“I don’t really want to become normal, average, standard. I want merely to gain in strength, in the courage to live out my life more fully, enjoy more, experience more. I want to develop even more original and more unconventional traits”
Anaïs Nin, The Diary of Anaïs Nin, Vol. 1: 1931-1934
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Category Archives: Sandheden
Den uformelle Pisa-undersøgelse
Kl. er 19.20, and it goes like this:
Miss C (mens hun leder efter en bog til godnatlæsning): Der er nogen, der knalder oppe i skolen.
Mig: Hvad betyder at knalde?
Miss C: At man kysser med tissemanden og tissekonen!
Mig: Har de tøj på?
Miss C (med det der hvad-snakker-du-om-blik): Ja, selvfølgelig.
Mig: Er de kærester, de to der knalder?
Miss C (nu med virkelig overbærende blik): Nej, man kan da sagtens knalde uden at være kærester.
P.S. I efterårsferien læste vi en bog fra skolebiblioteket. Den handlede om mænd, der har dårlig sæd, og derfor må låne sæd fra en anden mand for at få børn. Og om lesbiske, som gerne vil have børn sammen, men jo ikke selv har noget sæd, og som derfor også må låne af en anden mand. Der var også et par, hvor lægerne var nødt til at tage sæden fra manden og skyde det op i kvinden, fordi sædcellerne ikke selv kunne finde vej. Det hele foregik på et babyslot.
Så alt i alt føler jeg egentlig vi er kommet meget godt fra start med seksualundervisningen, selvom det måske var et par år før forventet.
P.P.S Hvad skal de børn egentlig lave i 7. klasse?
Hertugindens bare bryster
Det er en penibel sag, på en måde. Den der med hertugindens bare bryster. For på den ene side er alle os, der aldrig kunne finde på at kigge eller, oh ve, købe Se&Hør, vel helt enige om, at fotograferne skal holde deres telelinser langt væk fra folks ferier. Det gælder både Christianes og hertugindens.
På den anden side er der vel den helt store forskel, at Christiane selv har betalt sin ferie, mens dem, der køber sladderbladene, faktisk har været med til at betale hertugindens eller en anden af hendes europæiske prinsessesøstres ferier.
Giver det os ret til at fotografere prinsessebryster og sende dem på verdensturné? Det gør det nok ikke, hvis altså vi dybest set tror på, at alle har ret til at blive behandlet med respekt. Men omvendt er det jo også fristende at spørge om de kongelige, som trods alt lever på folkets økonomiske nåde, har en særlig ret til privatliv? Opstanden kunne jo give indtryk af, at det er særligt slemt, når brysterne er royale? Men formentlig har heller ikke Christiane Schaumburg-Müller eller Demi Moore drømt om at få foreviget deres ferie-attributter af en særlig nosy fotograf?
Og når vi så er færdige med at kløjs i vores (dobbelt)moralske kvababbelser, så kunne der måske også være en der hviskede, helt stille, at det jo bare er bryster. To styk. Så gennemsnitlige, at ingen ville have gættet at de var født med særlige privilegier, hvis ikke nogen havde fortalt os, at de tilhører den kommende dronning af England. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik, da jeg sneg mig til at kigge på forsiden af Se & Hør i kiosken i morges.
Fotoalbum 4: Så fed var jeg heller ikke
For ikke længe siden ville jeg ønske, at jeg havde elsket mit unge jeg noget mere, mens jeg faktisk var ung. Det var så indtil jeg genså billederne fra dengang.
Nu ved jeg fx hvorfor jeg ikke har været korthåret siden. Og hvorfor jeg aldrig bliver det igen. Det er heller ikke svært at gætte, hvor de 10 kg, jeg tog på i det første år efter gymnasiet, satte sig.
Jeg havde også glemt, hvor svært det er at lykkedes med at gå fra full blown gymnasie-hippie til wanna-be pæn pige. Men jeg gjorde forsøget. Skal jeg love for. Stadig med kort hår.
På den anden side. Det var sgu ret så hårdt med alt det Michael Strunge (bemærk fan-fotokopi på væggen). Og hjemmerullede smøger (bemærk rød Bali Shag). Og ulykkelig kærlighed (bemærk Michael Strunge, smøger og øl). Åbenbart. Her er et billede, hvor jeg forsøger at smile. På trods af alt.
Fotoalbum 3: Been there, done that
Du ved det godt. Modebranchen er i fuld gang med at lave et barn på os. Igen. Denne vinter hedder barnet Karry, barnets søster hedder Bordeaux. Og man behøver vel ikke være ekspert i teints (som det hed dengang Karry og Bordeaux sidst var inde i varmen) for at vide, at ingen af farverne gør sig godt på vinterblege danskere. Måske de unge (altså dem der er født i 90’erne og frem) skal have lov til at gøre sig deres egne erfaringer. Men dig og dig og dig, ja lige netop jer, der er født på den forkerte side af 1980, I ved det godt. Du kommer til at fortryde det, hvis du falder for Karry og Bordeaux igen. Dokumentation herunder i en kort og en lang version – begge fotos giver i øvrigt anledning til et andet godt styling tip: Hårprodukter og en god frisør gør underværker.
Tak DSB – nu er jeg blevet meget klogere
Jeg skulle Stevns. Og jeg ville gerne vide, hvad sådan en tur koster, fordi det tager 2 timer og 45 minutter med tog og bus og tog og kun 1½ time med bil.
DSB giver mig dette, når jeg klikker på Se pris for denne rejse:
Og så videre til:
Tak. Jeg er nu forvirret på et højere plan.
Fotoalbum 2: Ældgammelt venskab
Det er et af de eneste billeder, jeg har af min ældste ven. Ham, jeg lærte at kende henover hækken midt i 1970’erne. Han lever stadig. I bedste velgående, var jeg lige ved at sige. Altså bortset fra, at han gerne vil sige farvel, hvis altså det var noget han selv bestemte.
Billedet er noget helt særligt, fordi det som sagt er et af de eneste der findes af os to sammen, og fordi det symboliserer alt det jeg husker fra min barndoms venskab med ham: Sommer. Køreture rundt til de sydvestfynske seværdigheder (og det er flere end du tror). Skove. Is. Og impulsive kaffebesøg (med citronsodavand til mig) hos nogle af hans mange venner i sære små landsbyer, jeg ikke vidste eksisterede.
Men det der i virkeligheden gør billedet til noget helt, helt specielt er at det også minder mig om, at det venskab ville have haft meget svære kår i dag. Fordi det ville være uhørt at en 8-årig pige tog på sommerferie hos en 70-årig mand, som ingen relation havde til hendes familie udover at være en gammel nabo. Og det ville være vanskeligt at tro, at dagene bare gik med at snakke og spille kort og køre lange ture i bil, og at de nød det begge to. Mindst lige så utænkeligt ville det være, at han gav hende store fødselsdagsgaver og en konfirmationskjole, fordi hendes forældre ikke havde råd.
Alt det lugter af noget, der i dag ville være forbundet med så mange tabuer at det næsten ikke er til at bære. Folk ville se skævt til ham og hendes forældre. Og ryste på hovedet. For hvorfor skulle en gammel mand, der bor alene, dog have interesse i at tage et barn til sig og behandle det som sin egen familie. Jeg kan sagtens se det, og det gør mig faktisk lidt ked af det. For uden ham havde jeg ikke været den, jeg er i dag, og jeg havde ikke oplevet hvor betydningsfuldt et venskab på tværs af generationer (og uden de forventninger familier kan have til hinanden) kan være.
Fotoalbum 1: Bare man har en til at bære den hjem
Jeg ved du sidder derude og tænker: Aih, hvorfor viser hun os ikke nogle gamle billeder. Sjovt. For det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig at gøre i denne uge. Vi starter med et udklip fra avisen. Dengang var jeg 16. Og kontrabassist. Elsk billedteksten og glæd dig over, at der kun er 7 måneder til 8. marts.
Fifty Shades of Grey – Goddamn!
I fredags fik jeg den danske oversættelse af bogen, der har vippet Harry Potter af 1. pladsen, som verdens hurtigst sælgende paperback. Og lad mig starte med at slå to ting fast:
1. Jeg læser, fordi jeg elsker gode historier, OG fordi jeg er en sucker for dygtige forfattere, der udfordrer sprogets grænser.
2. Jeg lider af en genetisk defekt, som betyder, at jeg går helt kold på bestsellere og blockbustere. Patetisk egentlig, men det er en af grundene til, at jeg aldrig fik læst Pigen, der leger med ilden eller røg med på chick lit-bølgen.
Her kommer så undtagelsen, fredagens gave, årets talk of town, Fifty Shades of Grey… 1. bind er på 534 sider, og jeg slugte det hele på to dage, og det vel at mærke i en weekend, hvor jeg var alenemor og til fødselsdag det meste af søndagen. Det var sådan lidt svært at give slip på.
Og vi kan godt starte med kritikken, for den bog kommer ved gud ikke til at kandidere til hverken Pulitzerprisen eller Man Booker Prize. Det er ikke et litterært mesterværk. Overhovedet. (Hvilket er en del af forklaringen på, hvordan det er muligt at læse 500 sider på en weekend.)
I starten var jeg da også forbeholden og irriteret over, hvor banalt sproget faktisk er… og jeg prøvede at finde grunde til, at jeg ikke skulle læse bogen færdig. Prøvede at le hånligt af de detaljerede sexscener og den hverdagsagtige monolog (og her taler vi ikke Helle Helle). Af forudsigeligheden. Og de mange oh my god-udbryd, der er markeret med kursiv gennem hele bogen.
Alligevel blev jeg hængende og læste lige en side mere og en til og så en mere.
Måske fordi den minder mig om filmen 9½ uge, og det var alligevel en temmelig stor film, dengang i slutningen af 1980’erne. Måske fordi den minder mig om historierne i Mit livs novelle, som jeg åd råt i de tidlige teenageår. Eller måske fordi det bare er en god historie med usædvanlig meget sex – faktisk har de sex mindst to gange i hvert kapitel, og det er alligevel temmelig fascinerende. Og fordi der alligevel er nogle overraskelser undervejs. Og fordi jeg til sidst (omkring side 400) besluttede mig for, at der jo heller ikke nogen grund til at intellektualisere alting. Fifty Shades of Grey er bare god underholdning, ligesom Pretty Woman – bare med meget mere sex, meget mere.
Og nu, hvor jeg er færdig, har jeg kun et kritikpunkt tilbage; nemlig at jeg kun har fået 1. bind af triologien, og det slutter selvfølgelig med at den kvindelige hovedperson skrider fra den mandlige hovedperson, selvom de begge to helst vil være sammen, men han er alt for kompliceret og hun er meget forvirret, og vi ved de finder sammen igen i bind 2, but of course, og at det nødvendigvis må blive et meget hedt gensyn. Så nu er jeg nødt til at væbne mig med tålmodighed, mens jeg venter på, at posten kommer med de to sidste bøger…
1. bind af Fifty Shades of Grey (og dermed årets veninde/værtindegave) udkommer på dansk den 31. august 2012 på Forlaget Pretty Ink
Fri mig fra de nøgne
»Kære Martin, vi henstiller til, at du ikke render rundt i din have kun iført underbukser, da vi, og specielt vores børn, synes, det er ret ulækkert.
Med venlig hilsen, Dine Naboer.«
Åh ja, vi er blevet så bange for de nøgne kroppe, at vi ikke engang må gå rundt i vores egne haver uden tøj på, for hvis naboen kigger ud af vinduet og ser os og føler sig krænket, så er det vores ansvar, at de synes det ser ulækkert ud, selvom det bare er… en krop.
Vi går linen ud og forbyder drenge over seks år at være i kvindernes omklædningsrum i svømmehallen for, vi kan ikke lide at de kigger på os. Vi har seksualiseret alt der er nøgent og bilder os ind at selv børn kigger på os ikke som mennesker, men som seksuelle væsener.
Mens vi peger fingre af Paradis Hotel og anklager netop reality-tv for at skabe et forkvaklet og unuanceret billede af, hvordan piger og drenge ser ud i virkeligheden, så forhindrer vi dem i at stå i badet i svømmehallen og se, at der findes store og små tissemænd, lette og tunge bryster, tynde og tykke maver og ranke og skæve kroppe – og oh ve, kroppe med hår.
Informations Karen Syberg har skrevet en rigtig fin artikel om en bonert nation, der ser krænkelser alle vegne. Læs den og gør så dit barn en tjeneste og gå i svømmehallen bagefter
Kun sandheden 