Category Archives: Anbefalinger

Så sank jeg så dybt

Åh, den søde juletid med adventsgaver og chokoladekalender. Altså ikke til mig, vel? Det løb er ligesom kørt, når man får børn – ligesom julegaverne. En gang for ikke så længe siden lå jeg ellers lunt i svinget. Masser af gaver. Men den energi er nu kanaliseret over i børnene. Fordi de fortjener det? HAHAHA!

Efter en lidt skinger start på eftermiddagen, hvor Halfdan fik smørskålen ned over foden og blev paralyseret af sin egen smerte, lykkedes det at skabe god stemning, lave aftensmad og i fællesskab se det første afsnit af Sving i Julet, som Miss Carla kalder den. Ren harmoni og lykke. Lige indtil de skulle sove. Selvfølgelig. Så startede den sædvanlige strøm af krav: Jeg vil have min ridder. Jeg vil have en bamse. Jeg vil også have en bamse, for jeg har kun en og han har to. Jeg er tørstig. Jeg kan ikke sove, når det er mørkt. Jeg kan ikke sove, når der er lys. Jeg vil have en bog. Jeg kan ikke finde min bamse. Min ridder er væk. Jeg kan ikke sove…

Men så er det jo godt, det er jul, for det gav mig jo et helt nyt kort på hånden, og jeg iler straks med en anbefaling. Vær ikke for stolt. Synk gerne så dybt som mig. Metoden er afprøvet – og det virker. Prøv det selv derhjemme: Hvis jeg hører et ord mere fra jeres værelse, spiser jeg chokoladen i jeres kalender i morgen. Fuldstændig ro. Øjeblikkeligt!

med emneordet , ,

Pssst!

Jeg har fået lov til at holde et foredrag om min orlov, og jeg synes det kunne være sjovt at holde flere og dele alle de fede og knap så fede oplevelser med andre, så hvis du kender nogen eller et sted eller har et forslag eller noget, så hold dig endelig ikke tilbage. Skriv straks til suzettefrovin@mail.dk og lad mig høre. Du kan læse om foredraget her

 

med emneordet , , , ,

Det her må du ikke gå glip af

Nå, men jeg er så det heldigste menneske i verden. Jeg er nemlig husanmelder på Betty Nansen-teatret, og der taler vi altså virkelig win-win: Jeg får gratis billetter og en god drink at starte aftenen på (og lov til at føle mig en lille smule kendt med de kendte, hvilket jo heller ikke at foragte for en gennemsnitlig dansk mor i provinsen). Men det sjoveste er, at teatret betaler mig for at mene lige det, jeg vil bagefter. Det er ikke altid, jeg er begejstret, men i fredags var jeg lutter klapsalver. Læs selv hvorfor.

Og skynd dig så straks at bestille billetter til Medealand for se, det er godt teater med bid!

med emneordet , , , ,

Lidt ord i overskud

Ingen skal sætte sorte fingre på de hvide vægge, for kærligheden er som sne, der glimter, når solen rammer tusindvis af krystaller.

Bare en tanke efter premieren på Medealand på Edison i fredags. More to follow…

med emneordet , , ,

Kvindelige forfattere, der rykker

Randi spørger: Er på jagt efter en kvindelig forfatter, som kan overbevise en kær mandlig ven om at kvinder også rykker på litteraturfronten… ved han er vild med Erlend Loe og Henry Miller, hvis det kan hjælpe. Har du nogle forslag?

God anledning til at jeg kan få lov til at kloge mig lidt på bøger, og eftersom jeg er sådan, der altid har svært ved at huske, hvad jeg har læst, nærmest dagen efter jeg har lagt bogen fra mig, kræver det jo også lidt hjernevirksomhed. I sig selv en udfordring. Men altså lige den der kobling mand – Loe – kvindelig pendant var egentlig ikke så svær, så here goes…

Kære Randi,

Her er en bog, der er mindst lige så vanvittig og (tragi)komisk som Erlend Loes bøger; nemlig En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk. Seriøst, det hedder den. Og den er skrevet af Marina Lewycka. En vanvittig og ret morsom bog om en ukrainsk indvandrerfamilie i England, som har et mildest talt svært forhold til hinanden – og relationerne bliver ikke mindre komplicerede, da den aldrende far gifter sig med en noget yngre og temmelig blond ukrainsk kvinde hvis hensigter ikke er helt så uskyldsrene. En ret underholdende tour-de-force i vanvid.

Jeg har en særlig forkærlighed for bøger om indvandrere og kulturmøder, så den den anden bog, som jeg også tror vil kunne overbevise en skeptisk mand om kvindelige forfatteres værd, er den danske forfatter Lone Aburas’ Føtexsøen, som vist i øvrigt er ved at blive filmatiseret. Den handler om en ung dansk-egyptisk kvinde, der fordriver tiden bag et kasseapparat i Føtex, mens hun tager tilløb til at gøre det, hun virkelig gerne vil. Samtidig fortæller bogen ret underholdende om den egyptiske far, der forsøger at finde rundt i de to kulturer, som han er en del af.

Og nu vi er ved indvandre-historierne, indiske Zadie Smith fortæller altså også historier, hvor der er gang i gaden og masser af god humor. Hvide tænder synes jeg er den bedste.

Tjek også afrikaneren Chimamanda Ngozi Adichie. Hun skriver gudegodt, og  både En halv gul sol og Det du har om halsen (hvis du tør udfordre en mand eller nogen overhovedet med noveller) er verdensklasse litteratur, som selv en mand bør elske.

Håber du kan bruge tippene – og at de bliver vel modtaget i den anden ende…

Knus Suzette

P.S. Byd endelig ind, hvis der er nogen af jer andre, der har gode bud på bøger, som kan overbevise mænd (eller bare en mand) om, at kvindelige forfattere rykker.

P.P.S. Hey, måske er det den nye service på bloggen? Bogkassen? Andre, der har brug for at overbevise nogen om noget, der har med bøger at gøre?

med emneordet , , , , ,

Te-narkomaner vogt jer!

Jeg var i Magasin i går for at købe en underkjole, for jeg blir ikke gode venner med den der blondebody inden weekendens store badehotel-fest, som jeg i parentes bemærket forventer mig meget af. Altså festen…

OG i Magasin fik jeg serveret den dejligste te, som kom ud af de smukkeste dåser, og som oveni købet – mark my words – var økologisk. Puha, dårlig kombi, ikke? Altså hvis man ligesom forsøger at skære lidt ind til benet med impulskøbene.

Heldigvis havde den skønne ungmø, der stod – eller skulle have stået – i kassen alt for travlt med diskutere med en veninde i telefonen, så jeg nåede at stå og hænge længe nok ved kassen med min grønne dåse fyldt med guddommelig te fra Løv Organic til, at jeg huskede mig selv på, at jeg jo lige havde købt te og i øvrigt har hylderne fulde af smukke dåser. Men det skal jo ikke holde dig tilbage…

med emneordet , , ,

Vil du have en mavepuster?

”De refererede for hinanden samtaler som de havde haft med andre forældre, og forsikrede stakåndet hinanden om at det blev nemmere om et års tid, om to år, når den mindste blev tre, når de begge var over fem, når ingen af dem brugte ble, når de var i skolealderen…”

Er det en samtale I har haft derhjemme? Bare lidt?

Eller hvad med det her:

”Med samme skæve smil forholdt de sig til de efterhånden allestedsnærværende populærvidenskabelige håndbøger om ernæring og trivsel i familien, som Rune og Anna med en vis selvrespekt kunne proklamere, at de aldrig kunne finde på at købe, men som alligevel fandt vej til deres lejlighed […] og de talte om at det var hysterisk, kvasireligiøst og potentielt farligt, men endte alligevel med bagest i hovedet at lagre nogle af de vejledende ideer og gode råd og måske afprøve en madopskrift eller to.”

Nu kom jeg så til at sige, at den måske ikke var så god, men i mellemtiden har jeg så rent faktisk læst Nikolaj Zeuthens bog Verdensmestre, og jeg har knap fået vejret endnu. Egentlig er det en ret nøgtern beskrivelse af livet , som det former sig for parret Anna og Rune og deres to små ønskebørn, men skal jeg love for, at han får hængt alle os, der er børn af 70’erne og blev forældre i 00’erne, til tørre. Eller i hvert fald mig og så mange i min omgangskreds, at det begynder at ligne en tanke, en form for et fænomen, en generationsting.

