Category Archives: Farmorbørn

17. juni 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

En dag tilbage

Om 18 timer går jeg ud af døren på arbejdet og kommer først tilbage, når alle begynder at glæde sig til efterårsferien. Når man kommer på den anden side af vågne nætter, amning og babygråd føles det egentlig ret priviligeret at kunne holde en hel sommer fri med sine familie – og endda med lidt barselsgoder (cool cash) i tasken.

Så kom bare med sommeren, for de næste 14 dage skal jeg kun lave én ting; nemlig ikke at gå på arbejde, og når jeg er færdig med det, tager vi toget syd på til landet, hvor madpakkerne ikke findes. Der skal vi sidde med fødderne i alle Centraleuropas små søer, og om aftenen, når børnene sover veltilfredse i deres køjer, skal vi sidde i olielampens skær og læse alle de bøger, vi ikke har tid til hverdag.

Lyder det paradisk? Det blir det helt sikkert også – hvis altså bare der ikke blir for mange morgener som i morges, hvor über-a barnet vågnede 04.43 og kastede sig utålmodigt rundt i min seng en times tid, inden hun slog flik-flak af hysteri en times tid. Sådan nogle morgener kommer jeg nok til at savne mit arbejde og børnehaven en lille smule.

med emneordet , , , , , , , ,
13. juni 2010
1 kommentar
Farmorbørn, The kids

Supersøndag

En af de søndage, der går over i historien. Sov længe. God stemning i hjemmet. Af sted til hyggelig kaffeslabarads med min gamle fødselsforberedelsesgruppe sammen med Carla. Købe ind på vejen hjem. Hjem til sød mand og dreng. Glade børn. Af sted igen til super grill-kaos-arrangement hos familie, der er mere børneramt end os. Lige en søndag efter min smag.

Men den, der har nydt det allermest er lille Carla, som er mere tynget af den sociale arv end hun aner. For allerede fra morgenstunden var hun i strålende humør, hvilket alene skyldtes udsigten til en dag med masser af arrangementer på programmet. Det barn elsker at være gæst og have gæster. Jo flere, jo bedre.

Kun en enkelt krise i dag; nemlig da barnet undrede sig over, hvorfor vi mon nu på den ugentlige storindkøbstur havde købt så mange flasker vin, og jeg fortalte hende, at vi skulle holde fest i weekenden. Hun smilede fra øre til øre ved tanken om alle de dejlige mennesker, der så invaderer vores hjem – altså indtil jeg fortalte hende at det er en strictly voksenfest, og hun skal holde fest med sin farmor. Det fik selvfølgelig Miss Social til at bryde grædende sammen: “Jeg vil også have der  skal være mange mennesker hos farmor.”

Måske jeg skulle genoplive den gamle drøm om et kæmpe kollektiv. Anyone?

med emneordet , , , ,
27. maj 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Sandheden

Rekonvalescent

Den spareplan tog sgu hårdere på mig end jeg havde troet. Eller også var det bare en ganske almindelig influenza, der ramte mig samme dag, som spareplanen blev offentliggjort. Nu alligevel et sært sammentræf, hvis du spørger mig.

I går stod jeg over for udfordringen at være syg og enlig mor på samme tid. Jeg tumlede ud af sengen 10 minutter i fire og forsøgte at få mit hår lagt bare en smule ned, kastede lidt vand i hovedet for at sløre den værste febersved på overlæben og forsøgte mig faktisk også med lidt mascara.

Men det blev sådan set ødelagt ligeså snart jeg trådte ind i institutionen, og Miss Carla råbte ud over hele legepladsen: “Se, min mor har nattøj på, fordi hun er syg.”

Fordelen ved at være syg er, at man får nogle utroligt eksemplariske børn. Muligvis er der en sammenhæng mellem deres velvilje og min imødekommenhed over for stort set alle forslag. “Må vi ses fjernsyn?” “Må jeg få et stykke knækbrød mere?” “Jeg kan ikke spise mit rugbrød, må jeg få koldskål i stedet?” Ja. Ja. Ja. Måske man bare skulle lægge alle principperne på hylden og få en sjovere hverdag.

Jeg formåede også at bage muffins til Carlas udflugt i dag. Der er ingen grænser for, hvor langt man kan komme på vand og hovedpinepiller.

Så blev klokken endelig, endelig halv otte, og jeg svingende mig endda op til både historie og godnatsang, men ingen træer vokser ind i himlen, og særligt ikke når de er børn. Så nu kan I jo så selv gætte om de to trolde ville sove, og hvor længe der gik før de faldt til ro…

med emneordet ,
25. maj 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden, The kids

Spørgsmålet du ved må komme

Du ved jo godt det kommer. Og du ved, du ikke kan snige dig uden om for dit barn har krav på sandheden. Altså i en eller anden form end den med storken, for det er måske alligevel patetisk nok. Men jeg tror bare, jeg havde regnet med der ville gå nogle år endnu. På en måde. Så jeg kunne nå at forberede mig lidt.

