2011
1 kommentar
As if, Farmorbørn

Konfirmationsforberedelse

Ingen jul uden Jesus. Og prøv lige at gøre det overbevisende for børn. Som når ens barn siger: Hvorfor har Jesus ingen mor? Og det viser sig at hun er med på at Gud er faren, og man så roder sig ud sig ud i forklaringen om at han faktisk har to fædre, på en måde, og en mor der blev gravid selvom hun ikke har kysset med nogen af dem inden. (Ok, den del kunne jeg måske have udeladt.) Og derefter følger spørgsmålet om han stadig lever og hvordan han så døde og en historie om at blive hængt op på et kors med søm i hænder og fødder fordi ham romeren var bange for ham. Og da han så døde, fløj han op i himlen. Du kan godt høre hvordan det lyder, ikke?

Personligt vidste jeg at jeg havde ramt muren da den yngste sagde: Ham har jeg snakket med. Da vi fløj til Spanien i sommer så jeg ham oppe i himlen! (Why not. Den ene historie er vel ligeså god som den anden. Og hvem ved om lige netop min søn har en særlig forbindelse til den del af universet.)

Jeg gjorde selvfølgelig min pligt og skyndte mig at fortælle om alle de andre ting man kan tro på. Således endte vi i Thailand hvor Buddha styrer slagets gang og der nok er Vandfestival, men ingen jul.

Da vi var færdige, opsummerede miss Carla snakken: Nå men jeg tror på Jesus så, for jeg vil gerne holde jul.

Og således startede vi de indledende øvelser til konfirmationsforberedelserne.

Glædelig jul!

med emneordet , , ,
22. november 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Gaver

Ønskesedlen

Jeg laver ønskeseddel til børnene. Til den mindste er det let, for alt, der lugter af pirater og kæmpning kan bruges. Til den store er det sværere, for hun leger ikke. Eller rettere, det, hun leger, kræver ikke dukkehuse, legoklodser og den slags banaliteter. Sådan har det altid været.

Så det her var, hvad jeg havde arbejdet mig frem til:

Und nichts weider. For børn ved jo ikke, hvad de ønsker sig. Sådan rigtig i virkeligheden, vel? Nå, men igår spurgte jeg alligevel. Bare for sjov skyld. Og her er så, hvad damen selv havde tænkt:

  • Ken- og Barbietøj
  • En lille reol, som kan hænges på væggen i værelset (under det store billede ved siden af skabet, mor) til hendes cd-adspiller
  • Et firkantet billede
  • En plastikvase med plastikblomster (gule roser)
  • Bog om Snehvide og de syv små dværge
  • Bog om Belle
  • En Snehvide-kjole
  • En Belle-kjole
  • Et par lilla handsker med pels, som passer til Belle-kjolen (dem, jeg har er blå, og de passer ikke til kjolen)
  • En brun paryk (for Belle har sådan noget langt brunt, bølget hår)
  • Sengetøj og lagen med Barbie (det andet er altså slet ikke Barbie, det er bare med en hest og en prinsesse, der ligner Barbie)
  • En børste med Bratz
  • Et Hello Kitty-spil til Nintendoen
  • Film
  • Et køkken og et lille bord med fire stole til en restaurant, hvor hun kan invitere sin familie på mad
  • Fisk til køkkenet
  • En papirslampe fra Thailand med sølvstriber og røde strimler for neden.

Den lyserøde børnereklame-industri har ikke levet forgæves… men jeg er da heldigvis ikke for fin til at censurere den officielle ønskeseddel (og det var så ikke den her, mor)

med emneordet , , ,
13. november 2011
1 kommentar
Farmorbørn

Noget om kønsroller

Mine børn har en legekammerat på besøg. En dreng fra børnehaven. De er flyttet ind i stuen. Eller flygtet, for det er noget med at oppe på værelset, som er USA, er der borgerkrig, og efter en tur over Sydafrika, hvor der også var ballade, er de nu endt i Egypten, hvor der er fred og ro. Med sig har de en kuffert, et tæppe, udklædningstøj og en kasse med køkkensager. Mere behøver man vel egentlig heller ikke.

De har lukket døren derind, så jeg kan ikke se, hvad de laver, men jeg kan høre dem. Eller det vil sige, jeg kan høre min datter. For det er hende der styrer legen. Benhårdt. Så lægger du dig til at sove. Så læser du for os andre. Så redder du sengen. Så henter du tæppet. Indimellem kan jeg høre en svag mumlen fra drengene – og et par gange også lyden af en dreng, der begynder at lege med biler. Men der bliver slået hårdt ned på enhver afvigelse fra historien. For det er jo ikke for sjovt, at de nu endelig er kommet til Egypten og har fået indrettet et hjem og kan begynde at være en rigtig familie.

Men ved du hvad? Jeg fatter simpelthen ikke de finder sig i det. Hvorfor beder de hende ikke om at slappe lidt af? Blande sig uden om? Eller bare lægge sig til at sove?

Jeg fatter i øvrigt heller ikke, hvor det der bossy-gen kommer fra? Socialt betinget? Eller genetisk? Begge forklaringer er  i virkeligheden lige deprimerende.

med emneordet , , ,
10. november 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Mig sagde hunden, Sandheden

Hvor gammel er du egentlig – i virkeligheden?

I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel  min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.

image

Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).

Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.

med emneordet , , , ,
4. november 2011
5 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, Sandheden

Den, der træder på stregerne…

Da jeg var lille, seks år, måske, havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Så bange var jeg for den krokodille, der lå og gemte sig under min seng og kun ventede på, at jeg ville lukke øjnene, så den kunne kaste sig over mig.

Selvfølgelig vidste jeg godt den ikke fandtes. Selvfølgelig gjorde jeg det. For om dagen, når lyset beroligede mig, havde jeg jo kigget under sengen og set, at der ingen krokodille var.

Men i mørket virkede det ikke, for jeg kunne høre den trække vejret under sengen. Når jeg holdt vejret, holdt den også vejret. Som om den troede, at jeg så ikke vidste den var der. Som om den var en hemmelighed, jeg ikke kendte til.

Senere, da jeg blev lidt ældre, var det med hjertet helt oppe i halsen, at jeg cyklede ned gennem alleen ved kirsebærplantagen. Helt overbevist om, at der inde bag træerne stod en mand og bare ventede på, at jeg cyklede forbi. Hvis jeg ikke tog benene på nakken og kom gennem den mørke allé i en helvedes fart, ville han springe ud på vejen og råbe bøh. BØØØØØHHHH! Så jeg stod op i pedalerne og gav den helvede på min lille røde cykel. Ned gennem alleen. Mens dynamolygten hvinende forsøgte at følge hjulets paniske omdrejninger.

Der var også et tidspunkt, midt i 80’erne, hvor jeg tegnede atombombeskyer om og om igen. For lige om lidt gik jorden under. Lige om lidt ville alt ligge øde og ingen af os ville findes mere. Jeg tegnede som regel et hjerte eller en fredsdue over atombomben. Som et reelt forsøg på at tage luften ud af Den kolde krig.

Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at cykle om kap med trafikken. Det var den samme hjertebankende fornemmelse, som jeg kendte fra kirsebæralleen. Fuld fart i pedalerne frem mod den næste lygtepæl. Som regel var mit mål tre lygtepæle – og nogle gange toppen af Langebro – inden jeg blev indhentet af bilerne, der holdt for rødt i krydset længere ned af H.C. Andersens Boulevard. Og hvis jeg nåede det, ville alt blive godt. Og jeg mener virkelig ALT.

Nu er jeg begyndt at sætte min lid til stjernehimlen. Et stjerneskud er mere værd end alverdens lygtepæle. Og derfor har jeg aldrig følt mig så rolig, som den nat i oktober, hvor stjernerne villigt kastede sig fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Hele verden lå for mine fødder den nat. Alt var muligt. Men det var en stakket frist. For nu er det november. Mørket lægger beslag på dagene. Skyerne hænger lavt. Og stjernerne holder sig i ro. Nu gælder det om at holde på varmen. Og lade op. Og vente. På foråret. Lyse tider. Og forbrødring.

Om natten lytter jeg til mine børns åndedræt. Det holder både krokodiller og bøhmænd for døren. Og det holder hjertet i ro, mens jeg venter på stjernernes barmhjertige spring over himlen.

med emneordet , , ,
28. oktober 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Det der er tilbage…

Nu gælder det virkelig om at holde fast i resterne. For jeg har allerede kolde tær og deadlines, der puster mig nakken. Og en cykel, der skal hentes hos cykelsmeden, og en pakke på posthuset og en liste med alle dem, jeg burde ringe til og skrive til og ses med. Og jeg har også et par børn, der skal svømning, og som har legeaftaler i weekenden. Og det er 1000 år siden nogen har gjort rent, og der mangler aftensmad og morgenmad og mælk. Og der er nogen, der har fødselsdag, og skorstenen skal fejes. Og postkassen skal i jorden og vasketøjet er begyndt at kravle ud af skabet.

Tre dage tog det. Før hverdagen fandt mig. Og selvom det er meget populært at elske lige netop den, så bliver vi nok aldrig helt så gode venner, som man måske kunne ønske sig. Nogen, der gir en flybillet til drømmeland?

image

med emneordet , , ,
20. september 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen

Campister elsker lystfiskeri og redaktøren elsker bryster

På biblioteket i dag stødte jeg på en gammel kending; nemlig Dansk Camping Unions medlemsblad, som muligvis er det mest bizarre foreningsmagasin, jeg endnu har set.

På DCU’s hjemmeside bliver man budt velkommen af søde børnecampister, der øjensynligt elsker livet på græs. Foreningens blad er måske knap så meget for familier, men mere for redaktøren og hans kammerater. Håber jeg. Det var der masser af eksempler på, da jeg sidste år var medlem af DCU for at få rabat på de europæiske campingpladser (det fik vi så ikke så meget af, fordi vi glemte kortet i Wien, en uge inde i den lange køretur).

Men måske var det derfor jeg besluttede mig for at åbne bladet, da jeg så forsiden på bladet på biblioteket i dag. Fordi jeg vidste der var noget muggent ved den kvinde i waders. Noget i den måde hun smiler til mig på, som om hun bare leger hun er lystfisker.

… så jeg bladrede og bladrede frem til side 30-31. Og sørme om den glade lystfisker ikke havde smidt toppen. (I bladet kan man lige akkurat ane hendes brystvorter.)

Hvor corny er det lige? (På næste side, hvor det bliver alvor er der naturligvis rigtige lystfiskere, altså mænd, på billederne.)

med emneordet , ,
13. september 2011
Skriv en kommentar
As if, Brokkekassen

Man tager en smølf og smølfer den med en anden smølf, indtil alting går i smølf

Først hidsede jeg mig op i billetsalget. For kunne det virkelig passe, at jeg skulle give 750 kr. alene for brillerne for at jeg kunne komme til at se den værst tænkelige film sammen med to forventningsfulde unger? Nej, det kunne det så ikke. Kun hvis vi ødelagde brillerne, forklarede den unge fyr tålmodigt. Så meget for at gå foran med et godt eksempel, når nu jeg dagligt harcelerer over, at mine børn råber for meget derhjemme.

Bagefter satte vi os så ind i biografen. Jeg udleverede popcorn og lakridser og drikkelse og briller. Efter 5 min. tog mit eget barn brillerne af. Det er ligesom om det hele kommer ud i hovedet på mig, sagde hun. Efter 20 min. græd hendes kusine, fordi hun så ikke havde taget brillerne af, og derfor havde haft den onde troldmand Gargamels irriterende, insisterende fjæs helt oppe i hovedet en mio. gange.

Så gik vi på toilettet og trøstede og talte om, at lige præcis den slags film med små mænd, der løber rundt og spiller smarte, altid ender godt. AL-TID. Al magt til de blå. Og Gargamel findes jo heller ikke i virkeligheden, sagde mit eget barn bedrevidende.

Jeg så filmen færdige med to 5-årige på skødet og så meget snak om, hvor skøre og sjove de var, de små blå, at jeg næsten ikke nåede at blive generet af, hvor latterligt dårligt synkroniset den film er eller af, hvor karikerede det der jammerligt sukkersøde New Yorker-par er. Og eftersom begge mine ben sov, kunne jeg heller ikke sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke havde insisteret på at se Bjergkøping Grand Prix istedet.

Bagefter spiste vi pizza og snakkede om noget helt andet fx om at det var lidt sejt at være på tøsetur. Da det blev aften, læste vi historie, kyssede godnat, sagde godnat igen og puttede dem alle tre en gang til, præcis som vi plejer. Klokken ni stod Miss C på trappen: Jeg kan overhovedet ikke sove, for hver gang jeg lukker øjnene, står Gargamel lige på den anden side.

Og deraf kan man lære at holde sig væk fra smølfer og deres troldmand. Særligt hvis de ved en fejl ender i New York hos en gravid kvinde og hendes reklamemand, der har svært ved at vænne sig til tanken om at skulle være far. Man kan også lære, at selvom det ender lykkeligt, og manden sælger en masse læbestift og bliver glad for sit kommende barn, og troldmanden får en på hatten, og smølferne kommer hjem igen, så er det ikke nødvendigvis den smag, man har i munden bagefter. Just saying.

med emneordet , ,
24. august 2011
1 kommentar
As if, Brokkekassen

Man skulle fandme tro det var juleaften

Bankpakker. Boligpakker. Redningspakker. Jeg kaster op, hvis der kommer en eneste pakke mere, som skal redde nogen. Midlertidigt.

Tillad mig i al beskeden at foreslå tre ting:

1) At vi/nogen laver en form for en langsigtet, overordnet, gennemgribende plan, der måske ligefrem havde karakter af en nytænkende, fremtidssikret reform af en art (kunne fx være de politikere, vi har stemt på – selvom jeg har glemt med hvilken begrundelse).

2) At landets såkaldte statsminister holder op med at spille kostbar og i stedet får udskrevet det valg i en helvedes fart. Det kunne jo tænkes at det (også) var derfor at boligmarkedet står i stampe, og landets befolkning går rundt med apatiske blikke.

3) At du sætter dig ned og ser Inside Job og så taler vi lige om den der finanskrise (også nr. 2) igen – og om hvem det er der holder røven oppe på hvem, om det er synd for de rige, og om der er udsigt til at de frie markedskræfter redder verden.

med emneordet , , , ,
19. august 2011
1 kommentar
Brokkekassen

Selv jubeloptimister kan møde muren

image

Det er august for fuck sake. Og mørkt som i november. I øvrigt er jeg gennemblødt fordi jeg havde glemt at det ikke længere er muligt at bevæge sig uden for en dør uden at være klædt i plastik. Det er jo ved at udvikle sig til en virkelig dårlig katastrofefilm. Og jeg hader katastrofefilm. Som i afskyr. Så nu gir I mig noget Indian Summer – og det ska være lige nu. Ellers flytter jeg hjemmefra for efter 14 ugers nonstop nedbør, kan jeg bare sig at regn er ikke lige mig.

med emneordet ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →