Skolestart-parat

170 sider. Så meget fylder den bog, vi fik med hjem fra skolen forleden. 170 sider om at gå i skole, om at have venner, om sikker trafik, om at være forældre og om at smøre madpakker.

Er der noget at sige til, at det  indimellem føles som en uoverkommelig opgave bare at gøre sit bedste?

Noget handler om, at du skal lære dit barn at rød mand i et lyskryds betyder stop. Andet at der er godt at have sund mad med i skole (no shit). Og så er der masser af tips og tricks til, hvordan du er et ordentlig, ansvarligt menneske, bare sådan i det hele taget.

Vi er en meget besynderlig – og også lidt sølle – generation af forældre, der rager rundt i blinde. Mens vi bliver coachet og terapeuetet og selvudviklet langt ind i helvede, kigger vi undrende på de små væsener, vi har sat i verden. For hvordan skal man være et ordentlig menneske og en god rollemodel for sådan et lille stykke guld? Hvordan kan jeg stole på, at det jeg giver videre er det bedste for barnet? Og er det ikke lige arrogant nok at gå efter sin mavefornemmelse og tro på, at jeg er en god nok mor?

Det er som, om vi bilder os ind at det pletfrie forældreskab findes. Som om vi tror, at hvis bare vi læser alle manualerne, følger eksperternes råd og tygger os igennem 170 sider om at være skolebarn i det nye årtusinde, så vil vores børn aldrig lave en Anna Wahlgren på os – og hvis de gør, kan vi hive skolemanualen frem og med ro i sindet sige: “Det var ikke mig, der fandt på det. Jeg gjorde bare det, der stod i bogen.”

Det gør mig sgu faktisk lidt træt.

med emneordet , , ,

Det er det de unge vil ha

Hun er seks år, ikke. Seks år og tre uger. For et par uger sagde hun til sin bror: Prinsesser, det er noget for små piger. Mig bekendt var hun prinsesse til fastelavn, men nu du siger det, har jeg ikke set hende i yndlingsprinsessekjolen siden. I dag læste hun reklamer, mes hun spiste morgenmad. Hun kom ud til mig på badeværelset.

– Se, den nederdel. Den vil jeg gerne have, sagde hun og pegede i kataloget.
– Den er fra HM, fortsatte hun. Hvad koster den?
– Den koster 80 kr., sagde jeg med tandbørsten i munden.
– Men den vil jeg så gerne have. Det skal være den der, sagde hun og pegede på den ene af de tre modeller.
– Den må du jo så ønske dig, sagde jeg. Mit standardsvar for alle børnenes ønsker.
– Eller jeg kan købe den selv, svarede hun og stak af. Hendes gang har altid foregået i løb. Der var en gang, børnehaven synes, hun skulle synstestes fordi hun hele tiden løb ind i ting. Men når al bevægelse foregår med en minimumshastighed på 200 km/t, er kollisioner vel uundgåelige. Det er selvfølgelig bare min vurdering.

Hun kom tilbage med en 20’er i hånden.
– Hvor mange af dem her skal jeg bruge for at købe den kjole, spurgte hun.
– Fire, svarede jeg.

Hun løb igen. Vendte bunden ud på sparebøssen,kunne jeg høre, og så videre op ad trappen for at tjekke under hovedpuden for tandfeens seneste besøg. Hun smilede da hun igen stod foran mig med fremstrakt hånd.
-Værsgo. Vil du købe den til mig i dag, spurgte hun og lod de fire guldmønter glide over i min hånd.

Så som sagt, så gjort. Et styk nederdel i leopardprint for Miss Carla.

image

med emneordet ,

Enden på hotelhistorien

Hej Suzette..

Det viser sig at vi kunne aligevel tilbyde dig, som først bestilt, en plads på Aarhus City Sleep-In, Havnegade 20…
Så du skal som planlagt bo på din bestilling.
Beklager den ståhej der har været omkring bestillingen men alt er i orden fra nu…
Hav en god dag…
Går ud fra det betyder, at han har solgt kollegieværelset til en anden, der er glad for at sige tak.
med emneordet

Tusind tak. Tak. Mange tak. Tak skal du have.

Nogle gange gad jeg godt være mindre taknemmelig. Fx i går da jeg blev ringet op af en århusiansk hotelejer. Han ville liiige tjekke op på min reservation, fordi deres it-system havde været nede, så der havde været nogle dobbeltbookinger i Påsken. Samtalen forløb nogenlunde sådan her:

Hotelejer: Så jeg vil høre dig, om jeg må finde et andet værelse til jer på et andet hotel i samme prisklasse.

Mig: Ja, det er meget fint. Tak.

Hotelejer: Nu har du jo booket i centrum, men jeg ved ikke hvor meget du går op i det?

Mig: Nej, eller, det ved jeg ikke, det var bare rart det var centralt, men eller det…

Hotelejer: Og du har booket et værelse med eget bad og toilet, men hvis nu jeg kan finde et værelse i en villa, hvor I skal dele bad med ejeren, går det så?

Mig: Ja, det er da lige meget. Det er superfint. Tak.

Hotelejer: Nå, men så kigger jeg lidt rundt og ser, hvad der kan lade sig gøre. Jeg håber vi kan løse problemet, så du stadig har et sted at overnatte.

Mig: Tusind tak. Det er pænt af dig. Tak skal du have. Tak.

Vi er enige om, at problemet er hans? Og at jeg har købt en vare hos ham, som han ikke kan levere? Og at han nu prøver at tørre et kollegieværelse med fælles bad af på mig til samme pris? Og vi er enige om, at for alt det sagde jeg ikke: “Jeg vil gerne have et værelse på et hotel med bad, sådan som jeg har bestilt det. Om det kan fås i samme prisklasse, er jo lidt din hovedpine.” Vi er enige om, at jeg sagde: “Tak.” Og endda: “Tusind tak”?!?!

med emneordet , ,

Jeg ville gerne have skrevet det her

Patriarchy is not men. Patriarchy is a system in which both women and men participate. It privileges, inter alia, the interests of boys and men over the bodily integrity, autonomy, and dignity of girls and women. It is subtle, insidious, and never more dangerous than when women passionately deny that they themselves are engaging in it. This abnormal obsession with women’s faces and bodies has become so normal that we (I include myself at times—I absolutely fall for it still) have internalized patriarchy almost seamlessly. We are unable at times to identify ourselves as our own denigrating abusers, or as abusing other girls and women.

Men æren tilfalder skuespilleren Ashley Judd, der har været en tur igennem mediemøllen. Og siden du nu spørger, så synes jeg det er noget af det mest begavet der er sagt om køn og objectificering i lang, lang tid.

med emneordet , ,

Hverdagen kræver benhård tilvænning

“Hvordan var så første dag i børnehaven efter påskeferien,” spurgte jeg den store i morges.

Hun tænkte sig om og svarede så: “Lidt stressende. Jeg havde ondt i hovedet det meste af dagen, fordi jeg ikke har vænnet mig til larmen endnu.”

med emneordet , , , ,

Elsker mine børn, når

1. Vi er på besøg hos nogen og de rejser sig fra bordet og siger: Tusind tak for mad. Det smagte simpelthen så dejligt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan spise resten. Yes, for sådan er vi nemlig hjemme hos os. Høflige og lutter roser til kokken, der har haft besværet med maden – hvis bare det ikke er noget med ris.

2. De opgiver at falde i søvn i dobbeltsengen og beder om at komme ind i deres egne senge for at sove. Så får jeg lige 180 X 180 for mig selv uden at være den onde mor, der nægtede dem adgang til min trygge favn, når deres far er ude at rejse.

3. De kommer hjem fra weekend og konsekvent kalder mig farmor. Så ved man, at de har haft det godt der, hvor de har været.

med emneordet , , ,

Man kan godt blive lidt træt (og gammel)

Tillad mig at sige noget om afhængighed, ny teknologi og menneskets forfald efter Politiken og TV2 i dag har fortalt os, at ikke mindre en 2.000.000 danskere nu ejer en smartphone. Og det er vist nok noget, vi skal være bekymret for, for det betyder at vi hele tiden er online, og at det er bekymrende, fordi vi så ikke er rigtig til stede i den virkelige verden, og til sidst får vi stress, fordi vi hele tiden sidder med snuden i skærmen.

Det er forfærdeligt, ikke? Fællesskabet, interaktionen mellem mennesker, er under pres. Det samme er tankeflugt og dagdrømmeri, fordi vi hele tiden holder os beskæftige med internettet og den slags. Kaos venter. Og sammenbruddet. Sædernes forfald.

Eller det kommer så an på, hvem du spørger. En 50+ stressforsker af en art, vil helt sikkert give dig ret. Det gjorde han i hvert fald på Tv2. Men de unge, de siger sådan:

Vi ’surfer’ ikke, og internettet er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt, men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bruger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle fortælle jer vores Bildungsroman (’dannelsesroman, red.), måtte vi først forklare, at der findes et naturligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet, vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemmesider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.

Resten af artiklen kan du læse i Information

Og jeg siger dette: Lad os nu ikke falde i den fælde en gang til. Stor var opstandelsen den gang i et andet årtusinde, da selve BOG-EN, den hellige bibel, blev afløst af bøger. For hvordan skulle det nu ikke gå, når folk kunne udsættes for uendelige udlægninger af verdens beskaffenhed uden præstens mellemkomst?

Nå, men alt dette bare for at sige, at jeg bliver lidt træt, når os, der stadig kan huske, hvordan det var at skrive 3. g-opgaven ind på skrivemaskine, og hvordan det var at være på internettet med et modem, går i koma over, hvor farlige de nye apparater er.

Og jo, der kan sikkert findes eksempler på børn, der er blevet mærkelige af computerspil, og unge, der har gjort sindssyge ting, fordi de hørte en sang i radioen og ikke helt kunne finde ud af hvad der var fiktion og virkelighed (eller der var måske mest i 1990’erne det var på mode). Der kan sikkert også findes eksempler på voksne, der er vokset sammen med deres smartphone og så kan vi kalde det en form for afhængighed og sygeliggøre dem.

Men prøv-nu-lige-hør-her. Det går over igen. Verden er ikke ved at falde fra hinanden (og hvis den er, er det i hvert fald ikke internettet og mobiltelefonernes skyld). Det er bare os, der ikke er vokset op med internettet, der skal lære at slappe lidt af. Se muligheder fremfor begrænsninger. Halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Ikke?

med emneordet , , , ,