Kun sandheden

Velkommen Ida. Velkommen Cornelia. Velkommen Villads. Velkommen Albertes lillesøster (dine forældre skal lige blive enige om et navn). Og velkommen Marvin, som snart er 5 timer gammel. Det er babyboomende forår med gravide maver og nyfødte babyer en masse. Og jeg bliver sgu så sentimental af alle de nyfødte babyer (jeg sagde sentimental, ikke skruk).

Det handler ikke om de ni måneder, hvor jeg var gæst i min egen krop og jeg i øvrigt blev forfulgt af den tvangstanke,  at alle mine ikke-gravide veninder havde tabt sig helt enormt meget og var mere veltrænede end nogensinde før. Det handler heller ikke om timerne med tiltagende veer, hvor jeg var så rasende over, at ingen – som i INGEN – havde været i stand til at formidle hvor f***** ondt det gør, når ens bækken gør klar til at skyde en baby ud i livet. Og det handler i øvrigt slet ikke om at skulle føde en moderkage (nu må I seriøst godt gå væk fra mit underliv) eller om at møde den kække jordemoder: “Nu må du godt gå ud og tisse”, og man tænker: “ALDRIG NOGENSINDE kommer jeg til at lade mit vand igen. ALDRIG.” Eller om at se min krop udstyret med Anni Fønsbys bryster – så meget for at have glædet sig til at ligge på maven igen…

Det der er med babyer, er de første minutter, hvor det der lille væsen, som man både kender og slet ikke ved, hvem er, ligger på ens mave og kigger rundt på verden for første gang. Det er de første dage i osteklokke, hvor det går op for en at man skal være mor til det lille menneske fra nu og i al evighed. Det er den følelse af sammenhørighed, man får, når man kigger på sin kæreste, der nu også er far, og man ved at uanset hvad der sker, så er vi bundet sammen af og i et andet menneske. Det er duften af baby og de varme, trygge 50 cm krop mod en. Det er alle de tårer, der løber ned over ens ansigt, fordi det bare er så uforståeligt, så vildt og så ubegribelig stort.

Lortebleerne, skrigeturene, de søvnløse nætter, bekymringerne, frustrationerne og flitsbuerne misunder jeg dem ikke. Men et turpas til nybagte forældre-osteklokken kunne være dejligt…