Guld, hjerter og glasnost

image

Nå men det er så udsigten fra mit hotel ved aftentide. Pagoden stråler smukt over byen, og lige nu er der buddhistisk fest og fejring på toppen. Det går ikke stille af for det er første gang i 20 år at burmeserne har lov til det. Ikke at de drikker sig fulde eller vælter rundt i gaderne, men mere noget med blomster og lys og bøn. Og masser af mad og neonlys. Man må aldrig gå ned på lysshow.

Og neden for kører bilerne, taxaer og busser mestendels, i slowmotion. Der er travlt i Yangon efter det er rygtedes i resten af verden at glasnost lige nu blæser henover hovedstaden. Prisen på en tur fra den ene ende af byen til den anden er fordoblet på ingen tid – i hvert fald for blondiner og nysgerrige turister med store kameraer om halsen. Det er også glasnost.

Men endnu er alt fuldt af håb og fremtiden sprød for nu skal ingen se sig over skulderen før de siger Aung San Suu Kyis navn højt. Og generalerne siger at aviserne må skrive (næsten) hvad de vil. Så fint det er.

I morgen rejser jeg sydpå til en anden hovedstad. Karenernes hovedstad Hpa-an. Jeg skal bo på det hotel hvor karenerne og den burmesiske regering for bare få uger siden underskrev en historisk fredsaftale. Den skal gøre en ende på 60 års væbnet kamp for selvstyre. Eller skulle. For der er nye kampe mellem regeringsstyrker og den karenske gruppe DKBA. De tror ikke på fredsaftalen og de føler sig provokeret af militæret i området.

Der er ingen fare der hvor jeg skal hen for kampene foregår der hvor de altid har fundet sted. I de skov- og bjergrige egne langt fra Yangon og sikker afstand af Hpa-an, i grænselandet ved Thailand. Der hvor karenerne bor i bambushytter mellem meterhøje teaktræer. Der hvor der er hverken biler eller neonlys. Det er en af grundene til at alt balancerer på en knivsæg lige nu.

Forandringens vinde når langt fra helt derud hvor hverdagen er et spørgsmål om liv eller død. Og derfor kommer demokratiet ikke til Burma over en nat. Heller ikke selvom Aung San Suu Kyi bliver valgt til parlamentet i april. Eller fordi vi – altså verdenssamfundet – sender 100 mio. af kroner eller dollars over grænsen i velment og tiltrængt udviklingsbistand. Det kommer til at tage tid.

Ingen rejser sig fra 60 års diktatur på en nat. Optimisme eller ej.

Reklamer
med emneordet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: