Tag Archives: begejstring

20. marts 2011
3 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Hvad børn gør ved en

Der er sgu mange ting, der er underligt ved at få børn. Jeg forstår stadig ikke, at jeg på en gang kan længes så vildt meget efter tid alene, og så samtidig savne terroristerne så afsindigt, når de ikke er her. Som nu i går fx. Så ligger man der i sin kæmpestore seng helt alene – ikke så meget som et lillebitte åndedræt kan man høre. Der er bare stille. Helt stille. Nærmest angstprovokerende stille.

Der er også det der med deres små varme kroppe, som jeg hele tiden har lyst til at kramme. Og abstinenserne, når jeg ikke kan stikke næsen ned i deres hår og dufte til dem. Og deres smil når de kigger på mig og næsten snubler over ordene, fordi der er så meget at fortælle fra det sidste døgn.

Der er selvfølgelig også det forunderlige i at have glædet sig så meget til, de kommer hjem og så starte med at skælde ud. Bare ligesom for at komme ind i gængen igen. Og det helt fantastiske i, at de altid kan trække en tilbage til rimeligheden, når de kigger på en og siger: Du må ikke skælde mig ud med den høje stemme, for så er det ligesom om jeg græder lidt inde i hovedet.

med emneordet , , ,
10. marts 2011
1 kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Jeg fortryder intet!

Man kan sige meget om 68’erne og tro mig, jeg har ikke holdt mig tilbage, for jeg synes indimellem det kan blive lidt trangt med pladsen, når de forsøger at komme frem i bussen i pels, iltert hår og en selvfølgelighed, som ikke en gang min generation af selviscenesættere kan matche.

Og Erica Jong (som jeg nu har lært hedder DJONG og ikke young) er ingen undtagelse. Slap af. Kvinden er 69, og hun entrerede scenen i Den sorte diamant forleden med så rank en holdning, at jeg aldrig har set en ældre kvinde strutte så meget med sine attributter. Silkekjole. Høje sko. Plastikface and all.

Så sad hun der i stolen og råbte ud i salen, at hun ikke fortrød noget som helst. Ingenting. Ikke bare en lille smule. Ikke den mindste dårlige samvittighed over, at hun gav den fuld skrue som succesrig forfatter og rejste verden tynd, selvom hun både havde en datter og var enlig mor. “Jeg tjente pengene. Det gjorde hendes far ikke. Nogen var jo nødt til at hive penge hjem, og det kunne jeg, fordi jeg havde succes og blev godt betalt.”

Og hvad så? Så var hun jo ikke der. Sammen med sin datter. Og oplevede hver eneste lille unikke minut med hende. Og her, mine damer og herrer, kommer pointen – og den skal vi alle sammen, alle os der er børn af 70’erne (og 80’erne) skrive os bag øret, for det er for mig at se selve kernen i alle de dilemmaer, som er ved at rive os midt over, når vi bliver forældre. “Livet er et stort valg. Hele tiden er du nødt til at vælge noget fra, fordi du vælger noget til. Det er ikke en skam. Eller en synd. Det er bare livet, og du må tro på, at du har taget den rigtige beslutning, for dig og dit barn og din familie. Og så leve med det!”

Skal vi ikke bare sige det? Farvel dårlig samvittighed. Farvel spelt-tyranni. Farvel perfekt mor. Farvel selvpineri. Nu befrier vi os fra Mary og picture-perfect og lever vores eget liv – og vigtigst af alt: Fra i dag tror vi på, at vi gør det bedste, vi kan vores børn, og det er godt nok. Sådan. Aftale?

med emneordet , , , ,
20. februar 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

1-0 til madpakken

Tilgiv mig – thi jeg har syndet. Så dårligt har jeg talt om madpakken og vejen derhen, hvor man smører og smører og smører leverpostej- og makrelmadder i en uendelighed. Og alle de gange, hvor jeg har sukket dybt over halvfyldte madkasser, der kommer med tilbage, fordi børnene har fejret en fødselsdag, spist grønsagssuppe på legepladsen eller bare ikke været lige så sultne, som de plejer. Spild af godt arbejde og kostbar tid.

