24. februar 2010
3 kommentarer
Mig sagde hunden

Wannabe sund #3

Jeg er færdig med at træne i weekenden, aldrig mere. Fra nu af vil jeg kun frekventere motionscentret om formiddagen – sammen med pensionisterne.

Da jeg stod i omklædningsrummet og prøvede at komme til mig selv igen, kom en ældre dame hen til mig.

– Jeg gik på løbebåndet ved siden af dig. Sig mig engang hvor længe kan du løbe i det tempo.

– En halv time, sagde jeg og prøvede at få vejrtrækningen ned i et normalt leje

– Hvor langt løber du så?

– 5,5 km

– Ahm, det er simpelthen utrolig flot, og du løb virkelig stærkt. Meget flot!

Derefter strøg jeg lige over Føtex og fyldte kurven med grønne sager og frosen frugt. For fra nu af skal jeg kun leve af smoothies, sunde nødder og grove grøntsager – og jeg kan ligeså godt sige det med det samme, Lene Hansson og Chris MacDonald, I får kamp til stregen for pensionisterne elsker mig, og vi ved nok, hvor mange der blir af dem i fremtiden.

Farvel til koffein, kulhydrater og cola - nu skal mit potentiale leves ud! Nå ja, købte også lige sådan nogle fodpuder (th) til min nye støvler, som er så høje, at jeg får utrolig ondt i fødderne, når jeg har dem på - og faktisk ikke kan gå så langt i dem. Ret praktisk med børn.

med emneordet ,
23. februar 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Oh salige tirsdag

Om et øjeblik slukker jeg computeren, køber en latte i Baresso, stempler mit togkort og sætter mig ind i toget. Så fisker jeg min bog op af tasken og lukker verden ude, indtil jeg lander på Østerport St.

Jeg tager rulletrappen op, håber på, at solen holder helt til Kbh og nyder larmen af storby og udsigten over søerne, mens jeg går op mod Århusgade, hvor jeg skal mødes med en veninde. Vi spiser mad, drikker kaffe og snakker og snakker og snakker lidt om børn og en masse om alt det vi gerne vil med vores liv og så lidt om børn igen. Senere går vi op til Øster Fælled Torv til teatret Republique og håber på, at det stykke, vi bestilte billetter til i september, er tiden værd.

Sent, sent i aften tager jeg toget hjem og i morgen er jeg pissetræt, fordi jeg har sovet for lidt når vækkeuret ringer klokken seks. Til gengæld har jeg fået tanket op på den sociale konto, og det er hele den efterfølgende lange onsdag værd.

Der er to hemmeligheder bag den dag; nemlig  den uundværlige og uvurderlige tirsdagaftale og et teaterabonnement med billetter til en hel sæson. Åh gud, hvor jeg elsker det koncept.

med emneordet , ,
23. februar 2010
5 kommentarer
Brokkekassen

Hva nu med børnene?

Aldrig så snart var det kendt, at Lene Espersen skulle være ny udenrigsminister, før hun blev bedt sig om at forholde sig til, hvordan de mange rejsedage kunne kombineres med hendes job som mor til to børn. Oh. My. God!

Jeg troede – naivt viste det sig så – at vi var ved at være færdige med det der behov for at stille kvinderne til ansvar for familiens ve og vel, hver gang de har succes på jobbet. Ingen, som i IN-GEN har stillet det samme spørgsmål til Søren Pind, der skal være – Gud bedre det – udviklingsminister og også har to børn.

Kunne vi ikke en gang for alle blive enige om 1) ikke mere at stigmatisere karrierekvinder for deres valg, og 2) holde op med at hylde mænd, der kan betjene vaskemaskinen, tømme skraldespanden og bespise børnene. Vores tsk’en over travle kvinder og undren over huslige mænd er jo som trukket ud af 1950’erne.

med emneordet ,
22. februar 2010
2 kommentarer
As if

Det gode ved camping

er, at når man blir medlem af Dansk Camping Union, får man også et helt forrygende medlemsblad. Lad mig bare sige, at jeg ikke troede mine egne øjne. Det får unægtelig Cult-reklamerne til at fremstå temmelig sofistikerede…

Billedtekst (seriøst!): Masser af blikfang for at fange gæsternes opmærksom.

med emneordet
22. februar 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, The kids

Nyttemaksimering 2

Ja, den gode stil fortsætter på dag 2, allerede en succes eftersom jeg med næsten usvigelig sikkerhed kan sige, at der formentlig ikke blir en dag 3 lige med samme – 1. paragraf i Murphys lov for forældre tilsiger at enhver form for pral bliver belønnet med prygl.

