Tag Archives: begyndelse

Hvor blev min ordbog af?

Jeg forestillede mig et visitkort på døren til min havnekontor. I guld. Og broderi. Totalt respekt dér.

image

… hvis altså bare jeg kunne stave til det jeg laver. DOPE!

med emneordet ,

Den her går ud til mændene

Listen over løfter, der ikke blev til noget er lang. Men jeg trøster mig med, at vi stadig har Johanne (og Per Clausen – tak for den til åbningsdebatten igår, Mr.), og at SF vel snart har nået den bund, som De radikale ramte for år tilbage og derfra det gå fremad.

Men det her er noget, der bliver til noget: Øremærkning af barsel til mænd.

About bloody time.

Så tillykke til alle jer fædre in spe. Snart får I ret til at være sammen med arvingen. En ret vi andre (altså kvinderne) har haft i årevis. Et vigtigt skridt for at sikre lige vilkår for alle uanset køn. Hurra.

med emneordet , , , , , ,

Lots a love

First thing’s first. Den nye regering – lad os lige elske dem lidt, inden de skal i gang med det sure arbejde.

Modigt valg af

  • skatteminister, der er 26. Eftersigende er han en gammel mand inden i, hvilket nok også er nødvendigt for virkelig at brænde for skattepolitik.
  • kulturminister, der er kaospilot. Tal om fornyelse efter Carina Christensen (hvis ikke du allerede har glemt hende) og sportsministeren Brian Mikkelsen.
  • kirke- og ligestillingsministeren, der er mand og af indiske oprindelse og har en udmeldelsesblanket til folkekirkens i jakkelommen (don’t we all).

Og lidt synd for Nicolai Wammen, for alle os, der så Borgen i går, ved nok, at en tillidspost inden for det der Europa-noget ikke ligefrem er en kompliment i sig selv. EU-formandskab eller ej. Og nej, det nytter heller ikke noget, at du prøver at trøste os med den gode gamle sandhed om, at det meste af DK-lovgivning er påvirket af, hvis ikke en direkte konsekvens af, hvad der foregår i EU. Vi vil ikke tro på det.

Det er sgu en stor dag, og det jeg til gengæld gerne vil tro på, er at vi går mod lysere tider. At Danmark bliver for alle igen. Og at Johanne og co holder hele holdet i ørerne, så det ikke bare blir en radikal fest.

Derhjemme tog mit ældste barn mig i hånden i morges efter jeg havde reddet hende ud af en våd seng og givet hende et bad. Kom, sagde hun. Da vi sad i sofaen, gav hun mig et kram og sagde: Jeg elsker dig og far rigtig højt. Også når jeg bliver gal. For det meste er jeg jo slet ikke gal på jer, men på noget helt andet. Jeg elsker jer bare.

Jeg sagde jo det bliver en stor dag, thi verden er fuld af kærlighed og nye muligheder.

med emneordet , , , ,

En sandfærdig historie om døde dyr

Der lå en død fugl uden for min dør lørdag morgen. Det var en gråspurv. Øjnene var allerede væk, spist af nattens insekter. På naboens fortov lå et dødt pindsvin med udspillet mave. Og i haven lå en nøgen og grå dueunge, som var blevet skubbet ud af reden i æbletræet endnu inden den var flyveklar. Den lå på ryggen med sin skæve vinger ud til siderne, som om den i døden havde overgivet sig til de fluer, der var gået i gang med at fortære den.

Vi begravede gråspurven i forhaven. Børnene ville gerne røre ved den, inden jeg lagde den i hullet, men jeg kunne ikke slippe tanken om fugleinfluenza og det, der er værre. De synes det var ret sørgeligt at den skulle ned i det hul. Jeg havde slet ikke lyst til at holde den, men med havehandskerne gik det lige. Den så ret sølle ud med puskede fjer og sorte huller i stedet for øjne. Hvorfor kommer der ikke en kat og spiser den til natmad i stedet for det her absurde teater, tænkte jeg.

