Der er ligesom et tidspunkt i et barns liv, hvor alt handler om at komme først – først ud af døren, først færdig med at spise, først få tøj på, først bære sin tallerken over.
Den pædagogiske forældre lærer selvfølgelig sit barn, at livet ikke er en konkurrence (det er det så alligevel, men sådan er der så mange sandheder som børnene lever bedst uden – der er jo heller aldrig nogen der har fået behandlingskrævende maveonde af at spise to vitaminpiller, vel?).
Til gengæld har konkurrencemomentet den fordel, at børnene rent faktisk kan komme utrolig hurtig i tøjet og ud af døren, hvis altså ikke lige man er så uheldig at ramme en af nej-lommerne.
Og hvis man som jeg er så heldig at have to børn, kan man med stor succes spille dem ud mod hinanden: “Se, hvor hurtigt Carla fik sine gummistøvler på.” “Hvor flot! Se, Halfdan er næsten færdig med at spise sin aftensmad.” Mulighederne er i princippet kun begrænset af, hvor perfid man vil være over for sine børn, og der synes jeg man bør give selv meget vidde rammer.
For Carla har det vist sig, at konkurrence-elementet spiller ind i alle livets forhold. Ja, faktisk tror jeg, hun har en forestilling om, at voksne bare er børn, der har vundet den ultimative konkurrence om at komme først.
– Mor, hvorfor er far og dig blevet store så hurtige?
– Vi har også være børn lige som dig og Halfdan, så blev vi voksne bagefter.
– Ja, men hvorfor skyndte I jer sådan med at blive voksne?
P.S. Apropos konkurrencer: Husk du kan vinde verdens bedste (dead serious) kaffe
Kun sandheden 