Ahem… en måned i børnehave, og min søn er allerede totalt streetwise. Forleden kom han ind i stuen med hænderne i siden, kiggede på sin søster og sagde: Hva så smukke! Savner du nogen at lege med?
WTF?!?!
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: what they say
Og nu vi er i gang med undskyldningerne…
Jeg havde ikke forudset, at det der bare skulle være lidt afslapning for børnene undervejs, eller måske rettere en tiltrængt pause for de voksne, har udviklet sig til lidt af en sproglig udfordring.
Jeg mener den franske tegnefilm Kirikou og de vilde dyr er prisbelønnet and what not. Og Cykelmyggen Egon er vel nærmest (eller burde være) pensum for alle børn. Historierne om den uheldige (og lidt uartige) dreng Vitello er jo også bare ment som god underholdning. Og helt ærligt, der står sgu ikke noget på hverken filmkassetter eller bogomslag om, at forældre skal være opmærksomme på ”strong language”.
Så efter et lidt uheldigt intermezzo på campingpladsen i Split, hvor et intetanende dansk ægtepar i deres bedste (pensionist)alder overhørte mine børn råbe efter mig, vil jeg også på forhånd sige undskyld, hvis du skulle høre mine børn sige:
- Hva har du gang i, mand?
- Farvel dit store bæst.
- Din maddike!
- Står der idiot på ryggen af mig?
- Skal du ha en tungeslasker?
Det er bare en form for kulturel dannelse initieret af landets og verdens ypperste kunstnere. Og ikke et udtryk for, hvordan vi taler hjemme hos os – selvsagt!
Husk nu hunden
I en uges tid har børnene leget en leg med en tom 1½ l vandflaske og en snor. Det er noget med, at flasken er en hund, og så trækker de hunden med rundt på campingpladsen og gir den mad og lægger den til at sove. Og det foregår på den der lidt maniske måde, hvor man under ingen omstændigheder må røre ved flasken, fordi hunden jo er ved at spise eller noget.
Kom ikke og sig, at selv danske børn ikke kan lære at få meget ud af lidt, når de er blevet trætte af de otte stykker legetøj, som deres mor har taget med hjemmefra – og som i øvrigt ret hurtigt viste sig at være lige netop det, de ikke leger med.
I går gik begge børn (selvfølgelig) med Casper på toilettet og på vej tilbage lå flasken på græsset.
– Husk lige hunden, sagde Casper (det er den slags, der åbenbart sker når man er forældre; altså at man ender med at kalde en plastikflaske for en hund).
Begge børn kiggede på deres far med store undrende øjne, som kun børn kan kigge helt tomt på deres forældre, mens han pegede på hunden/flasken.
– Aih, det er da ikke en hund. Det er da en flaske! sagde de og løb grinende hen til mig for at fortælle den totalt langt ude historie om deres far, der tror, at en flaske er en hund, når det er jo er åbenbart for enhver, at det er en flaske og på ingen måder en hund…
Sparket til hjørne af Molly og Spiderman
Midt i maden kommer Halfdans kop flyvende henover bordet. Han ser på os med store øjne og siger: ”Molly kom lige til at vælte koppen, og så fløj hun op i træet og gemte sig, og nu kan jeg ikke finde hende.” Eller pludselig vælter han bagover på stolen med mad og tallerken ud over sig. ”Aih, jeg har sagt til Molly, at hun ikke må kaste med maden, men det er fordi hun er så lille.” Eller jeg siger: ”Jeg vil gerne have du holder op med at slå, ellers må du ind og sidde på din seng.” Han svarer: ”Hvis du gør det, så kommer Spiderman bare og pfui så tar han mig, og så flyver vi lige op i luften, hvor I ikke kan fange os.”Og jeg har et par gange forsøgt mig med modsvar a la: ”Jo, for jeg har også vinger, så jeg flyver bare lynhurtigt op i træet og henter dig ned igen.” Men han kigger på tørt på mig og siger: ”Nej, for så tar jeg lige mit sværd og svinger det schhhyyyt ind i dig, og så har du slet ikke nogen arme.”
Jeg siger ikke, at jeg gerne ville bytte det eventyrlystne barn for endnu et temperamentsfuldt barn. Men bare, at det er en lille smule svært at opdrage en genstridig 3-årig, som hele tiden flyver af sted med Spiderman eller skyder skylden på Molly. Både fordi det er svært at lade være med at grine, og fordi man hører sig selv sige ting som: ”Lige nu er jeg ikke så interesseret i at høre, hvad Molly gør.” Eller: ”Det her handler ikke om Spiderman.”
Kun sandheden for børn
Den her tur med børn er ligesom at ligge i ske med sin bedste veninde seks måneder i Afrika: Man kommer til at kende hinanden ret godt, også selvom man troede alle hemmeligheder lå for en dag.
Og der er egenskaber ved børnene som virkelig slår en. Som at Carla ikke skyr nogen midler for at lave nye venskaber med børn, hun ikke kan tale med. Eller at det mindste stikord får Halfdan til at flyve af sted på sine fantasiskyer med Spiderman, tigre og løver og Molly. Og at Carla sætter sig til at lære noget nyt, når hun keder sig, så hun nu kan de fleste af flagene på campingguiden. Eller at Halfdan virkelig har en stor fremtid som konfliktmægler foran sig – uanset hvad han bliver præsenteret for, er hans svar: Ja, det var lige hvad jeg kunne tænke mig (altså hvis der ikke lige er tale om at gå en strækning på mere end 100 meter uden at blive båret eller at blive nægtet sin sutti).
Men observationer går (selvfølgelig – det burde jeg vel have sagt mig selv) også den anden vej. Jeg har stadig tilgode at komme op med svar på:
– Hvorfor fortæller du altid far, hvad jeg har gjort?
– Hvorfor fortæller I altid hinanden, hvad de andre har sagt?
Indrømmet, det lyder som en kedelig vane nu, hvor det blir sagt højt. Så jeg forsøge lige at holde lidt igen med referaterne…
Om at gå så grueligt meget regn igennem og så finde et lille stykke paradis eller noget
Egentlig ville jeg have fortalt jer om Molly, men det blir en anden dag, for her er en anden (meget lang) fortælling fra det virkelige liv i outback Ungarn.
Allerede i nat fik vi den første warning om hvilken dag vi havde i vente, da det begyndte at regne. Altså ikke ikke regne som i dansk aih, hvor var det dejligt at få renset luften, men regne som i vi har vores reporter live igennem fra Skagen, hvor det regner helt utroligt meget. Kan du fortælle os mere om det, Lars? Og her kan vi så ikke rigtig høre reporter-Lars, fordi han står i modvind i Gl. Skagen med en indfødt der aldrig har set mage. Altså den slags regn.
Og det fortsatte ufortrødent natten igennem, så jeg i morges måtte løbe tværs over campingpladsen i bikini for at komme i bad, fordi vi er sådan nogle camping-amatører, der hverken har badekåbe, H2O-sandaler eller paraply. Det betaler sig aldrig at grine af de erfarne campister, for de baserer deres udstyr på mange års erfaringer, og lige nu ville jeg fx dø for noget andet overtøj end min modesmarte gule cardigan, som jeg er meget glad for, men som er en komisk pedant til campisternes fleece-trøjer.
Men inden jeg kom så langt som badet, vågnede Halfdan og kravlede op ad stigen til sengen, hvor Casper og jeg sover – og jeg blev vækket af den her dreng.
Altså han har normalt to ret store øjne, men nu var det ene ligesom forsvundet i nattens mulm og mørke. Først grinede vi sådan helt hysterisk højt, fordi det så bizart morsomt ud, og fordi drengen ingen anelse havde om, hvordan han så ud. Og bagefter ærgrede jeg mig lidt over, at jeg måske havde fokuseret lidt for meget på forskellige typer af plaster (almindeligt, vandafskyende og noget med sjove figurer) end noget lidt mere medicin-agtigt som antihistaminer. Som straf skulle jeg nu både finde et søndagsåbent apotek på en søndag og samtidig formå at forklare mit ærinde.
Jeg startede i receptionen på campingpladsen til receptionisten, som talte tysk. Tilsyneladende. Noget med antihistaminen. Moskito. Bite. Big bubble. Medicin. To take away bubble… Hun kiggede på mig helt receptionist-tyggegummi-tyggende-blank og svarede: Ich verstehe nicht!
Så sendte vi sms til læge-familiemedlem i DK for lidt rådgivning a la hvis barnet siger nej til is og har feber, søg straks læge – og ellers start med antihistaminer. Eftersom drengen skreg på morgenmad i bilen, mens vi nærmede os supermarkedet, konkluderede vi, at han so far ikke var døende. Morgenmad. Indkøb i fortsat silende regn. Og nu med paraply. Men til gengæld med strejkende baglygter. Ind på tanktstation. Skifte pærer på lygter, og så videre mod den ungarnske pampas, som eftersigende skulle være aldeles betagende og værd at rejse efter. Noget med hesteshows. Oprindelig folk. Hele turistballaden.
Undervejs stoppede vi i en større by for 1) at finde apotek og 2) at tjekke mulig campingplads ud. Campingpladsen var forlængst nedlagt. Men med apoteket gik det bedre. Jeg medbragte patienten. Ekspedienten forstod tysk, men talte det ikke. Sagde hun. Så jeg bad om antihistaminer og forklarede problemet, og hun var helt med. Gav mig nogle ampuller (i min verden kommer de i pilleform, men nuvel), og jeg forstod at han skulle have en halv ampul to gange dagligt. Måtte vi blande det i lidt vand for at få ham til at drikke det? Ja, selvfølgelig. Ingen problem. Så os af sted. Ind i camperen og videre til nærmeste internationale familierestaurant med internet, fordi forældrene var en smule i panik over vejret og gik med overvejelser om at køre helt ud af Ungarn og videre til Italien for slippe fri af regnen. Totalt ballade på McD med overtrætte børn, der gerne ville lege, selvom der ikke var nogen legeplads, og forældrene gerne ville researche, men ikke kunne få ro.
Tilbage i bilen. Halfdan var så dygtig og drak medicinen uden at kny. Børnene faldt i søvn, og vi kørte i silende regn på dårlige landevej videre mod pampassen, men Casper bandede over ungarer og vejret og vejene og pampassen og hesteshows… Jeg prøvede at holde hesteshowsfanen højt, men jo længere vi kom ud af de oversvømmede landeveje og jo mere vi kiggede på det rønner, der skulle forestille at være receptioner til campingpladser blev det svært at være optimist, selv for en jubelnar. Så FUCK PAMPASSEN. DER ER SGU DA OGSÅ FOR LANGT UDE MED HELE DET CIRKUS!
Vi vendte bilen og lagde hovedattraktionen bag os. Og kørte mod byen. Og så begyndte det at lysne. Vejene blev bedre. Børnene var sødere. Det holdt op med at regne. Byen så næsten indbydende ud, selvom husene var faldefærdige og skodderne tæt lukkede i vinduerne. Vi kørte gennem byen over bjerget og landede lige her:
Paradis, ikke? Og børnene legede. Vi spiste hyggelig aftensmad. Afværgerede panikstemning, da Carlas bamse var forsvundet. Læste godnathistorie. Halfdan drak sin medicin, og vi kiggede på ham og var enige om, at det faktisk allerede havde hjulpet en lille smule. Og børnene lagde sig til at sove uden et ord (2. gang på tre uger).
Så sendte vi lige en update til lægen om, at vi nu havde fået kalcium-glükonát på apoteket, og det så ud til at virke. Hun skrev tilbage: Det er saltvand. Håber ikke I har betalt for meget for det.
For 20 kr. ren placebo. Vi dryppede lige hans øje en gang med det saltvand, jeg havde med hjemmefra, og så må vi nok køre en tur ned ad bjerget efter nye forsyninger i morgen. Denne gang medbringer vi lægens latinske anvisninger for jeg er færdige med ungarer, der forsøger at lade som om de forstår, hvad jeg siger, mens jeg nikker og lader som om jeg forstår hvad de siger. Goddamn, det er EU. Skal vi ikke snart have et fælles sprog?
Nogen, der kan noget ungarnsk?
Nå, men nu er vi kommet til Ungarn – fedt sted syd for Budapest, hvor der er sådan nogle helseagtige bade med 40 grader varmt vand, og noget lidt mere traditionelt vandlandsballade, hvor vi har været siden kl. 9 i morges. Der er ikke noget som vand, der giver gnidningsfri dage. Vi tar en tur mere i morgen…
Og ellers virker de søde nok i Ungarn, selvom jeg ikke forstår et ord. Efter sigende er ungarnsk i familie med finsk, og det forklarer en del. Altså jeg er med så langt som natur aqua, men det er endnu ikke lykkedes mig at gennemskue ordene for med brus og uden brus. Faktisk har jeg konsekvent taget fejl. Hvor faen er den parlør, jeg gjorde nar af forleden?
For at være på den sikre side – og fordi jeg synes der var gået lige lovligt mange croissanter og sandwich i mit liv – bestilte jeg i dag det eneste, jeg forstod på menukortet; nemlig Fitness Salad.
Altså nu ved jeg øjensynligt ikke, hvad fitnessbetyder på ungarnsk, men skiveskåret ost revet i mundrette stykker og blandet med rå løg og masser af dilddressing på en bund af den allestedsnærværende iceberg er ikke min (eller min maves) definition på helsekost.
Til gengæld laver de pandekager med nutella, men med så pervest meget nutalla, at jeg godt kunne udvikle et afhængighedsforhold. Heller ikke så meget fitness der – særligt ikke fordi løbeskoene stadig står parkeret bag førersædet.
I det mindste kan jeg trøste mig med, at ungarerne heller ikke forstår et ord af, hvad jeg siger – uanset om jeg taler dansk, tysk eller engelsk. Da jeg i dag var ude efter et killermiddel til de myrer, der har invaderet camperen, stak damen mig en spraydåse Chemitox (i det mindste kalder de en spade for en spade i stedet for et eller andet God tur til en anden verden lille myre-spray).
Mig: Can I use it inside the camper?
Hende: ????
Mig: Inside Wohnmobil spray OK?
Hende: ????
Jeg: Ssssssssssss (mens jeg med hænder viste spray). Inside.
Hende: Yes, yes (efterfulgt af lang svada på ungarnsk og udtryk a la jeg har ingen anelse om, hvad du taler om, men spray du bare løs med det gift der)
Og da jeg gik ud af hendes lille butik med et good-bye, kvitterede hun uden den mindste tøven med et hello.
Tror jeg blir nødt til at lokalisere den der parlør.
Tyske udfordringer
Nå, men jeg er altså gået hen og blevet rimelig begejstret for tyskerne – eller i hvert fald for den urbane model, som vi mængede os med i Berlin. Men efter vi nu har bevæget os syd på, og jeg har haft lejlighed til at gøre mig lidt flere erfaringer med det “ægte” Tyskland, aner jeg alligevel et par forhindringer for et virkelig lykkeligt ægteskab:
- Mænd i stramtsiddende badebukser, gerne en tanga-Speedo-model. Jeg har bare ikke brug for at have hele det mandlige køn samlet på den måde, hvis du forstår. Og sammen med Bundesliga-håret troede jeg virkelig, det var ved at være en gammel joke, men Speedoen lever og har det godt.
- 1×1 m hovedpuder lavet i skumgummi. Hvem har fundet på den vanvittige ide, at hovedpuden skal optage halvdelen af sengens længde? Og at de hverken kan bøjes, mases eller krammes?
- Anretninger med røget medister i skiver og drueagurker. Vil du have brød til? Der går nok nogle år, inden jeg lige slubrer sådan en tallerken i mig i middagssolen.
- Badesøer med sigtbarhed på nul. Måske er jeg forkælet, men jeg har det egentlig bare bedst med at have øjenkontakt med mine fødder, når jeg er i vandet.
- At være Des og nogen Frau. Mener de seriøst, at jeg skal være Des med en 16-årig ekspedient i en bagerbutik?
Either way. Isene er billige, og dem spiser vi en del af. Og mit tyske ordforråd begynder at materialisere sig, så jeg efterhånden kan formulere flere på hinanden følgende sætninger a la Kan Sie diese wechseln? Super, vielen dank!
Det vigtigste spørgsmål
Øh, er det bare mig, der tænker at det er mærkeligt, dårligt planlagt eller bare ubelejligt, at Tour de France stopper inden VM er slut, og at der også kører noget tennis ved siden af? Altså jeg er ikke ligefrem vokset op i en sportsinteresseret familie – to say it the least – men det er min kæreste, og jeg forstår, at man er rigeligt hængt op når man både skal se, om Tyskland tar guldet, hvordan Lance Amstrong klarer sit comeback, ærgre sig over, at Wozniacki allerede er ude OG holde sommerferie samtidig.
Nå, men om ikke andet glæder jeg mig over, at Miss Carla i dag spurgte: “Hvorfor er der ikke nogen piger med i det cykelløb?” og “Hvorfor spiller pigerne ikke fodbold?”
That’s my girl – og så tog vi lige første lektion om køn og magt og medier, og det føltes egentlig helt godt at give hende lidt kampgejst med på vejen. Ja, faktisk var det så god en snak, at jeg næsten har glemt dagens første spørgsmål: “Hvorfor hænger dine bryster?”
Jeg skal gi dig numse
Ok, muligvis lidt plat. Men helt ærligt kan man andet end at elske tyskerne for deres ligefremme kommunikation på tværs af landegrænser. Nu også i Newcastle.
Værsgo at tage plads!
Kun sandheden 