Pindsvinet ligger der stadig. Børnene tror det er en han, fordi der stikker noget spidst ud lige ved numsen, sagde den store. Jeg har ikke selv set efter. Pindsvin er tunge, og man stikker sig nemt på den genstridige pels, når man løfter dem. Vi er nødt til at grave den ned. Jeg ved det godt, men jeg gider ikke blive ved med at være graveren. Der er ikke andre, der gør det og børnene kan ikke forstå, at den bare skal ligge der. Det kan jeg godt forstå, de ikke kan, for det er jo også en uorden.

Jeg så faktisk den store brune klump ligge på vejen, da den var blevet kørt ned. Så nogen må have taget den og lagt den op på fortovet. Ikke mig. Jeg kiggede bare og lod den ligge. Men den der allerede havde den i hånden? Hvorfor smed det menneske den ikke i skraldespanden, kompostspanden?  Er det ikke der de døde dyr skal hen for at komme tilbage til naturen?

Da jeg så dueungen under æbletræet, løb jeg ind efter en affaldspose. Jeg orkede ikke flere døde dyr med børnene, og jeg orkede ikke flere graveopgaver. Jeg havde slet ikke lyst til at røre ved den alt ved den nøgne fugleunge, der var større end min hånd. Men jeg var nødt til at være hurtig, for jeg havde mit yngste barn lige i hælene.

Første gang jeg prøvede, fik jeg ikke rigtig fat, så den gled ud af hånden på mig og ud af posen. Den kom til at ligge helt skævt med næbbet i jorden og den ene vinge strittende lige op i luften. Anden gang tog jeg bedre fat og jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvordan det føltes at have den i hånden. Jeg kan ikke længere huske om dens slatne krop var varm eller helt kold, men jeg ved, at mit barn med det samme opdagede mit ærinde. Hvad har du i posen, spurgte han. Bare noget, der skal smides ud, svarede jeg. Må jeg se? Men jeg havde allerede smidt den op i skraldespanden. Ikke komposten, for nu var den jo i posen, så nu må den ligge i den sorte spand og vente på affaldskværnen og forbrændingen i næste uge. Skraldemændene har som regel en blød bamse siddende lige over den knap på lastbilen, der løfter spanden op og tømmer den ned i det store ildelugtende affaldsgab. Måske kan det trøste duen i posen lidt.

I en anden pose i den sorte spand ligger der et utal af biller, som jeg støvsugede op i kælderen efter jeg havde ryddet op. Måske 20 sorte biller af den slags og størrelse, som jeg ikke kan huske, jeg har set siden jeg var barn. Og et firben, som viste sig at være levende. Jeg støvsugede det op sammen med billerne, og bagefter da jeg skulle tømme spanden, faldt det ud af røret og lå og sprællede lidt forvirret på ryggen. Også firbenet var jeg nødt til at holde i hånden for at få den ned i posen. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes firben i kældre. Det var helt gennemsigtigt, som et nøgent barn i en gyserfilm.

Det var den sidste søndag i september. Solen skinnede, og børnene løb rundt på fliserne med bare tæer, mens de døde dyr dukkede op alle vegne. Der var også en dame, der bankede på døren. Hun var sød og kom fra stranden for at sige, at hun havde læst noget, jeg havde skrevet, og som hun godt kunne lide. Jeg kendte hende ikke. Ikke før nu. Børnene viste hende det døde pindsvin, inden hun kørte. I skal få jeres mor til at begrave den, sagde hun til dem. De kiggede på mig, men jeg synes allerede jeg havde haft mine hænder på så mange døde dyr den weekend. Sidst på eftermiddagen blæste det op, og vinden var kold. Børnene tog jakker på, og huer, og handsker. Som et varsel om vinteren, der venter. De havde ikke lyst til at gå ind.

Vi fik spaghetti og bøffer til aftensmad. Vi snakkede om, hvordan køerne dør, når de kommer på slagteriet. Og grisene. Den mindste mente, at det var nemmere med kyllinger, fordi de er så små, og derfor må være nemmere at slå ihjel end en ko. Det fik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtig ved, hvordan kyllingerne dør når de skal slagtes. Bliver de mon hængt op i benene og gasset ihjel? Eller bliver de slået ihjel først og så hængt op bagefter?

