Opslag i børnehaven:
26/11: Hjææælp!
Vi har meget sygdom blandt personalet i dag.P.S. Mange børn har feber og opkast.
26/11: Og vi har også flere med skoldkopper.
Og så kan man jo passende bruge weekenden på at krydse fingre og udarbejde et kriseberedskab til næste uge. Jeg elsker vinter, våde flyverdragter og feberhede kinder… lige det jeg drømte om, inden jeg fik børn!
Det er åbenbart ikke kun efteråret, der gør sit for at trække det sidste energi ud af kroppen. Nu også denne finanslov – og ligesom med det forrige indlæg kan jeg ikke engang svinge mig op til råberi. Og så alligevel: FOR NU STOPPER DET! Puha, det hjalp. Lidt.
Men altså den her pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp taler ligesom for sig selv, ik? Og du må gerne råbe med, hvis du kan mærke ubehaget hobe sig op…
Kommentar til Finansloven:
Verdens fattigste betaler igen
Endnu engang skærer Danmark i den hjælp, som de allerfattigste mennesker på kloden har så hårdt brug for, viser tallene i Finansloven.
I den netop vedtagne Finanslov er 183 millioner kroner flyttet fra udviklingsarbejde blandt de fattigste mennesker i verden til flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Dermed er der færre penge til at bekæmpe sult og sygdomme i u-lande og til hjælp ved naturkatastrofer.
”Det bør ikke være de allermest lidende mennesker i verden, som betaler for flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Vi danskere har råd til selv at betale den udgift,” siger Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og peger på, at udviklingsbistanden allerede blev udhulet, da man indgik regeringsgrundlaget i februar og fastfrøs bistanden på kroner og ører.
Henrik Stubkjær hæfter sig desuden ved, at Finansloven har bevilget 1,3 millioner kroner til at bygge et børnehjem i Afghanistan:
”Regeringens plan er dermed at give mulighed for at afvise mindreårige, uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan og sende dem direkte tilbage til det børnehjem. Hvad er det for et menneskesyn, som vores regering præsenterer?”
Kender du de der folk, der udbryder: “Aih, du skal ikke tage dig af mig – det er bare mig, der er skør!” Efterfulgt at lidt for up-beat latter?
Helt ærligt. Hvor tit har du nogensinde mødt en af de selvbestaltede skøre, som du virkelig synes var vildt crazy? Bare en tanke.
Det er godt denne her uge ikke faldt sammen med min zen-uge, for så havde jeg været tvunget ud i dumme begejstrede banaliteter a la Hvor dejligt at stå tidligt op og have god tid sammen med familien.
HA! Nu kan jeg i stedet nøjes med at sige: Hvor latterligt at blive vækket kl. 04.30 efter mindre end fem timers søvn og så bruge to tåbelige timer på at få et sommertidsudhvilet barn til at sove! Hvor langt ude-tåbeligt at kaste med puder og bamser i desperation over at få sin skønhedssøvn ødelagt! Hvor skingrende belastende at skulle se sig selv i spejlet kl. lort i lagkage og få det bedste ud af det syn!
Jeg er så træt, at jeg ikke engang gider at belemre jer med, hvordan det føles. Og jeg har for længst prøvet med kaffe – og nougatmandler fra Summerbird. Hjælper ikke en skid.
Heldigvis – og thank god for shopping – kan Amazon, Liebe og Perch’s holde mig kørende et par timer inden jeg langsomt glider ned ad stolen og spredes i atomer ud over sofaen.
Yndlingsbambus-te, ny favoritkop (det er den aller-aller-sidste, promise, Casper), en smuk, smuk bog, som fortjener selvstændig omtale af en med større overskud (glæd dig), to sjove og en hemmelig bog (afsløring følger inden længe uh-h cliffhanger!) – og en australsk ko, der ikke måtte komme i børnehave…
Aih, der var også noget andet, mere vigtigt jeg ville sige. Noget med en film, jeg har set. Tror jeg. Af hende den smukke Sophia Coppola. Ret fantastisk. Og stille. Vist nok. Måske. Nå ja, og så at jeg synes vintertid er noget crap – og at alle de voksne skal holde op med at tale om, at der fik vi nok lige en time forærende. Det føles sgu mildest talt ikke som en foræring, skulle jeg hilse og sige. Og nu begynder jeg også snart at kaste puder på mig selv, hvis jeg ikke tier stille. Sure kælling! There, I said it! Gadonk!
Undskyld, er der nogen, der har glemt at tænde for lyset – eller at slukke for vandet. Goddamn! Stadig kun oktober, og alligevel solen står først op til frokost og går ned lige efter. Og det regner. Lige om lidt stiller vi havemøblerne tilbage og får lidt af lyset igen, men i løbet af et par uger er hele landet gået i sort igen. Og batterierne på mine cykellygter er allerede døde. Der er sgu da ikke noget at sige til at vi er nødt til at gå amok i jul for at overleve. Vintermørke – det store rædselsvækkende monster, der vender tilbage år efter år…
Og folk, der taler om vejret er i øvrigt langt ude. Så nu er det sagt. Ude af systemet. Og så snakker vi ikke mere det…Vi ses til fælles ekstase og lovprisning af, hvor lange dagene egentlig er i maj!
Det er jo totalt langt ude, at hver eneste lille prut et politisk engageret menneske har gjort i sin fortid, kan gøre sig fortjent til en tur i mediemøllen. Helt ærligt!
Ole Sohn var kommunist, og ja, set i bagklogskabens klarsyn var der dele af det engagement, som var en smule naivt. For nu ved vi allesammen, at de ikke havde det helt så godt der omme bag muren, og at der var nogen, der glemte at yde efter evne og nyde efter behov.
Og vi kan da også godt blive enige om, at den samfundsmodel, som kommunisterne hyllede ikke viste sig at være helt så bæredygtig (men jeg sku da så hilse at sige, at vi lige nu har de klareste beviser for, at liberalisternes begejstring for de frie markedskræfter også lader noget tilbage at ønske).
Men at manden nu skal tvinges til at sige, at det ikke bare var naivt, men også at det var en fejl at være aktivt kommunist er jo så himmelråbende dumt som det lyder. Det VAR jo ikke en fejl – og dengang var DKP faktisk en del af folkestyret. Det er noget med demokrati og den slags frisind, der betyder at man godt kan rumme andre end sig selv og sine egne. Og det i sig selv kan jo godt være noget af en udfordring i en tid, hvor vi bedst kan lide vores egne (tro mig, jeg har også svært ved at sluge, at der er så mange, der elsker Dansk Folkeparti).
Nå, der er ganske givet 1000-vis af nuancer på den sag, men jeg er bare SÅ freaking træt af, at vi finder os i, at der hele tiden bliver kastet røgslør ud over det som vi virkelig burde interesserer sig for. Fx hvordan regeringen systematisk har udsultet den offentlige sektor for at skabe rum og velvilje for den private sektors alternativer – og sundhedssektoren er jo bare et hjørne. Er der ikke nogen, der gider følge den til dørs. Please? For fanden!
Er det ikke næsten snyd at skulle lave zen over sin weekend, når nu begrebet weekend nærmest er zen i sig selv? Eller er blevet zen. For når jeg tænker mig om, var der sgu ikke meget zen over vores weekender for et år siden, hvor alle dage startede senest kl. 5. Hold kæft, hvor er der meget weekend at tage af, når man er oppe fra 04.38, og hvor er det mørkt, og hvor lærer man at elske al børnetv uanset kvalitet, bare det får børnene til at være stille, og hvor er man træt, og hvor har jeg tit glædet mig til det blev mandag igen. Not so zen.
Men nu er det zen – eller måske så zen, som det kan blive. For i går synes jeg faktisk var en ret god dag, selvom jeg stadig ikke fatter, hvorfor børnene skal råbe hele tiden. Men da Casper så kom hjem efter en god dag på golfbanen (en over på de første ni og par på bag-ni. Nå, så kom ikke sig at jeg ikke hører, hvad du siger), så sagde han, at jeg (?!) råbte meget af børnene. Ahr, ved du hvad? Kan det virkelig passe? Mig? Tålmodighedens gudinde? Så undskyld for det da! Men hvis jeg bliver bedre til at tale lavere, så har de unger eddermame også bare at kopiere mig. Pronto.
Og ellers er der bare at glæde sig over:
– en genial gulerodskage, som smagte mere af smør, chokolade og nødder end af grøntsager.
– at børnene har fattet, at når man kommer sent i seng, har man pligt til at sove længere (ikke længe, træerne gror jo ikke ind i himlen) om morgenen.
– at vi nu er en suttefri familie, hvilket betyder at Halfdan forhåbentlig snart holder op med at ligne Gitte fra Carsten og Gitte.
Og så tror jeg lige jeg holder en pause med al den positive attitude. Det er fanme ikke nemt at komme til at brokke sig, når man hele tiden skal vende det sure med det søde.
Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!
Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.
Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.
ARGH! Hvordan er det gået til at der kun er 20 dage tilbage af det her endeløse eventyr? Ok, jeg ved godt, du tænker, at 20 dage jo svarer til en gennemsnitlig dansk sommerferie, men det her orlovsnoget vokser altså godt nok lige lovligt meget på mig – for nu at bruge et godt dansk udtryk?!
Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal overleve:
Fortsæt selv listen i en uendelighed…
Så her kommer en advarsel: Jeg kommer til at spamme jer med en jævn strøm af billeder, anekdoter og ligegyldigheder fra den her tur de næste mange måneder efter jeg er kommet hjem – bare for at holde en lille smule fast i det, der var. Og jeg må på forhånd advare alle mod at stille spørgsmål om turen, for den mest uskyldige henvendelse vil uden tvivl resultere i 1½ times foredrag om det rejsende orlovslivs lyksaligheder.
Men det allerværste er, at jeg allerede nu ved, at hverdagen sætter sig på en hurtigere end man tror. At vi alt for hurtigt kommer hjem. At vi alt for hurtigt bliver suget ind i koordineringshelvede. At vi alt for hurtigt bliver rullet ind i praktikaliteter. Og snart sidder jeg igen og skriver lister over mit hverdagsliv for at holde styr på alle ligegyldighederne. Og ja, jeg tager måske nok sorgerne på forskud. Men det er sgu ærlig talt næsten ikke til at bære.
Egentlig ville jeg brokke mig lidt over, at indbegrebet af den her tur er, at jeg stort set ikke har nogen privatsfære tilbage. Det kommer der af hele tiden at blive hjemsøgt af børn og så blive forladt igen – helst når jeg sidder på et toilet på en restaurant, og det barn, der gik med for tisse, åbner døren på vid gab, mens jeg sidder stadig sidder på toilettet og efterlader mig der med fri udsigt til restaurantens gæster og buskerne nede om hælene.
Så blev jeg afbrudt af et hysterisk barn i et badeland og fik aldrig publiceret guldkornene. Men derfor skal I jo ikke snydes, så her er lidt daggammelt galde:
Der var en gang, hvor jeg tænkte, at det måtte være en udfordring at sidde på en øde ø sammen med 20 mennesker, man ikke kender, og så lege Robinson Crusoe, men det var så før jeg fik børn – og helt sikkert før jeg tog på tur med to små børn i en autocamper.
Jamen, det er da virkelig flot, at du har løbet nøgen rundt og været vildt sulten på en eller anden sygdomsbefængt ø et sted ud for en kyst i selskab med TV3’s kamerahold, læger og psykologer.
Men jeg når sgu heller ikke at barbere ben, fordi der altid er et barn, der gerne vil med i bad (og så er der selvfølgelig altid et andet, der aldrig vil med, og som hader at få hovedet under vand), og vi har allesammen været skambidte af myg, og ungerne er rådne med jævne mellemrum – ret jævne faktisk. Men her er hverken psykologer til at diagnosticere grænsesøgende børn og forældre, der giver sig af med nyttesløs trussel-pædagogik eller et ø-råd, hvor jeg har mulighed for at stemme den mest irriterende ud.
I stedet foregår det nogenlunde som da vi var på fiskerestaurant forleden. Fint sted, men vi var ikke nervøse, for i Slovenien er børn velkomne alle steder, står der i guidebøger. Så vi sætter os. Halfdan går i gang med at spise bordpynten, og brødkurven med 10 (ti!) stykker brød er tom, næsten før tjeneren har sat den på bordet. Det går også temmelig hurtigt med at få tømt juicen, men det lykkes at få bestilt mad – altså på den der måde, hvor man skynder sig at bestille det første, man før øje på i menukortet.
Så kommer ventetiden… damage control… endelig kom maden. Vi skærer mad ud, skubber stole ind, forsøger at få barnet til at spise bare hver anden bid med gaffel, og før vi ved af det, er børnene færdige med at spise.
Jeg tror nok, jeg fik noget blæksprutte med parmaskinke, og restauranten lå efter sigende meget smukt ned til en flod, og solnedgangen var vist også ok. Tror nok vi var to voksne, men vi nåede ikke rigtig at få talt sammen. Udover det sædvanlige: “Rækker du mig lige vandet?” “Vil du gå med på toilettet med hende?” “Vil du samle hans gaffel op?”
Og det er nok den korteste forklaring på, hvorfor pizza ude eller pasta/pesto-retter hjemme er så populære – eller hvorfor vi bruger dage på kanten (på alle måder på kanten) i et badeland i stedet for at forsøge at drømme os væk i et prisvindende wellness center på den anden side af gaden. I det mindste har vi gemt brochuren til en gang om 100 år.
Kun sandheden 