Eller faktisk har jeg forberedt mig, for Maise Njors nyklassiker står faktisk allerede hjemme i reolen. Til de større børn. Men nu blev jeg så i stedet spurgt af en dreng på 2½, som udover græsslåmaskiner også har en fetich for babyer og deres ophold i maven.

– Mor, hvordan kommer babyen ind i maven?

– [uforberedt pjatte-latter] Det vil jeg gerne fortælle dig om en anden dag.

– Men hvorfor vil du ikke fortælle mig det nu?

Pas. Fordi jeg er en kylling. Fordi jeg ikke lige synes historien med tissemanden og tissekonen er den rigtige. Lige nu. Selvom drengen selvfølgelig er helt fantastisk vild med at hive i og skyde os med sit lille appendiks. Eller måske er historien snarere, at jeg ikke lige orker, at mit barn skal genfortælle den historie i vuggestuen. Og det ved jeg, at han gør, for han er særdeles meddelsom.

Så jeg besluttede mig for at låne en bog. For at få støtte. Og hjælp. Og ord. Men det bliver alligevel lidt for storken kommer-agtigt at læse om mus, der får børn (?!) og lidt for business-like at kaste sig over en billedbog, som forlaget har valgt at beskrive således: Om mandens og kvindens udvikling, kønsorganer, kønsceller, samlejet, svangerskabet, fødslen og forældrene efter fødslen. Stregtegninger med en kort ledsagende tekst.

Er der ikke nogen, der skriver en ny bog om at lave børn til små børn. 2½ år. Jeg skal bare bruge den imorgen.

med emneordet , , ,
24. maj 2010
3 kommentarer
Farmorbørn

Dengang Alfons var barn…

Jeg noterer mig, at i 1976

– havde børnehaven åbent fra 7-19.

– var børnene i svømmehallen om mandagen.

– sagde far farvel uden for institutionen, og drengen gik rask af sted til børnehave uden langstrakte kramme-knuse-vinke-vi-ses-pivpiv-mor-elsker-dig-endnu-højere-piv-piv-seancer.

med emneordet ,
23. maj 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Natur på den forarbejdede måde

Da jeg første gang så på den faldefærdige rønne, som siden blev vores hus i provinsen, faldt jeg nærmest i svime over, at ikke bare huset var fedt, men også at det lå lige ved vandet OG med direkte adgang til naturen.

Nå, men her er et godt råd. Ligesom indbygget ovn godt kan dække over et gammelt komfur, der står på køkkenbordet, som det var i det her hus, er en natursti ikke nødvendigvis en anbefaling fra Danmarks Naturfredningsforening. Så her straffen for at lade sig forblænde af det umiddelbare indtryk i stedet for at gå tyve meter ned af stien og se sig om…

Det er så sådan, man efterfølgende opdager, at man er nær nabo til både et rensningsanlæg, Kommunekemi og et industriområde under udvidelse. I det mindste skinner solen…

med emneordet , , ,
19. maj 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Sandheden

Et liv med lister

Tænk engang, min mor er sådan et menneske, der ikke kan køre i Brugsen efter en liter mælk uden at skrive en seddel først. Når vi skulle have gæster derhjemme, skrev hun minutiøse lister med alle de opgaver, der skulle løses før gæsterne kom: “Stryge skjorte”, “lave dessert”, “ordne vask i badeværelset”…

Kæmpe komisk. Syntes jeg. Men dengang var jeg så også 15 og ikke 35, selvom det selvfølgelig godt kunne være svært både at skrive dansk stil og være forelsket i ham fra parallelklassen. Samtidig.

Nu står hovmod til gengæld for fald, for hver gang jeg har et ledigt øjeblik laver jeg lige en liste. Det fede ved lister er, at det giver orden i et lidt kaotisk og meget uforudsigeligt liv med børn.

Når jeg har skrevet det hele ned, så behøver jeg ikke huske på alle de vigtige sager mere. Hvis jeg nu var zen-mor ville jeg sikkert sige at jeg så kunne være mere tilstede i nuet, men det ville nok være en tilsnigelse.

Mit problem er nemlig – i modsætning til min mor – at jeg aldrig kan finde sedlerne igen, så derfor går jeg hele tiden rundt med fornemmelsen af, at der er noget, jeg har glemt. Desværre viser al erfaring indtil videre, at jeg har ret. For der er som regel noget, jeg har glemt, men det blir jo rent Sisyfos-arbejde at liste sig ud af den udfordring.

med emneordet ,
18. maj 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden

Har I fået styr på orloven?

Hvis jeg havde en FAQ i mit liv, så ville spørgsmålet, om hvorvidt vi har fået planlagt vores orlov (præcis en måned fra nu…)  stå øverst. Mit svar ville være:

Ja, altså bortset fra, at vi mangler

  • At betale sidste rate til autocamperen
  • At finde ud af hvornår vi skal betale sidste rate til autocamperen (det er ikke usandsynligt at vi har misset en dato… hope not)
  • Rejseforsikring
  • Nye pas til børnene
  • At få taget billeder til nye pas til børnene
  • At booke overnatning i Nürnberg
  • At booke cykeltrailer i Berlin
  • At få bare et minimum af overblik over overnatningsmuligheder i Østrig, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Kroatien, Italien og det der ligger derimellen
  • At hyre en havemand til at slå græsset, mens vi er væk, bare for ikke at signalere alt for meget vi-er-ikke-hjemme-så-tag-hvad-du-vil-ha
  • At bestille et Mastercard

Ahr, det burde jo ikke tage mange timer at få på plads, tænker du. Enig. Men det kræver så ligesom, at man har nogle timer, som ikke er fyldt ud med arbejde, tøjvask, madlavning, oprydning, de der goddamn madpakker (igen) og forsøg på bare et minimum af afretning og tilpasning af børn.

Jeg er helt sikker på, at det er en meget klog beslutning, at børnene lige tar en uge mere i institution, når vores orlov starter. Om ikke andet fordi vi skal bruge de første par dage på vågne efter den havefest, der indvier orloven. Og så er der selvfølgelig også selve pakningen. Egentlig burde vi vel også have en form for førstehjælpskasse med…

med emneordet ,
10. maj 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, The kids

Dagen, vi elsker at hade

Mors Dag. Det er lidt langt ude ikke? En pengemaskine af de helt store, som vi ikke har lyst til at være en del af. Så hellere give sine penge til mødre i Afrika, hvis vi endelig skal være med på den galej. Men altså i udgangspunktet bare langt ude, for vi vil jo hellere bare hylde vores mødre (og fædre) i hverdagen end en eller anden tilfældig dag i maj. Ikke?

I årevis har jeg nægtet at ligge under for al den postyr, der er omkring Mors Dag. Fordi det er insisterende anerkendelse af værste skuffe. Syntes jeg. Men da jeg blev vækket søndag morgen: Moar, moar, i dag er det din dag, altså så skal man da være lidt til den følelseskolde side for ikke at synes, at det lød som en meget god deal. Min dag. Hvornår har nogen af mine børn nogensinde givet en dag fra sig og helt frivilligt overdraget den til mig sammen med en meget flot perlekæde og en nøglering i plexiglas? Jeg fik i øvrigt også en ny termokande, og så kan det godt være, at det bare er (blevet) et kommercielt stunt, men jeg har altså virkelig manglet en termokande meget længe – blev selvfølgelig også utrolig glad for perlekæde og nøglering. Selvfølgelig.

Men jeg har vist lige et enkelt hængeparti – et spørgsmål fra Miss Carla, som jo på en måde også kræver et svar:  “Men hvornår skal du give en gave til DIN mor?”

med emneordet , ,
7. maj 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Alle elsker Selma

Sig lige det en gang til: Vi elsker Selma for det gør vi virkelig – de største fans er de to små trolde, som skriger af fryd, når hun viser sig i døren. Selma er vores barnepige, ja det er da lige før jeg er fristet til at kalde hende vores storesøster, og muligvis den bedste beslutning, vi har taget i vores forældreliv.

Siden Carla var et halvt år, har Selma taget lidt af den dårlige samvittighed over lange dage for små børn i vuggestue, vogtet afkommet, mens vi tog hinanden i hånden og legede kæreste nogle timer, og bedst af alt været den mest pålidelige alarmcentral, der kan rykke ud med meget kort varsel, når den store sorte hverdagsgryde for alvor brænder på.

Børnene elsker hende, fordi hun er den sødeste i hele verden, fordi hun ikke er rigtig voksen, og fordi de bare må børste og børste hendes lange mørke hår i en uendelighed. Og vi elsker hende, fordi hun er så sej og går igennem enhver forældres worst nightmare – ulvetimen – og giver dem aftensmad og putter dem uden det mindste antræk til panik.

Lige om lidt bliver hun lidt mere voksen med studenterhue og alting, og for at være helt ærlig så synes jeg egentlig bare, at hun skal blive hængende i vores lille provinshul, for jeg tror ikke rigtig vi kan undvære hende. Og hun kan jo ikke bare sådan forlade os, vel?

med emneordet , , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →