The kids | Kun sandheden

24. januar 2011

Hvornår begyndte vi at snakke om Gud?

Åh, alle de principper til ingen verdens nytte. Allerede da jeg fandt ud af at mit første barn var en pige, gik jeg ind i kampen mod det lyserøde og kjolerne med hud og hår. Noget med at jeg gerne lære mit barn, at det at være pige er andet end at være lyserød og forklædt som Hello Kitty. Men så kiggede jeg væk et lille bitte øjeblik og pludselig kunne Miss Carla ikke iklædes andet end lilla og lyserød og kjoler, og stor var glæden da 3/4 af hendes julegaver var prydet af den lille japanske killing, der giver mig mareridt, fordi den dukker op alle vegne. Og også på voksne kvinders nattøj. Come on! Så søde er vi da heller ikke…

Nå, men siden jeg tabte kampen mod det lyserøde, har det bare været en lang deroute, hvor jeg også har måtte opgivet mine ret håndfaste holdninger til børn og slik, børn og Disney Sjov, børn og legelande. Bare for at nævne et par stykker.

Mine børn er heller ikke døbt. Fordi seriøst, jeg ville ikke stå og love den præst, at jeg ville opdrage mit barn i den kristne tro. Ikke fordi jeg forsager Jesus og alt hans væsen, men fordi det måske alligevel var et lige lovligt stort løfte for en, der de seneste mange år kun er kommet i kirken for at holde forfest til bryllupper. Men nu er selv den (anti)religiøse bastion faldet, efter jeg i dag hørte følgende ordveksling mellem mine børn, der for tiden er sygeligt optaget af død og sjæl og den højeste retfærdighed.

Carla: Du må ikke snyde. Snyder du?

Halfdan: Nej, nej, jeg snyder ikke.

Carla: Hvis du snyder, Halfdan, så kommer din sjæl op i himlen for at snakke med ham, der har lavet jorden. Han hedder Gud, og han vil ikke have at du snyder.

I give up! Amen!

med emneordet ansvar, børn, what they say

19. januar 2011

3 kommentarer

The kids

Er det en lort?

Naih, sikke fin. Hvor er du dygtig! Helt utroligt talent – og så i den alder. Ah-men er det ikke fantastisk hvad børn kan, når bare de får mulighed for at udfolde sig…

Jeg ved ikke med dig, men lige i dag kunne jeg måske godt have tænkt mig enten 1) lidt mere styring på leg-med-ler-aktiviteten i børnehaven eller 2) at kunstværket ikke lå som en ubestemmelig lort i samme blå pose, som i øvrigt bliver brugt til tissebukser og det der er værre. Måske det kunne være blevet en fin udstilling i børnehaven.

Der er trods alt grænser for, hvilke hjemmegjorte kreationer man kan tale op – også selvom man er barnets mor.

med emneordet advarsel, børn, momentan sindssyge, Udfordring

18. januar 2011

Skriv en kommentar

Brokkekassen, Chancen, The kids

Jeg hiver lige mig selv op…

Åh, januar. Jeg hader det lort! Jeg hader Januars mørke og sjask. Jeg hader den bleghed, der ikke længere lader sig skjule, fordi solen har været væk alt for længe. Og jeg hader Januar-bakterien, som slæber sig gennem kroppen i sneglefart…

Positivt er det selvfølgelig, at der nu er 44 minutters mere lys at gøre godt med. Og at jeg stadig har gang i det der drømmeværksted. Og at min søn leger huspoet og siger ting som: “Min sjæl flyver aldrig op i himlen, for den sidder rigtig godt fast i mit hjerte.”

med emneordet for evigt, surt opstød, what they say

10. januar 2011

1 kommentar

The kids

Send mere kage…

og det skal være konditorkager af højeste kvalitet, ellers virker det ikke. Frk. Rabarber med, ja rabarber på nøddebund og svøbt i hvid chokolade og Hindbærdrøm med en bund af det pureste mørke chokolade med let hindbærfromage og friske bær på toppen har den bedste effekt. Det er ganske vist. Afprøvet og foolproof som den bedste start på resten af dagen.

