Tag Archives: vitaminboost

3 febernedsættende mænd

Januar, din bitch! Jeg er nu 4.dagen lagt ned af den ondeste influenza. Fire dage på en skøn diæt af te, panodil, næsespray og ymer.

Den eneste formildende omstændighed er, at jeg fra hjørnet af sofaen har udsigt til:

1. Al Pacino. Marlon Brando er nok ikonisk som Don Corleone, men Pacino… he’s the real gangsta!

Pacino

2. McNulty. Need I say more?

McNulty

3. Min søde kæreste, som holder fanen højt. Imponerende højt faktisk, taget  i betragtning af, at den onde influenza indtil videre har ædt to dage af vores forlængede kæresteweekend.  Januar har en syg form for humor!

med emneordet ,

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg har været på charterferie

Sikke dejligt der er ude på landet. Eller nede i Egypten. Eller hvor det nu er de flyver en hen, når man har tastet solskin og ferie ind i Google.

Solen skinner. Himlen er blå. Vandet lunkent. Maden marineret i olie. Og nætterne iskolde, men det gør slet ikke noget, for der  er nogen, der redder ens seng og lægger håndklæderne pænt på solstolene og vasker de beskidte tallerkener og og spiller Uno med mit damp-barn seks timer om dagen. Og alt det, man køber skriver man på regningen, så det ikke føles som om man bruger en krone – før den sidste dag. Hvad med mere vil du have? Jeg spørger bare?

Jeg var ellers meget tæt på at mane mig selv op i det sure hjørne. Først kom jeg nemlig til at tage en andens computer i security i lufthavnen. Det blev ham den svenske ejer sådan set ret så sur over, da han passede mig op inde i parfumeafdelingen (selvom jeg prøvede at forklare ham, at det jo også var ret heldigt for mig at han havde opdaget det). Senere tog det 350 år at komme igennem paskontrollen i Charterland, med mindre altså man ville betale for at stå i VIP-køen. Og det ville vi så ikke, så vi ventede og svedte i vintertøjet og hev vores mest overskudsagtige forældrefigur op af lommen. På hotellet var der selvfølgelig en dame, der ved en fejl tog vores kuffert med til freaking Luxor. Så gik jeg over gaden for at købe en tandbørste, en løbepromade og en deodorant, the essentials, og blev tørret noget så grundigt af charter-apotekeren, der sjovt nok næsten ikke forstod, hvad jeg sagde. Dyyyyb indånding.

Men så blev det morgen dag 2 og så skete der dette:

  • Kufferten kom tilbage og vi fik 500 gode danske kroner for ulejligheden.
  • Børnene debuterede i poolen, og jeg lagde mig til rette i solstolen.
  • Damp-barnet opdagede børneklubben, og der tilbragte hun det meste af ferien med spil og perleplader og skattejagt.
  • Det andet barn boede enten under vandet i poolen eller under  et håndklæde på solstolen med Angry Birds som et værdigt underholdningstilbud.
  • Der var gratis is og frokost til børnene, og på den måde slap vi lige for restaurant-jeg-kan-ikke-lide-maden-helvede der midt på dagen.
  • De fik to legekammerater og det gik rigtig godt (hvis vi lige glemmer den scene på trampolinen, hvor min søn kastede sig  over sin nye ven og gav ham en ordentlig omgang prygl, så jeg måtte mase mig gennem det mikroskopiske hul i nettet og hive mit barn ud ved benet og undskylde mange gange over for hans mor, som jeg på det tidspunkt ikke en gang vidste, hvad hed. Nice!).

Og da vi nåede den sidste dag, var det så fint, at vi også havde nået mætningspunktet for, hvor længe man kan opholde sig på det samme hotel, spise den samme mad og sove med hovedet på 30 cm høje hovedpuder.

Jeg læste 1½ bog på den ferie, for så store er mine børn nemlig nu. Jeg var ikke på nettet en eneste gang. Jeg sendte kun 5 sms’er. Og jeg tog ingen billeder. Det må siges at være noget af en uskik, så den allersidste aften lige inden solen gik ned, hev jeg mine børn med ned på stranden og tog idylliske billeder af legende børn med blå himmel og Det røde hav som baggrund. For sådan kan der også se ud i Charterland, hvis altså man gider at bevæge sig uden for hotellets svingdøre – og det gjorde vi så ikke. For det er ikke det der er meningen med den slags ferie. Hvis du spørger mig.

med emneordet , , ,

Hil ungdommen!

Jeg burde måske forklare, hvad jeg fik tiden til at gå med i Thailand. Men nu taler alting for sig selv i stedet, og det er bedre. For jeg var nemlig så heldig at få lov til at være den voksne på en tur, hvor der slet ikke var brug for voksne, fordi jeg var af sted med seks unge, som var så seje, at de klarede sig fint ud mig.

Når der går Kongerne af Marienlyst-depression i forestillingerne om, hvad fremtidige generationer dog kan bidrage med, så er det godt at blive begavet med de mindre sensationslystne fra samme generation.

Jeg er fuld af beundring og begejstring – og faktisk en lille smule mormor-agtig rørt over, hvor fantastiske de hver især er. Fremtiden er deres – og den er lys. Just saying.

Og de er også herovre

med emneordet , , , ,

Tre skridt og spytklat

Jeg er i gang med verdens længste tilløb. Tilbage til hverdagen. Indtil videre har det taget to dage, og jeg er der ikke helt endnu. Og allerhelst pakkede jeg hele menageriet ned i min taske og tog tilbage til lufthavnen og ud i verden.

Efter traveller’s high kommer low, ikke? Det giver ligesom sig selv. Og jeg har aldrig været god til at komme hjem, for livet er både enkelt og intenst, når man rejser. Det får jeg aldrig for meget af. Aldrig, tror jeg. Derfor er det en underlig ambivalent følelse at savne dem derhjemme uden overhovedet at savne det derhjemme.

Og stakkels danske provinsliv, der skal hamle op med det her:

Du er velkommen til at stemme i med Nu falmer skoven trindt om land, men det hjælper ikke, for uanset hvor smukt efteråret tager sig ud, og hvor meget solen anstrenger sig for at kaste lidt varme af sig, så er jeg bare mere til falds for himmelstrøg, der dufter tungt af sol og støv og friskkogt ris.

Så sådan sad jeg på mit havnekontor i dag og forsøgte at komme på omgangshøjde med mit almindelige arbejde, hvor der skal skrives artikler om helt almindelige (og i danske øjne vigtige) sager til almindelige mennesker som dig og mig. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige have spist den sidste malariapille og børstet det sidste støv af sandalerne. Så bliver der plads til hverdagen igen. Og det er både godt og lidt vemodigt.

med emneordet , , , ,

Den her går ud til mændene

Listen over løfter, der ikke blev til noget er lang. Men jeg trøster mig med, at vi stadig har Johanne (og Per Clausen – tak for den til åbningsdebatten igår, Mr.), og at SF vel snart har nået den bund, som De radikale ramte for år tilbage og derfra det gå fremad.

Men det her er noget, der bliver til noget: Øremærkning af barsel til mænd.

About bloody time.

Så tillykke til alle jer fædre in spe. Snart får I ret til at være sammen med arvingen. En ret vi andre (altså kvinderne) har haft i årevis. Et vigtigt skridt for at sikre lige vilkår for alle uanset køn. Hurra.

med emneordet , , , , , ,

Jeg stemmer på Svend!

Gå lige ind og se dokumentaren om Svend Auken, var! Og så selvom du ikke interesserer dig den mindste smule for hverken dansk politik eller socialdemokratiet.

For det første vil der ske det, at du kommer til at tude en lille bitte smule, fordi det er den smukkeste kærlighedserklæring fra en kvinde, der virkelig, virkelig elskede sin mand.

For det andet vil der ske det, at du kommer til at tude en lille smule, fordi Svend Auken hæver stemmen, knytter næven og bruger ord som medmenneskelighed, fællesskab og lighed med en sådan alvor, at du pludselig kommer i tanke om, at det jo rent faktisk er vigtigt – og gir mening.

For det tredje vil der ske det, at du kommer til at tude en lillebitte smule, fordi du ser, hvor stort et menneske Svend Auken var – og fordi du ikke vil kunne lade være med at tænke, hvilket land Danmark ville have været, hvis han var blevet statsminister.

Det er ikke bare den mest rørende skildring af en mand, der står med det ene ben i graven og alligevel nægter at give op og lægge sig til at dø. Det er også en af de mest inspirerende film, jeg har set i lang tid om en mand, der brænder så meget for verden, at han aldrig tillader sig selv at give op. Det kunne den nye generation af politikere – og alle vi andre i øvrigt – godt tage ved lære af.

med emneordet , , , ,

Det er synd for de syge

Nåhr lille febervarme barn, der ligger og brænder i sin seng… Nåhr, nåhr, nåhr.

(Efter flere timers maksimal og uafbrudt klynken [slash] højlydt gråd er jeg nu i gang med at mønstre et overskud af hidtil usete formater.Pretending. As if. Og jeg ved ikke, om det lykkedes. Så er du advaret. Der er nemlig det med lige netop det her barn, at han ikke kan sidde, ikke kan stå, ikke kan ligge, ikke kan spise, ikke kan drikke, ikke kan sove, når han er syg. Til gengæld kan han jamre. Så det gør han. Og nu prøver jeg at tage mig sammen til at gå i seng, for jeg ved det er blir en lang halvvågen nat. Men min seng er våd, fordi han nåede at lave et af de der mirakuløse jeg-tisser-lige-gennem-bleen-omme-på-ryggen-selvom-det-teknisk-set-er-umuligt). Og jeg skal i øvrigt også hænge vasketøj op, inden jeg siger godnat. Ingen af delene trækker helt vildt. Så jeg ligger lige og ser lidt mere dårlig film, inden jeg rejser mig. God bedring til de syge – og deres mødre.)

med emneordet , ,

Breaking News! Lars Løkke uncensored

Foranlediget af dagens afsløringer (og genopfriskning) af den regerende statsministers sande interesser bringer vi her, ærede læsere, den tale, som Hr. Lars Løkke holdt i august på Venstres sommermøde på Bornholm.

Forud for sommermødet udtalte han til Politiken: »Derfor har jeg besluttet mig for ikke at komme med politiske budskaber nu. De må vente til Venstres sommermøde i august«. Og hvis du har glemt, hvad de centrale pointer var, får du nu chancen for at genlæse den visionære tale:

Kære venner! Jeg tror mange har det lige som mig. Sommermødet er den tid på året, hvor vi har flest tømmermænd. Hvor vi tænker over de fester, vi har været til. Og vi tænker over de fester, der kommer. Og hvordan ser det så ud, når jeg skal gøre status?

Ja, den følelse der kommer til mig, er en stolthed over at være medlem af et parti, hvor vi har gode muligheder for at få gang i den og frihed til at købe billig spiritus. Det er en glæde over at være medlem af et parti, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi byder hinanden op til dans. Venstre er ikke et perfekt parti, men vi er gode til at feste.

Jeg er selv født med festerne inden for rækkevidde. Fra mine første år i VU over tiden som lokalpolitikere til medlem af Folketinget. Som så mange andre unge greb jeg de fester, jeg blev tilbudt. Og for os der er vokset op med festerne, kan invitationerne næsten føles som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, jeg skal arbejde for hver dag.

De sidste to år har vi kæmpet for at komme ud af den værste økonomiske krise, verden har oplevet siden 2. Verdenskrig. Vi har holdt fester, som var svære, men nødvendige. Det kan mærkes. Vi kan glæde os over resultatet af vores indsats. Fremgang for danske værtshuse. Lave priser på alkohol. Flere tømmermænd end i andre partier. Respekt om Venstres fester ude i verden.

Det ser også ud, som om Venstres medlemmer i år har drukket lidt mere end sidste år. Optimismen er så småt ved at vende tilbage. Det er positivt. Det skal vi fejre. I flere partier har man ikke gennemført de fornødne reformer. Derfor har man måtte skære drastisk i festerne, hæve prisen på alkohol og lukke flere værtshuse. Det har ført til uro blandt medlemmerne og optøjer i flere lokalafdelinger rundt om i landet.

I Venstre handler vi i tide. Vi sender de nødvendige invitationer. Vi holder en fælles fest. Der får vi også brug for, når vi skal fremad. For lige som andre partier står vi over for den udfordring, at der bliver færre unge og flere ældre. Vi er mange, der lever længere, og det skal vi selvfølgelig fejre. Desværre hænger regnestykket ikke sammen. I dag drikker kun halvdelen af medlemmerne i Venstre, og fremover bliver det færre. Derfor står vi ved en skillevej. Vi skal vælge, hvilken vej vi vil gå. Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af kedeligere fester. Og vi vil blive nødt til at skære i antallet af gratis shots og fadøl. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod.

Der er kun en farbar vej: Gennem sjove fester og gennem mere gratis alkohol må vi sikre, at vi får så mange til at drikke som muligt. Derfor skal vi prioritere vores fester med stor omhu. På den måde kan vi skabe et robust grundlag for at udvikle vores parti. Til glæde for os alle sammen.

Vi har brug for, at alle møder op til festerne næste år. Vi er simpelthen nødt til at kræve lidt mere af hinanden. Jeg foreslår derfor, at vi gradvist nedsætter aldersgrænsen for, hvornår man må sælge og udskænke alkohol til unge.

Vores fester bygger på værdier, som vi har kæmpet for i generationer. Ansvar for det fælles. Frihed til forskellighed. Lige muligheder for kvinder og mænd. Og det vil vi ikke give køb på. Når man vælger at melde sig ind i Venstre, skal det være, fordi man vil være en del af festerne. Vi har plads til alle, der både kan og vil.

Venstre er ikke et perfekt parti. Men det er et godt parti. Et af de bedste, der findes. Vi står i en ny tid med nye udfordringer, men de kan overvindes med dans på bordene og fadøl i hanerne. Sammen må vi kæmpe for det vi har kært. Godt sommermøde – vi ses i baren!

med emneordet , , ,

Hvem der bare var Janelle Monáe

Hvis vi var i maj, ville jeg skyde sommeren igang med Janelle Monáe. Hvis jeg var 14, ville jeg gøre et seriøst forsøg på at samle noget af hendes attitude op. Hvis jeg var soul med hang til rock, ville jeg være temmelig stolt. Hvis jeg var dansesko, ville jeg begynde at varme op nu. Hvis jeg var dig, ville jeg elske hende lige så højt som jeg gør. Se det som en anbefaling af den varmeste slags.

med emneordet , ,