Jeg kunne ikke få mig selv til at bede den mindste om i det mindste at smage på bøffen. Jeg havde heller ikke så meget lyst til den alligevel, og den store synes kødet var lidt for hårdt at tygge. Spaghettien og parmesanosten kunne de godt lide.

Jeg bliver ved med at se dueungen, og gråspurven, billerne og det gennemsigtige firben for mig. Jeg prøver ikke at tænke for meget på pindsvinet, som stadig ligger på fortovet og svulmer uden nogen tager sig af det. Jeg ved, jeg burde, men jeg synes bare weekenden har været fuld af dyr allerede. Mange døde dyr, som jeg enten begravede eller slog ihjel. Som et varsel i sig selv. Og så var det ikke en gang en drøm.

med emneordet , , , , ,

Nogen, der gir en burger?

Egentlig skulle jeg juble over regeringsskiftet og at Danmark har fået sin første kvindelige statsminister. Men altså jeg er på kålkur, dag 2. Så mit liv er ca. sådan, at

  • jeg glæder mig over at det bare er fire og ikke 20 kilo slik, kage og chokolade, jeg forsøger at vinke farvel til.
  • jeg er blevet narret til at tro, at det fede ved den her lynkur, er at man ikke er sulten. Wrong.
  • jeg virkelig godt kunne drikke en kop kaffe, spise et kæmpestort stykke chokolade og en pizza, nu du spør.
  • jeg nægter at bukke under efter bare 48 timer. Det må sgu da være muligt at undertrykke sin begejstring for mad en uges tid.
Og siden det står på side 1 i psykologihåndbogen, at det, du forsøger at undertrykke, kommer til at fylde allermest i dit liv, er jeg ude af stand til at skrive noget som helst der ikke handler om mad, før vi når fredag. Med mindre altså du vil have en opskrift på en grøntsagssuppe.
med emneordet , ,

Hvad tænkte jeg på!

En anmeldelse? Af en bog? Om en kvinde, der mister sin datter og farer vild i sorgen? I dag?

But of course not. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. I dag skal vi jo ikke bekymre os om romaner og fiktive liv. I stedet burde jeg skrive et langt indlæg om demokratiets festdag og om at få kuldegysninger ved synet af Dannebrog, der vejrer ved valgstederne (Jo, Pia K. I dag er det flag mit!). Om at være heldig som ind i helvede, fordi jeg bor i et land, hvor de demokratiske rettigheder ikke er noget, jeg må håbe på og drømme om, men derimod er noget jeg fik drysset ud over havregrøden allerede som barn. Det er sgu da stort. Kæmpestort.

I dag er det dig og mig, der bestemmer. Det er det. Virkelig. Folkets stemme. Rig som fattig. Høj som lav. Alle stemmer tæller. (Kuldegysninger igen.)

[Indsæt her noget nationalsang eller andet højstemt]

P.S. Og nu husker du fandme at stemme. Og du stemmer på de røde. Ikke på Lars. Ingen af dem. Og heller ikke på LA eller DF. Du gør det ikke, for nu skal der ske noget andet. (Mellem os sagt er jeg ikke helt tryg ved hverken Helle eller Villy, men alternativet… det magter jeg ikke.)

med emneordet , , ,

Det vi leger #3

Sidste vinter opdagede vi at der løb vand ned af væggen i stuen. Det er åbenbart det der sker, når tagrenderne er 200 år gamle, og vandet løber ud alle andre steder end i nedløbsrøret.

I dag kom der en tømrer og kiggede på det problem, der åbenbart ikke bare lader sig lappe – og nu vil han også sende en murer, som først skal reparere alle revnerne i muren (“Når der er hul i tagrenden, så bliver der revner i væggen, når vandet trækker ind og fryser.” “Oh, I see.”).

Der er også noget med nogle tagsten, der skal sikres, fordi de er begyndt at glide ned og lægge sig i tagrenden (de steder, hvor den stadig holder dem tilbage).

Næst efter bilen er fast ejendom ved gud det største sorte hul, vi hælder penge i. Alle de dejlige penge, vi kunne bruge til at rejse jorden rundt, konverterer vi nu til zinktagrender og cement. Good gracious.

Jeg gider ikke lege den her leg alligevel!

(Og jeg fatter stadig ikke, om det er meningen jeg skal vide noget om alt det her bare fordi jeg har købt et hus i et øjebliks redebyggerus.)

med emneordet , , ,

Det vi leger #2

I marts gik jeg i gang med at grave ud til en terrasse. Bare en lillebitte en på et sted i haven, hvor der er sol hele tiden (forudsat den nogensinde kommer til at skinne igen, selvfølgelig). Processen er simpel. Først fjerner man græs og jord, så kører man sand på, planerer og lægger fliser. Af den overskydende jord lavede jeg en vold – eller gik i gang med at lave en vold. Nu ser det sådan ud (det er volden til højre):

Til foråret kommer min bror og ordner det med jorden og sandet og fliserne.

(Og jeg fatter ikke, hvor de kæmpestore blomster, der er dobbelt så høje som min høj, kommer fra. En ukrudtsbusk?)

med emneordet , ,

Det, vi leger #1

I et år har jeg gloet på en ledning ved børnenes seng, som min far har lavet. “Ja, jeg trak lige en ledning, så kan I jo bare sætte natlamperne op, når I finder dem, I vil have.” Et år, hvor jeg bildte mig selv ind, at det var svært at finde lige præcis den rigtige børnenatlampe.

I virkeligheden var det fordi jeg ikke kunne greje, hvordan den ledning, min far “lige” havde trukket, skulle forenes med lampens ledning.

I weekenden kom han og satte lamperne op.

(Og jeg fatter stadig ikke det med ledningerne.)

med emneordet , ,

5 ting, jeg ikke fatter uanset hvor meget jeg prøver

Jeg er nærmest holdt op med at trække vejret, siden det valg blev udskrevet. Både fordi jeg ikke magter hvis Lars og hans crew skal drikke guldøl den 15. september. Og fordi jeg heller ikke ved, om jeg tror på/magter/er overbevist om, at det blir bedre med Helle og Villy. Lad os bare sig, at det har næsten har udviklet sig til en personlig skriveblokade på linie med det, der eftersigende foregår på det såkaldte boligmarked.

Så tillad mig at fordrive ventetiden med en lille top 5 over ting og sager, som min hjerne åbenbart (også) er for lille til at rumme.

1) Coops sindssyge PlusPointsystem og deres endeløse mails om at jeg bare er 150 kr. fra at rykke op på PlusTrin en mia. Pyramidespil, sir jeg bare. Døm selv

2) Stilheden på et plejehjem. Er det mon sådan døden er? Angstprovokerende stille? Og den blomst, der har fået lov til at stå og tørre helt ind i vasen på bordet – er det et forvarsel om, hvad der sker med dem, der flytter ind?

3) Hungersnøden på Afrikas Horn. 110 mio. kr. og seks tv-værter og en komiker i havnen og så taler vi ikke mere om det. Helt seriøst, har der ikke været ildevarslende stille siden i lørdags? Og kunne man forestille sig at en af de 278 daglige målinger på om Helle eller Lars fører, kunne bytte plads med lidt nyt fra de sydlige himmelstrøg.

4) De rige. Hvorfor er vi ikke mere forargede over, at de rigere bliver rigere, selvom der er freaking finanskrise (som så lige er blevet aflyst)? Og hvorfor undrer vi os ikke over, at der kun er en vej frem til lykken – og det er flere penge, mere forbrug, flere penge, mere forbrug, selvom vi alle sammen ved, at jorden en dag går under af netop den grund. Jeg har sagt det før, men du skal altså virkelig se Inside Job og gør det før den 15. september. For måske får du lyst til at sætte dit kryds et andet sted.

5) Nåh ja, og så lige den der detalje med at universet udvider sig. Så verden er blevet større? Eller er det en anden verden? Eller er det bare i teorien? Eller noget der ligger lysår foran os eller bag os?

med emneordet , , ,