Siger det her dig noget:

”Et gennemgående problem som især viste sig med den treårige Emma, var at barnets eget velbefindende og trivsel var det eneste pejlemærke for hvor vellykket projektet var. Rune og Annas valg førte langt fra altid tilbage til et fastforankret sæt af ideer og overbevisninger, men indgik snarere som indimellem ganske flagrende dele af en hele tiden igangværende proces hvor målet var at fremelske bestemte egenskaber i datteren, og hvor det derfor var hendes adfærd der var evalueringsrapporten hvori man kunne læse hvor godt eller dårligt målsætningen var lykkedes.”

For ikke at forglemme det evige dilemma:

”De kunne således godt på en lørdagsudflugt i en snæver vending give Emma en hotdog i en pølsevogn, men mens hun stod der med maden i sine små hænder og smilende lod den forsvinde ned i sit sarte og letpåvirkelige fordøjelsessystem, gjorde de sig begge mere eller mindre abstrakte, diagrammatiske forestillinger om hvordan farvestofferne og de øvrige E-numre trængte ind i mavesækken og tarmene og hjernen, hvordan de små giftpartikler satte sig i Emmas væv, hvordan fedtet og ketchuppen og remuladen og de ristede løg helt givet ville virke på Emma i retning af mathed og følelsesmæssige udsving, og i mange timer efterfølgende ville den røde pølse være et negativt pejlemærke for Rune og Annas forståelse af Emmas adfærd og humør.”

Det er ikke særlig sindsoprivende og sine steder både forudsigeligt, kedeligt og temmelig gennemsnitlig. Præcist som mit liv. Læs den, hvis du tør.

med emneordet , , , ,

Vinterstress – lidt metadon til dig, der også går glip af Bogforum

Min kollega har været på sådan et gude-agtigt seminar, hvor forlag og anmeldere præsenterer den kommende sæsons bedste bøger, og vi kan konkludere, at jeg også i år har alt for lidt tid til alt det gode (fordi jeg bruger tiden på noget andet godt).

Jeg er ved at læse Vidunderbarn af Roy Jacobsen, som er guddommeligt godt skrevet. Er ikke nået så langt, og biblioteket er begyndt at rykke – og det ved vi jo godt koster, så måske det bedre kan betale sig at skrive den på juleønskelisten. Lige under Vidunderbarn ligger Sara Stridsbergs Darling River (jeg forguder den kvinde), Morten Ramslands Sumobrødre (jeg elskede, elskede Hundehoved) og Suzanne Brøggers seneste bog (der er ikke mange intellektuelle og bevidst dekadente tilbage i DK – og hun skriver fantastisk)

Nå, men så kom han altså tilbage, min kollega, med et helt hæfte fuld af alle de bedste bøger, som vi kan glæde os til. Jeg har allerede bestilt Nikolaj Zeuthens Verdensmestre, som måske ikke er verdens bedste bog, men som pirker lidt til alt det hverdagsliv, vi hælder ud over hinanden og bloglandet. Og så er der i øvrigt endnu mere nyt fra Suzanne Brøgger, og jeg føler mig også kaldet til at kaste mig over mammutværket fra Norge Knausgårds Min kamp, som har fået litteraturpriser og begejstrede anmeldelser hele raden rundt.

Og nu har jeg lige læst en artikel om tidens trodsige tøser, de nye og unge (hvordan kan man være født i 1988 og så allerede have en forfatterkarriere, forstår du det?) kvindelige forfattere, som kommer til at provokere os i de kommende år. Forstår du, hvad jeg mener. Altså hvordan skal man nogensinde nå at læse alle de bøger, som verden bliver begavet med? I det mindste kan jeg glæde mig over at gå glip af Bogforum og dermed også at leve i uvidenhed om fristelsens fulde omfang.

http://www.flickr.com/photos/thyagohills/5009884654/

Hm, beklager, hvis det på trods af alle andre hensigter alligevel blev lidt nørdet… og knudret…

med emneordet , , , , , , , ,

En velkomst du aldrig glemmer

Tjek lige den her flash mob-film fra T-Mobile. Ret cool velkomst (og reklamestunt)…

med emneordet , , ,

Se, hvor de danser

Slap lige af en forestilling. Seks kroppe badet i lys og lyd. Jeg ved noget om teater, men ingenting om dans. Men altså den der forestilling, Frost, har så rigeligt fortjent sin Reumert.  Goddamn, det var smukt og overraskende og aldeles anbefalelsesværdigt.

Og ved du hvad? De der dansekroppe… hvem der bare havde den overarm eller den mave eller den smidighed eller de proportioner. Smukke, smukke mennesker. Stramme, stramme numser.

med emneordet , , ,