Category Archives: Sandheden

Jeg tilstår: Det var mig, der introducerede p-ordet

Nå, men så den anden dag var vi ude at cykle, børnene og jeg. En helt almindelig sommer-søndagstur i solskin og bare tær. (Aih ok, det er nogle uger siden så. Dengang det faktisk var sommer.)

Muligvis var Halfdan i gang med en længere udredning om, hvorfor Hulk er så meget stærkere end alle de andre superhelte. Muligvis var vi bare i gang med at behandle en forespørgsel på is senere på dagen. (For bare at nævne de to samtaler, der kører mest i ring hjemme hos os pt.)

I hvert fald blev vi pludselig afbrudt af storesøsteren, der havde fået øje på hvad man vel i provinsen ville kalde en form for grafitti. Store blå bogstaver på en grå væg.

– Hvad står der, spurgte hun.

– Lige på pikken, svarede jeg.

Det var en af den slags situationer, hvor man bliver taget på sengen. Så at sige.

– Hvad betyder pik, spurgte den uskyldsrene.

– Det er bare et bandeord for tissemand, svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. Værre er det jo heller ikke. Egentlig. Vel?

Forleden havde mine børn så denne samtale:

H: Hvad sagde du? Leder du efter din pik?

C: Du må ikke sige pik. Pik er et bandeord?

H: Jeg sagde ikke pik. Jeg sagde klik. Mik. Hik. Flik.

C: Du sagde pik, og det er altså meget, meget grimt at sige pik.

H: Jamen, jeg mente slet ikke pik. Jeg ved godt pik er et bandeord.

C: Jeg siger til mor, at du siger pik.

H: Car-la. Jeg sagde ikke pik. Det gjorde jeg ikke.

C: Moar, Halfdan siger pik.

Jeg har prøvet at finde på en passende afslutning, men der er jo ikke så meget mere at sige andet end, at vi ikke havde været her, hvis ikke de drenge havde været så poetiske med deres spraydåser. Så tak. Eller undskyld. Eller noget.

P.S. Og nu vi er ved emnet, vil jeg anbefale dig at se det forrygende penis-indslag i Aftenshowet. Du skal 31.15 minutter ind i programmet (måske er det faktisk Rasmus Botoft, der er inde i barnebarnet. Man har jo lov til at håbe.)

med emneordet , , , ,

Alle mand over bord (eller noget om, hvor stille der er dernede i det sydøstlige Danmark)

Jeg har været ude at køre med tog. Igen. Til Nykøbing F, som den automatiske dame siger i toget. Og der er stille derude. Helt stille. Som i en science fiction-film, hvor jorden er gået under, og der kun er et menneske tilbage. Og det var så mig. Bag kameraet. De andre… spist af zombier, måske.

P.S. Hvis nu du bor derude, så giv lige lyd.

med emneordet , , , ,

Skolestart-parat

170 sider. Så meget fylder den bog, vi fik med hjem fra skolen forleden. 170 sider om at gå i skole, om at have venner, om sikker trafik, om at være forældre og om at smøre madpakker.

Er der noget at sige til, at det  indimellem føles som en uoverkommelig opgave bare at gøre sit bedste?

Noget handler om, at du skal lære dit barn at rød mand i et lyskryds betyder stop. Andet at der er godt at have sund mad med i skole (no shit). Og så er der masser af tips og tricks til, hvordan du er et ordentlig, ansvarligt menneske, bare sådan i det hele taget.

Vi er en meget besynderlig – og også lidt sølle – generation af forældre, der rager rundt i blinde. Mens vi bliver coachet og terapeuetet og selvudviklet langt ind i helvede, kigger vi undrende på de små væsener, vi har sat i verden. For hvordan skal man være et ordentlig menneske og en god rollemodel for sådan et lille stykke guld? Hvordan kan jeg stole på, at det jeg giver videre er det bedste for barnet? Og er det ikke lige arrogant nok at gå efter sin mavefornemmelse og tro på, at jeg er en god nok mor?

Det er som, om vi bilder os ind at det pletfrie forældreskab findes. Som om vi tror, at hvis bare vi læser alle manualerne, følger eksperternes råd og tygger os igennem 170 sider om at være skolebarn i det nye årtusinde, så vil vores børn aldrig lave en Anna Wahlgren på os – og hvis de gør, kan vi hive skolemanualen frem og med ro i sindet sige: “Det var ikke mig, der fandt på det. Jeg gjorde bare det, der stod i bogen.”

Det gør mig sgu faktisk lidt træt.

med emneordet , , ,

Det er det de unge vil ha

Hun er seks år, ikke. Seks år og tre uger. For et par uger sagde hun til sin bror: Prinsesser, det er noget for små piger. Mig bekendt var hun prinsesse til fastelavn, men nu du siger det, har jeg ikke set hende i yndlingsprinsessekjolen siden. I dag læste hun reklamer, mes hun spiste morgenmad. Hun kom ud til mig på badeværelset.

– Se, den nederdel. Den vil jeg gerne have, sagde hun og pegede i kataloget.
– Den er fra HM, fortsatte hun. Hvad koster den?
– Den koster 80 kr., sagde jeg med tandbørsten i munden.
– Men den vil jeg så gerne have. Det skal være den der, sagde hun og pegede på den ene af de tre modeller.
– Den må du jo så ønske dig, sagde jeg. Mit standardsvar for alle børnenes ønsker.
– Eller jeg kan købe den selv, svarede hun og stak af. Hendes gang har altid foregået i løb. Der var en gang, børnehaven synes, hun skulle synstestes fordi hun hele tiden løb ind i ting. Men når al bevægelse foregår med en minimumshastighed på 200 km/t, er kollisioner vel uundgåelige. Det er selvfølgelig bare min vurdering.

Hun kom tilbage med en 20’er i hånden.
– Hvor mange af dem her skal jeg bruge for at købe den kjole, spurgte hun.
– Fire, svarede jeg.

Hun løb igen. Vendte bunden ud på sparebøssen,kunne jeg høre, og så videre op ad trappen for at tjekke under hovedpuden for tandfeens seneste besøg. Hun smilede da hun igen stod foran mig med fremstrakt hånd.
-Værsgo. Vil du købe den til mig i dag, spurgte hun og lod de fire guldmønter glide over i min hånd.

Så som sagt, så gjort. Et styk nederdel i leopardprint for Miss Carla.

image

med emneordet ,

Hverdagen kræver benhård tilvænning

“Hvordan var så første dag i børnehaven efter påskeferien,” spurgte jeg den store i morges.

Hun tænkte sig om og svarede så: “Lidt stressende. Jeg havde ondt i hovedet det meste af dagen, fordi jeg ikke har vænnet mig til larmen endnu.”

med emneordet , , , ,

Guld, hjerter og glasnost

image

Nå men det er så udsigten fra mit hotel ved aftentide. Pagoden stråler smukt over byen, og lige nu er der buddhistisk fest og fejring på toppen. Det går ikke stille af for det er første gang i 20 år at burmeserne har lov til det. Ikke at de drikker sig fulde eller vælter rundt i gaderne, men mere noget med blomster og lys og bøn. Og masser af mad og neonlys. Man må aldrig gå ned på lysshow.

Og neden for kører bilerne, taxaer og busser mestendels, i slowmotion. Der er travlt i Yangon efter det er rygtedes i resten af verden at glasnost lige nu blæser henover hovedstaden. Prisen på en tur fra den ene ende af byen til den anden er fordoblet på ingen tid – i hvert fald for blondiner og nysgerrige turister med store kameraer om halsen. Det er også glasnost.

Men endnu er alt fuldt af håb og fremtiden sprød for nu skal ingen se sig over skulderen før de siger Aung San Suu Kyis navn højt. Og generalerne siger at aviserne må skrive (næsten) hvad de vil. Så fint det er.

I morgen rejser jeg sydpå til en anden hovedstad. Karenernes hovedstad Hpa-an. Jeg skal bo på det hotel hvor karenerne og den burmesiske regering for bare få uger siden underskrev en historisk fredsaftale. Den skal gøre en ende på 60 års væbnet kamp for selvstyre. Eller skulle. For der er nye kampe mellem regeringsstyrker og den karenske gruppe DKBA. De tror ikke på fredsaftalen og de føler sig provokeret af militæret i området.

Der er ingen fare der hvor jeg skal hen for kampene foregår der hvor de altid har fundet sted. I de skov- og bjergrige egne langt fra Yangon og sikker afstand af Hpa-an, i grænselandet ved Thailand. Der hvor karenerne bor i bambushytter mellem meterhøje teaktræer. Der hvor der er hverken biler eller neonlys. Det er en af grundene til at alt balancerer på en knivsæg lige nu.

Forandringens vinde når langt fra helt derud hvor hverdagen er et spørgsmål om liv eller død. Og derfor kommer demokratiet ikke til Burma over en nat. Heller ikke selvom Aung San Suu Kyi bliver valgt til parlamentet i april. Eller fordi vi – altså verdenssamfundet – sender 100 mio. af kroner eller dollars over grænsen i velment og tiltrængt udviklingsbistand. Det kommer til at tage tid.

Ingen rejser sig fra 60 års diktatur på en nat. Optimisme eller ej.

med emneordet

Vi fejrer: 6 år i provinsen

I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

  • Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
  • Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
  • El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
  • Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
  • 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
  • Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
  • Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
  • Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
  • Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
  • Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
  • Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
  • Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
  • Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.

med emneordet , , , ,

Problemet med Speltland

Hvor får du alt det overskud fra – og så i januar, spørger du? Og dertil må jeg naturligvis svare i overensstemmelse med sandheden, at det skam ikke er lutter lagkage at bruge en weekend i Speltland:
  • For det første. Det er ret krævende at være sammen med sine børn, når man ikke skal skælde ud eller være konfliktmægler. Hvad skal de overhovedet med en mor, hvis det går så fint med at lege og tale sig frem til fornuftige løsninger på egen hånd?
  • For det andet. Man bliver ret så oppustet efter tre dages hjemmelavet trøffel-pizza-trøffel-pølsehorn-trøffel-simret-diæt.
  • For det tredje. Man læser Claus Meyers bagebog fra ende til anden og beslutter sig for kun at bage brød med fordej, gærede æbler og ølandshvedemel. Som om det er en realistisk ambition i fuldtidsarbejdende far-mor-konstellation.
  • For det fjerde. Surdejen skal boble i tre dage, før den er klar, og alle ved jo, at ingen kan være i Speltland så længe.

Derfor var det også næsten en befrielse, at slow food-måltidet gik op i hat og briller. Det ene barn indledte måltidet med et: “Åh nej, ikke pasta igen.” (Så meget for at koge pasta med det ene formål at please barnet) Det andet barn messede under hele arrangementet: “Jeg vil have pesto – og hvis jeg ikke kan få pesto, så vil jeg have ketchup. Det er ikke dig, der bestemmer, at man ikke kan spise ketchup til det her. Det kan man da selv bestemme.” Så blev det ene barn sendt på værelset, mens det andet blev ved med at glide ned af stolen og ind under bordet, mens de voksne legede aih-sikke-dejlig-mad.

Alt er ved det gamle. Heldigvis. For enhver ved jo, at Speltland ikke findes i virkeligheden. Nogen, der vil arve en jomfruelig surdej og fem økologiske æbler?

med emneordet , , ,

5 ting, jeg heldigvis ikke vidste før jeg fik børn

1. At der var 4 år, hvor nattesøvn ikke en gang var noget, jeg drømte om, simpelthen fordi jeg aldrig sov længe nok ad gangen til at nå drømmeland.

2. At jeg ville vænne mig til at sidde på toilettet med åben dør, fordi der alligevel hele tiden var et barn, der skulle spørge om noget/fortælle noget/vise noget – eller bare se på mig imens.

3. At det værste ved at føde ikke var selve fødslen, men derimod der hvor jordemoderen kækt sagde: Og så skal vi lige af med moderkagen også. WTF?

4. At der var et tidspunkt, hvor jeg kunne lugte, om det var mit barn blandt 10 andre, der havde lort i bleen.

5. At det ville være mine børn, der legede råbende fange-gemmeleg i Kvickly, mens alle de andre, som før var mig, rystede overbærende på hovedet over, at jeg overhovedet havde taget mine børn med ud at handle.

med emneordet , , ,