I går nåede Halfdan kun at være i børnehave i 45 min. før de meget grundige pædagoger havde fundet en skoldkoppe i hans hår og sparkede ham til hjørne. Med ham kom de urørte madkasser også hjem igen.

Og sikke en velsignelse. En gennemsnitlig lørdag-søndag handler jo alligevel mest om at tørre røv og smøre madder til sultne unger. Og den der madpakke i køleskabet viste sig virkelig at optimere weekenden på den gode måde. Bevæbnet med ristede løg kunne jeg lynhurtigt pimpe både leverpostej og spegepølse op til hæderlig frokost og mellemmåltider, nærmest uden at rejse mig fra sofaen.

Så øverst på to-do-listen for weekenden står der fremover: “Smør madder til hele weekenden.” Altså jeg tænker, at der ikke sker noget ved at lave til et par dage, nu jeg er i gang. Det svarer til den madordning, min kommune synes det var passende at udbyde til de små poder – og hvis politikerne vurderer, at det er et forsvarligt tilbud, kan vi vel godt tage det for gode varer og starte med at implementere det herhjemme. Ik?

med emneordet , , , ,
7. februar 2011
1 kommentar
Chancen

Jeg mangler ord

Hvem skulle nu have troet det? Men altså jeg skriver og skriver ud af huset, så jeg slet ikke kan finde på noget at sige, når dagen er slut. Unmmöchlich…

Og så har jeg haft en af de weekender. Af de gode altså, og det skal jeg skynde mig at skrive ned, for det er næsten unheard of så idyllisk det har været med to søde børn t/r København, og den hyggeligste dag i går med tid til at gåtur og bage kage. Ahmen, kan du næsten få luft? Jeg ligger åbenbart lunt i svinget i den der harmoniske bane i universet, som ellers godt kan være lidt svær at ramme. Eller lå – for nu har jeg allerede spillet skæbnen et puds og vælter sikkert på cyklen på vej stationen senere eller… aih, ok jeg kan faktisk ikke lige komme på noget, men hvis nu jeg var coach eller noget i den retning, så var det her vel blevet et indlæg om flow. Men lad mig bare gentage: Det holder at tage hovedspring fra 10 m vippen. Særligt når det viser sig, at man stadig kan svømme.

Og nu er jeg klar til at modtage hovmodens straf. Let it rain!

med emneordet , , ,
4. februar 2011
3 kommentarer
Chancen

Hold da kæft en uge

Disclaimer: Dette meget korte jubelindlæg indeholder uforholdsmæssigt mange bandeord. Beklager. Tror jeg nok.

Så er Suzette Frovin Inc. en uge gammel, og goddamn, det er gået stærkt. Du hører mig ikke klage. For det er fandme sjovt, og det føles virkelig, virkelig som om jeg er kommet hjem. Jeg er meget priviligeret – både over at jeg får lov til at lave det, jeg synes er sjovt, og over at være under pres allerede i den første uge. Det er sgu da et godt kick-off uanset hvad det sker om et halvt år. Heldige kartoffel.

med emneordet , , , ,
30. januar 2011
Skriv en kommentar
SOmeone to love, The kids

Selvfølgelig må mine børn ikke skrive på væggen…

med mindre altså det er lidt street art full of loooove.

Fandt den her på trappen i morges – bitte lille og gemt væk i et hjørne mellem to trin.

Synes den fortjener at falde for bagatelgrænsen og blive siddende som et lille minde om et barn, der godt kan lide at være her (eller lægger jeg nu for meget i sådan et 4½-årigt hjerte?).

med emneordet , ,
25. januar 2011
2 kommentarer
Chancen

Gotta love it!

Fik jeg sagt, at der er tre dage til – og at jeg glæder mig helt vanvittigt til at betræde nye stier og genoplive gamle drømme… Vi ses derovre

med emneordet , , , , ,
9. januar 2011
12 kommentarer
Mig sagde hunden

One small step for mankind, one giant step for me

Nå, men jeg sagt mit job op! Helt enkelt. Ikke dramatisk eller noget. Altså udover jeg jo så også siger farvel til fast løn og et steady forbrug. Det i sig selv var jo også noget af en beslutning, fordi livet trods alt er lettere at sluge når der også er plads til at være magelig.

Men altså i det lange løb er mageligt alligevel ikke nok. Og sådan en orlov gir jo god tid til at tænke over, hvad meningen egentlig er med livet – eller i hvert fald meningen med mit liv. Hvad er det, der får blodet til at bruse og hjertet til at banke? Hvad var det nu egentlig jeg drømte om? Og hvornår er det nu jeg er rigtig glad for livet (altså udover når jeg sidder med fødderne i vand, ansigtet i solen og bliver betalt for at holde fri – men det er jo bare en form for doping, som ikke gælder på den lange bane)?

Egentlig var det ikke så svært, for jeg har gjort det altid, altså skrevet, og det var vel også derfor jeg blev journalist – for at skrive. Alligevel gik der lige nogle år, hvor jeg troede, jeg skulle alt muligt andet men så fik jeg hul på ordene igen – både her og i virkeligheden. Og så den der orlov (ahhhh…). Så selvfølgelig er det simpelt, når først man kommer derhen. Skrive, det er da det jeg skal. Prøve i hvert fald.

Derfor sagde jeg op. Ikke fordi det var et dårligt job, men fordi jeg skal tilbage til kernen. Så nu har jeg tre uger til at afslutte og vende blikket ud mod verden… Klar parat start!

P.S. Og jo, gu er jeg da ved at skide i bukserne af skræk over, om det er den mest vanvittige beslutning, jeg nogensinde har taget, om jeg overhovedet kan leve af at være skriverkarl, og hvad jeg i det hele taget har gang… Selvfølgelig. Part of the process, I guess (hope).

med emneordet , , ,
8. januar 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

En autoreply, der kan bruges til noget

I´m currently at the American Academy in Berlin and chasing a deadline.
If it´s an urgent Watson matter, please contact [navn]@Brown.edu;
Human Terrain, please contact [navn]@brown.edu;
Art of Peace, please contact [navn]@brown.edu;
and if it´s about zombies, phillip.gara@gmail.com is your man.

VTY
JDD

Ahr, det er da den sjoveste autoreply, jeg nærmest nogensinde har set, og så fra en professor – efter sigende byder manden på whisky, når man holder møde med ham. Er der noget at sige til, at jeg glæder mig til det interview (som handler om krig og ikke om zombier). Skål!

med emneordet , ,
6. januar 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Sådan får du lidt streetcred hos din søn

Det der startede som en rigtig drengedille har nu efterhånden udviklet sig til noget, der mere ligner en mani (stadig med konkurrence fra hundetemaet, dog). Så efter den seneste gavefest minder vores hjem mest af alt om en kulisse til Pirates of the Caribbean (Johnny Depp lader desværre vente på sig).

Sværd og pistoler og pirathatte og Kaptajn Klos højre hånd ligger spredt ud over gulvet og danner broer mellem sørøverskib, ridderborg og hundeslot. Det eneste, du kan være sikker på er, at hvis ikke Halfdan ligger og bjæffer i et hjørne, så er han nok trukket i sørøverkostumet og står på lur, klar til angreb et eller andet sted.

Og ved du hvad? Jeg tror bare det er enormt vigtigt at møde børnene der hvor de er. Og det der pirattema er sgu lidt mere mit game (i modsætning til hundetemaet, oh gru, går det ikke snart over) + det selvfølgelig gav mig en god undskyldning for at købe et stykke beklædning som måske i virkeligheden var tiltænkt de rigtige unge. Men helt ærligt! Jeg forsøger jo bare at få lidt street credit hos min søn – og det virker!

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →