Det er et af de eneste billeder, jeg har af min ældste ven. Ham, jeg lærte at kende henover hækken midt i 1970’erne. Han lever stadig. I bedste velgående, var jeg lige ved at sige. Altså bortset fra, at han gerne vil sige farvel, hvis altså det var noget han selv bestemte.
Billedet er noget helt særligt, fordi det som sagt er et af de eneste der findes af os to sammen, og fordi det symboliserer alt det jeg husker fra min barndoms venskab med ham: Sommer. Køreture rundt til de sydvestfynske seværdigheder (og det er flere end du tror). Skove. Is. Og impulsive kaffebesøg (med citronsodavand til mig) hos nogle af hans mange venner i sære små landsbyer, jeg ikke vidste eksisterede.
Men det der i virkeligheden gør billedet til noget helt, helt specielt er at det også minder mig om, at det venskab ville have haft meget svære kår i dag. Fordi det ville være uhørt at en 8-årig pige tog på sommerferie hos en 70-årig mand, som ingen relation havde til hendes familie udover at være en gammel nabo. Og det ville være vanskeligt at tro, at dagene bare gik med at snakke og spille kort og køre lange ture i bil, og at de nød det begge to. Mindst lige så utænkeligt ville det være, at han gav hende store fødselsdagsgaver og en konfirmationskjole, fordi hendes forældre ikke havde råd.
Alt det lugter af noget, der i dag ville være forbundet med så mange tabuer at det næsten ikke er til at bære. Folk ville se skævt til ham og hendes forældre. Og ryste på hovedet. For hvorfor skulle en gammel mand, der bor alene, dog have interesse i at tage et barn til sig og behandle det som sin egen familie. Jeg kan sagtens se det, og det gør mig faktisk lidt ked af det. For uden ham havde jeg ikke været den, jeg er i dag, og jeg havde ikke oplevet hvor betydningsfuldt et venskab på tværs af generationer (og uden de forventninger familier kan have til hinanden) kan være.
Kun sandheden 