Blev kun en lille-bitte-smule utålmodig, da hun efter en ½ time havde skåret en kvart aubergine i en mio. stykker på 1×1 mm – og der havde nok været mere langsigtet pædagogik i at drikke en kop te i ventetiden i stedet for at sende hende ind foran fjernsynet, mens jeg ordnede resten.

med emneordet , , ,
22. februar 2010
Skriv en kommentar
The kids

Street credit

Weekendens kusinekomsammen bød også på en slåskamp, altså sådan en, som jeg kan huske fra min egen skolegård – godt nok mellem drengene, men hey pigerne trænger jo ind på drengenes domæne alle steder. Men altså sådan en slåskamp, hvor man ruller rundt, river i hår, og det kan være svært at se, hvor den ene krop ender og den anden begynder… Imponerende syn – og det lykkedes dem faktisk at komme ud af det på egen hånd.

Og så giver sådan en girl fight jo street credit. For ved gårsdagens barselsvisit spidsede husets 7-årige pludselig ører, da jeg fortalte historien. Og bagefter måtte han lige have uddybet under fire øjne: Carla, var det en rigtig slåskamp? Hvorfor kom I op at slås? Hvad sloges I om? Ingen tvivl om at hun lige rykkede en klasse eller to op i anseelse…

med emneordet
21. februar 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Nyttemaksimering

Nu begynder det at ligne noget…

Fordelen lige nu er, at man kan få børnene til at hjælpe (med noget der rent faktisk er en hjælp) uden modydelser – bare fordi det er hyggeligt at være sammen, eller fordi det på mærkværdigvis er lykkes at gøre fx støvsugeren så attraktiv, så det i sig selv er en belønning at røre ved den. Ligesom det at blive sendt i kælderen efter toiletpapir er at sammenligne med en tur i tivoli…

Til gengæld er hjælpen ikke altid så pålidelig, fordi man ikke kan være sikker på de gider hjælpe, når man har brug for det (eller ikke selv gider), eller at de fuldfører opgaven, fordi de undervejs bliver hvirvlet ind i en eller anden sindssyg tiger- eller krokodille-leg.

Men snart kommer det kommercielle aspekt ind i billedet, og så bliver det for alvor sjovt. For med lommepenge som lokkemiddel kan man jo også stille krav til kvaliteten og omfanget af opgaven. Første opgave der står foran udlicitering her er badeværelset…

med emneordet , , ,
21. februar 2010
2 kommentarer
Farmorbørn

Totalt afklaret

Yes, men så fik jeg det helt på plads – jeg skal aldrig, aldrig, aldrig ha tre børn og er (har?) næsegrus beundring over alle jer, der magter den opgave.

Ungerne har hygget sig max hele weekenden, og jeg er så træt, at jeg næsten synes jeg har fortjent en fridag imorgen, hvor jeg kan sidde helt stille og stirre ud i luften. For udover et temmelig højt energiniveau om dagen valgte Halfdan at finde sit gamle søvnmønster frem og lå vågen nogle timer om natten. Halleluja – jeg har haft som de første dage med et nyfødt barn, bare uden den der jublende lykkefølelse og de der sindssyge endorfiner, der holder en kørende.

Nå, men jeg prøver at nå frem til en pointe, men der er sgu lidt svært, når man samtidig skal forholde sig til:

  • Moar, må jeg smage din te?
  • Mmm, det er den bedste te – må jeg drikke det hele?
  • Moar, når jeg ikke har lynet min bukser, er det så ok jeg tar dem af?
  • Mor, tillykke. Du må gerne få det allersidste te (tekop vælter ind over tastaturet).
  • Moar, hvornår skal vi besøge mormor og morfar?
  • Må jeg prøve at skrive på din computer bagefter?
  • Hvad skriver du, mor? Til hvem skriver du? Hvad skriver du for en historie?
  • Eller Søren og Lines baby kunne også hedde Lotte? Christina? Nej, helst Ida?

Og fordi mit barn er meget fysisk, involverer ethvert spørgsmål også fødder på tastaturet, en finger i øjet eller en hel krop, der ruller ind over min…

Men altså om ikke andet er der da skulderklap for at lege rigtig familie med overnattende kusiner og kammerater (ok, der var kun en af hver – og kammeraten kun 1½ time) på besøg. Faktisk var vi så tilfredse med vores indsats igår, at der også lige blev plads til en high-five efter putning og inden jeg faldt i søvn til Gran Torino (fed start – fed slutning).

Resten af søndagen går med barselsvisit hos nogle af de modige mennesker, der tør kaste sig ud i en familiekonstellation, hvor der er flere børn end voksne – det var også dem, der en gang gav pasning inkl. overnatning i fødselsdagsgave, så vi kunne lege kærester i 24 timer. Respekt!

med emneordet ,
19. februar 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Sine forældres børn

Den her weekend er undtagelsen, der bekræfter reglen for vi har kusine Fry (nej, det var ikke Gry) på forlænget weekend, og imorgen debuterer Halfdan som vært for sin bedste ven i vuggestuen, søde Mahie (ja, det var Marie. Halfdan har det bare lidt svært med r’erne).

Nå, men besøg skal jo fejres, og jeg blev selvfølgelig grebet af stemningen og havde arrangeret hvad jeg i al beskedenhed vil kalde den mest fantastiske dag. Først en togtur, så fødselsdagsmorgenmad med kage (ok, jeg havde lige et arrangement på arbejdet, som jeg godt ville vise flaget til, selvom jeg havde fri), efterfulgt af en fantastisk sanseudstilling (virkelig, virkelig fed udstilling, must go hvis du kommer til Odense med børn) og så til sidst cafebesøg…

Der skete følgende: Carla kastede sig ud i dagen med krum hals og en begejstring, hvis ophav vist ikke lader skjule. Kusine Fry, som ellers ikke står tilbage for en udfordring, når hun er på hjemmebane, veg ikke fra min side og på udstillingen tog hun bare min hånd og sagde: “Jeg vil gerne hjem.”

Af sådan en dag kan man (jeg) så lære to ting: 1) At oplevelsesjunkier opfostrer oplevelsesnarkomaner, og 2) at man (jeg) kan komme meget langt med sådan en lidt dogmeagtig tilgang til at have små gæster… således beriget lægger jeg mig på sofaen med informeren resten af weekenden.

P.S. Hvad sker der for Tiger Woods (og os andre)…

med emneordet
18. februar 2010
2 kommentarer
Anbefalinger

Manden er rablende sindssyg

For et år siden tabte jeg mit hjerte til Nick Cave – fatter simpelthen ikke, hvordan jeg kom igennem gymnasiets Strunge-tungsind uden ham, ok sidespor.  Jeg så Thomas Bangs Nick Cave-teaterkoncert på Edison og blev blæst bag ud af lokalet, hvirvlet rundt og landede lidt ved siden af mit gamle jeg.

Og nu har jeg også mødt den mildest talt afstumpede og aldeles frastødende Bunny Munro, der er hovedperson i Caves seneste roman.

Det er en sindssyg historie om en mand, der er rejsende i cremer og skønhedsprodukter, og som kun har øl, fisse og drugs i hovedet – i en hver forstand. Det ender hans kone med at begå selvmord over, og Bunny forsøger at øse af al sin visdom til sin 9-årige søn, hvilket hverken går godt eller stille af.

Det er en frastødende fortælling om et ækelt menneske og i bedste Cave-stil er der ikke noget lys for enden af tunnellen. Det er en sort, sort fortælling og undervejs var jeg næsten ved at give op, fordi jeg ikke kunne rumme, at den lille Bunny Junior skulle bære rundt på al sin ensomhed og sorg over at have mistet sin mor helt alene. Men den er også absurd morsom, bestialsk og misundelsesværdigt godt skrevet (og oversat), så hvis du ikke er alt for sart – eller bornert – er det her et must read. Lidt kinky action til os, der ikke faldt i krimigryden som barn – og for trætte mødre, der leder efter en bog, der kan holde dem vågne, og som ikke lugter alt for meget af bleskift, madpakker og andre skønne hverdagspligter. Af sted til boghandlen eller biblioteket, hvis du altså ikke glemte at afbestille den i bogklubben som jeg…

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →