Jeg er næsten i mål med julegaverne. Har skrevet et meget fint GoogleDoc, hvor jeg har matchet gavemodtagere og ønskesedler. Nu mangler jeg egentlig bare, at jeg kan sende mit GoogleDoc videre til GoogleGifts, som finder gaverne, pakker ind og sender dem hjem til mig. Jeg lever indtil videre i god tro.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Fingrene væk fra Garmann
I min bogreol står måske verdens flotteste billedbog. En gang i mellem tager jeg den ned og kigger i den. Når børnene sover. For jeg vil ikke have deres små fedtede leverpostej-fingre til at sætte aftryk i bogen. Jeg har kun Garmanns Sommer, men jeg ville ønske jeg havde alle bøgerne om Garmann, for det er altså stor, stor kunst for børn og voksne med et barnligt brist.
Tante Ruth er den næste, der vågner: "Hvad er du bange for?" spørger Garmann. "For den lange vinter," svarer tante Ruth. "Alle gamle damer er bange for vinteren."
Tanterne skal rejse. De har al tid at tabe, men ingenting at miste. De tre gamle damer fylder taskerne med syltetøjsglas og blomster og ugeblade og siger, at sommeren var flot i år.
Garmann er med på legen og klatrer op til Johanne. "Tror du vi kan se Gud deroppe?" siger hun. "Måske, hvis vi er tålmodige," svarer Garmann og lader som om han skruer på et teleskop.
Mandagsnedslag
Virkeligheden. Hvaffor en vil du se? Denne her:
Nåhr, hvor er de søde. Se, den lille Carla, der tegner et spøgelse på sin elskede lillebrors hånd. Åhr, hvor de hygger sådan en mandag eftermiddag.
Eller vil du hellere se denne her virkelighed:
Moren, der glæder sig til at hente sine børn. Børnene, der bogstavelig talt flipper ud i børnehaven, så moren må gå hjem med det ene barn, som slår og river i hår, sætte det i en klapvogn og gå tilbage til det andet barn, der skriger: Jeg går aldrig med dig hjem!
Og som skriger endnu højere, da de kommer hjem, og moren siger, at de ikke kan se julekalender (som en patetisk tak for den lille optræden i børnehaven). Og som skændes som ind i helvede den næste time. Eller ikke skændes, men bare kører den subtile stil med et lille skub eller et stilfærdigt: Du kommer aldrig til at læse i den her bog og Jeg vil aldrig tegne på dig igen for du er den dummeste jeg kender. Og som brokker sig over aftensmaden og den mad, moren smører til deres madpakker, og over at de ikke må få (flere) kager. Men som i det mindste har selvindsigt nok til til sidst at sige: Jeg vil gerne i seng, for jeg er rimelig rådden.
Sgu da heldigt for fremtiden, at man aldrig har tid til at tage billeder, når børnene leger den sjove Rasmus Modsat-leg. Selvom sådan et Rådden Mandag-fotoalbum uden tvivl ville være det sikreste præventionsmiddel. Overhovedet.
Flyvefærdig
Englevinger. Jeg ønsker mig sæt englevinger. Sådan nogle hvide, brede, bløde vinger, der kan flyve gennem ild og vand og drømme. Englevinger. Ikke andet. Det kan godt være dem fra Søstrene Greene. Hvis det er. Tak!
Nissehyggehængning
Der er en dogmatisk frikirkepræst i Nordjylland, der har hængt en nisse på sin kirke. Altså ikke en levende nisse, vel? Men en udstoppet nisse. Han har set sig sur på de små utysker, fordi de gør grin ad Jesus. Eller peger fingre af ham. Eller fjerner fokus fra fødselaren med al deres jammerlige hygge og pudseløjerlige nissestreger, gør de, de små dæmoner.
Og ved du hvad? Jeg gir ham sgu ret! Altså jeg kan ikke lige hidse mig helt så meget op over det med Jesus. Faktisk, hvis jeg skulle vælge, ville min valg måske alligevel trods alt falde ud til nissens fordel, for der er sgu ikke meget spræl i ham Guds Søn, den enbårne. Men dæmoner, det er de uden tvivl, nisserne. Eller måske snarere dem, der har fundet på nisserne, og som lige ville toppe deres gode ide med at gøre nisserne til nogle værre drillepinde. Tak for den, siger jeg efter i denne uge at have haft besøg af BÅDE børnehavenisse 1 OG børnehavenisse 2. Så skal man pludselig BÅDE smøre en spændende madpakke OG overgå de andre forældres nissepåhit.
No. 1 havde heldigvis ingen dagbog med hjem, men der var alligevel rigelige forventninger om alle de drillerier, han kunne finde på, så kl. 11 om aftenen lagde jeg børnenes tøj i ovnen, hang kræmmerhus op over deres seng og hældte ris i deres støvler. Og nej, hvor de grinede, for det var vel nok en værre nisse, ham Rumle.
Om eftermiddagen fandt jeg gudhjælpemig en ny nisse ved det andets barns garderobeskab, og morgenens oplevelser kombineret med massiv erfaringsudveksling i institutionen skabte mildest talt helt vanvittige forventninger til, hvad mon den gode Kandis nu ville finde på. Heldigvis havde jeg ekspederet første omgang nissedrillerier, så i ligestillingens navn tog børnenes far sig af 2. omgang.
Og når man står og dypper børnenes tandbørster i marmelade og binder alle sko i huset sammen, så glæder man sig da i over, at der i det mindste ikke kommer flere uanmeldte besøg i december. Og over at der er et helt år til vi igen skal i gang med at lave nisseløjer ved nattetide. Og over at man ikke i et øjebliks vildfarelse har sat yderligere børn i verden.
Jeg glæder mig i denne tid…
I morgen – om 33 timer (og det er 33, Tina Nedergaard) – inkasserer jeg en (meget) forsinket OG kombineret fødselsdagsgave, og den har eddermame været værd at vente på!
For hvis ikke man har brug for en Luksus Hamam-oplevelse i iskolde december, så ved jeg ikke… Jeg glæder mig i hvert fald til varme, saltpeeling, massage og ansigtsbehandling.
Og jeg skriver det jo ikke for, at du skal blive misundelig eller anerkende den juleappelsin, der lige landede i min turban der. Jeg fortæller det selvfølgelig som en slags service til dig og de julegaver, du skal gi. Hvem ved måske er der nogen, der står og mangler et Hamam-besøg. Selv tak for tippet.
IRL
Nå, men det her er altså gode ord – og desværre ikke noget, jeg har fundet på, men ærbødigst sakset fra d’herres Book of Love, hvor der også er mange andre ord at blive klog af…
”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?”
”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?” er We Love People’s omformulering af ”Hva’ ska’ jeg lav’ når jeg bli’r død?” som Blæs B spø’r i Malk De Koijn’s ”Vi Tager Fuglen på Dig” fra 2002. Det er ikke så meget af forfængeligheds årsager, at det er relevant at spørge sig selv om, hvad ens eftermæle bliver. Underordnet er det personligt, når først lyset er slukket, men mens man er i levende live, kan du bruge spørgsmålet som et fyrtårn: ”Hva’ ska’ du vær’, når du bli’r død?” . Hvad vil du huskes for. Hvad siger din bedste ven for foden af din kiste? Du skal leve dit eftermæle hver dag. Du skal huske dig selv på, hvad dit eftermæle skal være, for at justere din kurs, så du havner i den rigtige retning hver dag. Og det er hverken en gættekonkurrence eller en ønskebrønd. Det er dit eftermæle. Det, du allermest ønsker dig, at du bliver husket for. Dine Kerneværdier. Hvis du var en virksomhed, ville du allerede vide, hvad din mission og vision er. Og disse er altid bygget på en blanding af Kerneværdier og ønskede værdier. Det du er bygget af, på og til. Du skal være loyal overfor dine Kerneværdier og åben over for ønskeværdier. Du skal ikke forsøge at flygte fra Kerneværdierne, for du vil bare risikere at komme ud af kurs og snart ikke længere kunne huske, hvem du er. Så er det, du begynder at lyve for først dig selv og senere resten af banden. Og til sidst er du bare forvirret og alle har en fornemmelse af, at du lyver. Brug lige to minutters tomrum på at overveje, hvad du vil huskes for. Og lev dem så ud.
Fra Book of Love, som sagt
I dag er jeg på besøg hos…
For lige omkring tusind år siden aftalte jeg med Louise, der har den fantastiske blog Maminka, at jeg skulle skrive et indlæg hos hende om vores Tour de Europe. Det viste sig lettere sagt end gjort.
Det var nærmest angstprovokerende at koge Verdens Bedste Rejse ned til et blogindlæg, som du (forhåbentlig) gider læse til ende. Men altså nu har jeg alligevel gjort forsøget, og jeg håber du har lyst til at læse indlægget hos Maminka, for jeg er meget beæret over, at hun vil lægge blogplads til et indlæg, der er lidt mere i den sentimentale ende af skalaen.
Kære Gud!
Kære Gud!
I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?
Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.
Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.
Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.
Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.
Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.
Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.
Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.
Kærlig hilsen
En mor
*************
Jeg har ondt i halsen. Men det er ikke det værste. Heller ikke, at jeg hoster og hoster. Det værste er derimod, at jeg har mistet stemmen. Er I klar over, hvor svært det er at være mor en hel søndag, når man hvisker?
Alene det at få børnene til at være stille nok til at de kan høre, at jeg rent faktisk forsøger at få dem til at holde op med at hoppe i sofaen eller stikke sværd i øjnene på hinanden eller spise alle pebernødderne (så der ikke er nogen til mig nu, hvor jeg holder sofapause, mens resten af familien er i svømmehallen)…
Nogen, der har erfaringer med at mime godnathistorier?
Kun sandheden 
