Category Archives: Brokkekassen

3. november 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen

F***ing vintertid

Det er godt denne her uge ikke faldt sammen med min zen-uge, for så havde jeg været tvunget ud i dumme begejstrede banaliteter a la Hvor dejligt at stå tidligt op og have god tid sammen med familien.

HA! Nu kan jeg i stedet nøjes med at sige: Hvor latterligt at blive vækket kl. 04.30 efter mindre end fem timers søvn og så bruge to tåbelige timer på at få et sommertidsudhvilet barn til at sove! Hvor langt ude-tåbeligt at kaste med puder og bamser i desperation over at få sin skønhedssøvn ødelagt! Hvor skingrende belastende at skulle se sig selv i spejlet kl. lort i lagkage og få det bedste ud af det syn!

Jeg er så træt, at jeg ikke engang gider at belemre jer med, hvordan det føles. Og jeg har for længst prøvet med kaffe – og nougatmandler fra Summerbird. Hjælper ikke en skid.

Heldigvis – og thank god for shopping – kan Amazon, Liebe og Perch’s holde mig kørende et par timer inden jeg langsomt glider ned ad stolen og spredes i atomer ud over sofaen.

Yndlingsbambus-te, ny favoritkop (det er den aller-aller-sidste, promise, Casper), en smuk, smuk bog, som fortjener selvstændig omtale af en med større overskud (glæd dig), to sjove og en hemmelig bog (afsløring følger inden længe uh-h cliffhanger!) – og en australsk ko, der ikke måtte komme i børnehave…

Aih, der var også noget andet, mere vigtigt jeg ville sige. Noget med en film, jeg har set. Tror jeg. Af hende den smukke Sophia Coppola. Ret fantastisk. Og stille. Vist nok. Måske. Nå ja, og så at jeg synes vintertid er noget crap – og at alle de voksne skal holde op med at tale om, at der fik vi nok lige en time forærende. Det føles sgu mildest talt ikke som en foræring, skulle jeg hilse og sige. Og nu begynder jeg også snart at kaste puder på mig selv, hvis jeg ikke tier stille. Sure kælling! There, I said it! Gadonk!

med emneordet , ,
27. oktober 2010
1 kommentar
Brokkekassen

Der er ingen vej uden om

Undskyld, er der nogen, der har glemt at tænde for lyset – eller at slukke for vandet. Goddamn! Stadig kun oktober, og alligevel solen står først op til frokost og går ned lige efter. Og det regner. Lige om lidt stiller vi havemøblerne tilbage og får lidt af lyset igen, men i løbet af et par uger er hele landet gået i sort igen. Og batterierne på mine cykellygter er allerede døde. Der er sgu da ikke noget at sige til at vi er nødt til at gå amok i jul for at overleve. Vintermørke – det store rædselsvækkende monster, der vender tilbage år efter år…

Og folk, der taler om vejret er i øvrigt langt ude. Så nu er det sagt. Ude af systemet. Og så snakker vi ikke mere det…Vi ses til fælles ekstase og lovprisning af, hvor lange dagene egentlig er i maj!

 

med emneordet , , , ,
19. oktober 2010
4 kommentarer
Brokkekassen

Må jeg godt sige noget?

Det er jo totalt langt ude, at hver eneste lille prut et politisk engageret menneske har gjort i sin fortid, kan gøre sig fortjent til en tur i mediemøllen. Helt ærligt!

Ole Sohn var kommunist, og ja, set i bagklogskabens klarsyn var der dele af det engagement, som var en smule naivt. For nu ved vi allesammen, at de ikke havde det helt så godt der omme bag muren, og at der var nogen, der glemte at yde efter evne og nyde efter behov.

Og vi kan da også godt blive enige om, at den samfundsmodel, som kommunisterne hyllede ikke viste sig at være helt så bæredygtig (men jeg sku da så hilse at sige, at vi lige nu har de klareste beviser for, at liberalisternes begejstring for de frie markedskræfter også lader noget tilbage at ønske).

Men at manden nu skal tvinges til at sige, at det ikke bare var naivt, men også at det var en fejl at være aktivt kommunist er jo så himmelråbende dumt som det lyder. Det VAR jo ikke en fejl – og dengang var DKP faktisk en del af folkestyret. Det er noget med demokrati og den slags frisind, der betyder at man godt kan rumme andre end sig selv og sine egne. Og det i sig selv kan jo godt være noget af en udfordring i en tid, hvor vi bedst kan lide vores egne (tro mig, jeg har også svært ved at sluge, at der er så mange, der elsker Dansk Folkeparti).

Nå, der er ganske givet 1000-vis af nuancer på den sag, men jeg er bare SÅ freaking træt af, at vi finder os i, at der hele tiden bliver kastet røgslør ud over det som vi virkelig burde interesserer sig for. Fx hvordan regeringen systematisk har udsultet den offentlige sektor for at skabe rum og velvilje for den private sektors alternativer – og sundhedssektoren er jo bare et hjørne. Er der ikke nogen, der gider følge den til dørs. Please? For fanden!

med emneordet , , , ,
18. oktober 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Farvel zen

Er det ikke næsten snyd at skulle lave zen over sin weekend, når nu begrebet weekend nærmest er zen i sig selv? Eller er blevet zen. For når jeg tænker mig om, var der sgu ikke meget zen over vores weekender for et år siden, hvor alle dage startede senest kl. 5. Hold kæft, hvor er der meget weekend at tage af, når man er oppe fra 04.38, og hvor er det mørkt, og hvor lærer man at elske al børnetv uanset kvalitet, bare det får børnene til at være stille, og hvor er man træt, og hvor har jeg tit glædet mig til det blev mandag igen. Not so zen.

Men nu er det zen – eller måske så zen, som det kan blive. For i går synes jeg faktisk var en ret god dag, selvom jeg stadig ikke fatter, hvorfor børnene skal råbe hele tiden. Men da Casper så kom hjem efter en god dag på golfbanen (en over på de første ni og par på bag-ni. Nå, så kom ikke sig at jeg ikke hører, hvad du siger), så sagde han, at jeg (?!) råbte meget af børnene. Ahr, ved du hvad? Kan det virkelig passe? Mig? Tålmodighedens gudinde? Så undskyld for det da! Men hvis jeg bliver bedre til at tale lavere, så har de unger eddermame også bare at kopiere mig. Pronto.

Og ellers er der bare at glæde sig over:

– en genial gulerodskage, som smagte mere af smør, chokolade og nødder end af grøntsager.

– at børnene har fattet, at når man kommer sent i seng, har man pligt til at sove længere (ikke længe, træerne gror jo ikke ind i himlen) om morgenen.

– at vi nu er en suttefri familie, hvilket betyder at Halfdan forhåbentlig snart holder op med at ligne Gitte fra Carsten og Gitte.

Og så tror jeg lige jeg holder en pause med al den positive attitude. Det er fanme ikke nemt at komme til at brokke sig, når man hele tiden skal vende det sure med det søde.

med emneordet , , , , ,
10. oktober 2010
1 kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,
28. september 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Brokkekassen, Mig sagde hunden

Nu rejser vi os!

Diskussionen bølger frem og tilbage i blogland mellem de sidste dages hellige mødre og skruebrækkermødrene om det er bedst at tilstræbe det ufejlbarlige og vikle alle udfordringer ind i candy floss, eller om vi hellere skal erkende vores egen utilstrækkelighed som mødre og grine lidt ad os selv, når vi spænder ben for vores egen drømme om den perfekte familie….

Jeg synes de fleste udfordringer og fejlslagne intentioner fortjener et godt grin. Til gengæld synes jeg ikke det er så kønt, når kvinder begynder at slå hinanden oveni hovedet, fordi vi synes det er bedst hvis alle andre er ligesom os selv. Og jo, det er den gode gamle søstersolidaritet, jeg taler om! For vi har brug for hinanden – selvom vi nogle gange glemmer det midt i kampen med bleskift, kreditforeningslån og almindelig hverdag.

Og hvis du er ikke ved, hvad jeg mener, synes jeg du skulle læse Informations interview med Julia Lahme. For nogen gange er det sgu meget godt lige at blive mindet om, at der er noget der større end ens egen navle.

med emneordet , , , , , , ,
31. august 2010
4 kommentarer
Afrika, Brokkekassen, Mig sagde hunden

Jeg vil gerne sige undskyld

I nat kunne jeg ikke sove. Og jeg har ellers aldrig svært ved at sove. Inde ved siden af holdt naboerne fest, og jeg havde udsigt fra 1. parket fra min lille camperalkove: Fire tyske ungmøer, der havde støvet fire belgiske ungersvende op og inviteret dem hjem på terrassen. Bordet var fyldt til bristepunktet med flasker, og der var skruet godt op for anlægget med en god gang tysk hitparade, som pigerne skreg med på. Indimellem legede de også det gode gamle sandhedsspil I’ve never…

Meget morsom leg, som jeg blev introduceret til blandt backpackere i Afrika. Det går i al sin enkelhed ud på, at man deler alskens intimiteter med folk, man ikke kender. For eksempel skal man tage stilling til interessante udsagn som: ”I’ve never had sex in a kitchen” (for at bruge et frisk eksempel fra i nat). Og hvis man så faktisk har haft sex i et køkken, skal man drikke – og på den måde lærer man jo så hinanden at kende, samtidig med at man bliver fuld. En form for win-win.

Nå, men jeg lå så der i nat i min søvnløshed og blev en lille smule indigneret over ungdommens manglende forståelse for deres omgivelser. De tror bare, de kan sidde og spille smarte med deres sprut og deres ulidelige popmusik, mens vi andre forsøger at få en smule sammenhængende søvn.

Men der midt i natten kom jeg pludselig til at tænke på min første lejlighed i Kbh, som jeg delte med to veninder, og hvor vi alt for ofte havde problemer med overboen, som synes vi larmede for meget bare, fordi vi havde et par gæster på besøg til et spil TP og en kasse øl. Og der var vist også en gang noget med en tyrkisk nabo på 70, som jeg kimede ned tidligt om morgenen, fordi jeg ikke lige kunne finde min nøgle, da jeg kom hjem efter en lang nat i byen. Just to name a few.

Behøver jeg sige mere – altså andet end undskyld! Undskyld fordi jeg holdt dig vågen! Undskyld fordi jeg skrålede med på Tears in Heaven ((gen)hør den lige om lidt, og vid, hvorfor den er en undskyldning værdig)! Undskyld fordi jeg troede, at jeg – og mine veninder i øvrigt – var en gave til menneskeheden! Og nu jeg er i gang, vil jeg i øvrigt også gerne sige undskyld, fordi jeg i samme periode forpestede luften med mine små hjemmerullede cigaretter uden filter. Jeg handlede imod bedre vidende. Og med ungdommeligt hovmod. Det går over. Desværre.

med emneordet , , , , , ,
10. juni 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

I give up

Der er steder i den her verden, hvor jeg nægter at komme. Legoland. Lalandia. Og Lidl. Tysk supermarked på invasion i provinsen. Et blå/gult discounthelvede, der har hylderne fyldt med syntetisk yoghurt og pumpede pølser af den værste slags. Seriøst. Det er ikke noget for mig.

Jeg er jo økomum. Wannabe måske, men alligvel. Altså socialt ansvarlig, økologisk bevidst. Og fordi jeg er et kategorisk menneske, har jeg ikke svært ved at holde mig væk. Jeg har slet ikke brug for at blive sat i bås med H2O-badesandaler.

Nu er der bare lige den udfordring, at Lidl ligger på min daglige rute mellem stationen og hjem. Så indimellem har jeg da lige været forbi efter en liter mælk – de har faktisk en økologisk. Og det er da også hændt, at jeg har købt bananer (økologiske forstås), når nu jeg alligevel var der. Måske er der også røget en enkel bakke (økologiske) æg i kurven. For en måned siden opdagede jeg, at økologisk (tysk) mel kan fås til næsten halv pris hos de blå/gule. Og i dag kunne jeg med gru konstatere, at de har opgraderet deres grøntafdeling med helt urimeligt mange økologiske varer.

Men den største mavepuster fik jeg på vej op til kassen. For lige der midt på gulvet stod selve gudedrikken fra Sydafrika, og som jeg aldrig har set andre steder end i moderlandet. Rækker og atter rækker af læskende æbledrik med brus. Og nu tænker du sikkert, at jeg bare taler om en æblemost med brus. But oh no, det er vildere end det. Det er boblende sol, sommerbrise og Sydafrika på flaske. Den har faktisk også en søster, som er lavet på druer, men den kan man da heldigvis ikke få i Lidl. Så har jeg da stadig noget at brokke mig over. Heldigvis.

med emneordet , , ,
25. maj 2010
4 kommentarer
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Autoreply

Tak for din henvendelse. Jeg er desværre gået ned med skam. Over mit land. Jeg er så træt af at træde på dem, der allerede ligger ned. Verdens fattige. Indvandrerne. De arbejdsløse. De svage familier. Og så træt af skattelettelser. Og pisk. Og selvtilfredshed. Hvis der er nogen, der har opløftende nyheder, er I velkomne til at sende dem. Men måske orker jeg ikke at svare.

med emneordet ,
20. maj 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Brokkekassen

Mit livs novelle på 376 sider

Læs den bog. Se den film. Hør det musik. Åh, anbefalinger af alt det kultur, vi allesammen burde berige vores liv med – og jeg holder mig for så vidt heller ikke tilbage. Både fordi jeg gerne vil give jer en god oplevelse, men måske lige så meget fordi mine anbefalinger viser at jeg er med på beatet. Se lige, hvad jeg kan…

Nå, men hvis vi virkelig ville hjælpe hinanden, altså sådan en slags travl mor til travl mor-hjælpende hånd burde vi jo i stedet anbefale hinanden alle de bøger og film, som man ikke behøver at spilde sit liv på. Fordi det er kedeligt. Ligegyldigt. Røvsygt.

Tænk, hvor meget tid vi kunne spare, hvis vi ikke sad i biografen og så The Men Who Stare At Goats, som var ret så dilletantisk, eller hvis jeg ikke havde spildt en aften på Betty Nansen Teatret for at se Moskva, som mest af alt var en roman med levende mennesker, eller hvis jeg ikke havde læst Pippa Lees mange liv. Jeg siger jer at anti-anbefalinger kunne vise sig at have en effektiveringsgevinst for forældre på linie med regeringen og oppositionens udspil til besparelser – til sammen.

Så here goes: LAD VÆRE MED at læse Jette A. Kaarsbøls seneste bog Min næstes hus. Også selvom du elskede Den lukkede bog. Det gjorde jeg. Altså læste Min næstes hus, fordi jeg elskede Den lukkede bog. Og jeg fortrød.

Desværre er den nye bog er så triviel, at jeg havde givet op længe, længe før, hvis altså ikke det var fordi jeg sad spærret inde i en bus i en endeløs kø på de tyske motorveje (kombinationen gjorde mig ikke ligefrem mindre sur).

Historien er: Succesfuld mand fra byen tager ud på landet for at begrave sin far, som han selvfølgelig har haft et anstrengt forhold til. I landsbyen møder han andre værdier og en kvinde, der nok kan vende hele hans liv og alle hans overbevisninger på hovedet. Jeg skimmede de sidste 100 sider bare for at få slutningen med, og de får allesammen hinanden i numsen og bliver glade hver for sig eller sammen. Så ved du det.

Følg endelig trop, hvis du ligger inde med god advarsel…

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →