Tag Archives: familie

2. september 2011
1 kommentar
As if

Det vi leger #2

I marts gik jeg i gang med at grave ud til en terrasse. Bare en lillebitte en på et sted i haven, hvor der er sol hele tiden (forudsat den nogensinde kommer til at skinne igen, selvfølgelig). Processen er simpel. Først fjerner man græs og jord, så kører man sand på, planerer og lægger fliser. Af den overskydende jord lavede jeg en vold – eller gik i gang med at lave en vold. Nu ser det sådan ud (det er volden til højre):

Til foråret kommer min bror og ordner det med jorden og sandet og fliserne.

(Og jeg fatter ikke, hvor de kæmpestore blomster, der er dobbelt så høje som min høj, kommer fra. En ukrudtsbusk?)

med emneordet , ,
1. september 2011
2 kommentarer
As if

Det, vi leger #1

I et år har jeg gloet på en ledning ved børnenes seng, som min far har lavet. “Ja, jeg trak lige en ledning, så kan I jo bare sætte natlamperne op, når I finder dem, I vil have.” Et år, hvor jeg bildte mig selv ind, at det var svært at finde lige præcis den rigtige børnenatlampe.

I virkeligheden var det fordi jeg ikke kunne greje, hvordan den ledning, min far “lige” havde trukket, skulle forenes med lampens ledning.

I weekenden kom han og satte lamperne op.

(Og jeg fatter stadig ikke det med ledningerne.)

med emneordet , ,
9. august 2011
1 kommentar
As if, Farmorbørn, Mig sagde hunden

Skæld mindre ud – easypeasy

Som sagt. Jeg stillede op til sådan en frisk lille test i Vores Børn Junior, hvor jeg over en uge skulle tale anerkendende til mine børn og ikke skælde ud. For lige at lægge lidt ekstra pres på mig selv, valgte jeg en uge, hvor jeg var alene med børnene…

Det gik faktisk bedre end forventet. Der var faktisk dage, hvor jeg næsten ikke hævede stemmen og alligevel fik min vilje. Jeg har for længst glemt hvordan, men altså det står jo alt sammen i bladet i denne måned. Selvfølgelig er det allerede lykkedes mig at smide det væk – eller rettere det overlevede ikke en sommerferie i Spanien. Åbenbart. Billederne har jeg til gengæld endnu. Pænt køkken (ikke vores). Glade børn (mine). Lykkelig mor (mig). Det er jo sådan det ser ud i de fleste familier på en helt almindelig tirsdag, hvis bare vi taler pænt til hinanden, ikke?

Tak for den forvandling og al respekt til fotografen Iben Bølling Kaufmann.

med emneordet , , , , ,
4. august 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Jeg tar den på min kappe

Lige om lidt holder jeg kæft med den ferie og de billeder, der kom med hjem. Det er jo ved at udvikle sig til en slidt udgave af TV2 Nyhederne, hvor der ikke er grænser for, hvor mange vinkler man kan lægge ned over den mindste lille begivenhed.

Men altså man skulle jo tro, at vi ikke havde lavet andet end at indtage føde på den ferie. For de 194 billeder viser børn, der spiser morgenmad, børn, der snacker, børn, der spiser sandwich, børn, der giver deres bamse mad, og børn, der spiser aftensmad. 100 af billederne viser udelukkende børn, der spiser is. Jeg synes åbenbart mine børn er utroligt søde at være sammen med, når de spiser. Og sådan gik det til, at jeg blev hende den amerikanske mor, der tvangsfodrede mine børn, som blev så store, at de måtte løftes ud fra førstesalen med en kran. Var det noget, TV2?

Ok, selvfølgelig har jeg ikke taget 194 billeder af spisende børn. Jeg tog nemlig også et snapshot af hele familien i elevatoren i lufthavnen på vej hjem. Sjovt nok, synes min kæreste ikke nødvendigvis det var den bedste ide, jeg fik på den tur. Som du kan se på billedet, havde jeg det til gengæld meget sjovt, men det er selvfølgelig heller ikke mig, der forsøger at bakke vaklende bagagevogn inkl. 2 (på alle måder) balancerende unger ud af elevator imens.

Han havde til gengæld haft god mulighed for at få fotorevanche, da jeg en time senere jonglerede med to overtrætte børn og et toiletbesøg gone wrong på hektisk og temmelig crowded rasteplads. Nu er han så bare ikke så besat af at dokumentere familiens kalorieindtag (eller den efterfølgende rejse), som hans maniske livsledsager. Du vælger selv, hvem der har fat i den lange ende.

 

med emneordet , , , ,
30. juli 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

And the winner is…

I dag er jeg på vinderholdet. Ironisk nok i en kronikkonkurrence i Information om, hvad præstationskulturen gør ved os allesammen. Og jeg kan bare sige, at den der sms, der tikkede ind på min telefon sent tirsdag eftermiddag, den gjorde ualmindeligt godt. Ikke mindst fordi der ud over æren også fulgte to flybilletter til Island med i begejstringen. Så nu er der dømt shopping i Reykjavik, nordlys på romantisk hotel i ødemarken og den slags ødselt tidsfordriv.

Kronikken? Den handler om sådan nogle som mig, der har travlt med at lade som om, at jeg ikke har en eneste lillebitte ambition på mine børns vegne, selvom jeg nærmest ikke har andet. Måske kender du det? Bare lidt? Nå, men i hvert fald kan du så læse om sådan nogle som mig og mit særligt talentfulde barns potentiale lige her

med emneordet , , , ,
9. juni 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

En forsmag på det der venter (inkl. konkurrence)

Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare  vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.

Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.

Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?

P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.

med emneordet , , , ,
16. maj 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Ord, der starter med k

Det er ikke ordforrådet, den er gal med. OMG. Så mange ord, der strømmer gennem hovedet og ud af munder på det barn. Konstant. Og os, hans genetiske ophav, synes jo bare, han er noget så sød, når han fortæller historier. Og totalt nuser er det også, at hans udtale endnu ikke er helt på plads. Særligt K spænder ben, så Carla bliver til Darla, køkkenhave til døddenhave, kammerat til dammehart (R er også temmelig svært, spørg bare kæresterne Mahie og Sighid).

Anyways. Vi snakker en hel del om, hvad vi skal gøre. Eller rettere om vi burde gøre noget. Men i vanlig stil bliver det ikke rigtig til noget. I fredags fortalte en pædagog i børnehaven, at en talepædagog havde givet det råd, at det er rigtig godt at overdrive lydene.

Således grebet af den gode stemning ved aftenbordet i går kastede vi os ud i overartikulerede K-ord, som til sidste endte med at hele familien sad og råbte til hinanden:

– [K]ammerat

– [K]ammerjun[K]er

– [K]anon

– [K]lamphugger

Et ord, der fik Miss Carla til at bryde fuldstændig sammen af grin, og som Halfdan til alles overraskelse kunne sige. Og så fik de voksne blod på tanden:

– [K]lemme

– [K]lejne

– [K]lasse

– [K]ussetyv

Begejstringen løb ligesom af med mig. Og i øvrigt var det et rigtigt godt ord at råbe højt. Spørgsmålet: Hvad er en kussetyv? viste sig lidt svært at besvare på et stadie, hvor vi ikke engang er nået til at sætte de rigtige ord på forplantningens hellige handlinger. Undskyld.

med emneordet , , , , ,
14. maj 2011
3 kommentarer
Anbefalinger

En moderne familie

Først læste jeg Lone Hørslevs Sorg og Camping og bagefter Erlend Loes Stille dage i Mixing Part. Og når man har gjort det, ville man egentlig bare ønske, man havde stiftet familie og lade sig binde sammen af de der unger, som jo er langt mere forpligtende end hvide kjoler og fælles ringe i guld. Det med børnene er jo faktisk til-døden-jer-skiller uanset hvad der sker fra nu af.

Begge bøger fortæller satirisk og tragikomisk om mennesker, der ikke har lyst til at være der, hvor de er. Om mennesker, der drømmer om at leve et andet liv end det, der står midt. Om mænd og kvinder, der taler sammen og alligevel næsten systematisk taler forbi hinanden. Og en hel masse om at længslen efter det græs, der eftersigende skulle være grønnere på den anden side.

Det kunne have været både trist og temmelig tungt at slæbe sig igennem, men både Hørslev og Loe er kløgtige, dygtige ordmennesker og satirikere, der tør at bide fra sig. Så det er virkelig trist, men også meget, meget morsomt  og så temmelig tankevækkende. Jeg gad for eksempel godt vide, hvor mange af de mænd, jeg kender, der har haft våde drømme om Nigella Lawson?

med emneordet , ,
25. april 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Noget af en cliffhanger…

Er du ikke bare spændt på, hvordan min ferie er gået? Og hvem ved, om du overhovedet når at finde ud af det, fordi jeg sådan set har placeret mig i en af de yderste risikozoner. For nu sidder jeg igen med den bærbare i skødet og prøver at nærme mig hverdagen. Og hverdagen er selvfølgelig skræmmende nok i sig selv, men som du sikkert ved, er det jo for intet at regne i forhold til den risiko, jeg lige nu udsætter mine lår for. Næst efter rygning, mobiltelefoner og et lillebitte glas vin under graviditeten, så er en bærbar i skødet noget nær det dummeste, du kan gøre, hvis du vil have et langt og lykkeligt liv. I følge den seneste forskning. Så so long, vi ses i himlen.

Men indtil da, så lad os da opsummere, hvad der kan siges om den påskeferie, jeg lige om lidt siger godnat til:

  1. Mine børn var rigtig rådne i starten, som du ved.
  2. Så fik vi gæster. Masser af gæster. Og helt forudsigeligt blev den store lidt rundtosset af moderens umættelige sociale behov og begyndte at vågne meget tidligt om morgenen. Sådan en lille morgenfrisk 5-årig, der foreslår en tur i svømmehallen kl. 05.12, er det sikreste tegn på, at jeg  igen har valgt at lade som om det barn ikke har brug for lidt ekstra ro. For en gangs skyld noget, der ikke er en fase.
  3. Min søn har brugt det meste af ferien på at udvikle et særligt besiddelsesgen, som tilsyneladende giver ham ret til at flegne flat, hvis nogen kommer for skade at modsige ham, når han proklamerer, at lige netop den stol eller det fjernsyn eller den gynge er hans. Og ingen andens. Overhovedet. Er det en fase?
  4. Den første mandag var vi i København. Tal om en dansk udgave af Coming to America! For når man anbringer sådan to unger fra provinsen i 5A og kører fra Nørreport til et godt stykke på den anden side af Nørrebro St. så giver det anledning udsagn som “Mor, så du hvor sort ham manden var?” og “Taler de dansk ligesom os?” Og hvor gammel er man i øvrigt selv blevet, når man hører sig selv sige: “Se, lige deroppe boede mor, dengang hun flyttede hjemmefra”, mens ungerne så har travlt med at kigge på flagrende tørklæder, mænd i kjoler og seje drenge i jogginggear og bling bling, at de aldrig når at se det første stop på memory lane.
  5. Nå ja, så har vi selvfølgelig grillet og spist så mange pølser, at jeg ikke en gang vil forsøge at dække over, at mine børn formentlig ikke har været i nærheden af en eneste grøntsag siden de sidst åbnede deres madpakker i børnehaven.
  6. Det har jeg så heller ikke selv. Til gengæld lavede jeg nogle fortrinlige påskeæg og en omgang trøfler. Jeg har været meget karrig med at lade børnene smage, mens jeg har været utrolig gavmild over for mig selv.
  7. Børnene har været i vandet, og jeg har fotograferet for at dokumentere, at mine børn er modigere (og langt mere dumdristige, fordi de ikke ved, hvad barnets første sygedag er for en fisk) end jeg nogensinde har været. Når jeg ikke har drukket forstås.
  8. Noget kulturelt? Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde? Nåhr jo, jeg læste da et portræt af Nik og Jay. I Information.
Og nu til tilbage til hverdagen. Hvor jeg kan drikke min kaffe uforstyrret. Og læse i en bog. Og skrive mails uden at sidde med et barn på skødet. Og spise frokost uden at skulle rejse mig for at hente en serviet eller mayonnaise eller ristede løg eller mere makrel i tomat. Og hvor jeg sådan cirka halvvejs gennem ugen kan begynde at idyllisere, hvor dejligt samværet med mine børn bliver – velvidende at jeg lørdag formiddag indleder den første forhandling med barnets far om bare en lillesmule alenetid.
Oh, the dilemmas of parenthood… og påskeferie.
med emneordet , , , ,
17. marts 2011
1 kommentar
Farmorbørn

En af putningens naturlove

Lige efter aftensmaden leger børnene rigtig godt. Faktisk det bedste tidspunkt på dagen. Det er så hyggeligt – altså indtil det kammer over, og de begynder at lege jorden er giftig i reolen eller hoppe trampolinspring fra spisebordet. Det er startsignalet til, at det er tid til nattøj og tandbørstning. Så lader vi som om børnene rydder deres legetøj op inden de skal i seng.

Og så går vi op – halvvejs oppe af trappen, kommer vi i tanke om at de skal tisse, og at vi har glemt bamserne, og at vi skal have vand med op.  Ned igen. Anden gang på trappen begynder børnene at skændes om, hvis tur det er til at bestemme, hvilken bog vi skal læse – og hvor vi skal sidde og læse.

Så læser vi, og så putter vi og drikker vand og udleverer bamser og siger godnat og bytter bøger og finder riddere og drikker mere vand og siger godnat igen og tænder lys og bytter bøger og slukker lys og åbner døre og siger godnat for sidste gang.

Og når jeg kommer ned, er kl. halv otte, og jeg tænker at det faktisk er ok. Mens jeg sætter vand over til te, begynder det ene eller det andet barn at råbe. Først ignorerer jeg det, men til sidst er jeg alligevel nødt til at gå op af trappen for tredje gang for at give vand og udlevere bamser og sige godnat og bytte bøger og finde riddere og give mere vand og sige godnat igen og tænde lys og bytte bøger og slukke lys og åbne døre og sige et sidste sammenbidt godnat.

Når jeg kommer ned, er kl. 10 minutter i otte, og så gik der endnu en gang en time med at få børnene til at sove, tevandet er blevet koldt, og der er krimier i tv igen.

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →