Tag Archives: begyndelse

23. januar 2012
1 kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Ting, jeg virkelig gerne vil vide

1. Hvordan det altid lykkes dynebetræk at æde alt det andet tøj, der er  i vaskemaskinen?

2. Om der virkelig findes mennesker, som aldrig, aldrig, skænker chokolade, kager eller lakridser en tanke?

3. Om der er forældre, der tager deres børn med ind og se Far til fire-film og selv hygger sig imens?

4. Hvornår ens børn holder op med at råbe MOAAAAAAAAAAAR, når de ikke lige kan finde på andet at tage sig til?

5. Om der er nogen, der aldrig tænker over, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke havde fået børn?

6. Om Anna Wahlgren virkelig intet fortryder?

7. Hvornår korn og gryn og mel går af mode igen?

8. Om det egentlig er bedre bare at lade være med at skille sine børn ad, når de kaster sig over hinanden i raseri?

9. Om mine børn vil huske mig som hende den sure mor?

10. Om mit yngste barn en dag mister troen på, at han er en superhelte-røverhund med vinger?

med emneordet , , ,
30. december 2011
2 kommentarer
As if

Og hvad kan vi så lære af julen

1. At vi begynder at hyle i november over alt det vi skal nå inden jul, og så er det hele overstået på en weekend. Christmas high – Christmas low.

2. At vi køber gaver til en hel hær, men får selv kun fire tilbage, hvoraf 2½ er lavet af små ubehjælpsomme barnehænder.

3. At vi taler stolpe op og stolpe ned om julehjælp og varme tæpper og hjemløse og udsatte familier, men resten af året glemmer vi, at de fattige stadig er på røven.

5. At risengrød ikke er en delikatesse bare fordi det er jul.

6. At der altid – AL-TID – er for mange pakker til børnene.

7. At der altid – AL-TID – er for meget mad.

8. At vi sjældent savner gran, glögg eller gris, når hele balladen er overstået.

9. At vi er så glade, når vi når jævndøgnet for nu går vi igen mod lysere tider. Men januar er et ødeland, februar den koldeste, mest trøstesløse måned, og foråret kommer aldrig i marts.

10. At vi lover os selv, at næste år skal det være anderledes, mere enkelt, mindre mad, færre arrangementer, næsten ingen gaver. Og i november starter hele hysteriet forfra.

Og så selvfølgelig, at idyllen aldrig lader sig iscenesætte:

med emneordet , ,
29. december 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden

5 ting, jeg heldigvis ikke vidste før jeg fik børn

1. At der var 4 år, hvor nattesøvn ikke en gang var noget, jeg drømte om, simpelthen fordi jeg aldrig sov længe nok ad gangen til at nå drømmeland.

2. At jeg ville vænne mig til at sidde på toilettet med åben dør, fordi der alligevel hele tiden var et barn, der skulle spørge om noget/fortælle noget/vise noget – eller bare se på mig imens.

3. At det værste ved at føde ikke var selve fødslen, men derimod der hvor jordemoderen kækt sagde: Og så skal vi lige af med moderkagen også. WTF?

4. At der var et tidspunkt, hvor jeg kunne lugte, om det var mit barn blandt 10 andre, der havde lort i bleen.

5. At det ville være mine børn, der legede råbende fange-gemmeleg i Kvickly, mens alle de andre, som før var mig, rystede overbærende på hovedet over, at jeg overhovedet havde taget mine børn med ud at handle.

med emneordet , , ,
15. december 2011
Skriv en kommentar
Sandheden, The kids

Ting man skal huske at nyde ved børn

1. At fallos endnu ikke har besudlet deres små hoveder.

image

2. At Afrika godt kan se sådan ud, så længe AnCOLA er med på kortet.

3. At de tror at alt der glimter kan spises. Også tamponer.

4. At de ikke tror, der er nogen, der har opdaget at de spiser af kagedejen

5. At de tror de gemmer sig når de sidder med ryggen til

 

med emneordet , ,
18. november 2011
Skriv en kommentar
Blomsterballade, Chancen

Der skal så lidt til at få fred

– verdensfred mener jeg. Vi kunne fx hustandsomdele Bon Ivers For Emma, forever ago i hele verden. Med det musik i den globale højtaler er der seriøst ingen, der kan slå hinanden ihjel. Aldrig nogensinde mere.

med emneordet , ,
11. november 2011
2 kommentarer
Anbefalinger, As if, Sandheden

Hvis livet var en bog – eller hvis jeg havde 10.000 timer i overskud

Bunken med bøger, jeg SKAL/VIL læse NU, vokser og vokser og vokser. For der er jo ikke timer nok, vel?

med emneordet , , ,
10. november 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Mig sagde hunden, Sandheden

Hvor gammel er du egentlig – i virkeligheden?

I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel  min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.

image

Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).

Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.

med emneordet , , , ,
4. november 2011
5 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, Sandheden

Den, der træder på stregerne…

Da jeg var lille, seks år, måske, havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Så bange var jeg for den krokodille, der lå og gemte sig under min seng og kun ventede på, at jeg ville lukke øjnene, så den kunne kaste sig over mig.

Selvfølgelig vidste jeg godt den ikke fandtes. Selvfølgelig gjorde jeg det. For om dagen, når lyset beroligede mig, havde jeg jo kigget under sengen og set, at der ingen krokodille var.

Men i mørket virkede det ikke, for jeg kunne høre den trække vejret under sengen. Når jeg holdt vejret, holdt den også vejret. Som om den troede, at jeg så ikke vidste den var der. Som om den var en hemmelighed, jeg ikke kendte til.

Senere, da jeg blev lidt ældre, var det med hjertet helt oppe i halsen, at jeg cyklede ned gennem alleen ved kirsebærplantagen. Helt overbevist om, at der inde bag træerne stod en mand og bare ventede på, at jeg cyklede forbi. Hvis jeg ikke tog benene på nakken og kom gennem den mørke allé i en helvedes fart, ville han springe ud på vejen og råbe bøh. BØØØØØHHHH! Så jeg stod op i pedalerne og gav den helvede på min lille røde cykel. Ned gennem alleen. Mens dynamolygten hvinende forsøgte at følge hjulets paniske omdrejninger.

Der var også et tidspunkt, midt i 80’erne, hvor jeg tegnede atombombeskyer om og om igen. For lige om lidt gik jorden under. Lige om lidt ville alt ligge øde og ingen af os ville findes mere. Jeg tegnede som regel et hjerte eller en fredsdue over atombomben. Som et reelt forsøg på at tage luften ud af Den kolde krig.

Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at cykle om kap med trafikken. Det var den samme hjertebankende fornemmelse, som jeg kendte fra kirsebæralleen. Fuld fart i pedalerne frem mod den næste lygtepæl. Som regel var mit mål tre lygtepæle – og nogle gange toppen af Langebro – inden jeg blev indhentet af bilerne, der holdt for rødt i krydset længere ned af H.C. Andersens Boulevard. Og hvis jeg nåede det, ville alt blive godt. Og jeg mener virkelig ALT.

Nu er jeg begyndt at sætte min lid til stjernehimlen. Et stjerneskud er mere værd end alverdens lygtepæle. Og derfor har jeg aldrig følt mig så rolig, som den nat i oktober, hvor stjernerne villigt kastede sig fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Hele verden lå for mine fødder den nat. Alt var muligt. Men det var en stakket frist. For nu er det november. Mørket lægger beslag på dagene. Skyerne hænger lavt. Og stjernerne holder sig i ro. Nu gælder det om at holde på varmen. Og lade op. Og vente. På foråret. Lyse tider. Og forbrødring.

Om natten lytter jeg til mine børns åndedræt. Det holder både krokodiller og bøhmænd for døren. Og det holder hjertet i ro, mens jeg venter på stjernernes barmhjertige spring over himlen.

med emneordet , , ,
1. november 2011
3 kommentarer
Chancen

Nu dør jeg af skræk (men jeg vil selvfølgelig gerne vinde)

Det foregik nogenlunde sådan her:

Jeg var på et kursus, hvor underviseren fortalte, at han havde en skrivegruppe, som han mødtes med. Bagefter skrev jeg til ham for at høre hvordan det fungerede, fordi jeg gerne ville have noget faglig sparring på det jeg laver. Så skrev han, at jeg var velkommen i deres gruppe – hvis altså jeg skrev fiktion. Så skrev jeg til ham at det gjorde jeg (oh ho-hooo, som i små bitte stykker tekst, jeg aldrig har vist til en levende sjæl). Og så skrev han at jeg jo kunne komme til en slags prøvemøde, hvor jeg havde min egen tekst med. Så satte jeg mig ned og skrev historien om Morten. Jeg ved ikke hvor den kom fra for den dag havde jeg slet ikke nogen ideer til noget som helst. Lad os bare sige, at jeg på en måde startede fra en ende af og arbejdede mig frem mod slutningen. That simple (ha-ha-ha).

Dagen før vi skulle mødes i skrivegruppen, læste jeg om en novellekonkurrence på nettet. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Og det er ikke falsk beskedenhed. Men nu fremstår det mere som et bagholdsangreb på mig selv. Så altså, jeg sendte novellen ind. Og glemte seriøst alt om det.

De kunne godt lide historien i skrivegruppen, og jeg var ret så lettet over, at min debut ikke faldt helt til jorden.

I nat vågnede jeg klokken et, og jeg ved ikke hvorfor jeg tjekkede min mail, som i jeg vågner ALDRIG om natten og tjekker ALDRIG mail om natten. Men så lå der en mail: Tillykke din novelle er nomineret!

Gulp!

(788 noveller, og jeg er blandt de 25 udvalgte. Total crazy hvis du spørger mig.

Nå, men den næste måned kan du stemme på den novelle du bedst kan lide (som måske er min?). Og de 5 noveller der får flest stemmer går videre til finalen. Vindernovellen bliver udgivet og måske transformeret til en kortfilm. Det er sandt!

Så hvis du har lyst til at bidrage til spændingen, kan du læse min ellers hemmelige novelle og stemme på mig her: http://www.kortoggodt.info/2010/profil.asp?id=432 )

med emneordet , , , , ,
27. oktober 2011
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Tre skridt og spytklat

Jeg er i gang med verdens længste tilløb. Tilbage til hverdagen. Indtil videre har det taget to dage, og jeg er der ikke helt endnu. Og allerhelst pakkede jeg hele menageriet ned i min taske og tog tilbage til lufthavnen og ud i verden.

Efter traveller’s high kommer low, ikke? Det giver ligesom sig selv. Og jeg har aldrig været god til at komme hjem, for livet er både enkelt og intenst, når man rejser. Det får jeg aldrig for meget af. Aldrig, tror jeg. Derfor er det en underlig ambivalent følelse at savne dem derhjemme uden overhovedet at savne det derhjemme.

Og stakkels danske provinsliv, der skal hamle op med det her:

Du er velkommen til at stemme i med Nu falmer skoven trindt om land, men det hjælper ikke, for uanset hvor smukt efteråret tager sig ud, og hvor meget solen anstrenger sig for at kaste lidt varme af sig, så er jeg bare mere til falds for himmelstrøg, der dufter tungt af sol og støv og friskkogt ris.

Så sådan sad jeg på mit havnekontor i dag og forsøgte at komme på omgangshøjde med mit almindelige arbejde, hvor der skal skrives artikler om helt almindelige (og i danske øjne vigtige) sager til almindelige mennesker som dig og mig. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige have spist den sidste malariapille og børstet det sidste støv af sandalerne. Så bliver der plads til hverdagen igen. Og det er både godt og lidt vemodigt.

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →