Kun sandheden

Lyserøde piger og lyseblå drenge, jeg kan ikke tage det. Det provokerer i den grad min indre indre (og ydre) feminist, at børn skal vokse i kønsstereotype miljøer. Jeg er med på, at reaktion avler modreaktion, men hvordan er det gået til, at vi efter 70’ernes ligemageri har kastet alle vores forestillinger om, hvad drenge og piger er, kan og gør i grams?

Jeg håber – og beder til – at Hello Kitty-hysteriet og alt hvad der følger af lyserødt tyl og glitter bare er hvad det ligner: Looks.

At vi husker at lære de seje Spidermen-drenge og de pyntede prinsessepiger, at de kan og må meget mere end det, de traditionelle roller giver dem lov til.

Jeg kunne selvfølgelig have valgt den samme model som det svenske par,  der holdt deres barns køn hemmeligt for at give det mulighed for at vokse op uden andres forventninger til, hvad en pige eller en dreng er.

I stedet forsøger jeg med en mere moderat model og insisterer på at give begge børn dukker og togbaner. Men allerede sidste år da Miss Carla startede i børnehaven, begyndte mit projekt at skride for hun har ikke andet i hovedet end lyserødt tingeltangel.

I dag måtte jeg så kapitulere endeligt for i det fine (lyserøde) gavepapir lå Hello Kitty-sengetøj, prinsessekjoler og glitrende, glimtende barbiedukker, og barnet hyperventilerede af glæde og begejstring. Heldigvis var det fætteren, der havde været med til at vælge kjolen, som derfor blev, ja blå selvfølgelig.