Jeg har fået den her tegning af Miss Carla. Det er en tegning af mig. Prikkerne er bolde – allesammen. Jeg er egentlig glad for, at jeg smiler, imens jeg holder boldene i luften, og for at jeg ikke taber flere bolde i hendes univers, for det kan godt føles lidt anderledes i mit…
Helt ærligt der var en gang, hvor man ikke en gang havde en mobiltelefon. Hvor man kunne forsvinde fra verden i tre uger, fordi man var gået på druk i Malawi og havde andet at gøre end at bevæge sit dovne legeme forbi posthuset for at foretage et opkald (collect call, selvfølgelig) til sine forældre, der var ved at kaste op af angst over, om man var blevet slugt af det sorte kontinent.
Faktisk havde det været ret så smart med en mobiltelefon dengang, for så havde vi kunne sende en beroligende sms samtidig med at vi drak kolde Carlsberg brygget på Malawi-majs og spillede kort med det det halve af den australske og engelske ungdom. På den anden side var der altså også noget ret befriende ved bare at kunne forsvinde, indtil vi var klar til at blive fundet igen.
I juleferien afleverede jeg min bærbare på arbejdet for gud bedre det om jeg skal betale Multimedieskat for at lave mit arbejde, og i øvrigt har vi allerede to computere, hvoraf den enes batteri godt nok er så dårligt at det er en joke at den går under betegnelsen bærbar, og den anden har en løs forbindelse, så man hele tiden skal skrue op og ned for lysstyrken på skærmen for at kunne se billedet. Men altså det er stadig to computere, en til min kæreste og en til mig og nok til at vi kan skændes om, hvem der skal have den store skærm (og det dårlige batteri) og hvem der skal have den lille (og konstant svigtende) skærm.
Og sådan går livet så dejligt i den lille familie, indtil hin aften hvor vi i al mindelighed beslutter os for at bytte apparater og så siger min kæreste: Aih, nu er der ikke mere strøm på. Og så griner vi af hvor dårligt det batteri er (åh, hvad der dog ikke kan more et gammelt ægtepar). Og så rejser jeg mig for at tænde for kontakten. Og så hævder min kæreste at der stadig ingenting sker, og nu er der kun 9 min. strøm tilbage (3 min. in real time). Og så river vi nærmest det hele fra hinanden uden noget sker. Og minutterne går uden der findes en løsning, inden den dør for aldrig mere at vågne op.
Men heldigvis har vi stadig en der virker, og så kan vi jo bare deles og skiftes for hvem gider bruger tusindvis af kroner på en ny computer, når vi kan bruge dem på at holde ferie i Kroatien. Men gu kan vi ej, for når jeg vil tjekke mails, vil han se golf, og det er pisseirriterende, og når han vil se golf, vil jeg gerne skrive et blogindlæg, og det er vildt latterligt. Så nu må børnene tage til takke med 1-stjernede campingpladser i Kroatien for ellers ender det med vi aldrig kommer af sted som en stor familie. So much for low key…
Nu har jeg siddet med min lille fedtede hånd og skrevet røde navne på små sedler. Rode, rode, rode rundt. Lukke øjnene og trækkke, trække, trække et navn op af sofaen. Mine damer og herrer, vinderen af verdens bedste højlandskaffe direkte importeret fra Kenya er: LINE
Hvis du sender mig din adresse, er det kaffe på vej til dig på mandag: suzettefrovin@mail.dk
Og så skal jeg lige bage 50 boller, lave to lagkager og bage en brunsviger (hører sig til på disse breddegrader), inden det første af flere fødselsdagsbrag i anledning af at det er fire år siden jeg blev mor for første gang… eller nåhr nej, der er vist ingen gaver for svie og smerte, men til gengæld barbie-dukker og udklædningskjoler en masse til the atomic kid.
Eftersom jeg nu har lovet mit strikkegarn væk, ikke er i besiddelse af en symaskine (eller evnen til at sy), det ikke er sæson for musetrapper, og jeg har besluttet mig for springe ud som full blown blogger aka stille et stykke af mig selv til rådighed i form af en gave, så må der andre midler til.
Jeg formoder, at heller ikke perleplader (selvom vi har fået nogle meget fiine perler med glimmer) eller en lille plante eller to fra haven ville kunne gøre det for jer (selvom det jo også er forbundet med en smule grøn øko-kreativitet at få sådan en lille fyr til at vokse sig stor og stærk).
Så! Fra Mount Kenya, Afrika, har du nu mulighed for at vinde verdens bedste højlandskaffe, som smager så fantastisk (af chokolade og bær, siger producenten), at selv jeg – der kun drikke mælk med kaffe – kan smage, at det her er the real stuff.
Importeret egenhændigt af sandheden herself. Hele bønner. 500 g. Just for you.
Reglerne er lidt forenklet dem, du (bloggerne) kender:
1 lod: Skriv en kommentar til indlægget
2 lodder: Skriv en kommetar + link til indlægget
Og jeg trækker lod, skal vi sige en uge fra nu altså fredag den 16. april kl. 20.
I fuldstændig tråd med tidens trend (spørg bare den royale kommentator Emilia van Hauen og hendes crowd) ønskede jeg mig selvfølgelig ikke noget så usselt som materielle gaver til jul.
Nej, jeg vil sgu ha oplevelser, fællesskab og kreativ udfoldelse (ligesom 60+erne), og jeg er så heldig, at min kæreste ved, hvad der skal til for at gøre mig fuldstændig blød i knæene.
Så af sted til arty-farty selvrealisering inkl. full day off med mig, og nej, jeg drømmer ikke om at kunne leve af mine værker – selvom det kunne være corny nok med mit eget studio med udsigt over Københavs tage, ja eller i et gammelt nedlagt mejeri, som jeg selv havde sat i stand.
Det er bare fordi jeg synes det er så skidesjovt – og dejligt at tage hovedet under armen nogle timer, og så har jeg heldigvis fundet mig en lærer, som er så sindssygt god til at rose mig, så jeg i glimt har overvejet om jeg måske alligevel kunne slå mig ned som mig ned i bedste bohemestil laaaangt ude på landet, hvor hele familien kunne løbe rundt i flagrende gevandter og realisere og forsyne sig selv.
Ikke overraskende har jeg papir og tegneudstyr en masse liggende i skabet, men jeg synes bare det er så svært passe et liv som boheme ind mellem 9-4, madpakker og what not. Men derfor skal I selvfølgelig ikke snydes – og husk nu at jeg er til fals 0g salg for ussel mammon, hvis du bare aldrig har set mage…
Jeg fik endda en lille souvenir med hjem begået af den for real arty-farty dame, der rent faktisk havde det kunstnermejeri, hvor jeg legede boheme for en dag. Sikke mild man tager sig ud i akvarel.
Jeg sir bare til skeptikerne, at uanset hvad man må mene om manden og musikken, er det vil svært ligefrem at hævde, at der ikke er gang i den…
Og nu vi taler om forbrug… de her hollændere er bestemt ikke mainstream. Fede ting – jeg ville gå direkte efter en af deres diaperbags, hvis altså jeg havde brug for en (måske en ide til en barselsgave…)
Uden en betænksom ven var jeg aldrig blevet indehaver af den bedste forsinkede julegave – en billet til Thomas Helmig intimkoncert. Tak, min tro væbner ud i Helmig-universets fortryllende verden fuld af teenagedrømme og nostalgi. I’m all set…
Kun sandheden 