Hentede børn lidt over fire i ro og orden. Udsigten til kage fik børnene til helt uvant og ganske eksemplarisk både at rydde op og selv tage tøj og støvler på. Vel hjemme ondulerede vi kagerne, inden jeg kunne nå at varme mælk til en kop kaffe. Så lavede vi puslespil, og så skete det på magisk vis: To trætte børn gik i gang med at lege. Selv. Og de legede og legede og legede. Uden at skændes. Lige til de skulle sove.

Vi nåede slet ikke at tænde for fjernsynet. Se, det er aldrig sket før på en højhellig vintermandag. Det må være kagerne. Hva sku det ellers være?

med emneordet anbefaling, børn, god samvittighed, mad

5. januar 2011

Skriv en kommentar

The kids

Morgen på The Queen’s Royal Castle

Kl. 05.52. Onsdag.

– Mor, ryk lige lidt så jeg kan være her… Hvornår står vi op?

– Om 10 minutter

[30 sekunder går]

– Er der gået 10 minutter nu?

[pretends to be sleeping]

– Aih, far gjorde to strenge ting i går. Vil du høre hvad det var?

[pretends to be sleeping]

– Han sagde, at jeg ikke måtte bestemme, hvilken bog vi skulle læse. Og så sagde han…

[must have been sleeping]

– Er det ikke strengt? Synes du ikke også det? Det kan han overhovedet ikke være bekendt? Synes du vel?

[pretends to be sleeping]

– Jeg går ud og sætter mig på trappen og venter.

[I øvrigt har dronningen også den udfordring for tiden, at hun har fået en splint i langefingeren og derfor hævder ikke at kunne spise med højre hånd. Eller rettere derfor er den eneste føde hun kan indtage hvidt brød med honning. Naturligvis. Du kan godt se sammenhængen, ikke?]

med emneordet ansvar, børn

2. januar 2011

3 kommentarer

SOmeone to love, The kids

En form for dårlig samvittighed

Dejlig jul, gode gaver, masser af veltilberedt svin og søde mennesker (som ikke var tilberedte, men bare var). Og hyggelig nytårsaften, som var præcis så kaotisk som sådan en aften er, når man både skal høre nytårstale, servere mad for syv børn mellem 0 og fire år, indtage fire retter mad, putte børn, høre rådhusklokkerne ringe og kysse sin kæreste alt imens man forsøger at blive en lille smule tipsy og fortrænge nattens fremskredne tidspunkt.

Desværre har det ikke været Miss Carlas jul. Efter et giga sammenbrud på en rasteplads mellem København og hjem, faldt det mig ind, at hun slet ikke har fået den ferie, hun havde brug for. For allerede inden jul var et tydeligt, at hun havde brug for ro og for at være sammen med os, hendes far og mor og lillebror. Ikke mere end det.

Og selvom hun hygger sig, når vi er ude, er det lige præcis i perioder som disse så tydeligt for os, der kender hende allerbedst, at der også er en grad af overlevelse i hendes sociale begejstring. Den store gåde er (ikke længere) hendes sammenbrud, som nok er blevet færre, men bestemt ikke mindre dramatiske. Gåden er derimod, hvorfor vi, hendes forældre, er så dårlige til at se, hvor det bærer hen. Hvorfor vi hver gang bilder os ind, at lige præcis det sammenbrud hun havde juleaften eller 1. juledag eller nytårsaften eller i går ved sengetid eller nu i dag på en rasteplads var en enlig svale. Når nu sammenhængen er så tydelig. Alt for mange indtryk. Alt for mange mennesker. Alt for meget uregelmæssighed.

Stakkels lille sensitive pige, som aldrig fik den ferie hun måske havde allermest brug for – og i morgen begynder hverdagen igen. Det er jo lige til at få dårlig samvittighed af.

I det mindste glæder jeg mig over, at højtiderne er fejret i familie og venners selskab. De er søde og forstående og kræver knap så mange forklaringer, når ens datter råber fra badeværelset: Slip mig, du kvæler min tissekone!

med emneordet børn, overload, særligt sensitiv, what they say

22. december 2010

8 kommentarer

Farmorbørn, Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

Når jeg får en baby

Af en eller anden grund har det ligesom udviklet sig til det ultimative trumfkort hjemme hos os. Det med at true med en baby. Og det er (for en gangs skyld) ikke de voksne, der truer børnene. Men derimod børnene, der truer de voksne.

Som nu fx Halfdan, der efter at have imiteret hund i det meste af 1½ år, oplever et personligt gennembrud, der seriøst må kunne bruges til en afhandling om projektioner. Det er nemlig gået op for ham, at han ikke er en hund, fordi han er en hund, men fordi han ønsker sig en hund.

Så nu terroriserer han sin meget lidt dyreinteresserede mor med daglige bud på, hvor meget han ønsker sig en hund. Ustandselige spørgsmål til, hvornår han kan få en hund. Gentagne krav om at vi straks kører ud og køber en hund. Og endeløse løfter om at hunden nok skal lære at bruge toilettet (fordi jeg forsøgte at skræmme ham med alle de hundelorte haven ville blive fuld af). Men lige meget hjælper det, og i morges trak han så baby-kortet: Når jeg bliver en far, skal jeg have en baby, og så skal den ha en hund at lege med! Hm!

med emneordet børn, drømme, what they say

13. december 2010

Skriv en kommentar

Farmorbørn, Sandheden, The kids

Mandagsnedslag

Virkeligheden. Hvaffor en vil du se? Denne her:

Nåhr, hvor er de søde. Se, den lille Carla, der tegner et spøgelse på sin elskede lillebrors hånd. Åhr, hvor de hygger sådan en mandag eftermiddag.

Eller vil du hellere se denne her virkelighed:

Moren, der glæder sig til at hente sine børn. Børnene, der bogstavelig talt flipper ud i børnehaven, så moren må gå hjem med det ene barn, som slår og river i hår, sætte det i en klapvogn og gå tilbage til det andet barn, der skriger: Jeg går aldrig med dig hjem!

Og som skriger endnu højere, da de kommer hjem, og moren siger, at de ikke kan se julekalender (som en patetisk tak for den lille optræden i børnehaven). Og som skændes som ind i helvede den næste time. Eller ikke skændes, men bare kører den subtile stil med et lille skub eller et stilfærdigt: Du kommer aldrig til at læse i den her bog og Jeg vil aldrig tegne på dig igen for du er den dummeste jeg kender. Og som brokker sig over aftensmaden og den mad, moren smører til deres madpakker, og over at de ikke må få (flere) kager. Men som i det mindste har selvindsigt nok til til sidst at sige: Jeg vil gerne i seng, for jeg er rimelig rådden.

Sgu da heldigt for fremtiden, at man aldrig har tid til at tage billeder, når børnene leger den sjove Rasmus Modsat-leg. Selvom sådan et Rådden Mandag-fotoalbum uden tvivl ville være det sikreste præventionsmiddel. Overhovedet.

med emneordet advarsel, børn, dokumentation, momentan sindssyge, nærmest lykkelig

5. december 2010

2 kommentarer

Farmorbørn, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Kære Gud!

I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?

Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.

Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.

Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.

Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.

Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.

Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.

Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.

Kærlig hilsen

En mor

med emneordet anbefaling, ansvar, bøger, begyndelse, meningsfuldt, momentan sindssyge, overload

3. december 2010

1 kommentar

Anbefalinger, SOmeone to love, The kids