Jeg bedriver en lille nebengeschäft som husanmelder for Betty Nansen Teateret, og denne gang var jeg mere end begejstret. Læs her hvorfor:
Han kigger ud på os. Henover os. Lader sig suge ind i sit maleri. Ind i den røde farves mangfoldighed. Med smøgen som sin tro følgesvend. Han trækker røg ned i lungerne, og kniber øjnene sammen. Lægger hovedet på skrå. Mens han ser. Beskuer. Iagttager. Som om han ser det hele for første gang. Selvom maleriet er hans eget. Selvom han selv har lagt den røde farve med netop de strøg, der nu viser sig for ham. Han er tilfreds med det han ser. Måske. Og da hans nye, unge assistent Ken træder ind i rummet, trækker han ham hen foran maleriet. Tvinger ham til at se. Og til at sætte ord på det, han ser. Men det er svært. Både fordi Kens øje endnu ikke er trænet i at se på kunsten med kunstnerens øjne, og fordi hans mester, maleren Mark Rothko, ikke lader ham se med sine egne øjne, men hele tiden forsøger at fortælle ham, hvad han skal se. Og fordi det er svært at være mere end én i rum, hvor malerens ego gennemsyrer alt. Alt. Selv lægger Rothko ikke skjul på, at det er sådan det er. Alt i dette rum handler om mig. MIG! Ordene nærmest spyttes ud i hovedet på den intetanende assistent, der forsøger at skabe mening både i kunsten og i det absurde ansættelsesforhold, han er havnet i.
Intet andet eksisterer end maleriet! Rothko brøler sig gennem sin rablende monolog, hvor alt er et udråbstegn. Assistenten, der spilles tøvende sikkert af Thure Lindhardt, forsøger at holde begge ben på jorden, mens han gang på gang bliver blæst bagover af Flemming Enevoldsens maniske og mageløse kunstner. Og ikke bare er han kunstner, han er selve inkarnationen af kunsten, forstår man. For han tilhører den generation, der væltede kubismen af pinden og viste verden, at kunsten er andet og mere end figurative elementer på et lærred. Og det var et opgør, der var på sin plads, forstår man. For Rothko tordner løs mod de generationer af malere, Rembrandt, Picasso, Mattise, som han står på skuldrene af. Kunsten er en konstant tilstand af disharmoni mellem fornuftens kraft og det mirakuløse, råber han, så den unge assistent må dukke sig for ikke at blive slået af hvert eneste ord, der kommer ud af den flegmatiske læremesters mund. Kunsten er et smertefuldt møde både for kunstneren og for beskueren. Sådan skal det være. Sådan er det.
Men for Rothko er det også noget andet. Noget meget mere banalt, og det er der kampen står. For selvom Rothko for længst er blevet anerkendt for sin kunst og tjener gode penge på sit talent, så er han alligevel blevet forført af sin egen forfængelighed. Han har sagt ja til at male fire malerier til jetsettets nye in-sted, restaurant Four Seasons, der ligger i toppen af en nybygget skyskraber i New York. Han, der foragter de nye popkunstnere som Warhol og Lichtenstein for at give folk det, de vil have, i stedet for at udfordre dem. Ligegyldige sofastykker, kalder han deres værker, mens han stædigt fastholder, at hans værker til Four Season er alt andet end det.
Selvfølgelig lurer vanviddet under overfladen. Snart råber den store kunstner, snart kaster han hidsigt og ustoppeligt med malerbøtter og pensler efter sin assistent, og snart slår han en rablende latter op, der er mere uhyggelig end raseriet. Og lige der, hvor jeg begyndte at tænke, at Thure Lindhardts KEn bare var en statist, en væg at spille bold op af, lige der, slår Lindhardt til og træder i karakter. Og det er det, der er så fantastisk ved ham, at hans smukke uspolerede ansigt gang på gang narrer en med sin sødme. Efter to år får Ken endelig nok og så vælter sandhederne ud. Verdens dyreste sofastykker, kalder han Rothkos bestillingsarbejde og fortsætter med at stikke sine sandheder ind alle de steder, hvor det gør mest ondt.
Og det er det, der bærer stykket igennem. De hæsblæsende monologer, hvor der mumles og grines og råbes og skriges, mens sveden hagler af den store kunstner og hans assistent. De er et fantastisk makkerpar, Enevoldsen og Lindhardt, for de kan begge forføre publikum, så man et øjeblik glemmer, at det bare er en scene, et nedslag, en fortælling og intet andet. De spiller som død og helvede, og måske Enevoldsen især, der fylder Rothkos store ego ud uden tøven. Han tager det meste af scenen, fordi det er sådan det må være, mens Lindhardts assistent må tage til takke med den sparsomme plads, der er tilbage, når mesteren trækker vejret eller kortvarigt forlader atelieret.
Hen imod slutningen taber stykket lidt pusten, for der skal findes en udgang, en afslutning. Og den ligger måske ikke helt lige for. Det er svært at komme fra hæsblæsende til klapsavler på to minutter. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere smækken med dørene. Et sidste brøl fra Rothko. Et udråbstegn, som rungede godt i salen bagefter. I stedet bliver det til en stille resignation, som ikke er helt overbevisende.
Jeg er sat i verden for at få dit hjerte til at holde op med slå, siger Rothko, da han skal forklare Ken, hvorfor han er kunstner. Og der var faktisk et øjeblik, hvor mit hjerte stod helt stille. Hvor jeg ikke trak vejret. For slutningen til trods så er det umuligt ikke blive suget ind i Flemming Enevoldsens og Thure Lindhardts betagende kammerspil og den euforiske fortælling om kunstens nerve og tragedie.
RØD spiller indtil 3. december på Edison Teatret
Kun sandheden 