Tag Archives: begyndelse

Jeg tilstår: Det var mig, der introducerede p-ordet

Nå, men så den anden dag var vi ude at cykle, børnene og jeg. En helt almindelig sommer-søndagstur i solskin og bare tær. (Aih ok, det er nogle uger siden så. Dengang det faktisk var sommer.)

Muligvis var Halfdan i gang med en længere udredning om, hvorfor Hulk er så meget stærkere end alle de andre superhelte. Muligvis var vi bare i gang med at behandle en forespørgsel på is senere på dagen. (For bare at nævne de to samtaler, der kører mest i ring hjemme hos os pt.)

I hvert fald blev vi pludselig afbrudt af storesøsteren, der havde fået øje på hvad man vel i provinsen ville kalde en form for grafitti. Store blå bogstaver på en grå væg.

– Hvad står der, spurgte hun.

– Lige på pikken, svarede jeg.

Det var en af den slags situationer, hvor man bliver taget på sengen. Så at sige.

– Hvad betyder pik, spurgte den uskyldsrene.

– Det er bare et bandeord for tissemand, svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. Værre er det jo heller ikke. Egentlig. Vel?

Forleden havde mine børn så denne samtale:

H: Hvad sagde du? Leder du efter din pik?

C: Du må ikke sige pik. Pik er et bandeord?

H: Jeg sagde ikke pik. Jeg sagde klik. Mik. Hik. Flik.

C: Du sagde pik, og det er altså meget, meget grimt at sige pik.

H: Jamen, jeg mente slet ikke pik. Jeg ved godt pik er et bandeord.

C: Jeg siger til mor, at du siger pik.

H: Car-la. Jeg sagde ikke pik. Det gjorde jeg ikke.

C: Moar, Halfdan siger pik.

Jeg har prøvet at finde på en passende afslutning, men der er jo ikke så meget mere at sige andet end, at vi ikke havde været her, hvis ikke de drenge havde været så poetiske med deres spraydåser. Så tak. Eller undskyld. Eller noget.

P.S. Og nu vi er ved emnet, vil jeg anbefale dig at se det forrygende penis-indslag i Aftenshowet. Du skal 31.15 minutter ind i programmet (måske er det faktisk Rasmus Botoft, der er inde i barnebarnet. Man har jo lov til at håbe.)

med emneordet , , , ,

Mandag

med emneordet ,

Hverdagen kræver benhård tilvænning

“Hvordan var så første dag i børnehaven efter påskeferien,” spurgte jeg den store i morges.

Hun tænkte sig om og svarede så: “Lidt stressende. Jeg havde ondt i hovedet det meste af dagen, fordi jeg ikke har vænnet mig til larmen endnu.”

med emneordet , , , ,

Man kan godt blive lidt træt (og gammel)

Tillad mig at sige noget om afhængighed, ny teknologi og menneskets forfald efter Politiken og TV2 i dag har fortalt os, at ikke mindre en 2.000.000 danskere nu ejer en smartphone. Og det er vist nok noget, vi skal være bekymret for, for det betyder at vi hele tiden er online, og at det er bekymrende, fordi vi så ikke er rigtig til stede i den virkelige verden, og til sidst får vi stress, fordi vi hele tiden sidder med snuden i skærmen.

Det er forfærdeligt, ikke? Fællesskabet, interaktionen mellem mennesker, er under pres. Det samme er tankeflugt og dagdrømmeri, fordi vi hele tiden holder os beskæftige med internettet og den slags. Kaos venter. Og sammenbruddet. Sædernes forfald.

Eller det kommer så an på, hvem du spørger. En 50+ stressforsker af en art, vil helt sikkert give dig ret. Det gjorde han i hvert fald på Tv2. Men de unge, de siger sådan:

Vi ’surfer’ ikke, og internettet er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt, men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bruger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle fortælle jer vores Bildungsroman (’dannelsesroman, red.), måtte vi først forklare, at der findes et naturligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet, vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemmesider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.

Resten af artiklen kan du læse i Information

Og jeg siger dette: Lad os nu ikke falde i den fælde en gang til. Stor var opstandelsen den gang i et andet årtusinde, da selve BOG-EN, den hellige bibel, blev afløst af bøger. For hvordan skulle det nu ikke gå, når folk kunne udsættes for uendelige udlægninger af verdens beskaffenhed uden præstens mellemkomst?

Nå, men alt dette bare for at sige, at jeg bliver lidt træt, når os, der stadig kan huske, hvordan det var at skrive 3. g-opgaven ind på skrivemaskine, og hvordan det var at være på internettet med et modem, går i koma over, hvor farlige de nye apparater er.

Og jo, der kan sikkert findes eksempler på børn, der er blevet mærkelige af computerspil, og unge, der har gjort sindssyge ting, fordi de hørte en sang i radioen og ikke helt kunne finde ud af hvad der var fiktion og virkelighed (eller der var måske mest i 1990’erne det var på mode). Der kan sikkert også findes eksempler på voksne, der er vokset sammen med deres smartphone og så kan vi kalde det en form for afhængighed og sygeliggøre dem.

Men prøv-nu-lige-hør-her. Det går over igen. Verden er ikke ved at falde fra hinanden (og hvis den er, er det i hvert fald ikke internettet og mobiltelefonernes skyld). Det er bare os, der ikke er vokset op med internettet, der skal lære at slappe lidt af. Se muligheder fremfor begrænsninger. Halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Ikke?

med emneordet , , , ,

Det er fordi solen skinner

Så sagde vi jo, at efter weekenden, så begyndte jeg virkelig at blogge igen og skrive noget sjovt om livet. I det hele taget.

Men altså hvis jeg skal skrive noget sjovt om mine børn, kræver det jo, at vi bruger noget tid sammen, og det har der ikke været så meget af i den her uge. I sidste uge var vi til gengæld sammen hele tiden, men mest fordi vi var syge, og det var der ligesom ikke meget morskab over. Heller ikke bagefter.

Så… På den anden side af X-Factor-finalen og den første forårssol, som gør det umuligt at tænke på andet end is og hvilken bikini jeg skal have med på ferie i år, vender jeg tilbage og fortæller en virkelig morsom historie fra det virkelige liv. Det er et løfte…

med emneordet , ,

Månedens gæst

Nå, men så sagde vi jo, at jeg begyndte at blogge igen. Og skrive jævnlige indlæg. Ikke fra Burma, vel? For det er jo et forlængst overstået kapitel. Kan knap huske hvornår jeg kom hjem. Men fra hverdagen – som den sidste uge har været så fuld af influenza, at jeg på et tidspunkt var overbevist om, at jeg ville dø af den ondsindede hjernemalaria. Det er det der sker, når man begynder at frekventere netdoktor.dk kl. 02 om natten, mens hele ens krop sitrer af feber.

Men altså som du ser. Jeg er her stadig. Næsten virusfri og men stadig ikke på kaffe. Og i morgen, så begynder jeg igen. At blogge. Og sige noget sjovt om hverdagen. For den er jo sjov, ikke? Mega-sjov. Just wait and see…

med emneordet , ,

Om dage i Hpa-an

(Lang liverapport fra det sydlige Burma. Jeg håber du holder ud til slutningen. Der er billeder undervejs.)

Ok, jeg kan så starte med at tage den skepsis og alle de forbehold, jeg normalt har som rejsende, og stikke dem op, hvor solen aldrig skinner. Folk er ikke ude på at tage røven på mig. For nu at blive i den region. De er ude på en ting. At hjælpe. Og fortælle deres historie. Det er sådan set det eneste.

Karenernes engelsk er begrænset, men de prøver. Alt hvad de kan. Det er så hjerteligt. Så oprigtigt. Og for mig, den hvide europæer, er det så svært. At tro på, at de virkelig ikke vil andet. For i det kolde nord holder vi os for selv. Vi vil gerne se folk an. Og i udgangspunktet tror vi ikke andre vil os noget godt. Så simpelt er det. Så stærk en følelse, at det tager tid at aflære og lægge fra sig. Måske lykkedes det aldrig helt.

Som altid er verden fuld af kontraster. Det er ikke nyt. For mennesker som mig, der har råd til at betale, er der altid et helle. Med hvid dug på bordene og Lipton-te på kanden. Og dem, der servicerer, er klædt i knasende hvide skjorter. Måske er det også deres helle.

For om aftenen går de hjem til deres landsbyer. Og der er der ingen hvide duge på bordene eller asfalt på vejene. Der bor de i træhuse med bambusgulv. Der trækker de vand op ad brønden og bærer det hjem til deres køkkener, hvor de koger ris over bål. Om natten ruller de plastikmåtter ud, som vi køber i fanzy butikker og pynter vores hjem med, og så lægger de sig til at sove. De er her, og jeg er også her. Og så alligevel slet ikke. For selvom jeg folder hænderne og bøjer hovedet i den rigtige hilsen, er det her bare en rejse, en oplevelse, ikke min hverdag.

I går besøgte jeg en skole, som munkene her i området har bygget, fordi der er brug for et alternativ til det offentlige skolesystem. Fordi de tror på, at børnene har brug for at lære deres egen kultur og sprog at kende, og det kan de ikke i det offentlige skolesystem, hvor kun burmesisk er tilladt. Men også fordi de tror på, at uddannelse er det vigtigste man kan give et barn, der har fremtiden foran sig. Fordi de tror på, at viden skaber fred mellem mennesker. Og fred har de brug for. For her er alle børn vokset op med krig. Kampe. Lyden af skud gennem natten.

På skolen havde børnene lagt halm ud på jorden og rullet den røde løber ud. I kid you not. I to timer sad de med deres åbne ansigter der på jorden og kiggede på mig. Gæsten på den røde løber. Og de hviskede deres spørgsmål til Caleb Paw, der har været min vært i de 2½ dag, jeg har været på besøg. ”Hvordan ser der ud i Danmark?” ”Hvad spiser I?” ”Hvad laver din mand?” ”Har du farvet dit hår?” ”Fortæl os en historie fra Danmark.”

Det var så fint, og det er det bedste ved den her slags rejser. At møde børnene. At se dem sidde og hviske til hinanden og fnise over det menneske, der sidder foran dem. Som fra en anden planet. Og klimakset, da alle 50 børn, en efter en, rejste sig og med den sprødeste stemme og på deres bedste engelsk kom hen til mig og fortalte mig, hvad de hed og hvilken klasse de gik i. Bagefter tog vi billeder. Hundredvis af billeder. Så simpelt. Det var stort. For mig og for dem.

2½ dag er ingenting, og alligevel føltes det som år. Gæstfriheden er ufattelig og tankevækkende. Den 67-årige præst, som jeg ikke kendte for tre dage siden, er nu min ven. Og det er ikke en overdrivelse. Han har som den naturligste ting i verden kørt mig rundt på sin motorcykel fra morgen til aften. Vist mig sin landsby, og åbnet så mange døre for mig. Han er kendt af alle i byen, og med hans hjælp har jeg mødt et kvindeligt parlamentsmedlem og fået adgang til området største munkekloster og talt med den ledende munk om uddannelse og politik og fred og forsoning. Jeg har besøgt fremmede familiers hjem og drukket frisklavet palmevin. Jeg har spist den bedste mad og trykket hundredvis af hænder.

Som tak vil han have ingenting. Vi er venner nu, og fornøjelsen er helt på hans side. Det er en tanke værd, at jeg har svært ved at tage imod al denne gæstfrihed uden at give noget til gengæld. Ikke en gang benzinen, som er rationeret og kostbar som guld, vil han have penge for. Og jeg er vant til at alt kan gøres op i penge, at hver betaler sin sit, og at selv den mindste tjeneste trods alt har en pris. Heller ikke det kan jeg bruge til noget her. For det er gæstfrihed uden en pris. Alt andet ville næsten være en fornærmelse, fornemmer jeg.

Hpa-an er hovedstad for karenerne, en af de største etniske grupper i Burma. De har deres eget universitet, og deres eget parlament. Men de bestemmer ikke selv, for premierministeren er – trods alt – udpeget af styret i Yangon. Han er ikke karener, og han følger direktiverne fra højeste sted. Det er et problem. Det er det, de fortæller mig, munken, præsten og det kvindelige parlamentsmedlemmet. Deres oplevelse er, at alt det, der lige nu sker i hovedstaden, ikke har nogen betydning herude. Tværtimod.

De seneste måneder har mere end 18 familier fået konfiskeret deres land, fordi regeringen har besluttet at etablere et industriområde uden for Hpa-an. Hvor der før var marker og skove, er der nu bart land, store maskiner og nyanlagte veje så langt øjet rækker. Billederne fra området må tages i al hemmelighed, for den slags opmærksomhed, er styret i Yangon stadig ikke klar til.

Tragedien er til at få øje på. For de 150 mennesker, der ikke længere har noget jord at dyrke, er trukket længere ned i fattigdommen. De har ingen kompensation fået, og de har hverken mulighed for at tjene penge på de afgrøder, de før dyrkede på markerne, eller for at forsørge deres familier. Og selvom der måske på sigt vil skyde nye arbejdspladser op i det stort anlagte industriområder, giver det ikke mad på bordet for familierne lige nu. Det er der ikke meget glasnost over.

At tilbringe en uge midt i alt dette er næsten en joke. Der er så mange historier at fortælle. Både dem om fremtiden, der måske nu endelig tegner lys. Og den om, at der stadig er lang vej igen, før folk herude på landet, kan mærke forandringens vinde. Jeg har kun set et lille hjørne af deres virkelighed, og tiden giver mig ikke mulighed for at tage ud i skovene og besøge de mennesker, der kæmper en daglig kamp for overlevelse, og hvor hverken elektricitet, lægehjælp eller basal skolegang er en selvfølgelighed.

Undervejs mødte jeg også Saw Eh Moo. Han skal giftes til maj. Stort bryllup efter danske standarder med 300 gæster. Hans kommende kone er læge, og når de har sparet penge nok op, vil hun åbne en lægeklinik med tilhørende apotek i Hpa-an. Men det er ikke her behovet er størst. Derfor vil de bruge deres weekender på at besøge landsbyerne langt uden for byen, hvor folk dør af sygdomme, som let kunne behandles. Med sig i rygsækken vil de have medicin til at behandle de mest almindelige sygdomme som malaria, dengue feber og diarré. Man kan få så meget medicin for 100 dollars, så det vil være en god ting at gøre. Sådan sagde han. Helt enkelt.

Midt i al elendigheden er det mennesker, som Saw Eh Moo, Caleb Paw og de mennesker, han har introduceret mig til, som alligevel gør det muligt at tage herfra med en vis optimisme. For det er mennesker, der på trods af alt, tror på, at fremtiden kan lade sig gøre, og som har viet deres liv til at gøre en forskel i andre menneskers liv. Ikke for egen vindings skyld, men fordi det er sådan det må være.

med emneordet , , , ,

Nu forstår jeg bedre den ansigtsoperation

Mærkelige ting er sket med Melanie Griffiths ansigt siden 1996, hvor hun mødte latinoloveren Banderas og indspillede filmen Two Much (hvis du forstår sådan en lille en), som Hollywood Reporter kaldte en Screwball comedy. Den lidt for store overlæbe. De lidt for stramme kinder. Og de lidt for kattejammer-agtige øjne.

Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.

Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)

Kan du følge mig?

med emneordet , , ,

Bonuskunde – nu med guldkort

Jeg har lige fået ikke bare en, men hele to mails fra Magasin. I den første ønsker de mig tillykke med mit Goodiekort, som jeg vil få tilsendt snarest (kortet fik jeg for et års tid  siden ifm. en kampagne i Magasin). I den anden mail får jeg at vide, at jeg kan handle i Magasins webshop med eller uden mit kort. Total topbonusguld-agtigt.

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

med emneordet , ,

Vi fejrer: 6 år i provinsen

I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

  • Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
  • Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
  • El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
  • Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
  • 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
  • Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
  • Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
  • Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
  • Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
  • Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
  • Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
  • Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
  • Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.

med emneordet , , , ,